Farvel til produktionsskolerne: Nyt skoletilbud samler forberedende uddannelser

I 2014 indviede Produktionsskolen Datariet nye lokaler på Boulevarden. Nu flytter skolen al sin aktivitet til den nye FGU-uddannelse, der åbner i Vejle i august 2019. Også Vejle Produktions- og Uddannelsescenter lukker og bliver en del af den nye skole. Arkivfoto: Mette Mørk

Farvel til produktionsskolerne: Nyt skoletilbud samler forberedende uddannelser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En ny forberedende grundskole, FGU, skal hjælpe ikke-uddannelsesparate i retning af ungdomsuddannelser og job. Det betyder blandt andet, at produktionsskolerne i Vejle lukker og slukker og genopstår som en del af den nye skole.

Vejle: Produktionsskolernes værkstedspædagogik parret med VUC-skolernes almenundervisning: Unge, der er havnet i et fagligt dødvande og ikke er kommet i gang med en ungdomsuddannelse, skal have et nyt tilbud og tilholdssted.

Derfor bliver landskabet af forkortelser som egu, KUU, evu, FVU og OBU nu sløjfet til fordel for de nye FGU-uddannelser, der første gang ringer ind til time i august 2019.

- Med FGU'en kommer der en meget klar ramme for de tilbud, det har vist sig, de unge har brug for, hvis de ikke er parat til at begynde på en ungdomsuddannelse, siger formanden for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan.

FGU, der står for Forberedende Grunduddannelse, bygger på en bred aftale i Folketinget fra 2017, som baserede sig på regeringsudspillet "Tro på dig selv - det gør vi" fra samme år. Allerede i 2015 blev en ekspertgruppe nedsat for at komme med anbefalinger til, hvordan flere unge kommer godt videre efter grundskolen.

I den forbindelse anbefalede eksperterne blandt andet, at man skulle styrke og fokusere tilbuddene i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. Enten ved at hjælpe unge uden en ungdomsuddannelse i gang med én eller i job.

Det er en kæmpe opgave at integrere VUC's almenundervisning i vores værkstedspædagogik. Det bliver afgørende at videretænke produktionsskolernes pædagogiske praksis, så der fortsat bliver plads til individuelle tilgang, mange af eleverne har brug for.
Jens Ole Jørgensen, forstander på Produktionsskolen Datariet
Forberedende Grunduddannelse (FGU)
Den nye FGU-uddannelse erstatter en række af de eksisterende forberedende tilbud for unge, der ikke er klar til at tage en ungdomsuddannelse.Det drejer sig blandt andet om produktionsskoletilbud, den kombinerede ungdomsuddannelse og erhvervsgrunduddannelsen.

FGU henvender sig til unge mellem 15 og 24 år, der hverken er i gang med en uddannelse eller er i job.

Blandt voksenuddannelser erstatter FGU den almene voksenuddannelse, ordblindeundervisning for voksne og den forberedende voksenundervisning.

FGU-uddannelsen har til formål at skabe sammenhæng og overskuelighed for målgruppens unge og ruste flere elever til at starte på en ungdomsuddannelse eller komme i job.

På Undervisningsministeriets hjemmeside forlyder det, at halvdelen af målgruppen, der tæller 50.000 unge, har svært ved at overskue det nuværende udbud af forberedende skoletilbud.

Vejles produktionsskoler bliver overdraget

FGU-uddannelserne skal blandt andet erstatte produktionsskolerne. I Vejle-regi betyder det, at Vejle Produktions- og Uddannelsescenter og Produktionsskolen Datariet fra næste år drejer nøglen om og i stedet bliver virksomhedsoverdraget til kommunens kommende FGU-skole.

Jens Ole Jørgensen, der er forstander på Produktionsskolen Datariet, kalder det for en stor udfordring at skulle flytte al skolens aktivitet.

- Vi sagtens se de gode visioner i reformen, og heldigvis har vi i Vejle Kommune rigtig gode traditioner for et tæt samarbejde mellem uddannelsesvejledningen, jobcentrene, ungdomsuddannelserne og produktionsskolerne, siger han.

Et af de springende punkter i skiftet til FGU er, at det bliver obligatorisk for alle elever at modtage undervisning i fagene dansk og matematik.

Skal videretænke pædagogik

Søsætningen af det nye forberedende uddannelsestilbud har høstet positive tilbagemeldinger fra størstedelen af de parter, der indgår i FGU-projektet.

- Det er en kæmpe opgave at integrere VUC's almenundervisning i vores værkstedspædagogik. Det bliver afgørende at videretænke produktionsskolernes pædagogiske praksis, så der fortsat bliver plads til individuelle tilgang, mange af eleverne har brug for, siger Jens Ole Jørgensen.

Undervejs i tilblivelsen af de kommende FGU-uddannelser har både ekspertgruppen, Uddannelsesforbundet og faglige repræsentanter fra blandt andet produktionsskolerne givet deres besyv med om, hvordan man samler de eksisterende undervisningstilbud - uden at gå på kompromis.

- Vi har været elevernes vogtere i det her, for vi har erfaringer med, hvad der virker for dem, afhængigt af hvilken type udfordringer de har. FGU'en måtte ikke bare blive et nyt tilbud, man opfandt, men skulle bygge på den viden, vi i forvejen har om målgruppen, siger Hanne Pontoppiddan, som mener, man er lykkedes med dén målsætning.

Et fagligt pusterum

Udbuddet af forberedende undervisningstilbud i dag, der skal ruste unge til at tage en ungdomsuddannelse, er alenlagt og uoverskueligt. Det er i al fald meldingen på Undervisningsministeriets hjemmeside, der konstaterer, at halvdelen af de 50.000 unge mellem 15 og 24 år, der hverken er i gang med uddannelse eller har job, har svært ved at overskue mulighederne.

Emma Leonora Heide, der er elev på Produktionsskolen k-u-b-a, genkender den mur af uafklarethed, mange unge møder efter grundskolen. Hun frygter dog, at FGU-uddannelsernes struktur kommer til at overse en stor gruppe unge, der har brug for en pause fra skolebøgerne.

- Produktionsskolerne giver et fagligt pusterum, hvor der er tid og plads til at genfinde den boglige motivation, nogle af os har tabt. Gennem de kreative fag. Man kan ikke presse boglig læring ned over hovedet på de ikke-uddannelsesparate, for min erfaring er, at det har den modsatte effekt på den lange bane, siger hun.

Der mangler endnu at blive nedsat bestyrelser og udpeget skoleledere på de kommende FGU-uddannelser. 31. oktober bliver der holdt konstituerende bestyrelsesmøde for FGU-skolerne i Vejle, Billund, Fredericia og Middelfart.

Farvel til produktionsskolerne: Nyt skoletilbud samler forberedende uddannelser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce