Grejs Borgergård er solgt - og den bliver på lokale hænder

Jan Nørskov Madsen (til højre) ved endnu ikke, hvad han vil benytte borgergårdens mange kvadratmeter til. I første omgang er der tale om en investering og et ønske om at bevare bygningen. Thorkild Bech er formand for foreningen Grejs Borgergård, der sælger huset. Foto: Torben Juhler

Grejs Borgergård er solgt - og den bliver på lokale hænder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bestyrelsen i Grejs Borgergård har solgt forsamlingshuset for 375.000 kroner, og køberen er lokale Jan Nørskov Madsen.

Grejs: Grejs Borgergård er solgt, men det 126 år gamle forsamlingshus bliver på lokale hænder.

Køberen er Jan Nørskov Madsen, der er født og vokset op i Grejs, hvor han fortsat bor på Lille Sønderskovgård på Vestermarksvej.

- Jeg har købt borgergården for at bevare den. Det er min plan. I første omgang er det en investering, for jeg synes, det er synd at rive den ned. Der er så mange minder knyttet til borgergården. Min bedstefar har været formand for borgergården, og vi har holdt mange familiefester der, fortæller Jan Nørskov Madsen, der så sent som oktober var til 60-års fødselsdag i borgergården.

Præcist hvad køberen vil bruge Grejs Borgergårds 370 kvadratmeter og grunden til, er han ikke afklaret med endnu.

- Det står åbent, hvad jeg vil bruge den til, men det skal være til noget fornuftigt. Det kan måske være en forening, der kan bruge huset, men det kommer ikke til at forfalde. Jeg har også andre ejendomme, og jeg sørger for at holde dem i god stand, fortæller Jan Nørskov Madsen.

Jeg har købt borgergården for at bevare den. Det er min plan. I første omgang er det en investering, for jeg synes, det er synd at rive den ned.
Jan Nørskov Madsen, kommende ejer af Grejs Borgergård

Fandt en olietank

Hvis det på sigt ikke lykkes at finde et godt formål til huset, vil han ikke afvise, at det kan ende med en nedrivning med den lokalhistoriske bygning. Men det er ikke planen, og det glæder sælger Thorkild Bech, der er formand for foreningen Grejs Borgergård.

- Det er meget fint, at Jan ønsker at bevare borgergården, og han overtager bygningen 1. juni, hvor vi har flyttet borgergårdens aktiviteter i Grejs Kulturcenter. Han har købt den uden nogen som helst krav i forhold til andre, der var interesserede, men vi har sørget for en oprensning af jorden omkring en gammel uregistreret olietank, der lå på grunden, og som vi nu har fået fjernet, fortæller Thorkild Bech.

Havde håbet på mere

Borgergården er blevet solgt for 375.000 kroner, og det er mindre end bestyrelsen havde håbet på, da man tilbage i september satte bygningen til salg. Det har hele tiden været bestyrelsens plan at skyde provenuet i finansieringen af det nye kulturcenter, der er ved at blive opført i disse måneder.

- Kulturcentret havde nok regnet med et provenu mellem 600.000 og 700.000 kroner, og vi havde også håbet på mere, end vi har fået. Men det har vi ikke kunnet få, og andre steder på landet kan jeg se, at de ikke får mere for de gamle forsamlingshuse, fortæller Thorkild Bech.

Han forventer, at foreningen kan bære omkring 325.000-350.000 kroner over til kulturcentret, når regningen for oprensningen efter olietanken og advokatomkostninger i forbindelse med salget er betalt.

Forening fortsætter

Samtidig forventer Thorkild Bech også, at foreningen Grejs Borgergård fortsætter, selvom borgergården forsvinder som samlingssted for Grejs-borgerne i det kommende år.

- Vores aktiviteter flytter ned i kulturcentret, hvor andre skal stå for udlejningen, men jeg går ud fra, at foreningen fortsætter. Vi har vores generalforsamling 10. april, og her skal vi vurdere, hvad foreningen skal hedde, og hvordan vedtægterne skal udformes, for vi skal stadig have en forening, der kan arrangere sankthans og juletræ til børnene, fortæller formanden.

Et nyt navn til foreningen kunne blive Grejs Lokalgruppe, men det er noget, medlemmerne skal være med til at bestemme.

Grejs Borgergård er solgt - og den bliver på lokale hænder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce