Habilitetsproblem: Politikere sender ingeniørfirma ud af Rosborgby - og ind igen

Hvordan skal den nye bydel mellem Sønderåen og Trædballe udformes? Det skal tre rådgivergrupper give deres bud på. Arkivfoto: Vejle Kommune

Habilitetsproblem: Politikere sender ingeniørfirma ud af Rosborgby - og ind igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selskabet skal ikke længere være bygherrerådgiver efter opkøbet af Arkitema, der er en af tre projektgrupper

Vejle: Det rådgivende ingeniørfirma Cowi er ikke længere Vejle Kommunes rådgiver i forbindelse med udviklingen af den nye bydel Rosborgbyen i ådalen.

Medlemmerne af kommunens økonomiudvalg besluttede mandag at sende Cowi ud i decembermørket til fordel for konkurrenterne fra CFBO. Det er dog ikke utilfredshed med Cowis arbejde, der har udløst skiftet:

- Det skyldes helt enkelt, at Cowi har købt arkitektfirmaet Arkitema. Netop Arkitema er et af de tre rådgiverteams, vi har valgt til at konkurrere om at udvikle den nye bydel. Det giver Cowi et habilitetsproblem, forklarer Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V).

Det er Cowi selv, der har bedt Vejle Kommune om at beslutte, om Arkitema skal fortsætte i konkurrencen, eller det er bedre at sige farvel til Cowi som bygherrerådgiver.

Ny bydel skal rejse sig
Ny Rosborg omfatter et 80 hektar stort område, der strækker sig ud i ådalen fra Rosborg Gymnasium og kolonihaveområdet. Mod nord afgrænses området af Trædballe og mod syd af Vejle Å.

Ifølge de foreløbige planer skal området rumme 3000 boliger, 20.000 kvadratmeter liberalt erhverv plus dagligvareforretning og en daginstitution. Samtidig skal cirka 50 procent af området bevares som natur.

De første tanker om den nye bydel blev tænkt i starten af dette årti. Udviklingsarbejdet gik for alvor i gang for snart tre år siden. Her gennemførte kommunen en større offentlighedsproces med borgermøder og naturvandringer i området.

Siden har politikere og embedsmænd arbejdet videre med planerne, og nu er det så de tre teams Adept ApS, Arkitema Architects og Møller & Grønborg A/S, der skal udvikle ideer.

Tre firmaer udvalgt

Beslutningen er altså blevet at beholde Arkitema i konkurrencen og i stedet give bygherreopgaven til konkurrenten. Valget af CFBO hænger ifølge indstillingen til politikerne sammen med, at Aarhus-firmaet i sin tid blev nummer to, da Vejle Kommune sendte opgaven som bygherrerådgiver i udbud.

Nu bliver det altså CFBO, der skal følge det videre arbejde med at konkretisere planerne om en bæredygtig bydel i området mellem Sønderåen og Trædballe. Her er Arkitema en af de tre ansøgere, der blev udvalgt ud af en gruppe på i alt 16.

Arkitema er en af landets førende tegnestuer, og firmaet har erfaring med store udviklingsprojekter - blandt andet Amager Fælled i København, Helsinge Enge og Nærheden i Hedehusene. Sidstnævnte projekt har et andet af de udvalgte firmaer, Adept ApS, også været inde over sammen med blandt andet projektet Ringkøbing K. Det tredje udvalgte firma, Møller & Grønborg, har blandt andet erfaring fra projekt Viborg Syd.

Konkurrenter skal samarbejde

I første omgang skal de tre konkurrerende firmaer faktisk samarbejde. De skal dele erfaringer undervejs i arbejdet med at udvikle ideer og koncepter for den nye bydel.

I næste fase vælges så en endelig rådgiver. Derpå bliver opgaven at udarbejde to til tre forslag til en udviklingsplan. Det skal ske i samarbejde med borgere og andre interessenter, inden den endelige plan gøres færdig i slutningen af 2019.

Habilitetsproblem: Politikere sender ingeniørfirma ud af Rosborgby - og ind igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce