Hypnotisør fik åbnet lille piges hånd: Det er ikke hokus pokus - det er et håndværk

Sven Bjerring har gennem et langt liv hjulpet mennesker gennem hypnose. 5. marts rundede han 75 år, og han praktiserer stadig. Foto: Lars Saugbjerg

Hypnotisør fik åbnet lille piges hånd: Det er ikke hokus pokus - det er et håndværk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hypnotisør Sven Bjerring - måske bedre kendt som Jean Felix - har i næsten 50 år haft klinik i Vejle. Både navn og job overtog han efter sin far.

Vejle: Det var Sven Bjerrings far, Mogens, der i sin tid fandt på navnet Jean Felix. Mogens Bjerring var journalist, men skiftede branche - til hypnotisør. Den historie vender vi tilbage til...

Sven Bjerring har drevet hypnoseklinik i Vejle i næsten 50 år, og han har endnu ikke lagt arbejdslivet på hylden.

- Jeg er glad for livet og glad for at arbejde. Én dag om ugen har jeg patienter i klinikken, og det er med til at holde hjernen i gang. Ikke mange kan sige, at de har fungeret i sundhedssektoren i 50 år, lyder det med et smil fra hypnotisøren, der lige er fyldt 75 år.

Gennem årene har et utal af patienter lyttet til Sven Bjerrings rolige stemme og vejledning. Angst, nervøsitet, rygeafvænning, overvægt eller spændinger. Hypnotisøren elsker at hjælpe mennesker, og har taget hånd om klienterne uden at få stress.

- Jeg har aldrig haft stress, ikke én dag i de 50 år, fortæller Sven Bjerring, der med fem fingre viser hvor mange sygedage han har haft.

- Højst fem. Det er jo belastende at ringe til 20 patienter for at aflyse. Så er det lettere bare at møde op, selvom man måske føler sig lidt sløj. Når man har noget andet at koncentrere sig om end sygdom, skubber man symptomerne væk. Det er jo i princippet det som sker hos de mennesker, jeg behandler. Jeg får dem til at vende blikket udad, i stedet for at være navlebeskuende. Lader dem få øje på alt det, der sker omkring dem.

Fakta
Sven Bjerring, 75 år tirsdag 5. marts.Hypnotisør, Jean Felix, Grønnegade 24, 1. sal

Egen hypnoseklinik siden 1969. Bor i Grønnegade med sin hustru, Lene Bjerring, gennem 48 år.

Fritid: Golf (Handicap 11,2)

Datter: Kosmetolog Caroline Bjerring

To børnebørn
Det var Svens far, Mogens Bjerring, der satte det hele i gang med hypnoseforestillinger. Denne gamle plakat hænger i opgangen til Sven Bjerrings klinik i Grønnegade. Foto: Lars Saugbjerg
Det var Svens far, Mogens Bjerring, der satte det hele i gang med hypnoseforestillinger. Denne gamle plakat hænger i opgangen til Sven Bjerrings klinik i Grønnegade. Foto: Lars Saugbjerg

Over 20 år i Grønnegade

Som yngre var Sven Bjerring meget aktiv, og etablerede klinikker i både Aalborg, Aarhus og Odense. Senere solgte han klinikkerne i Aalborg og Aarhus til sin halvbror, som drev dem i 25 år. Klinikken i Odense afviklede Sven Bjerring for en halv snes år siden. Nu er kun den i Vejle tilbage.

I over 20 år har klinikken ligget i Grønnegade 24. Tidligere har han haft lokaler på blandt andet Horsensvej, Gl. Kongevej, Flegborg og Nørretorv.

- Da jeg i 1969 overtog fra min far, lå klinikken på Rådhustorvet. Det var min far, der startede det hele, siger Sven Bjerring og fortæller historien om en journalist, der skiftede branche.

sven bjerring, alias jean felix, hypnotisør, vejle
sven bjerring, alias jean felix, hypnotisør, vejle

Det var et rent cirkusshow

- Sammen med en journalistkollega var de under krigen på en opgave, hvor de skulle dække et hypnoseshow. Det var i 1942. Dengang var der ikke så mange fornøjelser, men en del hypnotisører lavede forestillinger rundt omkring i landet. Ren underholdning. Da min far og hans kollega tog hjem, snakkede de om showet - og de blev enige om, at de kunne gøre det ligeså godt. Kollegaen skulle tage sig af pressedækning, og min far, der var lidt mørk, skulle være hypnotisøren. Kort efter lavede de deres første forestilling. Det hele begyndte altså som et cirkusshow, fortæller Sven Bjerring.

De to journalister havde styr på, hvordan man fik omtale i dagbladene, så deres hypnoseshow greb om sig.

- I løbet af kort tid blev min far en meget kendt hypnotisør. Jean Felix, kaldte han sig. Som hypnotisør kunne man jo ikke hedde Mogens. Forestillingerne kørte krigen ud, og var en kæmpe succes. Min far tjente mange penge.

Som årene gik voksede Mogens Bjerrings interesse for hypnose. I halvtredserne etablerede han en rigtig klinik.

- Han havde tjent så godt, at han kunne bygge et hus. Det var på Stampesvej, og her havde han klinik i kælderen. Folk strømmede til, 100 patienter om ugen, fra hele landet.

Stor konkurrence

Sven Bjerring stod i lære hos sin far, og havde sin første patient fjerde juledag 1968.

- 1. oktober 1969 købte min bror og jeg min far ud af navnet Jean Felix. Min far trak sig tilbage som 50-årig, og boede i Spanien i mange år. Han flyttede også til USA, men levede sine sidste år i Danmark. Han døde for omkring 20 år siden.

Siden Sven Bjerring overtog forretningen i 1969 har faget udviklet sig. I dag er hypnose en videnskab, og konkurrencen er stor.

- I 1969 var vi omkring en håndfuld hypnotisører, som levede af det. I dag er vi måske 2.500, som professionelt arbejder med faget. Det er en hel, hel anden konkurrence. Tænk bare - dengang måtte jeg kalde mig psykolog. I det hele taget er der i dag et langt større udbud, når det handler om alternativ behandling. I princippet handler langt de fleste behandlinger om suggestion, altså at påvirke underbevidstheden på den ene eller anden måde. Så kan de kalde det, hvad de har lyst til, lyder det fra hypnotisøren i Grønnegade.

En lugtende hånd

Med et langt liv som hypnotisør kan Sven Bjerring tænke tilbage på mange pudsige, underfundige, spændende og mærkelige episoder. Han udfører ikke mirakler, men har alligevel oplevet hændelser, som nok kan få de fleste til at løfte øjenbrynene.

- Jeg havde for eksempel en pige inde på otte-ni år. Hun havde en knyttet hånd, og ville ikke åbne den. Hun kunne ikke. Lægen kunne heller ikke. Jeg snakkede med hende stille og roligt, manipulerede hånden, og lige pludselig løsnede den sig. Hånden åbnede sig - og det stank. Hun havde haft knyttet hånd i over et år. Det var en spænding, jeg fik løst op ved at påvirke hendes underbevidsthed, siger Sven Bjerring, der også beretter om ufrugtbare kvinder, som gennem samtale har fået løst op for spændinger, der har været medvirkende til, at de ikke kunne blive gravide.

- At man kan påvirke underbevidstheden i en sådan grad, er jo fantastisk, tilføjer han.

- Det er ikke hokus pokus. Det er et normalt, naturligt håndværk jeg kan. Jeg er bare bedre til det, end så mange andre. Nogle kan lære at spille Lille Peter Edderkop, andre kan spille Mozarts eller Chopins store værker, jeg kan hypnotisere.

Hypnotisør fik åbnet lille piges hånd: Det er ikke hokus pokus - det er et håndværk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce