Kendt forfatter: Grønland er en roman-maskine

Efter sit møde med publikum i biliotekets store mødesal tog Kim Leine sig tid til en uddybende snak med avisen. Foto: Kaare Johansen

Kendt forfatter: Grønland er en roman-maskine

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Succesforfatteren er tankemæssigt langt med fortsættelsen af "Profeterne i Evighedsfjorden" og "Rød mand/Sort mand", og flere romaner står i kø.

Vejle: Kalak, Tunu, Profeterne i Evighedsfjorden, Rød mand/Sort mand.

Romaner med udgangspunkt i Grønland flyver fra Kim Leines fingre. Og den prisbelønnede forfatter er slet ikke færdig med det store land:

- Grønland er en romanmaskine, svarer han på spørgsmålet: Hvorfor Grønland?

Forfatteren, der i 2013 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for Profeterne i Evighedsfjorden, har haft Grønland i blodet, siden han efter en barsk barndom i Norge og Danmark drog til Grønland som nyuddannet sygeplejerske.

Kim Leine har tidligere betegnet sig som 100 procent norsk, 100 procent dansk og 70 procent grønlandsk. Og fascinationen holder ved hos forfatteren, der forstår og taler grønlandsk.

10 bøger på 11 år
Kim Leine debuterede sent - som 46-årig. Til gengæld har den 57-årige forfatter været umådelig flittig lige siden.Ti bøger er det blevet til siden Kalak fra 2007 - en roman, der blandt andet indbragte ham Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, der uddeles i Vejle.

Herefter kom i rækkefølge:

Valdermarsdag (2008)

Tunu (2009)

Profeterne i Evighedsfjorden (2012)

Afgrunden (2015)

Drengen, der drog nordpå for at finde julemanden (2015) - børnebog

De søvnløse (2016)

Skovpigen Skærv (2016)

Pigen, der kunne tale med hunde (2017)

Rød mand/Sort mand (2018)

Kilde: Bibliografi.dk

Overraskede sig selv

- Der er flere bøger på vej. Jeg er langt i researchen til det sidste bind i trilogien, der startede med Profeterne i Evighedsfjorden, fortæller Kim Leine i en samtale med avisens journalist efter mandagens forfattermøde på Vejle Bibliotek. Her har han fortalt om sin seneste roman Rød mand/Sort mand foran cirka 100 gæster.

Han røbede blandt andet, at det slet ikke var planen, at Profeterne i Evighedsfjorden skulle være en trilogi:

- I et interview med en journalist hørte jeg pludselig mig selv sige, at jeg var ved at skrive en trilogi. Og sådan blev det. Kristendommen er fokus i alle tre bøger, og den sidste kommer til at foregå i 1880'erne, hvor en ekspedition satte ud for at finde de katolske vikinger på østkysten. De fandt dem aldrig, men til gengæld grønlænderne omkring Angmagssalik.

Blidt tyranni

Flere romaner rumsterer allerede under Kim Leines skaldede isse. Blandt andet endnu en ambitiøs trilogi, der flytter fokus til det 20. århundrede.

- Jeg kunne godt forestille mig, at vi skulle følge en enkelt familie og på den måde skildre udviklingen.

Hvordan ser du på forholdet mellem Danmark og Grønland i dag?

- Det er en sejlivet myte, at danskerne var nogle forfærdelige tyranner i kolonitiden. Det passer ikke. Man kan tale om et blidt tyranni, hvor grønlandsk kultur og identitet fik lov at udvikle sig hjulpet af bløde præster, der lærte sig selv grønlandsk og grønlænderne at læse og skrive. Dermed var de med til at skabe et kulturspring for befolkningen. Så helt overordnet mener jeg ikke, der er grund til at føle skyld.

Gik galt i 1953

Skulle der ifølge Kim Leine endelig være basis for skyldfølelse, er det faktisk først fra 1953, hvor Grønland med de bedste intentioner bliver gjort til Danmarks største amt. Fra da af skulle grønlænderne være danskere med samme muligheder:

- Med socialdemokraterne i spidsen betød det en massiv undertrykkelse af det grønlandske. I klasserne hang skilte, hvor der stod, at det var forbudt at tale og hviske på grønlandsk. De skulle hjælpes med uddannelse - så var der ikke tid til at tale grønlandsk eller ro i kajak.

Den grønlandske kultur overlevede og dermed også fascinationen af livet på verdens største ø. En fascination, der fortsat er med til at drive et af Danmarks mest anerkendte forfatterskaber.

Kendt forfatter: Grønland er en roman-maskine

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce