Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kritisk havnerapport: Ingen kontrol med økonomien

De ansatte på havnekontoret mener ikke, at havnechef Per Kristiansen nogensinde er blevet udstyret med en chefinstruks. Det fremgår af den to år gamle rapport, der nu er frigivet. Foto: Morten Pape

Kritisk havnerapport: Ingen kontrol med økonomien

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Havnemedarbejdernes rapport er frigivet. Den peger på manglende kontrol og ingen klar beskrivelse af havnechefens ansvar og bemyndigelse, men en bestyrelse, der stolede 100 procent på havnechefen.

Vejle: Vejle Havn har endelig frigivet den medarbejderrapport, der gennem to år har været hemmeligstemplet.

Intet er streget over i den 57 sider lange rapport, som medarbejderne og deres advokater nu har haft halvanden uge til at gennemgå, inden havnen ville frigive den. Det bekræfter oplysningerne om, at kommunens egne jurister allerede for snart to uger siden konkluderede, at der intet personfølsomt var i den.

I rapporten peger havnens ansatte igen og igen på havnechef Per Kristiansen, som den, der har anvist og godkendt langt hovedparten af de bilag, som revisionsfirmaet PwC i en tidligere rapport vurderede til at være af privatlignende karakter.

Det er indkøb, der i perioden 1. januar 2010 til 30. juni 2015 løb op i et samlet beløb på 585.000 kroner, og som havnens ansatte har gennemgået bilag for bilag for at redegøre for dem.

I rapportens konklusion skriver medarbejderne blandt andet:

"Bestyrelserne i perioden 2010-2015 har valgt 100 procent at stole på havnechef Per Kristiansen og dennes evner til at drive virksomheden. Derfor må de også tage ansvaret for, hvordan denne har forvaltet. Godt som skidt."

Borgmesteren drages nu ind i havnesagen
Administrationen oplever allerede nu, at kulturen på Vejle Havn skifter. Det økonomiske er kommet i højsædet, og festen er slut, som kritikerne ville sige.
Uddrag fra medarbejdernes konklusion i den to år gamle rapport
Politikere sad i havnebestyrelsen
Pwc's undersøgelse og medarbejdernes rapport om muligt misbrug af havnes aktiver dækker perioden fra 1. januar 2010 til 30. juni 2015.I den periode bestod bestyrelsen udelukkende af politikere:

2010-2013

Leif Skov (S) (formand), Sonny Berthold (V) (næstformand), Arne Sigtenbjerggaard (V), Peder Hummelmose (V), Lars Kromann-Larsen (SF), Torkild Christensen (DF) og Christa Laursen (S - nu Borgernes Parti).

2014-2015

Torkild Christensen (formand), Peder Hummelmose (næstformand), Arne Sigtenbjerggaard, Leif Skov, Christa Laursen, Per Olesen (V) og Torben Elsig-Pedersen (R).

 

Bestyrelsen ønskede det ikke

Medarbejderne i havnens administration erkender i rapporten, at de også burde have været mere kritiske i forhold til de økonomiske forhold. Men giver i samme åndedrag de skiftende bestyrelser hovedansvaret for miseren.

"Administrationen finder ikke, at der har været ført de kontrolforanstaltninger, man måtte forvente. Der har ikke været et ønske fra de forskellige bestyrelser om budgetkontrol og opfølgning løbende på økonomien", skriver medarbejderne, som også sætter spørgsmål ved revisionens (BDO Revision) rolle, som de kalder "noget forvirrende".

I den snart to år gamle rapport hilser de en øget revision og øgede kontrolforanstaltninger velkommen.

"Det er vigtigt, at de ansatte ikke fremadrettet skal kunne komme under mistanke for ikke at fuldføre deres arbejde korrekt", skriver de.

Der fandtes ingen instruks

De ansatte havde samtidig den opfattelse, at der var et tæt samarbejde mellem havnechefen og formændene, som i de undersøgte 5,5 år var først Leif Skov (S) og siden Torkild Christensen (DF). Havnechefen instruerede ofte administrationen efter møder med bestyrelsesformanden.

"Vejle Havns administration har ikke fået adgang til den chefinstruks, der har været gældende for havnechef Per Kristiansen. Administrationens opfattelse er, at der ikke har fandtes en sådan. Det bør der gøre i alle virksomheder. Bestyrelsen må vide, om der findes en sådan instruks," skriver de ansatte.

Havnechef Per Kristiansen bidrog ikke til rapporten, da han på det tidspunkt var blevet bortvist og politianmeldt af bestyrelsen.

Rejse satte hele lavinen i gang

De to tidligere formænd har efterfølgende ved flere lejligheder sagt, at de stolede 100 procent på havnechefen.

Derfor valgte de begge at forlade havnebestyrelsen i forlængelse af PwC's kritiske rapport, der ikke kun dokumenterede et privatlignende forbrug på 585.000 kroner, men også et overforbrug på 637.000 kroner samt de i alt 83 rejser, nogle af havnens ansatte og indimellem bestyrelsen var på gennem de godt fem år.

Den heftige rejseaktivitet løb op i en samlet udgift på godt 2,2 millioner kroner, og PwC's rapport har blandt andet betydet, at hovedparten af havnebestyrelsen og kommunaldirektør Niels Ågesen har betalt skat af den meget omtalte bestyrelsesrejse til Florida, de var på i marts 2015 for havnens regning.

En rejse, der ikke havde tilstrækkeligt faglig indhold, og som satte hele lavinen af sager fra Vejle Havn i gang.