Natligt forlig: Blå blok sender Billundbanen på skinner

Får Danmark en blå regering efter det forestående folketingsvalg, kan Billund Lufthavn se frem til at få en station tæt på afgangshallen. Illustration: Billund Lufthavn

Natligt forlig: Blå blok sender Billundbanen på skinner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Regeringen og Dansk Folkeparti blev natten til onsdag enige om et infrastrukturforlig, der realiserer Billundbanen, en ny midtjysk motorvej og andre store vejanlæg.

Vejle: Natten til onsdag er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om et infrastrukturforlig, der sender Billundbanen på skinner og sætter gang i anlægget af en ny midtjysk motorvej fra Haderslev til Give.

Det viser dele af den forligstekst, Vejle Amts Folkeblad har fået indsigt i få timer før, forliget præsenteres i transportministeriet klokken 10.

Aftaleparterne er enige om at afsætte 926 millioner kroner til at anlægge en ny bane mellem Vejle og Billund. Projektet sættes igang i 2023, og parterne har endnu ikke lagt sig fast på linieføringen. Det skal forligspartierne mødes om "snarest", som der står i forligsteksten.

Denne aftale er rigtig god for vores del af landet. Den sikrer, at Billund Lufthavn bliver mere konkurrecedygtig, og så tager den livet af den vanvittige togbro over Vejle Fjord.
Niels Flemming Hansen, konservativ spidskandidat i Sydjyllands Storkreds

Ikke kun til lufthavnen

Aftalen glæder ikke mindst de konservatives spidskandidat i Sydjyllands Storkreds, Niels Flemming Hansen, der har været med til at arbejde for de lokale dele af forliget. Også selvom trafikeksperter peger på, at der er samfundsøkonomisk ingen gevinst er ved at anlægge Billundbanen.

- Københavns Lufthavn får alt, hvor vi her i området må passe os selv. Men nu bliver der i høj grad gjort noget for os, og skal vi gøre Billund Lufthavn konkurrencedygtig, skal vi have mulighed for at få folk dertil, siger Niels Flemming Hansen og tilføjer:

- Bilundbanen er ikke kun en bane til lufthavnen. Det er også til Legoland og Lalandia, og vi er lige blevet præsenteret for en undersøgelse, som viser, at 30 procent af husstandene i Syddanmark ikke har adgang til bil. De skal også have mulighed for at tage til Billund.

Han peger på, at Billund Lufthavn også bidrager med jord og økonomi til projektet til en samlet værdi af 150 millioner kroner. Investeringer, som også vil gøre lufthavnen mere attraktiv for passagerer fra store dele af midtjylland, Aarhus og Odense.

Ny midtjysk motorvej

Nattens forlig afsætter også en række store beløb til ny asfalt i det jyske. Det gælder ikke mindst til en ny midtjysk motorvej, som parterne er enige om at anlægge fra Haderslev til Give.

Parterne vurderer, at projektet med den billigste linieføring kan gennemføres for en investering på knap 5,8 milliarder kroner. Står det til blå blok skal projektet sættes i gang i 2023 og den indledende VVM-undersøgelse vil tage udgangspunkt i en forbindelse både øst og vest om Billund.

Samtidig vil forligspartierne sætte gang i en forundersøgelse af en fortsættelse af motorvejen mellem Give og Hobro, ligesom blå blok vil afsætte 581 millioner kroner til en udvidelse af E45/E20 mellem Kolding V og motorvejskryds Kolding i 2021.

400 millioner kroner afsættes der til udvidelse af den 11 kilometer lange strækning af rute 11, landevejen mellem Korskroen og Varde.

Når ikke at blive vedtaget

Selvom der nu er et folketingsflertal for projekterne, forventer Niels Flemming Hansen ikke, at forliget når at blive vedtaget i Folketinget inden det forestående valg. Derfor skal forliget lige så meget ses som et valgoplæg fra blå bloks side, mens rød blok holder fast i Togfonden og den omstridte togbro over Vejle Fjord.

Dansk Folkeparti var med i forliget om Togfonden, men partiet meldte for få dage siden ud, at man ikke længere bakker op om togbroen, som heller ikke er med i det nye borgerlige forlig.

- På de indre linier har jeg kæmpet ihærdigt imod planerne om togbroen, for det er helt vanvittigt at bruge så mange penge for syv minutter. Nu håber jeg så, at vi får et blåt flertal efter valget, så vi kan få sat gang i Billundbanen, den midtjyske motorvej og de øvrige projekter i vores del af landet, siger Niels Flemming Hansen.

Natligt forlig: Blå blok sender Billundbanen på skinner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce