Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Ny skoleleder måtte vende blikket mod loftet

Anne-Mette Binder er ny skoleleder på Søndermarksskolen i Vejle. Foto: Lars Saugbjerg

Ny skoleleder måtte vende blikket mod loftet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

54-årige Anne-Mette Binder har haft første skoledag på Søndermarksskolen. Det blev en bevæget dag, og nu ser lederen frem mod de nye opgaver. Det gælder blandt andet nye lokaler til de yngste.

Vejle: Den gule skole på kanten af Sønderskoven i Vejle har fået ny leder.

54-årige Anne-Mette Binder begyndte i sit nye job 1. november på Søndermarksskolen, og hun beskriver første skoledag som meget intens.

- Det var en fantastisk modtagelse, hvor alle skolens børn og voksne var samlet i vores hal. Der blev sunget sange for fuld udblæsning, og jeg fik virkelig en fornemmelse af at være ønsket og velkommen. På et tidspunkt var jeg nødt til at vende blikket mod loftet, så jeg ikke blev et tudefjæs, fortæller den nye skoleleder.

Anne-Mette Binder flyttede til Randbøl for tre et halvt år siden i forbindelse med sin mands jobskifte. Oprindeligt er hun fra København. På Sjælland var hun leder af Kastrupgårdsskolen i Tårnby Kommune, og i otte måneder var hun konstitueret skoleleder på Gårslev Skole. Senest var hun ansat som viceskoleleder på Kollerup Skole ved Jelling.

Søndermarksskolen henter leder i kendte rækker
- Jeg vil gerne være medansvarlig for, at alle børn bliver så dygtige som de kan.
Anne-Mette Binder, skoleleder på Søndermarksskolen
Fakta
Anne-Mette Binder, 54 år, ny skoleleder på Søndermarksskolen i Vejle.Bor med sin mand i Randbøl og har en søn på 23 år.

Kommer fra en stilling som viceskoleleder på Kollerup Skole ved Jelling.

Har været skoleleder på Kastrupgårdsskolen i Tårnby Kommune og konstitueret skoleleder på Gårslev Skole.

Anne-Mette Binder privat:

Livret? - Jeg elsker al mad, men skal jeg vælge, bliver det fisk og skaldyr.

Ferie? - Der er næsten altid ridesport i min ferie, men jeg kan godt se mig selv på en varm ø. Sidste år var vi i Kroatien på øen Hvar.

Øl eller vin? - Så tager jeg et glas vin - og et glas vand.

Sko? - Ikke høje hæle. Jeg går i flade sko.

Bøger? - Lige nu læser jeg Kim Kristensens "Følg Mig". Jeg er også i gang med Anna Ekbergs "Kærlighed for Voksne", en rigtig gyser.

Musik: - Jeg er mest til jazzpop, men holder også af at gå til klassiske koncerter.

Bil? - Jeg kører i en fem år gammel Opel Corsa, men jeg kan godt lide en ny bil og har da også kig på en.

Sove længe? - Jeg er morgenmenneske. Søndag kan jeg tvinge mig selv til at blive liggende til 07.30. Maks.

 

Dygtige børn

På skolen i Jelling er der godt 100 elever. På Søndermarksskolen er der små 500.

- Jeg vil påstå, at jeg kunne de flestes navne på Kollerup Skole. Det skal de nok ikke forvente jeg kan her - lige med det samme. Men jeg vil meget gerne hurtig kunne identificere nogen fra 5.A, nogen fra 0.A og så videre. Det er et mål, og derfor er mine første dage på skolen også gået med at komme rundt i klasserne og hilse på alle, fortæller Anne-Mette Binder, der tilføjer, at skolestørrelsen svarer meget godt til den, hun rejste fra i Tårnby Kommune.

Hun finder det spændende at arbejde med skoleledelse, og er da også stolt over folkeskolen.

- I hvert fald et langt stykke hen ad vejen. Men der er nogle særlige opmærksomhedspunkter, som vi lokalt skal arbejde med. Det er dels et projekt, som handler om professionelle læringsfællesskaber, der skal være med til at understøtte, at alle børn bliver så dygtige som de kan. Og så er det PLC, Pædagogisk Læringscenter, som findes på skolen i forvejen. Her har man lagt en ny vision, som skal udfoldes frem mod 2020, og disse punkter må jeg bare være en del af som leder. Det bliver spændende, konstaterer Anne-Mette Binder.

- Børnene skal trives i skolen, det er grundstenen. Men jeg vil også have fokus på, at vi er engagerede og dygtige nok til at klæde dem godt på fagligt. Alle børn skal ikke være små "Einsteins", men de skal blive så dygtige, som de overhovedet kan, tilføjer skolelederen.

Et gruk

Anne-Mette Binder er vokset op hos sin mor og tre søskende.

- Jeg husker, at min mor havde klippet et gruk ud til os. "På uddannelsens stige bliver du din overmands lige", stod der. Men skal ikke være bedre end andre, men man skal være så god, man overhovedet kan, også når man kommer fra et hjem, hvor der ikke var tradition for akademiske uddannelser. Det var vigtigt for min mor at klæde os godt på uddannelsemæssigt, og det er en værdi, jeg har taget med mig. Den betyder meget for mig, fortæller Anne-Mette Binder.

Søndermarksskolens leder ser flere udfordringer i sit nye job, og én af dem er af fysisk karakter.

- Vores fysiske faciliteter for 0. årgang skal ændres. De bor i en barak, som absolut trænger til en kærlig hånd, eller måske skal den udskiftes til en "rigtig" bygning. Jeg håber, vi finder ressourcerne, siger hun.

Ridesporten

Privat har ridesport altid fyldt og fylder meget i Anne-Mette Binders liv.

- Nogle familier har spejderlivet tilfælles, andre har musik eller fodbold tilfælles. I min familie er det ridesporten. Det er det, vi bruger vores fritid på. I nogle år har jeg været meget eksponeret inden for området, og er stadig aktiv som dommer - men skolelederjobbet er mit "rigtige" liv. Det andet er noget spændende, jeg beskæftiger mig med i fritiden. Men det er en livsstil, mere end en hobby, fortæller Anne-Mette Binder, der har sat utallige oplevelser ind på kontoen i forbindelse med ridesporten.

Hun har blandt andet været til OL i Sydney og Beijing. Og ved OL i London i 2012 var hun formand for dommerpanelet.

- Jeg synes, at der er en fantastisk synergi mellem de to verdener. De udfordringer, jeg kan stå i som dommer, giver mig erfaringer, jeg kan tage med mig ind i skoleverdenen - og omvendt. For eksempel teamsamarbejde, kommunikation og feedback, siger Anne-Mette Binder, der en gang imellem finder tid til at ride selv.

- Men kun på et "pensionist-niveau". Jeg har arvet vores søns første hest, der er 16 år. Så på en solskinsdag lunter vi en tur ud i skoven og fortæller hinanden, at vi har gået til ridning. Det er på hyggebasis, siger skolelederen med et smil.