Ny udvikling i kirkesag: Byråd kan bremse nedrivning

Bredballe Kirke blev opført i 1907 og er registreret i øveste bevaringsklasse i det Kommunealtas, som blev udarbejdet i 2000. Arkivfoto

Ny udvikling i kirkesag: Byråd kan bremse nedrivning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den 111 år gamle Bredballe Kirke er bevaringsværdig i klasse 1 ifølge kommunens fortegnelse over gamle bygninger. Dermed går kommunens vurdering imod Nationalmuseets.

Bredballe: Menighedsrådet i Bredballe Sogn har besluttet, at områdets kirke skal rives ned. Der er bare ét problem. Ifølge formanden for Vejle Kommunes tekniske udvalg, Christoffer Melson (V), har rådet ikke taget politikerne i ed:

- Det skal menighedsrådet. Kirken er nemlig registreret som bevaringsværdig i klasse 1. Det betyder, at den ikke kan rives ned uden vores accept, siger udvalgsformanden.

Personligt er han ikke tilhænger af en nedrivning. Han er klar til at lytte til argumenterne fra Bredballe Menighedsråd, men som han siger:

- Det kræver jo, at vi hører fra dem. Som menighedsrådet har fremstillet sagen indtil nu, lyder det som om, at nedrivningen er en kendsgerning. Og sådan er det ikke.

Det siger reglerne
Ifølge Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside gælder følgende regler for bevaringsværdige bygninger:

En ejer af en bevaringsværdig bygning må ikke nedrive den uden foregående offentlig bekendtgørelse, jævnfør bygningsfredningslovens § 18.

Nedrivningsanmeldelsen skal bekendtgøres i 4-6 uger, så offentligheden har mulighed for at fremsætte indsigelser. Kommunen kan også selv nedlægge forbud mod nedrivningen efter planlovens § 14.

Nedrivningsforbuddet gælder et år, som kommunen kan bruge på at udarbejde en lokalplan, der sikrer bygningens bevaring.

Flere fortilfælde

Ifølge formanden for menighedsrådet, Kurt Holm Hansen, er man opmærksom på reglerne:

- Vi har kontakt med kommunen og er ved at få et møde på plads med en embedsmand. Så vi ved godt, at kommunen skal ind over. Om det viser sig at være et problem, må vi jo se, når vi mødes, siger Kurt Holm Hansen.

Ifølge Christoffer Melson vil sagen om nedrivning af bevaringsværdige bygninger ikke være den første på udvalgets bord. Gennem tiden har der været en række sager, hvor ejere af ejendomme i de forskellige bevaringsklasser har bedt om en nedrivningstilladelse:

- Vi har sagt ja i nogle tilfælde. Men jeg har også været med til at sige nej, for eksempel da Privathospitalet Mølholm ønskede at rive en naboejendom ned, siger Christoffer Melson.

5.600 ejendomme registreret

Han henviser samtidig til en verserende sag på Nordre Kirkegård. Her har udvalget diskuteret for og imod nedrivningen af kirkegårdens kapel, der ikke længere er i brug:

- Det er bevaringsværdigt i klasse 2 - og her har vi endnu ikke truffet en afgørelse. Sagerne viser, at nedrivning af bevaringsværdige bygninger er noget, vi tager alvorligt. Vi siger ikke bare ja. Og Bredballe Kirke er jo i brug og i klasse 1, siger udvalgsformanden.

Det er 18 år siden den daværende Vejle Kommune udsendte det såkaldte Kommuneatlas. Her udarbejdede kommunen i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen en fortegnelse over alle bygninger, der er opført før 1940 - alt i alt 5600 ejendomme.

Byggerierne er inddelt i syv klasser, hvoraf de tre øverste har betegnelsen "høj bevaringsværdi". De mest bevaringsværdige er placeret i klasse 1 - og den omfatter blandt andet kommunens øvrige gamle kirker og bygninger som rådhuset og toldbygningen ved Havnepladsen.

Grønt lys fra Nationalmuseet

Sådan lød vurderingen tilbage i 2000 fra Vejle Kommunes eksperter, men i forbindelse med nedrivningsplanerne har menighedsrådet ifølge formand Knud Holm Hansen fået Nationalmuseets ord for, at Bredballe Kirke ikke er "umistelig kulturarv".

Den udmelding har Christoffer Melson registreret:

- Men det ændrer ikke på, at kirken er registreret i allerøverste bevaringsklasse af vores folk. Nu vil vi tage en dialog med kirken. Derefter træffer vi en beslutning, siger formanden for Vejle Kommunes tekniske udvalg.

Ny udvikling i kirkesag: Byråd kan bremse nedrivning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce