Nye boliger på vej på kanten af Vejle - men gasledning kan lægge hindringer i vejen

Et udsnit af den foreslåede udstykningsplan for en grund ved Enghaven. Lodsejerne vil helst have rækkehuse som vist her, men der er en alternativ plan for villaudstykning. Illustration fra teknisk udvalgs dagsorden

Nye boliger på vej på kanten af Vejle - men gasledning kan lægge hindringer i vejen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokalplan skal bane vej for enten rækkehuse eller villabebyggelse i Grejs

Artiklen er opdateret efter teknisk udvalgs møde tirsdag.

Grejs: 48 familier kan komme til at bo på kanten af Vejle, hvis en rækkehusplan gennemføres i Grejs.

Teknisk udvalg godkendte tirsdag oplægget til en ny lokalplan. Et område på 43.000 kvadratmeter skal omdannes fra marker til boligformål. Og i den forbindelse arbejder ejerne med to muligheder.

Enten skal grunden udstykkes i 48 mindre parceller til såkaldt tæt-lav-boliger - altså rækkehuse. I den situation bliver de enkelte grunde på 300 kvadratmeter. Alternativet er en traditionel villaudstykning. Det vil give plads til 23 villaer på grunden langs Enghaven.

1100 Grejsboere
Grejs husede 1. januar 2018 1103 indbyggere. Det er 170 flere end 1. januar 2010.Byen har blandt andet egen skole i skikkelse af Grejs Friskole og snart et kulturcenter.

Grejs Lokalråd står blandt andet bag de årlige byfester med stort grundlovsmøde, der gennem årene har haft flere statsministre og andre toppolitikere på talerstolen.

Grejs breder sig

De seneste år er mange villaer skudt op på markerne i og omkring Grejs. Ikke mindst den store udstykning Grejs Søpark på nordsiden af Nørre Bygade har øget folketallet i det lille bysamfund, der i 2005 valgte at at blive en del af storkommunen Vejle frem for den nye Hedensted Kommune.

Hvis lokalplanen bliver til virkelighed, fortsætter byudviklingen så mod syd. Og rækkehuse er ikke noget nyt fænomen. I starten af 2000-årene blev Sønderbyparken anlagt i den nordlige ende af Enghaven ved Sønderbygade, og lige overfor ligger der rækkehuse omkring Hovgårdsvej.

Derfor er ønsket fra lodsejerne i første række at få gennemført planen om tæt-lav bebyggelse. Kun hvis det viser sig umuligt, bliver grunden udstykket til villaer.

Gasledning spærrer

Muligvis er det ikke hele den skitserede plan, der kan gennemføres. Syd for Grejs har Dansk Gas Distribution en stor ledning. Den slags anlæg betyder restriktioner, og omkring gasledningen er der et 400 meter bredt bælte, hvor der ikke umiddelbart må bygges.

Vejle Kommune har på forhånd spurgt Dansk Gas Distribution, om det er muligt at omklassificere ledningen eller måske omlægge den. Forvaltningen venter svar i marts næste år. Hvis svaret er negativt, vil det betyde farvel til otte rækkehuse eller fire villagrunde.

Udover en lokalplan skal der udarbejdes et tillæg til kommuneplanen. Jordejerne vil gerne have grundstørrelser på 300 kvadratmeter - men kravet i dag er mindst 400. Forslaget vil indebære en accept af, at de manglende 100 kvadratmeter per grund bliver en del af det fælles friareal.

Nye boliger på vej på kanten af Vejle - men gasledning kan lægge hindringer i vejen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce