Politiet forbød far at være hos sin søn, inden han skulle på operationsbordet: Systemet er ubarmhjertigt

Selvom man er kriminel, har man også brug for at have nogen hos sig, når man er indlagt. Men det nægtede Sydøstjyllands Politi at give Ken Pedersen tilladelse til, da hans varetægtsfængslede søn skulle opereres. Arkivfoto: Morten Pape

Politiet forbød far at være hos sin søn, inden han skulle på operationsbordet: Systemet er ubarmhjertigt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fordi man har en søn, der er kriminel, betyder det ikke, at man som far også er det. Ken Pedersen føler, at han som forælder er blevet mistænkeliggjort.

Vejle: Den 20. september 2018 bliver Ken Pedersen ringet op om morgenen af personalet på Vejle Sygehus.

Her er hans søn blevet genindlagt efter tidligere at være blevet ramt af det, der formentlig er et vådeskud i skridtet. Sønnen, Kaspar, skal opereres og er utryg og bange.

Derfor vil lægerne gerne have Ken Pedersen med, når sønnen skal lægges i narkose op til operationen, som skal finde sted omkring middagstid.

Ken Pedersen vælger derfor at bede om tidligt fri fra arbejde, så han kan være der for sin søn. Kaspar er godt nok 31 år og ikke mindst under mistanke af politiet, fordi skudepisoden er sket under mistænkelige omstændigheder. Derfor er han sigtet og varetægtsfængslet in absentia for ulovlig besiddelse af et skarpladt skydevåben og to betjente står vagt ved hans stue. Men samtidig er Kaspar en bange dreng, der har brug for sin far. Og som far kan man ikke andet end at hjælpe.

- Men ikke så lang tid efter bliver jeg ringet op af en sagsbehandler fra politiet, som siger til mig, at jeg godt kan blive væk, fortæller Ken Pedersen.

Han får den forklaring, at politiet ikke kan styre at have for mange mennesker rendende rundt på sygehuset.

- Men jeg var faktisk den eneste, der var godkendt til at besøge Kaspar, siger Ken Pedersen undrende.

Sagen kort
31-årige Kaspar Pedersen blev i maj idømt to år og syv måneders fængsel for besiddelse af et skydevåben under skærpende omstændigheder. Han blev også dømt for at have fået en 37-årig mand og en 26-årig mand til at skaffe det skarpladte vågen af vejen.Dette skete, efter at han selv var blevet ramt af et skud i skridtet af selvsamme våben. Skuddet blev affyret på terrassen ved Kaspar Pedersens hjem i Mølleparken i Højen.

Han har nægtet al kendskab til våbnet, og forklarede i retten, at det var den 37-årige, der havde våbnet med til adressen.

Den 37-årige har erkendt at have skaffet våbnet af vejen, men nægtet, at det var ham, der havde taget det med. Han fik en psykiatrisk behandlingsdom med en længstetid på fem år.

Den 26-årige erkendte at have været med til at grave våbnet med på Gl. Højenvej samme dag som skudepisoden fandt sted. Han nægtede dog kendskab til, at våbnet var skarpladt. Han blev idømt to år og seks måneders fængsel.

Sagen er anket til landretten fra Kaspar Pedersen og den 26-åriges side. Ankesagen finder sted i november.

Et træk på skulderen

Han vælger alligevel at køre til sygehuset og sidder i venteværelset, op til og imens operationen finder sted.

- En af betjentene kommer og fortæller, at Kaspar er helt oppe og køre over, at jeg ikke må komme ind til ham, husker Ken Pedersen og tilføjer, at en læge efterfølgende har fortalt ham, at det altid er bedst for patienten at have en pårørende til stede, når man skal lægges i narkose.

På den måde kan patienten falde mere til ro, og narkosesøvnen bliver bedre.

Men politiet fastholder sin hårde linje over for Kaspar. Han bliver opereret flere gange efter skuddet, og under alle indlæggelser bliver hans far nægtet at besøge sønnen.

Det frustrerer Ken Pedersen så meget, at han vælger at klage over behandlingen til politidirektør ved Sydøstjyllands Politi, Jørgen Abrahamsen.

- Jeg får lov at komme til et møde med direktøren, men han trækker bare på skulderen ad det. Siden har jeg fået en afgørelse i min klage, og den siger, at politiet ikke ser noget forkert i den behandling, vi har fået, så politiledelsen er åbenbart ligeglade, vurderer Ken Pedersen.

I afgørelsen lægges der desuden vægt på, at der har været konfrontationer mellem Kasper og hospitalspersonalet, og at man derfor - af hensyn til sikkerheden - nægtede faderen adgang. Det undrer Ken Pedersen, for der står intet i hospitalets journal om, at sønnen inden da havde voldt personalet problemer.

En menneskeret

Efter oplevelsen kontakter Ken Pedersen Landsforeningen Krim, som efter en juridisk vurdering af sagen konstaterer, at faderen var i sin gode ret til at være hos sin søn på sygehuset i forbindelse med behandlingerne.

Krim henviser i sin vurdering til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til familieliv og FN's konvention om borgerlige rettigheder, der taler om særlige humanitetshensyn.

Ud over at Ken Pedersen oplever, at han og sønnen er blevet uretfærdigt behandlet, så føler han sig også kriminaliseret af politiet.

- Som pårørende føler man sig i sådan en situation dybt kriminel, og det er den værste følelse. Jeg har altså en ren straffeattest, påpeger Ken Pedersen.

Samtidig bliver han provokeret, fordi han ved flere andre lejligheder har samarbejdet med polititiet og direkte hjulpet efterforskerne i deres arbejde i forbindelse med sønnens sag.

- Men når det går den anden vej, bider de. Måske handler det her bare om en enkelt sagsbehandler, der har set sig sur på min søn og vil ødelægge noget, men så burde ledelsen gribe ind, mener Ken Pedersen.

Kun rimeligt

Faderen er godt klar over, at hans kriminelle søn, som er dømt flere gange for blandt andet vold, trusler, tyveri og besiddelse af narko, nok ikke er én, som folk umiddelbart får ondt af. Det behøver de heller ikke.

- Men de fleste kan nok sætte sig ind i, at selvom man har en kriminel søn, så vil man som forælder gerne hjælpe, når ens søn er i nød og skriger om hjælp. Det er kun ret og rimeligt, mener Ken Pedersen og påpeger, at hans søn på mange måder har ekstra brug for hjælp, fordi han har en hjerneskade og tidligere er blevet diagnosticeret med ADHD.

- Og selvom han er 31 år, så er han jo stadig mit barn, og jeg kan ikke bare sige til ham, at han skal passe sig selv, understreger Ken Pedersen og tilføjer:

- På den måde føler jeg, at systemet har været ubarmhjertigt.

Ken Pedersen har nu påklaget sagen til Statsadvokaten.

Politiet forbød far at være hos sin søn, inden han skulle på operationsbordet: Systemet er ubarmhjertigt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce