Prins Henrik charmerede Vejle, da dronningen havde dårligt knæ

Prins Henrik på Kirketorvet i Vejle i 1997 i selskab med borgmester Flemming Christensen, hvor han skal overvære uropførelsen af Willy Stolarczyks "Alle tiders dronning", Til højre ses kommunaldirektør Niels Ågesen. Foto: Vejle Stadsarkiv

Prins Henrik charmerede Vejle, da dronningen havde dårligt knæ

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Prins Henrik har været på syv officielle besøg og flere uofficielle i Vejle

Vejle: 4. september 1997 havde prins Henrik sit livs dag i Vejle, da dronning Margrethe på grund af problemer med sit ene knæ måtte blive om bord på Dannebrog.

Denne dag charmerede Prins Henrik alt og alle. Han trykkede hænder i massevis, talte med børn og ældre, han var bare "Prins Populær", som avisens udsendte kaldte ham.

Besøgets højdepunkt foregik på Kirketorvet i Vejle, hvor prinsen overværede uropførelsen af komponisten Willy Stolarczyks hyldesthymne til dronning Margrethe.

Stolarczyks komposition"Alle tiders dronning", blev uropført af 1200 børn fra Vejles skoler, orkester og to solister, Bodil Dittmer og Flemming Sørensen.

Aldrig så snart var urpremieren overstået, før prins Henrik strøg direkte hen til Willy Stolarczyk, der havde dirigeret opførelsen, og sagde tak for oplevelsen.

Prins Henrik og Vejle
Prins Henrik har været på officiel besøg i Vejle sammen med dronning Margrethe syv gange.

Første gang var i 1974 og sidste gang var i 2015.

1974 var det borgmester Willy Sørensen, amtmand A.M. Wamberg, politimester Ralf Gøbel og amtsborgmester Erling Tiedemann, der var velkomstkomité for regentparret og de små prinser.

I 1980 var både prins Henrik, kronprins Frederik og prins Joachim med i Vejle, da dronning Margrethe klippede den røde snor og indviede Vejlefjordbroen.

I 1983 var den kongelige familie på uofficielt besøg hos bådebygger Børge Børresen i Brønsodde bådehavn for at døbe prinsens nye båd. Den fik navnet "Marguerite".

I 1983 overværede prinsen og dronningen premieren på filmen "Og gjorde danerne kristne" i Vejle.

I 1991 var dronning Margrethe og prins Henrik atter i Vejle på sommertogt med Dannebrog. Her besøgte de Dandy, bofællesskabet Lille Grundet, spiste frokost i Skyttehuset og om eftermiddagen stod dronningen for indvielsen af Tørskind Grusgrav.

I 1997 var prins Henrik "Prins populær", da han var alene om besøget i Vejle og omegn, mens dronningen passede på sit dårlige knæ om bord på Dannebrog.

I 2002 var dronning Margrethe og prins Henrik i Vejle i anledning af byens 675 års byjubilæum.

I 2015 var dronningen og prinsen igen på officielt besøg i Vejle. Prins Henrik var i perlehumør, selv om tydeligt havde problemer med bentøjet. Han støttede sig til en stok eller til viceborgmester Søren Peschardt.

Prins Henrik har været på flere uofficielle besøg i Vejle, blandt andet når han har besøg sin gode ven, bådebygger Børge Børresen, eller når han meldte sig på Vejle Kunstmuseum for at se en udstilling. Her var han senest i 2013, da han besøgte udstillingen "Powerkvinder".

Alletiders uforglemmelige aften

Gæster om bord på kongeskibet Dannebrog 5. september 2002 i Vejle Havn, glemmer heller aldrig, prins Henriks muntre og musikalske værtskab.

Vejle fejrede 675 års købstadsjubilæum, regentparret var på besøg hos dronning Gunhild i Sct. Nicolai Kirke, dronningen indviede Gylletanken på Damhavens Skole, besøgte Vejle Kunstmuseums særudstilling "Ser" med grafikeren Berta Moltke og plejecenter Bakkeager i Bredballe.

Imens var prins Henrik først på besøg hos Isabella A/S. Her var direktør Søren Odgaard klar med en helt speciel gave til prinsen: Et telt til regentparrets børnebørn, prinserne Nicolai og Felix, som de kunne muntre sig i. Gaven vakte stor begejstring.

Det samme gjorde den originale gave, som Devi i Vejle havde som en overraskelse til prins Henrik: Et hundehus med indlagt varme til prinsens elskede gravhunde!

Om aftenen var vejlensiske honoratiores inviteret om bord på kongeskibet, og de fik alletiders uforglemmelige aften. Prins Henrik satte sig ved flyglet i selskab med den musikalske ceremonimester Christian Eugen Olsen til fælles morskab. Og jazzorkestret, der spillede traditionel jazz på kajen, blev inviteret om bord til en kongelig musikalsk aften.

Kilder: Vejle Amts Folkeblads arkiv, Vejle Stadsarkiv.

Prins Henrik charmerede Vejle, da dronningen havde dårligt knæ

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce