Pris: Seks millioner. Kommunen køber stor skov i Grejsdalen

Den blå linie viser omridset af det skovareal på cirka 60 hektar, som Vejle Kommune har købt af en privat lodsejer, der satte skoven til salg. Illustration: Vejle Kommune

Pris: Seks millioner. Kommunen køber stor skov i Grejsdalen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejle Kommune har købt 60 hektar bynær skov og skal i gang med at skabe stiforbindelser mellem Grundet og Grejsdalen. Købet sikrer patienter på det nye psykiatriske hospital adgang til naturen.

Vejle: Vejle Kommune kan tilsyneladende ikke få bynær skov nok.

Kommunen ejer og driver både Sønderskoven, Nørreskoven og Munkebjerg og kan nu også kalde sig skovejer i Grejsdalen. Byrådet har erhvervet omtrent 60 hektar skov øst for jernbanen fra bebyggelsen Store Grundet og sydpå til Vejle Sygehus, så man nu kan færdes i kommunal skov helt inde fra Vejle C og ud til Frederikshøj langt ude i Grejsdalen.

- Skoven ligger helt centralt og kiler sig ind mellem Grejsdalen og de mange nye boligområder på Grundet og helt ud til Store Grundet. Det var en mulighed, som bød sig. Vores folk fik nys om, at den del af skoven var til salg, og der var stor opbakning til købet i byrådet, fortæller fungerende borgmester Søren Peschardt.

Det er efterhånden flere måneder siden, at byrådet stemte for købet på et lukket byrådsmøde, men overtagelsen, der beløber sig til cirka seks millioner kroner, er aldrig meldt offentligt ud.

Vi har givet omkring seks millioner kroner for skoven. Til den pris synes jeg ikke, der er noget forgjort i at sikre borgerne flere rekreative åndehuller.
Søren Peschardt (S), fungerende borgmester

Et ret vildt terræn

Handlen, som blev indgået med én privat lodsejer, Svend Hjorth Petersen fra Skanderborg, giver kommunen flere muligheder.

Det er først og fremmest en investering i udviklingsmuligheder for det nordlige af Vejle By. Skoven har stort potentiale for friluftslivet og for tiltrækning af borgere til Vejle, og det vil kommunen udnytte.

- Det bliver et større og større parameter at bo tæt på skov, og vi får mulighed for at lave naturlegepladser, shelters og nye stier. Det er ret vildt terræn og ikke et område, der er blevet brugt ret meget. Der går en god hovedsti i bunden af skoven, og den private udstykker har anlagt en sti ovenfor bakkerne, og vi skal skabe gode forbindelseskorridorer på tværs mellem den nye (Grundet) og gamle bydel (Grejsdalen), siger Søren Peschardt.

Til gavn for naboer og patienter

Den nye kommunale skov går ind langs det nybyggede Vejle Psykiatriske Hospital og helt ind til Vejle Sygehus og Kræftpatienternes Hus. Kommunen er allerede gået i dialog med institutionerne om, hvorledes skoven kan indrettes til glæde for alle parter. Det er første skridt i en proces, der skal klarlægge, hvorledes skoven skal indrettes og udvikles til gavn for både naboer og friluftslivet med både regionale og kommunale midler.

- Vi er i dialog med regionen om, hvordan vi kan bruge det område, der ligger tættest på psykiatrisk hospital. Det kan blive et rekreativt område med sanseoplevelser og give patienterne mulighed for at komme ud at opleve naturen og roen, siger borgmesteren.

Kan forsinke regnvandet

Samtidig har Vejle Kommune påbegyndt arbejdet med at retablere vejen St. Grundet Skovvej, der løber fra syd til nord i vestsiden af skoven. Som hovedadgangsvej var den i meget dårlig forfatning efter de senere års mange, voldsomme skybrud, og netop de tilbagevendende skybrud er anden årsag til at købe de 60 hektar.

- Arealet rummer både kløfter og skrænter, og vi får arealer, der kan dæmmes op og fungere som forsinkelsesbassiner, så vi under et skybrud kan tilbageholde noget af vandet, siger Søren Peschardt.

Pris: Seks millioner. Kommunen køber stor skov i Grejsdalen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce