Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Rød Bølge i morgentrafikken skal forhindre kaos

Mange har oplevet at ramme en rød bølge på Horsensvej - og nogle gange bremses trafikken helt bevidst for at undgå trafikpropper. Arkivfoto

Rød Bølge i morgentrafikken skal forhindre kaos

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Planlagt forsinkelse af bilisterne på Horsensvej er med til at tage toppen af køerne ved Skovgade

Vejle: Synes du, at lyssignalerne på Horsensvej slet ikke taler sammen, så du gang på gang må træde på bremsen for rødt?

Hvis svaret er ja - er det ikke helt tilfældigt. Netop på Horsensvej udnytter vejteknikerne nemlig muligheden for at styre trafikken via lyssignalerne, når trafikpresset er størst.

Ved at "dosere trafikken", som projektchef i trafikafdelingen, Paw Bro Larsen, kalder det, forhindrer man en alt for stor ophobning af biler fra krydset ved Skovgade op ad Horsensbakken.

 

Nye lyssignaler møder hård kritik: Chikane af bilister
Tænker bare at de skulle få grøn bølge til at virke, så man ikke skal stoppe ved dem alle sammen .... især Horsensvej er slem...
Tina Larsen - Vejle

Vrede reaktioner

Når man som bilist bevæger sig på Horsensvej, kan den slags hensyn være  svære at forstå. Og rød bølge får bilisterne op i det røde felt. Det viser de mange reaktioner på avisens artikler om nye lyssignaler.

Her bliver forvaltningen og politikere beskyldt for at gøre deres bedste for at gøre det umuligt at køre igennem Vejle. Især de nye lyssignaler ved Østerbrogade ud for Føtex får den symbolske langfinger fra bilisterne.

- Jeg kan da godt forstå, at folk undrer sig over, hvad vi skal med alle de lyskryds. Men der er mening med galskabet. Signalerne skaber bedre adgang til Føtex' parkeringsplads, der er en af byens store med 300 pladser. Samtidigt er det blevet lettere at komme ud fra sidegaderne, siger Paw Bro Larsen.

Lyssignalerne får da heller ikke kun tæsk. Flere giver udtryk for, at det er blevet lettere at komme over Østerbrogade som cyklist. Og en buschauffør glæder sig til et kommende lyssignal ved Ibæk Strandvej - et projekt, der ellers har fået mange verbale klø.

Møde med kørelærere

De vrede kommentarer er nemlig klart i overtal. Lyssignaler er en chikane mod bilisterne, og de ansvarlige er nogle fjolser.

Hvordan har du det med de vrede meldinger?

- Jeg vælger at bruge det konstruktivt. Bilisterne ved jo, hvor problemerne er, så på den måde hjælper de os. Akkurat som ved det årlige møde, vi har med kørelærerne en gang om året. Det er utrolig nyttigt, fordi de jo færdes gennem hele byen på alle mulige tidspunkter, siger projektchefen.

Kan I ikke få lyssignalerne til at tale bedre sammen?

- Vi arbejder med intelligent trafikstyring. Trin 1 er, at vi får det enkelte signal til at fungere optimalt. Det kan måske være med radarstyring, så det skifter i forhold til trafikken. Trin 2 er at få signalerne kædet bedre sammen - men det er kompliceret, fordi trafikken er meget forskellig på de enkelte dage og tider på dagen, siger Paw Bro Larsen.

Bemandet trafikcenter

Teamkoordinatoren har også en idé til endnu et trin - et decideret trafikcenter, hvor man kan overvåge trafikken via tv-skærme:

- Det ville kunne løse en del problemer med ophobning - fordi man kan styre et signal mere direkte - akkurat som Vejdirektoratet gør. Men det vil kræve en del økonomi og måske samarbejde med andre kommuner, siger Paw Bro Larsen. Trafik er nemlig ikke kun et problem i Vejle. Rent faktisk er det Paw Bro Larsens oplevelse, at køerne er endnu længere i nabobyerne Kolding og Horsens.

Og hvem ved - måske kan et trafikcenter mere effektivt fordele trafikken - så den røde bølge på Horsensvej kan erstattes med den langt mere populære grønne.