Hun drømmer om sin egen blomsterbutik i Danmark

- Deres asylsager fylder meget i hverdagen, og derfor vil de rigtig mange gerne være med, når vi holder disse kurser. Det giver dem et afbræk og mulighed for at tænke på noget andet. Desuden giver kurserne dem nogle værktøjer, som de i princippet kan trække på, uanset hvor de ender i verden, siger fortæller projektleder i Røde Kors og koordinator Marianne Falkenstrøm. Foto: Michelle Madsen

Hun drømmer om sin egen blomsterbutik i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

11 asylansøgere på Asylcenter Jelling fik for første gang et lynkursus i iværksætteri. Kurset er et forsøg på at give asylansøgere værktøjer til at skabe sig en levevej, hvor som helst i verden.

Jelling: Et billede af en kvinde med en fastspændt rulle toiletpapir om hovedet. På den måde har hun altid papir tæt ved næsen, når snuen melder sig.

Opfindelsen møder spredt latter blandt de 11 asylansøgere i mødelokalet på Asylcenter Jelling.

- Overraskende er der faktisk taget patent på opfindelsen. Vil I betale for den, spørger Maral Mahdad, som underviser asylansøgerne og til dagligt er forsker ved Københavns Universitet.

De ryster på hovedet. En af deltagerne rækker hånden i vejret.

- Det er nyt, men opfindelsen løser ikke rigtigt et behov, siger han.

- Ja, det handler om at bringe værdi til samfundet. Hvis ikke der er et behov, klarer idéen sig ikke, siger Maral Mahdad.

For første gang undervises asylansøgere på Asylcenter Jelling i iværksætteri som del af Røde Kors-projektet ESIRAS, som er finansieret af EU. De to undervisere fra København Universitet (KU), Maral Mahdad og Carsten Nico Hjortsø står for undervisningen, som over tre dage skal lære asylansøgerne at generere idéer og udtænke forretnings- eller projektkoncepter.

30-årige Banu er en af de asylansøgere, som deltager i kurset. Hun er fra Iran og kom til Danmark for halvandet år siden. Det var ikke meningen, at hun ville flygte, fortæller hun. Hun besøgte sin mand, som studerede et semester i Danmark, da deres fælles arbejdsplads, en iransk organisation, som kæmpede for at redde truede dyrearter, blev anklaget for at være spion.

Ifølge hende blev samtlige hendes kolleger i Iran arresteret på grund af den iranske regerings beskyldninger.

- Jeg kan ikke rejse tilbage, for jeg frygter at blive arresteret, tortureret, voldtaget og i værste fald dræbt. En af mine kolleger er død, og mange har været udsat for tortur i fængslet. Vi prøvede bare at beskytte dyrene, og pludseligt var vi spioner, siger hun.

Projektet
Iværksætteri-kurset er udviklet af Københavns Universitet som en del af ESIRAS.ESIRAS (Employability and Social Integration for Refugees and Asylum Seekers) er et EU-finansieret projekt implementeret af Røde Kors Asyl. ESIRAS er en 18 måneders indsats, som skal støtte flygtninge og asylansøgeres adgang til arbejdsmarkedet.

I Jelling handler ESIRAS i høj grad om motivation og arbejdsidentitet. Det gør Røde Kors blandt andet via individuelle interviews, CV-skrivning, workshops om samarbejde, praktiske workshops og AMU-forløb. ESIRAS-projektet begyndte i august på Asylcenter Jelling. 224 beboere har allerede deltaget én eller flere gange. Ud over Danmark gennemføres projektet hos Røde Kors i Frankrig, Slovenien, Cypern, Østrig og England. Meningen er, at Røde Kors på tværs af disse lande skal hjælpe EU til at blive klogere på, hvilke tiltag der virker, når flygtninge skal ind på arbejdsmarkedet. Kilde: Røde Kors
De tre kursusdage skal munde ud i, at de 11 deltagere skulle præsentere deres eget koncept eller projekt. I Jelling handler ESIRAS-forløbet om at motivere og skabe arbejdsidentitet blandt deltagerne. Foto: Michelle Madsen
De tre kursusdage skal munde ud i, at de 11 deltagere skulle præsentere deres eget koncept eller projekt. I Jelling handler ESIRAS-forløbet om at motivere og skabe arbejdsidentitet blandt deltagerne. Foto: Michelle Madsen

Lektor: Sig dine drømme højt

Banu er uddannet jurist, men siden sin barndom har hun drømt om at eje sin egen blomsterbutik. Hun binder selv blomsterbuketter.

- Det ligger så dybt i mig, at jeg slet ikke kan holde det nede. Jeg har altid drømt om at binde blomster og drive min egen blomsterbutik. I Iran er det dog meget svært som kvinde at blive selvstændig erhvervsdrivende. Du skal helst være mand eller have mange penge, hvis det skal blive til noget, siger Banu.

Carsten Nico Hjortsø, som er lektor ved Institut for Fødevare og Ressourceøkonomi ved KU, fortæller, at kurset især handler om at vende den klassiske iværksættertankegang på hovedet. I stedet for at sætte sig et bestemt mål, som for eksempel at åbne sin egen blomsterbutik, kan spirende iværksættere med fordel tage udgangspunkt i hvem de selv er, hvad de kan, og hvem de kender.

- Mange har et mål for, hvad de gerne vil. Men det er måske urealistisk i forhold til, hvad de kan opnå. Vi øver derfor også at sige ens drømme og idéer højt. Og trække på ens egne færdigheder og netværk. For det kan være, at din ven eller nabo kan hjælpe dig med at arbejde videre med idéen. På den måde skal du ikke til at låne en million kroner i banken, hvilket også er umuligt for asylansøgerne, siger Carsten Nico Hjortsø.

Selvom asylansøgerne ikke får ophold i Danmark, er læringen ikke tabt, mener lektoren.

- De kan i princippet trække på det, hvor som helst de er i verden. Tankesættet kan være med til at gøre det nemmere for dem at komme i gang, og der er en mindre risiko, hvis man begynder småt. Mange virksomheder er faktisk begyndt sådan. Det kræver, at man tør sige sine drømme højt for andre og inddrage dem i at virkeliggøre dem. Det er også en måde at afprøve, om andre kan se muligheder i det, du vil, siger Carsten Nico Hjortsø.

Banu har allerede lært af kurset.

Vil kreere buketter til asylcentret

Hun vil nu prøve at udleve sin drøm, indenfor det hun har til rådighed som asylansøger.

- Jeg tænkte, at jeg skulle eje alting som blomsterbinder, før jeg kunne begynde. Men det har jeg nu lært, at det behøver jeg ikke. Jeg har tænkt mig at prøve mig frem med at binde buketter i første omgang til asylcentret. Der er allerede mennesker fra asylcentret, som gerne vil hjælpe mig at komme i gang, fortæller Banu.

Hun håber dermed, at der langsomt åbnes døre for, at hun en dag kan starte sin egen blomsterforretning.

Banu hedder i virkeligheden noget andet. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Hun drømmer om sin egen blomsterbutik i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce