Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Se billeder: Gavmilde vejlensere samlede stort ind til kamp mod hudkræft

Pia Liltorp er vant til at svinge hammeren hos BCA Bilauktion og styrede slagets gang med hård hånd. Foto: Morten Pape

Se billeder: Gavmilde vejlensere samlede stort ind til kamp mod hudkræft

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lysten til at støtte en god sag var torsdag aften stor, da Vejle mod Hudcancer holdt eksklusiv gallaaften og auktion på Tirsbæk Slot.

Vejle: Vejlenserne er ikke bange for at åbne pengepungen, når det gælder en god sag.

Det stod klart torsdag aften, da fem erhvervsdrivende holdt eksklusiv gallaaften og auktion på Tirsbæk Slot og samlede ind til kampen mod hudkræft.

100 var mødt op, og sammen nåede de op på ikke færre end 355.400 kroner. Hvilket var et beløb, ingen - taget klapsalverne i betragtning - havde turdet håbe på.

- Jeg er fuldstændig overvældet. Det havde vi slet ikke set komme, lød det da også fra Niels Flemming Hansen fra Holst Sko.

100 vejlensere trækker i festtøjet og kæmper mod hudkræft
Jeg er fuldstændig overvældet. Det havde vi slet ikke set komme.
Niels Flemming Hansen, initiativtager

Kameraer til alle lægehuse

Inden festlighederne håbede han forsigtigt på 220.000 kroner, fordi alle større lægehuse i Vejle Kommune så kunne få et særligt slags kamera til at spotte farer i huden på deres patienter.

Det får de med sikkerhed nu, og der bliver også råd til at uddanne dem i at bruge det nye udstyr.

Jakob Wendel Tilma fra Lægerne Dommergården glæder sig til at kunne give sine patienter vished langt tidligere end i dag. Er han i tvivl om for eksempel et modermærke, kan han fremover tage et billede og sende det til en hudlæge, som hurtigt giver svar.

- På den måde undgår man en ventetid på tre-fire måneder. Er der noget, kommer man straks i behandling. Måske kan det være med til at redde liv, mener Jakob Wendel Tilma.

Smukt maleri OG formål

Pia Liltorp fra BCA Bilauktion styrede hammeren og havde bestemt nok at se til, da hun afsatte alt fra bilpleje og hotelophold over malerier til vinsmagning og pels- og læderjakker.

Ved enkelte numre blev det endda til det, hun kaldte for hanekamp, og højdespringeren blev uden tvivl et maleri af Kennet Birkedahl, der havde gang i penslerne under middagen.

Det havde en værdi af 10.000 kroner, men personlig træner Kristian Kron bød alle i sænk, da han rakte hånden i vejret på 35.000 kroner. Det var ikke planlagt, og han ved endnu ikke, om det skal hænge i stuen eller gangen.

- Men det er et smukt billede og et smukt formål, forklarede Kristian Kron bagefter.

En Mulberry-taske til en værdi af 12.600 kroner indkasserede ligeledes 20.000 kroner.

Gentager måske succesen

Alt i alt kunne man slutte aftenen af med drinks og dans og kalde den for en succes. Meget kunne da også tyde på, at Vejle Mod Hudcancer vender tilbage måske til næste år.

- Det har været hårdt, og vi har sagt til hinanden: Det gør vi ikke igen. Men sådan en aften giver bestemt lyst til at gentage. Nu ser vi, jeg vil ikke love noget, sagde Niels Flemming Hansen fra Holst Sko.

Alle pengene går ubeskåret til projektet under Odense Universitetshospital. Gæsterne havde betalt 1500 kroner for at være med, og alt fra blomsterne over maden og underholdningen til vinen var sponsoreret af gavmilde erhvervsdrivende.

De fire medarrangører er Christina Omann Clemmensen fra C Beauty and Care, Michael Fernel fra Fernel & Co., Dorthe Maglehøj og Birgitte Busk Mikkelsen fra BBusk.