Seriesvindler smed eget pas som pant - nu er han sendt to år bag tremmer

Henrik Graversen fra Design Cykler i Risskov er en af de uheldige erhvervsdrivende, der har haft besøg af den fynske seriesvindler. Han mistede en racercykel til en værdi af 60.000 kroner. Arkivfoto: Jens Thaysen

Seriesvindler smed eget pas som pant - nu er han sendt to år bag tremmer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bil- og cykelforhandlere kan ånde lettet op, efter at en 29-årig bedrager er blevet fængslet efter en lang række spektakulære svindelnumre til en samlet værdi af over to millioner kroner.

Viborg/Aarhus: Når man lægger sit rigtige id i pant for at få lov at prøvekøre en bil og efterfølgende aldrig leverer den tilbage igen, så bevæger man sig inden for den kategori, der hedder "dummere end politiet tillader".

Alligevel lykkedes det en 29-årig fynbo at lave samme nummer igen og igen gennem flere måneder over hele Jylland og Fyn, uden at lovens lange arm endegyldigt fik sat en stopper for ham.

Først da han i starten af januar 2019 stjal to dyre ure i Viborg og blev løbet op af butiksindehaveren Helle Norup, var det slut med hans kavalkade af svindelnumre og brugstyverier.

Mark Wraae Therkildsen, som manden hedder, er nu blevet idømt to års fængsel for det, der af retten blev betegnet som systematisk berigelseskriminalitet af særdeles grov beskaffenhed.

Hos Fri Bikeshop i Viborg fattede indehaver Chris Rasmussen ikke mistanke, da den 29-årige fynbo ville prøvekøre en dyr racercykel. Han lagde trods alt sit pas som pant. Arkivfoto: Morten Dueholm
Hos Fri Bikeshop i Viborg fattede indehaver Chris Rasmussen ikke mistanke, da den 29-årige fynbo ville prøvekøre en dyr racercykel. Han lagde trods alt sit pas som pant. Arkivfoto: Morten Dueholm

Må jeg få en prøvetur?

Startskuddet lød 21. september 2018.

Her lejede Mark Wraae Therkildsen en Subaru Forester ved One2Move Biludlejning i Vejen. Bilen havde en værdi af 375.000 kroner, og den blev aldrig leveret tilbage.

7. oktober lod Mark Wraae Therkildsen som om, han var interesseret i at købe en Audi A4 hos Engelbrecht Biler i Middelfart. Han ville naturligvis gerne have en prøvetur i den 360.000 kroner dyre bil først, hvilket han fik lov til. Forhandleren så hverken mand eller bil igen.

Mark Wraae Therkildsen var nemlig allerede travlt beskæftiget med nye "prøveture". Allerede samme dag, 7. oktober, gentog han bedrageriet hos Damm's Automobiler i Fredericia. Denne gang var det en Audi Q5 til 196.000 kroner, som han tog en prøvetur i uden at indløse returbillet.

Og så gik det ellers slag i slag. Ribe, Svendborg, Vejle, Odense, Brovst og Kolding. I omkring 20 tilfælde satte Mark Wraae Therkildsen sig bag rattet i biler, som ikke var hans. De fleste vendte aldrig tilbage til den rette ejermand, mens enkelte tilsyneladende kun blev brugt til at køre en tur i.

Om der i disse tilfælde af brugstyveri var tale om rene fornøjelsesture, eller om en eventuel bagmand ikke kunne bruge netop disse biler alligevel, vides ikke.

Forsikringen dækker ikke, når et køretøj forsvinder under en prøvetur. Chris Rasmussen fra Fri Bikeshop udloddede derfor en dusør på 5000 kroner for at få sin cykel igen, men den er ikke dukket op, og han har måttet afskrive tabet. Arkivfoto: Morten Dueholm
Forsikringen dækker ikke, når et køretøj forsvinder under en prøvetur. Chris Rasmussen fra Fri Bikeshop udloddede derfor en dusør på 5000 kroner for at få sin cykel igen, men den er ikke dukket op, og han har måttet afskrive tabet. Arkivfoto: Morten Dueholm

På politiets radar

Som nævnt tidligere fremviste Mark Wraae Therkildsen beredvilligt sit eget, personlige id for at få lov at prøvekøre alle disse biler. Derfor kom han da også hurtigt i politiets søgelys.

Allerede 28. november 2018 blev han således sigtet for ikke færre end 26 forhold hos Fyns Politi. Det var imidlertid ikke nok til en varetægtsfængsling, så mens politiets anklagemyndighed overvejede, om der skulle rejses tiltale, kunne han uhindret fortsætte sine bedragerier.

Og det gjorde han.

Skiftede til cykler

Med bare to dages mellemrum foregav han i starten af januar at være interesseret i at købe dyre racercykler hos henholdsvis Fri Bikeshop i Viborg og Design Cykler i Risskov ved Aarhus. Begge steder bad indehaverne ham om at vise id.

- Jeg kunne mærke, at han vidste lidt om cykler, så der var egentlig ingen alarmklokker, der ringede. Han var både veltalende og velsoigneret, og han lagde jo sit pas, fortalte Chris Rasmussen fra Fri Bikeshop efterfølgende til Viborg Stifts Folkeblad.

Bedrageriet kostede ham en Cannondale til 35.000 kroner, og i Aarhus cyklede Mark Wraae Therkildsen af sted på en Trek til 60.000 kroner.

- Vi begyndte for alvor at blive nervøse, da manden havde været væk i en halv time. Lidt senere måtte vi konstatere, at han var forduftet, udtalte butikschef Henrik Graversen bagefter til Århus Stiftstidende.

Også denne gang hev politiet efterfølgende fat i manden. 7. januar erkendte Mark Wraae Therkildsen over for Østjyllands Politi, at den 60.000 kroner dyre cykel fra Risskov allerede var solgt videre.

På trods af hans fortsatte bedragerier, var der tilsyneladende stadig ikke tilstrækkeligt juridisk grundlag til at varetægtsfængsle ham, så blev han sigtet og derefter løsladt.

Løbet op af guldsmed

Men nu var der snart ikke mere held i koppen hos den fynske vaneforbryder.

Da han to dage senere, 9. januar, gik gennem dørene til Guldsmed Norup i Viborg, var det med en historie om, at han lige havde solgt sin lejlighed i Aarhus og samtidig vundet en masse penge i poker.

Han bad om at se på to dyre ure, men for indehaver Helle Norup var der et eller andet, som virkede forkert ved manden, så da han pludselig stak af i løb med de to ure, optog hun straks forfølgelsen.

Ude i gågaden jagtede hun efter sine to Maurice Lacroix ure til en samlet værdi af 87.000 kroner, mens hun råbte "stop tyven"!

- Der var faktisk mange, som forsøgte at gå ind foran ham, men han var en ret stor kleppert, og så er det sin sag at stoppe en mand, der løber så hurtigt, som man kan, konstaterede hun efterfølgende.

Tyven løb dog tør for luft, før hun gjorde, og med vidners hjælp var det en smal sag at tilbageholde ham, indtil en patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi nåede frem og kunne foretage en udramatisk anholdelse.

Fængslet i to år

Denne gang slap ordensmagten ikke sit tag i Mark Wraae Therkildsen.

Dagen efter det mislykkede ur-tyveri blev han fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Viborg, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle ham i fire uger.

Dette på trods af, at Mark Wraae Therkildsen kun mente, at der havde været tale om forsøg på tyveri af de to ure. Han havde jo trods alt afleveret dem tilbage efter at være blevet jagtet gennem den halve by.

8. april faldt der endelig dom i sagen. Af i alt 39 anklagepunkter blev 13 frafaldet, men de resterende var stadig nok til en dom på to års ubetinget fængsel. Sagen blev behandlet som en ren tilståelsessag, og Mark Wraae Therkildsen skulle således ikke afgive forklaring i retten.

Han har dog tidligere forklaret, at han stjal bilerne, fordi han skyldte penge væk.

Pengene er tabt

Sammen med sin fængselsstraf blev han pålagt at betale erstatning til forskellige parter (forsikringsselskaber, bliforhandlere m.fl.) på i alt 267.000 kroner.

Et beløb, der ligger langt fra de to millioner kroner, han i alt vurderes at have svindlet og stjålet for, men hvis de forretningsdrivende vil se resten af pengene igen, skal det ske gennem civile søgsmål.

Eftersom Mark Wraae Therkildsen forud for sin varetægtsfængsling var på overførselsindkomst, er der næppe meget at hente, og i Viborg har indehaver af Fri Bikeshop, Chris Rasmussen, da også for længst afskrevet den 35.000 kroner dyre cykel.

- Jeg ville selvfølgelig gerne have mine penge igen, men for at være helt ærlig, så tror jeg det ville være spild af tid at gå i retten. Sådan en mand med så mange ting på samvittigheden, han har jo ingenting, vurderer Chris Rasmussen.

Han glæder sig over, at bedrageren nu har fået en forholdsvis lang fængselsstraf, men han er til gengæld uforstående over for, hvorfor han ikke blev stillet for en dommer noget før.

- Jeg synes virkelig ikke, det er en god sag for politiet. De har jo haft alle muligheder for at tage fat i ham hen ad vejen, og her hos os gav vi dem jo hans navn og alting. Men fordi der ingenting skete så kunne han gå videre ned i guldsmeden her i byen og stjæle ure, siger Chris Rasmussen.

Seriesvindler smed eget pas som pant - nu er han sendt to år bag tremmer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce