Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Trine K siger farvel til Vejle med tungt hjerte

43-årige Trine Knudsen har købt en landejendom ved Viborg og åbner ny butik i forbindelse med sin nye bopæl. Webshoppen fortsætter. Arkivfoto: Morten Pelch

Trine K siger farvel til Vejle med tungt hjerte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Det stikker i hjertet, siger Trine Knudsen om beslutningen. I januar lukker hun sin butik i Vissingsgade for at drage på nye eventyr.

Vejle: Den bærer hendes navn.

Hun kalder den da også for sit livsværk. Alligevel har Trine Knudsen valgt at lukke Trine K i Vissingsgade for at hive butikken ud af Vejle og tage den med nordpå. Men beslutningen har ikke været nem.

- Jeg har været hele følelsesregisteret igennem. Det er helt vildt. Jeg elsker min lille butik og havde på en måde troet, at jeg altid skulle være her, siger den 43-årige indehaver.

Disse tre ting vil Trine K huske Vejle for
Vi lever i en kuffert, og det holder bare ikke i længden.
 

Levede i en kuffert

Bag den brændte orange facade har Trine Knudsen solgt tøj i 16 år. Men for et par år siden forelskede hun sig og fandt kærligheden i en mand med hus og datter i Viborg, og så begyndte et nyt kapitel som pendler.

Halvdelen af tiden har de boet i domkirkebyen, hvor hun hver dag har brugt sammenlagt tre timer på landevejen for at komme til og fra arbejde. Siden de købte det gamle mejeri i Randbøl, har han gjort tilsvarende den anden vej.

- Sådan skulle det egentlig fortsætte. Men vi lever i en kuffert, og det holder bare ikke i længden. Faktisk var det mig, der tog beslutningen, fortæller hun.

En rigtig Vejle-pige

En aften uden sin mands vidende klikkede hun rundt på huse i hans by og blev nysgerrig på en landejendom og spurgte ham, om de ikke skulle tage op for at kigge på den. Vel at mærke på én betingelse: At hun til enhver tid kunne bakke ud.

- Han blev noget overrasket. For han ved, at jeg er blevet en rigtig Vejle-pige. Jeg kender mange mennesker og har jo på det nærmeste boet i min butik. Her er følelsen af hjem, siger Trine Knudsen.

De blev dog begge solgt til de røde mursten, og hun fortrød ikke. Parret overtager huset 1. februar, og i dagene op til holder hun åbent for sidste gang i den skæve handelsgade. Men hun lukker ikke Trine K.

Ny butik i hjemmet

Webshoppen fortsætter som i dag, og derudover åbner hun en ny butik i forbindelse med sit hjem.

- Det bliver spændende at se, hvordan de tager imod mig deroppe. Men jeg er fortrøstningsfuld. Min mand er selvstændig og har et stort netværk, som allerede har budt mig velkommen og glæder sig, forklarer hun.

Trine Knudsen har også et lille håb om at se nogle af sine gamle kunder i de nye rammer. For at sige farvel til dem bliver noget af det sværeste ved at forlade byen.

- Jeg kender det hus ind og ud og kommer til at mangle trygheden i det. Men det stikker mest i hjertet, når jeg tænker på kunderne. Mange af dem kender jeg rigtig godt og taler fortroligt og om løst og fast med. Det vil jeg savne, siger hun.

Drømmen om eget univers

Da Trine Knudsen åbnede, var hun 27 år. Hun var udlært i butik, og med en familie som selvstændige var hendes drøm at skabe sit eget univers. Det blev til butikken Trine K, der altid er fuld af farver og forskellige mærker i alle prisklasser.

- Jeg er altid gået efter tøj, jeg selv kan lide og har håndplukket meget af det i Paris. Det har også været vigtigt at have noget til alle og give en god service. Det betyder meget for mig at skabe en oplevelse og hyggelig stund for folk, fortæller Trine Knudsen.