Ung vejlenser på prestige-fyldt liste: - Det giver bedst mening at være i København

26-årige Niels Fibæk-Jensen fra Vejle er på prestigefuld liste over unge talenter i Vejle. Fotoet her er fra 2010, da han var med til at starte PikNik Party i Byparken. Arkivfoto

Ung vejlenser på prestige-fyldt liste: - Det giver bedst mening at være i København

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

26-årige Niels Fibæk-Jensen er af amerikanske Forbes blevet peget på som én, man skal holde øje med.

Vejle/København: Vejlensiske Niels Fibæk-Jensen er én, man skal holde øje med.

Det mener det anerkendte amerikanske erhvervsmagasin Forbes, som har 26-årige Niels Fibæk-Jensen på sin nye liste - "30 under 30" - over unge europæiske erhvervstalenter.

- Det er et stort, stort skulderklap at få, og det er fedt at få den anerkendelse, siger Niels Fibæk-Jensen, der hurtigt fandt ud af, at der bliver holdt øje med, hvem der kommer på den prestigefulde liste.

- Telefonerne kimede uafbrudt, så snart nyheden kom ud. Der var opkald fra både kunder, journalister og investorer, fortæller Niels Fibæk-Jensen.

Telefonerne kimede uafbrudt, så snart nyheden kom ud. Der var opkald fra både kunder, journalister og investorer.
Niels Fibæk-Jensen

Talent for finans

Forbes-listen udnævner 30 unge talenter inden for 10 forskellige kategorier, der spænder vidt fra kunst og kultur over finans til teknologi.

I alt 10 danske talenter er på årets liste, hvor Niels Fibæk-Jensen er placeret i finans-kategorien.

Det er han for i september 2018 at have lanceret virksomheden Matter, der tilbyder danskere at placere deres pensionsopsparing i ansvarlige og bæredygtige virksomheder.

- I Danmark har vi rekord i opsparing pr indbygger og danskerne har lige nu en samlet pensionsopsparing på 4000 milliarder kroner. Der er stor sandsynlighed for, at de penge er investeret i virksomheder i våben-, tobaks- eller olie-industrien. Det, vi tilbyder, er et alternativ, hvor man kan placere sin pensionsopsparing i virksomheder indenfor for eksempel grøn teknologi eller sundhed, fortæller Niels Fibæk-Jensen, der fik ideen, da han arbejdede som praktikant ved FN i New York.

Det nytter

- En af mine opgaver var at rejse kapital og det var sådan, at interessen for "bæredygtig kapital" blev født, fortæller Niels Fibæk-Jensen, der troede så meget på sin ide, at han sagde sin stilling op og i 2017 startede virksomheden Penstable sammen med en anden vejlenser, Morten Bruun, der var med på Forbes-listen sidste år.

Penstable har siden skiftet navn til Matter.

- Vi ville have et navn, der udtrykte, at det nytter (matter, red.) noget at investere i bæredygtige brancher. Det gør vi blandt andet ved, at vore kunder kan følge med i hvor meget mindre CO2 eller affald, deres investering har resulteret i i forhold til en mere konventionel pensionsopsparing, fortæller Niels Fibæk-Jensen.

Firmaet samarbejder med Skandia, der har den nødvendige licens, som kræves for at drive pensionsselskab i Danmark.

Flere vejlensere er med

Matter holder til på Nørrebrogade på Nørrebro i København, og Niels Fibæk-Jensen har ikke planer om at vende hjem til Vejle, hvor han blandt andet gik på Rødkilde Gymnasium og var med til at tage initiativ til PikNik Party, lige foreløbig.

- Lige nu giver det mest mening at være i København, for det er her vores samarbejdspartnere er. I øvrigt er to af mine gymnasie-kammerater fra Rødkilde med i firmaet, så vi har bragt en smule af Vejle med os, siger Niels Fibæk-Jensen.

Ung vejlenser på prestige-fyldt liste: - Det giver bedst mening at være i København

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce