Vejle Fisker med færre fisk: I år blev kun 14 ørreder indvejet

Da Vejle Fisker blev holdt for 53. gang, var det med færre tilmeldte og færre fisk at fange. Jan Broni var hoppet i den kolde fjord i håbet om at få en ørred på krogen. Foto: Søren Gylling

Vejle Fisker med færre fisk: I år blev kun 14 ørreder indvejet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I weekenden blev Vejle Fisker holdt for 53. gang - og i år blev det til blot 14 indvejede fisk. Flere af hobbyfiskerne peger på, at der må være et problem med fjorden.

Vejle: For 53. gang var fiskegrej og waders fundet frem, da konkurrencen "Vejle Fisker" fredag til søndag løb af stablen. Sportsfiskere fra nær og fjern tog plads langs Vejle Fjord, nød solen og den kølige luft.

Der blev fisket efter ørreder, og der var præmier til 48 heldige fiskere.

Vejle Fisker er dog løbet ind i problemer. Fiskeriet er gennem årene blevet dårligere og udbyttet ringere. Fiskene bliver væk, og til første indvejning lørdag kunne der berettes om blot syv indvejede fisk.

Fem garvede fiskere havde dog alligevel taget plads på Ibæk Strandvej i en camp, de selv har opkaldt efter stedet - Camp Ibæk. Den består af Lars Bo Andersen, Jesper Hansen, Jan Torp, Børge Hansen og Jan Broni, og sammen har de været afsted i 12 år. De fem herrer kommer for at fange fisk, men også for at have det hyggeligt sammen.

Der er også langt mellem fiskene. Der er ikke så meget at komme efter mere.
Lars Bo Andersen
Vejle Fisker
Årets udgave af "Vejle Fisker" var den 53. i rækken. Konkurrencen har været et tilløbsstykke for fiskere over hele landet. Den varer fra fredag til søndag en weekend i april.

Det er en saltvandskonkurrence, hvor der bliver fisket efter havørreder, og der er i alt 48 præmier for de største ørreder. Udover præmier ved fiskekonkurrencen er der lotterier, og med hjælp fra sponsorater uddeles der præmier for i alt 150.000 kroner.

Overskuddet fra Vejle Fisker går ubeskåret til Vejle Fjords Ørredfond, som uddeler midler til projekter, der kan være med til at støtte fiskebestanden i Vejle Fjord.

Kilde: Vejle Fisker
Når der er lavvande i Vejle Fjord, gælder det om at komme så langt ud som muligt. Ellers ender man på muslingebankerne, og der er ikke meget at fange, fortæller Jan Broni. Foto: Søren Gylling
Når der er lavvande i Vejle Fjord, gælder det om at komme så langt ud som muligt. Ellers ender man på muslingebankerne, og der er ikke meget at fange, fortæller Jan Broni. Foto: Søren Gylling

Færre fisk

I deres camp, der udgøres af af to campingvogne, borde og bænke samt en god portion mandehørm, har de igennem 12 år fundet et fristed. De kommer primært for at fiske, men også for det sociale. De er enige om, at der er noget at fange, men at det er småt med det. Årsagen vil de fem herrer ikke gøre sig kloge på, men de peger på to ting, som kan have haft en indvirkning.

- Flere steder på Fyn smider man fiskeyngel ud i åer og hav, og det gjorde man også her engang. Da var der noget at fange. Siden man er stoppet med det, har det været småt med fiskene, fortæller Jesper Hansen, mens Jan Torp byder ind:

- Sælerne har også en del af ansvaret. Der er kommet flere af dem, og de tager de gode fisk, siger han.

Vejle Fjord byder ellers på mange gode steder at fiske fra. Derfor er det også helt oplagt at afholde Vejle Fisker, mener herrerne i Camp Ibæk. Der skal dog bare være noget at fange.

- Jeg fik at vide, at der den 1. april var 153 tilmeldte. Førhen kunne vi mønstre op mod 500. Det må der jo være en årsag til. Der er også langt mellem fiskene. Der er ikke så meget at komme efter mere, fortæller Lars Bo Andersen.

Lars Bo Andersen (til venstre) er sammen med Jan Broni en del af en camp, som i 12 år har holdt til på Ibæk Strandvej. De vil gerne fange nogle fisk, men kommer lige så gerne for det sociale samvær. Foto: Søren Gylling
Lars Bo Andersen (til venstre) er sammen med Jan Broni en del af en camp, som i 12 år har holdt til på Ibæk Strandvej. De vil gerne fange nogle fisk, men kommer lige så gerne for det sociale samvær. Foto: Søren Gylling

Sælernes skyld?

Som Vejle Amts Folkeblad tidligere har beskrevet, er der kommet flere sæler i Vejle Fjord samt i de omkringliggende åløb. Vejle Sportsfiskerforening har taget problematikken op og pointerer, at sælerne bliver et mere og mere almindeligt syn.

Det samme fortæller Jan Broni. Ved siden af sit hobbyfiskeri driver han en forretning, som sælger fiskegrej, og han færdes derfor i et miljø, som snakker om fiske-problemerne. Her tales der ofte om sælerne, men også om den stand, som Vejle Fjord er i.

- For 10-20 år siden var der ikke nogle problemer med at fange fisk her. Der må jo være sket noget med miljøet, siger han.

Når de fem herrer ikke bruger en weekend i Vejle, fisker de alle de steder, de kan komme til. For som de siger: Nogle gange er man jo heldig at få noget med hjem til fryseren.

I alt blev der indvejet 14 ørreder ved årets konkurrence. Den største ørred var en havørred på 2740 gram med en længde på 60,50 centimeter. Den blev fanget af Niels Kongerslev fra Holstebro.

Efter lørdagens første indvejning var de fem herrer samlet til en bid frokost og en kold øl, inden de igen skulle ud i fjorden og prøve lykken. Foto: Søren Gylling
Efter lørdagens første indvejning var de fem herrer samlet til en bid frokost og en kold øl, inden de igen skulle ud i fjorden og prøve lykken. Foto: Søren Gylling

Vejle Fisker med færre fisk: I år blev kun 14 ørreder indvejet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce