Vejle dropper aftale med Naturstyrelsen: Børn skal lære mere om naturen

Vejles børn skal lære meget mere om naturen i området. Kommunen har ansat en naturvejleder pr 1. august til jobbet. Arkivfoto

Vejle dropper aftale med Naturstyrelsen: Børn skal lære mere om naturen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Undervisning om og i naturen tages hjem til Vejle Kommune. Kommunen har opsagt sin aftale med Naturstyrelsen og ansat en kommunal naturvejleder. Det kommer børnene til gode, mener børne- & familieudvalgsformand.

Vejle: En bus fyldt med skolebørn på vej ud i naturen bliver et sjældnere syn fra næste skoleår.

Vejle Kommune har nemlig for første gang ansat en naturvejleder, der skal undervise børn i daginstitutioner og skoler i naturen, og det får stor betydning for børnene, mener Torben Elsig-Pedersen (R), der er formand for Vejle Byråds børne- og familieudvalg.

- Skolebørnene får langt flere timer med naturvejledning fremover, end de har haft mulighed for før. Tidligere har vi delt naturvejleder og naturskoler med Hedensted og Billund kommuner, og skolerne skulle selv stå for transporten. Der er nogle børn, der har fået en rigtig god vejledning, men der er også rigtig mange børn, som ikke har fået noget ud af vores samarbejde med Naturstyrelsen, forklarer han.

Årligt har det kostet kommunen 632.000 kroner at være med i ordningen, så Vejles institutioner havde mulighed for booke et naturforløb på en af tre naturskoler i området - Koutrupgård, Søballegaard og Tønballe.

Børnene får langt flere timer med naturundervisning i naturen tæt på skolen.
Torben Elsig-Pedersen, formand for Børne- & Familieudvalget
Vejle forlader natur-samarbejde
  • Vejle Kommune har indtil 1. august 2019 haft en naturskoleaftale med Hedensted og Billund kommuner samt Naturstyrelsen. Det betød, at kommunernes skoler og institutioner kunne booke sig ind på Naturcenter Koutrupgård, Søballegaard Naturskole og Tønballe Naturcenter, hvortil Naturstyrelsen stillede en naturvejleder til rådighed.
  • Vejle Kommune har betalt 632.000 kroner om året for at være med i ordningen.
  • Til skoleåret 2020/21 stiger prisen for Naturstyrelsens ydelser, og derfor har Vejle Kommune søgt om at komme ud af aftalen allerede nu. Det har Hedensted, Billund og Naturstyrelsen accepteret. Aftalen fortsætter mellem de tre parter til og med næste skoleår.

For dyr naturvejledning

Fra skoleåret 2019/20 står Vejle Kommune selv for naturvejledningen af børnene, fordi kommunen har løsrevet sig fra aftalen med Naturstyrelsen. Styrelsen varslede nemlig højere priser fra skoleåret 2020/21, og det fik børne- & familieudvalgsformanden til at dykke ned i, hvor meget kommunens børn får ud af ordningen.

- Vi fik simpelthen for lidt ud af ordningen, og når Naturstyrelsen så siger, at det bliver dobbelt så dyrt at få naturvejledning, så havde vi ikke så mange andre valg end at se, om vi kunne lave noget andet for de samme penge, forklarer Torben Elsig-Pedersen.

Pengene bliver i det nye skoleår brugt på en naturvejleder, der er ansat til at undervise og formidle natur på Vejles skoler og daginstitutioner. Det betyder, at børnene ikke længere skal på naturskole for at lære om naturen. Den nye naturvejleder kommer nemlig til børnene, og hvis skolerne arrangerer det, kan børnene tage på udflugt med vejlederen.

- Det er den vej, den slags går. At man kan få naturvejlederen integreret i undervisningen på skolen. Vi får simpelthen langt mere naturvejledning for pengene, end vi har fået, siger Torben Elsig-Pedersen.

Ærgerlig over brud

Interessen for den nye ordning er stor, og flere institutioner har allerede lagt billet ind på undervisningen, fortæller chefen for Uddannelse & Læring i Vejle Kommune, Ulla Riisbjerg Thomsen. Det glæder Torben Elsig-Pedersen, som dog også ærgrer sig over, at samarbejdet med Naturstyrelsen slutter.

- Det er ærgerligt, for det var god undervisning, men når jeg dykker ned i tallene og ser, hvor meget det kostede og hvor lidt det blev benyttet, så er det her langt bedre udnyttelse af de ressourcer, vi har til rådighed, forklarer han.

Den nye naturvejleder begynder i naturjobbet den 1. august.

Vejle dropper aftale med Naturstyrelsen: Børn skal lære mere om naturen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce