Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vejle dropper sommertid

Når dette års sommertid er slut, holder Vejle fast i "naturens tid" året rundt. Derfor er det ifølge viceborgmester Søren Peschardt og borgmester Jens Ejner Christensen slut med at stille på urene i Vejle Kommune to gange om året. Samtidigt blokerer kommunen radiosignalet fra Frankfurt, der automatisk ændrer på mange ure. Foto: Mette Mørk

Vejle dropper sommertid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politikerne benytter de sidste måneder med status som frikommune til at slippe af med forhadt ordning.

Vejle: Når resten af Danmark næste forår stiller uret en time frem for at gå til sommertid, behøver indbyggerne i Vejle Kommune ikke at pille ved urene.

Politikerne har besluttet at udnytte de sidste måneder af kommunes status som frikommune til at gøre op med begrebet sommertid:

- Som landmand har jeg oplevet, hvordan det går ud over dyrene, når vi skruer tiden en time frem. Det varer flere dage, før de igen er inde i rytmen, når der skal fodres, siger borgmester Jens Ejner Christensen (V).

Han får opbakning fra kommunens viceborgmester, Søren Peschardt (S). Også hos formanden for kommunens natur- og miljøudvalg fylder dyrevinklen meget:

- Jeg er tidligt oppe for at passe mit job som landmåler. Når jeg er på landevejen, kan jeg se alle de rådyr, der ligger døde i vejkanten. Dyrene kan jo ikke stille deres indre ur. De går over vejene, som de plejer, når de skifter såt fra markerne til skoven. Og her bliver de overrasket af bilerne, der er tidligere på færde, siger Søren Peschardt.

Sommertiden er kommet for at blive
Vi kan jo kalde det Vejxit. Et lille oprør mod en tåbelig ordning
Jens Ejner Christensen - Vejles borgmester
Udnyt dagslyset
På engelsk hedder sommertid "daylight saving". Ordet fortæller, hvad meningen er med urgymnatikken - nemlig at udnytte daglyset i de timer, hvor de fleste er på benene og dermed spare på det elektriske lys.Frikommuneforsøget, som Vejle Kommune er en del af, handler blandt andet om at de udvalgte kommuner har frihed til at kæmpe mod tåbelige regler og lovgivning. Forsøget udløber før sommerferien, men flere kommuner, blandt andet Vejle, har fået mulighed for at arbejde videre med regelforenkling blandt andet på beskæftigelsesområdet.

Ingen af de to politikere kan få øje på fordele ved systemet, hvor vi et par gange om året stiller på uret. Om foråret en time frem og i slutningen af efteråret en time tilbage.

- Nu går vi foran, og så satser vi på, at de andre følger med. Vejle er jo vant til at være foregangskommune, og nogen skal jo tage det første opgør med Danmark og resten af EU, siger Søren Peschardt.

Både han og borgmesteren er morgenmennesker. Derfor er de nogle af de tobenede, der bliver ramt, når uret stilles fra klokken to til tre:

- Nu er det pludselig mørkt om morgenen igen. Det er træls for et naturmenneske som mig, siger Jens Ejner Christensen.

Søren Peschardt er træt af, at han er nødt til at finde pandelampen frem fra gemmerne, når han begiver sig ud i marken for at måle op.

Giver sluseproblemer

Den oprindelige begrundelse for sommertid var blandt andet at spare strøm. Men med skiftet til lavenergipærer i blandt andet kommunens lygtepæle, institutioner og i rigtig mange private hjem er besparelsen efter kommunens beregninger marginal.

- Hvis man ser på det med klimabriller, som vi jo gør, giver det faktisk kun problemer. Det tager tid at omstille kommunens nye automatiske slusesystem til de ændrede højvandstider. Derfor måtte vi satse på, at vi ikke fik et alvorligt skybrud lige efter tidsskiftet i år, siger Søren Peschardt.

Umiddelbart kan det lyde helt umuligt, at en enkelt kommune nægter at følge med, når resten af landet skifter tid. Men der er eksempler rundt om i verden - blandt andet Australien, hvor delstaten Central Australian kører en halv time forskudt, mens der normalt altid er en time mellem tidszoner.

Fristelsen til at droppe sommertiden allerede i år var til stede. Men politikerne har besluttet at vente til næste forår. På den måde er der længere tid til at påvirke det øvrige Danmark og måske hele EU:

- Vi kan jo kalde det Vejxit. Et lille oprør mod en tåbelig ordning, siger Vejles borgmester.