Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Vejle fortsætter indsatsen mod hudcancer

Det var et stort øjeblik, da Christina Omann Clemmensen (i midten) og hendes fire kompagnoner på "Vejle mod Hudcancer" for nyligt overdrog 355.400 kroner til personalet på Odense Universitetshospital. Privatfoto

Vejle fortsætter indsatsen mod hudcancer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I marts blev der samlet 355.400 kroner ind til kampen mod hudkræft på baggrund af kampagnen "Vejle mod Hudcancer". Nu har de fem vejlensere, der står bag kampagnen, besluttet at gentage bedriften i 2018.

Vejle: Når der på den anden side af målstregen venter glæde, anerkendelse og en god mavefornemmelse, er det fristende på ny at finde vej til startlinjen for at tage en tur mere. Og så gør det mindre, at indsatsen er krævende og de frivillige arbejdstimer mange.

Med det ræsonnement er Christina Omann Clemmensen, der er indehaver af C Beauty and Care i Vejle, og tre andre vejlensiske selvstændige klar til at springe ud i en efterfølger til succes-kampagnen "Vejle mod Hudcancer".

En kampagne, der i marts i år endte ud i en donation til Odense Universitetshospital på 355.400 kroner, samlet sammen ved en velgørenhedsgalla på Restaurant Slotsstalden i Tirsbæk.

Her blev pengene brugt til at investere i en række særlige scannere, der på kort tid kan diagnosticere ens hud. En donation, der med Christina Omann Clemmensens ord "er med til at gøre en forskel".

- Støtten til "Vejle mod Hudcancer" har været så stor, og vi har fået så mange tilkendegivelser fra folk, der håber, at vi gentager kampagnen, at vi har besluttet at gøre det igen, siger Christina Omann Clemmensen.

Næste velgørenhedsgalla, der også kommer til at foregå i slotsstalden, er planlagt til at finde sted 12. april 2018, og de første pladser er allerede reserveret af folk, der udover at betale et deltagelsesgebyr har mulighed for at byde penge på auktionsvarer i løbet af aftenen.

Som ved den seneste galla går alle donationer ubeskåret til et formål, der skal styrke kampen mod hudkræft.

Det nyttede noget

Tanken om at gentage succesen var for Christina Omann Clemmensens vedkommende særligt nærliggende, da hun og de øvrige arrangører bag kampagnen for nyligt overdrog de 355.400 kroner til personalet på hospitalet i Odense.

-  Det var et stort øjeblik. Man kunne mærke, at man var med til at gøre en forskel, og at det nyttede noget at lægge et stort arbejde i kampagnen, siger hun.

Hvad de penge, der bliver samlet ind i 2018, skal gå til, har folkene bag "Vejle mod Hudcancer" endnu ikke lagt sig fast på.

Foruden Christina Omann Clemmensen bliver den næste "Vejle mod Hudcancer"-kampagne drevet af Niels Flemming Hansen fra Holst Sko, Birgitte Busk Mikkelsen fra BBusk og Dorthe Maglehøj.