Vejlensisk projekt får million-gennembrud og udbreder sin hjælp til børnehjemsbørn

Gennem tre år har vejlensiske Ditte Reedtz arbejdet på at få sin organisation "Mentorbarn" anerkendt, og med donationen fra Liljeborgfonden kan hun nu ansatte tre medarbejdere til at løfte opgaven og udvikle organisationen. Arkivfoto: Axel Schütt

Vejlensisk projekt får million-gennembrud og udbreder sin hjælp til børnehjemsbørn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det vejlensisk baserede projekt "Mentorbarn" får donation på 3,2 millioner kroner. Penge, der skal bruges på at matche børnehjemsbørn med frivillige mentorfamilier i flere kommuner.

Vejle: Det vejlensisk baserede projekt "Mentorbarn" har efter flere års arbejde fået sit gennembrud.

Organisationen, som arbejder for at bringe danske børnehjemsbørn og frivillige mentorfamilier sammen, har netop modtaget en donation på 3,2 millioner kroner fra Liljeborgfonden.

Det giver organisationen mulighed for at ansatte tre fagpersoner, som kan være med til at udbrede projektet til flere af landets kommuner.

Bag organisationen står vejlensiske Ditte Reedtz, som selv boede på børnehjem en del af sin barndom. Med base i Spinderihallerne i dag har hun i godt tre år arbejdet ene kvinde for at udbrede kendskabet og skaffe midler til projektet, og hun ser fondsdonationen som et afgørende skridt for at udvikle organisationen.

- Det er en blåstempling af vores organisation, fordi vi laver et partnerskab med Liljeborgfonden og får to år til at bevise det, vi synes er vigtigt. Donationen kan samtidig betyde, at andre fonde får lyst til at gå med, og på den måde kan vi sprede projektet til endnu flere kommuner, fortæller Ditte Reedtz.

Mentorbarns arbejde er utrolig vigtigt og særdeles relevant for Liljeborgfonden, der netop har hjælp til udsatte børn og unge som fokusområde.
Winnie Liljeborg, Liljeborgfondens stifter
Børnene savner nære voksne
"Mentorbarn", der har eksisteret siden 2014, arbejder for, at anbragte børn og unge tilbydes nærværende og ligeværdige relationer til frivillige mentorfamilier, der ønsker at gøre en forskel for det enkelte barn.

Ifølge organisationen er det veldokumenteret, at børn, der er anbragt på børnehjem, mangler og savner nære voksenrelationer.

Mentorbarns mission består derfor i at dække dette behov hos de anbragte børn, og arbejdet har mange facetter.

De frivillige mentorfamilier kan bidrage med mange ting, spændende fra lektiehjælp og social og kulturel dannelse til social støtte og den kærlighed og omsorg, som børn, der bor sammen med deres familier, i langt højere grad modtager.

Mentorbarn screener både de anbragte børn og de frivillige familier for at sikre de rette match, og samtidig uddanner organisationen familierne til den forestående opgave.

Fire børn fik familie

Pilotprojektet, som oprindeligt kørte under navnet EOcase, kørte i Vejle i 2015 og et år frem, hvor det lykkedes at bringe lokale mentorfamilier sammen med fire børn, der boede på døgninstitutionen Brummersvej i Mølholm.

- Det var så få børn, at vi ikke lavede en egentlig evaluering af projektet. Men nu får vi mulighed for at få effekten af indsatsen grundigt dokumenteret, idet vi med vores nuværende projekt i Aarhus har forskere tilknyttet ordningen, fortæller Ditte Reedtz.

Aarhus Kommune er pt. den eneste kommune, som "Mentorbarn" samarbejder med, og her støtter Velux Fonden projektet, der blev indledt i januar i år og kører i tre år. Det involverer indtil videre 30 børn, hvoraf de 10 nu er tilknyttet en frivillig mentorfamilie.

- Med donationen fra Liljeborgfonden er vores mål, at vi skal være i seks kommuner udover Aarhus i løbet af to år. Det gælder blandt andet Vejle Kommune. Aarhus er en stor mundfuld at stå med alene, og jeg har måttet sige nej til flere interesserede kommuner. Vi har allerede en database fyldt med skønne mentorfamilier og har over 500 interesserede familier. Derfor er det ret nemt at gå til, når vi får aftalerne med de forskellige kommuner på plads, forklarer stifteren, der også er direktør i Mentorbarn.

5000 er lige nu på børnehjem

Der ligger en stor og omkostningstung opgave i at screene børnehjemsbørn og de interesserede familier, så "Mentorbarn" er sikre på at ramme det rigtige match. Nu får Ditte Reedtz flere hænder til rådighed til at screene og uddanne familierne, og behovet er stort for at give børn på børnehjem en "ny" familie at komme hos nogle timer hver uge.

- Omkring en procent af hver børneårgang i Danmark er de sidste 10 år blevet anbragt. Omkring 5000 børn er lige nu anbragt på et børnehjem eller en døgninstitution, mens 12.000 børn i Danmark bor hos en plejefamilie, fortæller Ditte Reedtz og tilføjer:

- Det er børn, der er vant til, at alle omkring dem er professionelle. De er ikke vant til, at nogen vil dem, og da slet ikke frivillige, og de børn, vi har fundet en mentorfamilie til, har rykket sig på flere områder. De er blevet bedre til at danne relationer og trives bedre. De får en bedre forståelse for andre omkring dem og en større lyst til at dyrke fritidsinteresser.

Vejlensisk projekt får million-gennembrud og udbreder sin hjælp til børnehjemsbørn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce