Nr. 1 og 2 på SF’s liste til kommunalvalget i Vejle, Tage Jørgensen og Sara Bek, vil kæmpe for et paradigmeskifte i kommunens politik: Fra de billigst mulige løsninger til langsigtede investeringer i mennesker, velfærd og grøn omstilling. Annoncørbetalt indhold KV25: SF vil sætte omsorg og miljø i centrum i Vejle Tage Jørgensen og Sara Bek, nr. 1 og 2 på SF-listen, går til kommunalvalg i Vejle Kommune med et løfte om at arbejde for et paradigmeskifte: Fra de billigst mulige løsninger til langsigtede investeringer i mennesker, velfærd og grøn omstilling. - + Del artikel Del Del Print Kopiér link 03 sep. 2025 kl. 10:37 Denne artikel er sponsoreret af SF Vejle ”I Vejle har det i mange år handlet om at drive kommunen så billigt som muligt. Vi har en af landets laveste kommuneskatter, og det bliver ofte fremstillet som en succes. Men sandheden er, at det har haft en høj pris – især for de mest sårbare,” siger Tage Jørgensen, spidskandidat for SF i Vejle til kommunalvalget d. 18. november. Han er skoleleder på Skovagerskolen i Jelling, en specialskole for børn med særlige behov. Her har han på nærmeste hold oplevet konsekvenserne af de vedvarende sparekrav. ”Vi har på tre år måttet skære otte procent af skolens budget. Det betyder færre ressourcer til børn, der allerede kæmper med store udfordringer. Det går direkte ud over deres trivsel og udvikling. Samtidig har jeg gennem samtaler med forældre oplevet hvilke konsekvenser, de samlede besparelser på området har for hele deres familie,” forklarer Tage Jørgensen. Han ser samme mønster på andre områder i kommunen. Ældre, der må vente tre uger i stedet for to på hjælp til bad og rengøring. Skoler og dagtilbud, der må skrue ned for ambitionerne. SF’s spidskandidat, Tage Jørgensen, har mere end 30 års erfaring inden for ledelse af de lokale folkeskoler, men vælger nu at engagere sig i lokalpolitik. ”Mine erfaringer fra arbejdet samt mine kerneværdier har været afgørende for mit valg om at blive politisk aktiv. Som person er mine værdier funderet i en stærk fællesskabsfølelse og vigtigheden i, at vi tager et ansvar for vores medmennesker.” Systemet skal tilpasses borgerne For Sara Bek, der arbejder som psykolog i Vejle Kommunes Sundhedsafdeling, er det især mødet med de borgere, der falder mellem systemets kasser, der motiverer hende. ”Jeg ser mennesker, der har ondt i livet – mennesker, der ikke passer ind i en diagnose eller en fastlagt kasse, og derfor bliver afvist. De får måske at vide, at de bare må klare sig selv, selvom de har brug for hjælp til at komme videre. Det er uholdbart. Vi skal vende logikken på hovedet. I stedet for at borgere skal passe ned i systemets skemaer, skal vi skabe et system, der passer til borgerne,” siger hun. Sara Bek og Tage Jørgensen insisterer på at tale om investeringer i mennesker frem for udelukkende at se velfærd som en udgiftspost. Det kan nemlig have store menneskelige og økonomiske omkostninger ikke at hjælpe i tide. ”Hvis vi hjælper et barn med mistrivsel i tide, undgår vi måske, at mistrivslen fortsætter ind i voksenlivet og ender med at koste både det enkelte menneske og samfundet dyrt. Hvis vi støtter en voksen med psykiske udfordringer ordentligt, kan vi undgå dyre indlæggelser og tabt arbejdskraft. Det er sund fornuft – men det kræver mod at tænke længere end til det næste budgetår,” siger Sara Bek. Tage Jørgensen understreger, at SF selvfølgelig ikke bare vil bruge løs af kommunekassen. ”Det handler om at investere klogt – og målrette hjælpen til dem, der reelt har brug for det. Nogle borgere har behov for meget hjælp, andre kan klare sig med mindre. Det handler om at skabe rummelighed og fleksibilitet i systemet, så vi møder mennesker dér, hvor de er. Det er både mere værdigt og mere økonomisk ansvarligt,” siger Tage Jørgensen. Sara Bek bor på Nørremarken med sin mand og parrets to drenge på 7 og 8 år. Til daglig arbejder hun som psykolog i Vejle Kommunes Sundhedsafdeling. ”Her har jeg opbygget erfaring og viden om menneskers sundhed og trivsel, som jeg nu vil tage med ind i mit politiske arbejde i byrådet. Alle mennesker fortjener at have det så godt som muligt både fysisk og mentalt. Trivsel og sundhed skal fylde mere på den politiske dagsorden i Vejle Kommune. Derfor stiller jeg op til byrådet.” Grønne løsninger SF’s kandidater understreger, at omsorgen ikke kun gælder mennesker. Det handler også om klima og miljø. ”Vi har ikke råd til at spare på natur og klima. Hvis vi svigter nu, bliver regningen endnu større for kommende generationer,” siger Sara Bek og peger på grøn mobilitet som et område, hvor Vejle kan gå foran. ”Byen er et trafikalt knudepunkt, men alt for mange biler presses gennem midtbyen hver morgen. Den borgerlige løsning er at bygge en havnetunnel til milliarder. Vores løsning er at investere i cykelstier, kollektiv trafik og grøn transport – transportformer, der er gode for både klimaet og folkesundheden. Vi skal gøre det let at tage cyklen eller bussen – også når de mange kommende studerende flytter til byen,” siger hun med henvisning til, at Syddansk Universitet i 2026 åbner en campus i Vejle for IT- og STEM-uddannelser. Sara Bek tilføjer: ”Vi har i dag ordninger, hvor ansatte kan prøve en elcykel i en periode. Det er et godt initiativ, men der skal meget mere til. Vi skal turde tænke Vejle som en by for cykler og kollektiv trafik – ikke bare en bilby.” En kommune med muskler Tage Jørgensen understreger, at Vejle ikke er en fattig kommune. ”Vi har høj gennemsnitsindkomst, et stærkt erhvervsliv - og en stor kassebeholdning på 2 milliarder, som følge af besparelser i årevis. Kommunen har ikke brugt penge op til den ramme, der er fastsat i Indenrigsministeriets aftale med kommunerne. Vi må bruge de midler, vi har til at sikre både velfærd og grøn omstilling, og hvis det ikke rækker, må vi have modet til at diskutere nye indtægter – for eksempel en dækningsafgift på erhvervsejendomme,” siger Tage Jørgensen. ”Vi vil vise, at en anden vej er mulig” Når man spørger de to kandidater, hvad der binder dem sammen som politisk makkerpar, er svaret klart: En fælles drivkraft for at ændre kursen i kommunen. ”Vi er begge relativt nye i SF, men vi har det samme engagement: At vi ikke længere kan acceptere, at velfærd og miljø nedprioriteres til fordel for stram økonomistyring og lav kommuneskat,” siger Sara Bek. ”Vi vil vise vælgerne, at der findes et alternativ. At vi kan vælge en vej, hvor vi tager vare på hinanden og på naturen. Hvor vi investerer i mennesker og miljø, frem for at spare os fattige. Det er det paradigmeskifte, vi går til valg på,” siger Tage Jørgensen. Denne artikel er sponsoreret af SF Vejle Om Annoncørbetalt indhold Annoncørbetalt indhold er et annonceformat, der er blevet til i samarbejde mellem JFMs kommercielle afdelinger og en annoncør. JFMs uafhængige redaktionelle medarbejdere er således ikke involveret i nogen faser af udviklingen af det betalte indhold. Lige som annoncørerne ikke har nogen indflydelse på det redaktionelle indhold på JFMs nyhedssites. Når en artikel er markeret med ’annonce’ eller ‘annoncørbetalt indhold’, betyder det, at en annoncør har betalt for artiklen og har haft indflydelse på indholdet i den konkrete artikel. Annoncørbetalt indhold skal leve op til JFMs nyhedssites øvrige stil, tone og den generelle kvalitet, som læserne normalt forventer sig at møde. Annoncørbetalt indhold vil altid være tydeligt afmærket med ‘Annoncørbetalt indhold’ og annoncørens navn for at gøre det tydeligt for vores læsere, at artiklen er betalt.