Annonce
Læserbrev

Ingen fradrag til de gule forretninger - I undergraver de faglige fællesskabers sammenhold og resultater

Læserbrev: Nu hvor de borgerlige ikke længere har regeringsmagten, skal de finde på andet at bruge deres tid på. Når de så ikke lige slås indbyrdes, langer de i stedet ud efter den etablerede fagbevægelse og deres medlemmer. Her står de som gale hunde med fråde om munden med påstande om at forsvare befolkningens ret til at organisere sig i den fagforening, han eller hun nu lyster. De er ikke sene til at bruge ord som mafiametoder og voksenmobning, og jeg kan forstå, at en stor del af disse borgerlige føler sig krænket dybt ind i deres sjæl på vegne af de forurettede. Senest var Krifas formand ude i en lang reklame for sin virksomhed, hvor han maner til samarbejde og fællesskab, på tværs af fagbevægelsen. Men lad mig gøre det klart for Søren Fibiger Olesen: Vi har allerede samarbejde og fællesskab på tværs af fagbevægelsen. Og det er vi som sådan godt tilfredse med. Der, hvor det stikker helt af, er, at Søren Fibiger Olesen selv tror på, at Krifa og de andre gule fagforretninger også er en del af fagbevægelsen. Det er I ikke. Jeres forretninger og jeres kunder er modspillere og ikke medspillere til den danske model. I undergraver dagligt de faglige fællesskabers sammenhold og resultater. Og ikke nok med at I nasser og undergraver fællesskabernes opnåede resultater. Samtidig har I også snablen dybt begravet i statskassen, med hvad der i mine øjne er et uberettiget fradrag. Man får et fradrag, når man er medlem af en samfundsgavnlig forening. Her brillerer de gule forretninger som Krifa og Ase med fraværet af gavn. Det er ved at være på tide at bede den nye arbejdervenlige regering sikre, at fagforeningsfradraget netop kun er for fagforeninger.

Leder For abonnenter

På torsdag slutter festen: Regeringen kan ikke undgå at skuffe

Det var godt, de hyggede sig på Socialdemokratiets kongres i Aalborg i weekenden, så håndfladerne blev røde og varme i ren begejstring over, hvor godt det går. Sejrsfesten var aldeles velfortjent. Partiet vandt jo kongeriget ved valget i juni. Siden er tiden, sådan lidt groft sagt, gået med at fordele posterne, holde ferie og købe fire cirkuselefanter fri af fangenskab. På torsdag slutter festen. Hverdagen truer, når finansminister Nicolai Wammen giver sit bud på næste års finanslov. Så skal der føres konkret politik, og regeringen kan ikke undgå at skuffe. Måske ikke alle, men mange. Først og fremmest Arne, som Mette Frederiksen lovede en ret til tidlig tilbagetrækning sammen med andre nedslidte. Et forslag, hun måske vandt valget på, men som nu, 237 dage efter lanceringen, ikke er kommet en millimeter nærmere på at fortælle, hvem der kan glæde sig. Tværtimod har vi kun fået at vide, at problemet er så stort og vigtigt, at løsningen tager lang tid. Klart nok – men så lang tid? Svaret er, at det aldrig vil være muligt at lave en bare tilnærmelsesvist retfærdig løsning, fordi staten ikke ligger inde med registreringer af, hvem der har arbejdet hvor, hvornår og hvor længe. Arne er bare et af problemerne. Klimaet er et andet. Regeringen er på jagt efter 70 procents reduktion af CO2-udslippet, men aner med egne ord ikke, hvordan man skal nå målet. Bemærk, at socialdemokraterne er begyndt at sige ”hvis” om succes på klimaområdet. Ét er at have problemer med at levere, hvad man har lovet. Noget andet er at levere noget, man ikke har lovet. Også her kan torsdagen blive ubehagelig, for det er svært at forestille sig, at finanslov og klimaløfter kan blive opfyldt uden skattestigninger og højere afgifter. Alt dét er slemt nok. Det værste er dog, at vi næppe vil se udspil, som gør det nemmere for private virksomheder at skabe de job, der betaler hele festen. Det har aldrig været socialdemokraters topprioritet. Så jo – sejrsfesten slutter på torsdag.

Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Vejle Amts Folkeblads hjemmeside, www.vafo.dk, som tusindvis af vejlensere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4.00, går det nye vafo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse - og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye vafo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.00.

Debat

Debat: Aggressioner med støtte fra Trump.

Israel går igen til valg, og det vil være en ulykke for både israelere og palæstinensere, hvis Benjamin Netanyahu vinder. Han ligger selv langt ude på højrefløjen og vil der ud over basere sin regering på religiøse fundamentalister fra det endnu mere ekstreme højre. Der er i bogstaveligt forstand ingen grænser for Netanyahus aggressioner. Han er desuden opmuntret af støtten fra Trump, der sjældent undgår at puste til konflikten. Netanyahu leger som sædvanlig med ilden og har i valgkampen spillet ud med et kynisk stunt. Nu vil han inddrage de israelske bosættelser i Jordan-dalen og på den måde udvide Israels territorier yderligere. Dette brud på Folkeretten og international ret vil bombe fredsprocessen langt tilbage. Lige her og nu til ubodelig skabe for den palæstinensiske befolkning, men også til stor skabe for israelerne selv på bare lidt længere sigt. Palæstina reduceres til en endnu mindre enklave midt i Israels territorium, og palæstinenserne står tilbage som taberne med færre rettigheder. FN advarer mod udviklingen, og Danmark må også på banen med klare meldinger. En to-stats-løsning med sikre grænser og gensidig respekt mellem befolkningsgrupperne er den eneste langtidsholdbare og civiliserede vej at gå. Netanyahu er farlig for israelere, palæstinensere og muligheden for fred.

Annonce
Debat

Debat: Landmænd skal da blive hos det lokale vandværk

I erhvervstillægget fra Jysk Fynske Medier kunne man 12. september læse artiklen: ”Landmænd kræver større fordele som storforbrugere af vand”. Historien handler om, at landmænd i Vestjylland oplever prisforskel på mere end 100.000 kroner for samme forbrug af vand. Landmændene mener, at det altid vil kunne betale sig at etablere egne boringer og forlade vandværket. Jeg kender problematikken, da vi jævnligt bliver kontaktet af vandværker, som fortæller om landbrug, der ikke længere ønsker at være tilsluttet vandværket. Giver kommunen landmænd tilladelse til indvinding, kan det have stor betydning for resten af forbrugerne, som kan blive ramt af prisstigninger, fordi en storkunde forlader fællesskabet. Endnu værre risikerer forbrugerne at blive ramt på kvaliteten af deres drikkevand. Vandværkernes ledningsnet er beregnet til at levere vand baseret på et forventet forbrug, så hvis en stor kunde ikke længere aftager vand, er ledningsnettet for stort. Det betyder stillestående vand, som kan betyde kvalitetsproblemer for forbrugerne. Landets vandforsyninger undgår generelt forureningssager i forbindelse med tilbageløb fra vandværkets kunder, men ved etablering af dobbelt vandforsyning kan der ved ufuldstændig afbrydelse mellem hus og landbrug ske det, at det tryksatte landbrugssystem kommer til at sende vand tilsat medicin eller andre hjælpestoffer ud på det fælles net. Endelig ligger områderne omkring vandværkernes boringer i beskyttede zoner, hvor det er forbudt at bruge sprøjtemidler. Det gør andre boringer ikke nødvendigvis, men ofte henter begge parter deres vand fra samme grundvandsmagasin, og så stiger risikoen for forurening af vores fælles grundvand. Jeg ved, at økonomien er presset mange steder i landbruget, men som varm fortaler for vores solidariske vandmodel, kontakter jeg Kristian Gade, den landmand, der udtaler sig i artiklen. Måske kan vi sammen finde en god løsning.

Debat

Debat: Håndtryk eller ej. Når borgmestre kvier sig

Som dansker har jeg meget svært ved at forstå, at blandt andre nogle af landets borgmestre ser dette at give et håndtryk som noget udansk. Gennem generationer har håndtrykket været den helt almindelige måde her til lands at byde nogen velkommen på. Det har været den helt almindelige måde at sige tak på. Og det har været den helt almindelige måde at besegle en aftale på. Ved at give statsborgerskab til mennesker fra andre lande forærer vi dem noget meget værdifuldt. Vi giver dem fra dag til dag fuld andel i de værdier - økonomiske, menneskelige, sociale og andre - som vi og vore forfædre har skabt gennem slid, med afsavn og ved hårdt politisk arbejde. Vi giver de nye statsborgere præcis de samme rettigheder, som vi selv har tilkæmpet os. Med andre ord: Vi byder dem velkommen i kredsen af danskere. Det er vel værd at give dem håndslag på. Og det er vel rimeligt at forvente, at vore nye medborgere har gjort sig helt klart, hvad det i virkeligheden er, de får foræret. Og derfor er det vel også rimeligt at forvente, at de er klar til at sige tak for gaven på den måde, vi her til lands siger tak til hinanden på. Og at de dermed viser, at de har et oprigtigt ønske om at være danske. Når nogle borgmestre kvier sig ved at skulle give hånd til de ny danskere, så signaliserer de - set med mine øjne - at de ikke fuldt ud ønsker at byde dem velkommen. Og de få ny danskere, som afslår at sige tak med et håndtryk, viser - igen set med mine øjne - at de i virkeligheden slet ikke ønsker at blive danskere. De ønsker blot at kunne trække på alle de muligheder, de vil kunne få som statsborgere i Danmark. Det er mit håb, at vore politikere vil stå fast på den opfattelse, at det danske folks gave i form af et statsborgerskab er så værdifuld, at den fuldt ud er et håndtryk værd.

Annonce
Leder For abonnenter

Leder: Ikke alt nuttet er godt

Ordsproget "En ulv i fåreklæder" bliver ved med at være eviggyldigt. At noget, der på overfladen er blødt og nuttet, i virkeligheden er dødsens farligt. Skal vi blive i dyreverdenen, viste det sig igen i denne uge, da Folkebladet kunne fortælle, at mårhunde nu er observeret i fugleparadiset Hjarnø. En udvikling, der kan blive katastrofal for øens mange ynglende fugle, hvoraf en del er sjældne. Den invasive art ser nuttet ud med sit grævlingeagtige ansigt med runde øjne og bløde hår. Men mårhunden er en forslugen og voldsomt formerende art, der giver jægere grå hår i hovedet. Jægerne på Juelsminde-halvøen har i flere år advaret om dens hærgen og forsøgt at bekæmpe den, men andre steder har indsatsen ladet vente på sig. Eksempelvis fik Horsens Kommune først gang i bekæmpelsen sidste år. Sydpå er man også i gang nogle steder, men som jægerne siger, kræver det, at man alle steder er i gang med bekæmpelsen, for at det skal have en effekt. Om det er mårhundens nuttede udseende, der har gjort, at man i nogle områder har været sløve til at få gang i bekæmpelsen, ved jeg selvfølgelig ikke. Men mårhunden er ikke det eneste eksempel på noget, der ved første øjekast har syntes uskyldigt, men som er højst problematisk. Bare tænk på de invasive arter bjørneklo og japansk pileurt, der i sin tid var smukke at få ind i de danske haver og natur, men senere har vist sig som en plage. Sprøjtemidlet Roundup, der for år tilbage blev set som et sikkert vidundermiddel mod ukrudt, er nu sat i forbindelse med kræft og er på vej til at blive forbudt i flere lande. Tendensen med at plastre haver til med fliser og stenbede, der giver problemer med afvanding og risiko for oversvømmelse, er et andet eksempel. Det understreger, at vi er nødt til at kigge bag facaden og tænke langsigtet, når det gælder vores natur. Vi kan ikke bare tage naturen for givet og stole på ulven i fåreklæder eller en nuttet mårhund.

Annonce
Læserbrev

Replik: Indlæg fra økologer - jeg bliver lidt træt

Læserbrev: Jeg har gennem nogen tid læst indlæg fra både en repræsentant fra det konventionelle landbrug og fra økologer. Hvad angår sidstnævnte, bliver jeg lidt træt. Her er så lidt facts: Økologisk produktion er umulig, uden den bliver tilført gødningsstoffer fra konventionel produktion, og produktionsformen er umulig uden at øge udsivningen og nedsivningen af næringsstoffer, idet dyrkningen af kvælstoffikserende afgrøder er nødvendig. Økologisk produktion er også umulig uden at acceptere, at der er langt flere toksiner i fødevarerne fra naturligt producerede svampegifte. Det er umuligt at producere økologisk uden at erkende en langt mindre verdensproduktion og dermed acceptere stigende hungersnød. I øvrigt er det aldrig videnskabeligt bevist, at økologisk producerede fødevarer er sundere end konventionelle, og så skal jeg undlade at kommentere al svindlen med at kalde ikke-økologiske varer for økologiske, dyreværnssager med økologiske dyr, der ikke er mindre end hos konventionelle dyr, og at økologiske dyrs foder ikke består af økologisk foder. Tror det er 40-60 pct. for ikke-økologisk foder og økologisk foder. Man kan ikke være lidt gravid. Økologiske dyr, der spiser ikke-økologisk foder, leverer ikke økologisk kød, mælkeprodukter og ost, selvom produkterne sælges som sådan.

Leder For abonnenter

Leder: Kom en sjat vand i whiskyen - erhverv er meget andet end industri

Livet på redaktionen følger som så meget andet i tilværelsen et årshjul. Vi skriver om første skoledag, studenterne, der springer ud, og julen, der står for døren. Og her i september lander Dansk Industris årlige undersøgelse af kommunernes "erhvervsvenlighed" i indbakken. Alle medier modtager undersøgelsen et par dage, før den må offentliggøres, så vi kan læse tallene grundigt og tale med borgmestrene og andre lokale talerør. Og mandag aften klokken 21.30 kunne vi her i Vejle så fortælle på www.vafo.dk, at Vejle Kommune er sprunget 19 pladser op og nu ligger nummer 16 blandt landets kommuner. "Det er glædelig læsning. Der er en række tiltag, som nu virker, og det kan vi se i undersøgelsen. Det slår igennem, at vi har fjernet dækningsafgiften," sagde borgmester Jens Ejner Christensen (V) blandt andet. Det har han ret i. Det er glædelig læsning. Der er grund til at ønske Vejles politikere - og kommunen som helhed - tillykke med det flotte resultat. Men der er også grund til at blande whiskyen op med en god sjat vand. For selv om Ikast-Brande Kommune i år toppen listen over "erhvervsvenlighed" for niende gang ud af 10, er det jo ikke sådan, at alle danske virksomheder er flyttet ud på heden. Eller vil gøre det. Der er masser af succesrige virksomheder og nye arbejdspladser i Aarhus og København, der havner som nummer 69 og 89 ud af de 93 kommuner, der er med i opgørelsen. Og selv om Billund er rykket 18 pladser ned, til plads nummer 26, er der nok heller ikke grund til at frygte, at Lego flytter produktionen til Nr. Snede eller Ejstrupholm eller et andet sted i Ikast-Brande Kommune. Det skyldes selvfølgelig, at det er hundedyrt at flytte en stor, eksisterende produktionsvirksomhed. Men det skyldes også en faktor, man let kan overse, når "erhvervsvenligheden" gøres op. Nemlig at undersøgelsen kommer fra Dansk Industri. Erhvervsliv anno 2019 er meget andet end industriproduktion. Viden, digitalisering, innovation og internationalt samarbejde, for eksempel. Det er værd at huske, når årshjulet drejer.

Læserbrev

Troels Lund Poulsen: Tillykke, Hedensted, nu skylder de røde en ny motorvej

Læserbrev: Hedensted - og store dele af det øvrige Østjylland - scorer højt i Dansk Industris erhvervsklima-undersøgelse. Tillykke med det. Det var i al beskedenhed også en af mine egne hovedprioriteter som både beskæftigelsesminister og erhvervsminister, at vi skulle gøre næsten alt for at sikre hænder og kloge hoveder nok til vores virksomheder. Men helt som forventet er veje og øvrige transportmuligheder den helt store udfordring for, at der kan skabes endnu mere vækst i Østjylland. Derfor besluttede den daværende regering med et flertal i Folketinget, at der skulle sættes penge af til en udvidelse af E45 - fra to til tre spor i hver retning. Jeg slog i valgkampen på, at den udvidelse ville være alvorligt i fare, hvis Socialdemokratiet satte sig på regeringsmagten. Og desværre har jeg fået helt ret. Nu løber den nye transportminister, Benny Engelbrecht, alt hvad han kan, fra de rødes løfter om også at ville udbygge E45. Nu skal pengene bruges til noget andet, bl.a. til at fylde det økonomiske hul i den såkaldte togfond, må man forstå. Jeg er ikke overrasket, men bare trist på Østjyllands vegne. Jeg fortsætter kampen for en udvidelse af E45 og undres så over, at alle de folketingsmedlemmer, der er valgt i Østjylland for regeringspartiet og dets støttepartier, ikke gør det samme.

Læserbrev

Floating Art. Elitært og latterligt sprogbrug

Læserbrev: Replik til Ole Kristensens herlige indlæg om kommunalt kunst-tiltag (VAF 5. september, red.). Helt enig: Holbergs Jean de France er igen højaktuel. Nu for: ”Kan alle se, hvor visionære vi, Vejles politikere er?” Ih, hvor er det befriende at læse dit indlæg, kære Ole. Du rammer lige i centrum på et problem for den danske sprogformidling. Nu hedder det ikke længere Juelsminde-løb, men Juelsminde Run og Royal Run og back office og bridgewalking og "facere" for gadesælgere. Og sådan kan man blive ved. De dumsmarte sprogerstatninger for det danske sprog vil ingen ende tage. Indrømmet: Det danske sprog er under afvikling. Men det har selvfølgelige den fordel, at man ikke længere behøver at passe på d i gjort. Nu kan man nøjes med ordet done - well done. Hvor er det ”fedt, mand”. How nice … Når nu Vejles forholdsvis elitære politikere vælger det store, internationale sprogbrug, så er det vel, fordi kunsttiltaget skal kunne ses fra målgruppen på månen og af sprogstammen, der taler volapyk. Budskabet skal gå rent ind. Politikere satser ikke kun på de lokale målgrupper, nej, Vejles ledelse er visionær og tænker stort. Vejle skal ikke alene på landkortet, men også på verdenskortet. Vejle skal ikke stå tilbage for Koldings Obama-besøg. Dette besøg gav nemlig genklang helt ud til Juelsminde-halvøen. Derfor forstår man godt Vejle-politikernes nye tiltag, Floating Art. Tyndtflydende kunst på lavt plan. Og som du så rigtigt skriver, Ole Kristensen: "For at sikre, at kommunens politikere selv forstår sig på Floating Art, har man inviteret en kunstanmelder fra dagbladet Information, til at fortælle eller rettere oversætte, hvad Floating Art er for noget van(d)vid." Kommunens økonomi må flyde over med mælk og honning. Undskyld, milk and honey. Det må vel først og fremmest glæde Ældresagen.

Læserbrev

Klimareligionen kommer i det lange løb til kort over for snusfornuft og humor

Læserbrev: Min højt agtede, underfundige journalistkollega Jens Jørgen Larsen i Juelsminde spinder en som sædvanligt underholdende ende over et givet tema, denne gang klimareligionen (i læserbrevet "Klima-farcen från hinsidan", red.) Jeg kan bekræfte det der med forudsigelsen af verdens undergang. Den lød i årene omkring 1950 utallige gange i Læssøesgades skolegård i Aarhus og blev modtaget med lige dele nyfigenhed, spænding og skepsis. Sædvanligvis var spændingen gået fløjten længe inden den torsdag, eller en anden dag, som den store begivenhed var programsat til, og det lærte os måske indirekte en del om sandsigeri, og modsat dagens unge - eller måske især disses forældre og lærere - blev vi aldrig forskrækkede, endsige hysteriske. Vi skulkede ikke og stod ikke og skreg på klima på offentlig gade eller vej! Den lite svenskas mulige personlige motiver til at skulke har medierne gjort utrolig lidt ud af, og det virker på mig som en journalistisk tredækkerbommert. Havde initiativtageren været f.eks. et multinationalt selskab, havde fanden været løs inden fem minutter. Jens Jørgen Larsen er med rette inde på hendes tur til New York. Mig minder den især om molbohistorien om, hvordan storken bliver jaget ud af marken, hvor den angiveligt træder kornet ned. Hyrden kan ikke sendes ind, for hans fødder er alt for store, så i stedet bærer seks-otte mand, fodstørrelse ikke oplyst, hyrden ind i marken på leddets låge. Og på slig vis får de storken jaget væk... Noget siger mig, at hele denne klimareligion i det lange løb kommer til kort over for den almindelige snusfornuft og den folkelige humor. Det hævdes, at når der aldrig er forekommet voldelig revolution i Danmark, skyldes det enten, at det bliver regnvejr - som i Emil Reesen/Mogens Dam-operetten "Farinelli" - eller, at en eller anden kommer til at grine. Grin med, kære læser! Deres og mit problem er, at vi måske ikke oplever enden på det nuværende klimahysteri, men "strunt i det", som svenskerne siger, og lev livet, så længe vi har det! Andet kan man ikke gøre med det.

Læserbrev

Farlig strækning: Vi skulle have gjort det rigtigt fra starten, men vi kan nå det endnu

Læserbrev: I 2017 blev Bredsten-Gadbjerg Skole overbygningsskole for Skibet Skole. Normalt sker ændringer i skoledistrikter ikke stilfærdigt, men i denne situation skete det i fred og fordragelighed. Forvaltningsmæssigt var der også opbakning til strukturændringen, fordi der kunne skabes en stærk og bred overbygning på Bredsten Skole, når Skibet-eleverne rykkede dertil i 7. klasse. Men med ændringen opstod også behovet for at få set på skolevejen mellem Skibet og Bredsten. Der er cykelsti fra Skibet og i det meste af Bredsten - også op ad Vejlevej. Desværre mangler der et stykke på ca. 300 meter - og ikke et uvæsentligt stykke. Der, hvor cykelstien (Skråvej) fra Skibet går ud på Vejlevej på "Kærbøllingebakken, slår vejen et grimt knæk. Oversigtsforholdene for både de bløde trafikanter og bilisterne er ikke gode, og slet ikke i den mørke periode. Samtidig er det uden for byzone, og det er i dette virvar, vi forventer, vores elever skal navigere sikkert i trafikken. Da skoledistriktet blev ændret, gjorde lokalrådet i Skibet og i Bredsten opmærksom på denne problematik. Forvaltningsmæssigt erkendte man dengang, at det var noget, man skulle have løst. Vejstrækningen er lige nu placeret som nummer fire på kommunens prioriteringsliste og med en overslagspris på 3,5 mio. kr., da vejens kurve skal rettes ud. Det sidste viser med al tydelighed, hvor farlig strækningen er som skolevej - når bløde og hårde trafikanter skal køre på samme uoverskuelige vej. Teknisk forvaltning har vurderet, at antallet af potentielle cyklende elever på strækningen før skoledistriktændringen var max. fem. I dag lyder vurderingen på 100-400 potentielle cyklister. I dag står eleverne fra Skibet som sild i en tønde i skolebusserne. En del af disse vil givetvis hoppe på cyklerne, hvis forholdene var til det. Mantraet i Venstre i Vejle Byråd er blevet, at "vi skal gøre det rigtigt første gang", når vi udvikler, hvad enten det gælder sikker skolevej ved Tirsbæk Bakker og senest omkring byudviklingen i Børkop. Det er godt, og selvom vi ikke fik gjort det rigtigt første gang med at sikre skolevejen til Bredsten, er det ikke for sent. Ønsket er stort - både i Bredsten og Skibet - så lad os gøre det rigtige nu! Bedre sent end aldrig, for der er "børn på vej".

Læserbrev

Børn lærer også om aktivt medborgerskab og demokrati ved indsamling

Læserbrev: Tusind tak til Danmark og danskerne, tak til Vejle og vejlenserne, tak til alle, som var med til Red Barnets landsindsamling. Søndag 1. september var en oplevelsesrig dag, ikke kun for dem, der har samlet ind, men også for os, som tog imod deres indsamlingsbøsser, talte pengene op og lyttede til deres spændende fortællinger fra gader og stræder, huse, lejligheder og butikker. Danmark har samlet ind, og børn og unge var med. Det at se et kæmpe smil på et barns ansigt ved aflevering af indsamlingsbøssen samt at mærke, hvor stolte de blev, da vi fortalte dem, hvor mange penge de samlede ind, var med til at gøre dagen til en fest. Når børn og unge er med til at samle ind for dem selv, deres sikre færden på nettet og bekæmpelse af digital mobning, så lærer de også om aktivt medborgerskab og demokrati. Og det er vigtigt for deres fremtid. Desuden kan man roligt sige, at denne landsindsamling var med til at mobilisere nære familierelationer, hvad jeg ser som en sidegevinst. Når man går rundt og samler ind med sine børn, snakker man sammen og oplever noget fælles, hvilket giver mulighed for en efterfølgende refleksion og læring. Vejle har indsamlet knap og nap 100.000 kr., og de indsamlede midler skal anvendes til kamp mod mobning og krænkelse på nettet. Endnu en gang tusind tak fra Red Barnet i Vejle.

Læserbrev

Verdens selvmordsforebyggelsesdag: Livet er ikke altid et glansbillede

Læserbrev: 10. september er verdens selvmordsforebyggelsesdag. Det er en dag, som vi skal markere for at kaste lys over og gøre op med de tabuer, som er forbundet med selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstanker. Det er langtfra altid let at åbne op og turde tale om svære følelser og mørke tanker. Men det er vejen frem, hvis vi som mennesker både skal kunne bede om hjælp eller række hånden frem for at hjælpe andre. Ofte kræver begge dele mod. I Danmark dør ca. 600 mennesker hvert år pga. selvmord. Det er 600 for mange og en umådelig trist statistik. Mennesker med psykiske lidelser er i højrisikogruppe for at begå selvmord. Den triste sandhed er, at selvmord sker 20 gange oftere hos mennesker med psykiske lidelser sammenlignet med den øvrige befolkning, og risikoen for at begå selvmord er høj inden for alle psykiske lidelser. Det må og skal vi gøre bedre. Det er en klar prioritet for mig og for Venstre. Da vi tilbage i 2017 forhandlede satspuljemidler, var det et klart ønske at styrke den tidligt forebyggende og opsporende indsats. Derfor er jeg glad for, at alle partierne bag satspuljen står bag det nyligt etablerede nationale partnerskab for forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg. Selvom vi med partnerskabet har styrket indsatsen for både opsporing og forebyggelse, kan vi ikke læne os tilbage og blot afvente resultaterne af partnerskabets indsats. Jeg er mor til tre børn, og jeg bliver bekymret, når jeg kan læse, at hver tiende 15-årige pige føler sig ensom. Vores unge er bl.a. udfordrede af præstationsforventninger. Det gælder både 12-tals-pigerne, men også de mange unge mennesker, hvis humør og trivsel næres af antal likes på opslag på de sociale medier. Det er som om, nogen unge helt glemmer, at livet ikke leves i cyberspace, men i den virkelige verden, hvor ægte, oprigtige og varme relationer er den kraft, der skaber livsglæde, livsmod og den helt nødvendige robusthed, når livet går både op og ned. Her har vi en fælles opgave, forældre, skoler, kommuner og politikere og mange andre, i at få fortalt de unge, at de ikke må lade sig styre af hverken karakterer eller likes. Livet er ikke et glansbillede, som altid kan flashes perfekt på Facebook. Livet er en broget, men vidunderlig størrelse. Lad os bruge bare lidt af dagen i dag til at tage en snak med vores unge mennesker om også at give sig selv lov til at have en off-dag, være glad for et syv-tal til eksamen og i særdeleshed lære at leve med, at alle indimellem begår fejl. Det er helt okay og behøver ikke være et tabu.

Leder For abonnenter

Køb din busbillet kontant eller tag toget

Forleden dag skulle jeg fra Horsens til Vejle. Jeg købte som så ofte før en billet i min DSB-app. En billet, der gjaldt til toget og videre med bus til endedestinationen. Smidigt og helt problemfrit. Da jeg tre timer senere skulle hjem, var det hurtigste og nemmeste at tage bus 202. Jeg gik ind på DSB-app'en igen. Den kunne fortælle mig, hvornår bussen kørte, men en billet kunne jeg ikke købe. Jeg gik ind på min Midttrafik-app og forsøgte flere gange at finde min destination, indtil det gik op for mig, at jeg kun fik forslag i Region Midt. "Sydtrafik - Vi kører for dig", lyder sloganet i Region Syd. Men ak. Heller ikke her kunne jeg købe en billet til den anden side af regionsgrænsen. Nu var gode råd dyre, for som de fleste andre jeg kender, havde jeg ikke en krone på lommen, og helt som forventet kunne jeg hverken bruge Mobilepay eller dankort i bussen. Et besøg på begge trafikselskabers hjemmesider bekræfter min oplevelse. "Billetter udstedt i bussen på papir eller på mobilapp er kun gyldige i Sydtrafiks område." "Midttrafik app er gyldig til rejser i Region Midtjylland. Du kan ikke omstige til Sydtrafiks busser - med mindre andet er angivet." Til gengæld kan det sagtens lade sig gøre at krydse grænser, hvis man erhverver sig et rejsekort. Det kræver kun cirka 100 klik på hjemmesiden, men når man som jeg krydser regionsgrænsen i bus en gang hvert 10. år og i øvrigt kun kører med tog 5-10 gange om året, ja så har jeg aldrig haft det behov. For som der står "Enkeltbilletter til rejser, der kombinerer bus- og togrejser, skal købes hos DSB eller Arriva tog". Der kan de nemlig godt krydse grænser med den samme billet. Det kan godt være, at busselskaberne er blevet enige om, at de helst vil have, at passagererne bruger et rejsekort, men hvad skal muligheden for at købe billetter i selskabernes apps så overhovedet til for? Det skal da ikke være et spørgsmål om teknik, der forhindrer grænseoverskridende billetkøb. Den opmærksomme læser spørger nok, hvordan jeg kom hjem? Min datter, der i øvrigt er udstyret med et rejsekort, havde heldigvis 100 kroner i sin pung. For kontanter virker stadig - i hvert fald i bussen. Men næste gang tager jeg bilen.

Læserbrev

Det er en myte, at landbrugets midler lukker vandboringer

Læserbrev: Økologisk Landsforening har på sine høstmarkeder, der fandt sted i weekenden 31. august og 1. september, igen været på krigsstien overfor den konventionelle, bæredygtige landbrugsproduktion. Det sker atter på et fejlagtigt grundlag. Denne gang handler det om grundvand, idet økologerne inviterede på "forurenet grundvand" og skød skylden for det på den konventionelle produktionsform. Også her burde økologiformand Per Kølster holde sig til fakta: I Miljøstyrelsens seneste årsopgørelse optræder i alt 133 sløjfede boringer. I blot et enkelt af disse 133 tilfælde er pesticidforurening årsagen. Der er altså sløjfet boringer på grund af pesticider i 0,75 pct. af tilfældene, og dette tilfælde har intet at gøre med det moderne landbrugs planteværnsmidler, der er designet til at blive opløst i de øvre jordlag og aldrig ender i grundvandet - og som i øvrigt godkendes efter verdens skrappeste kontrolsystem. At der ser ud til at være en stigning i antallet af boringer med kemifund siden denne opgørelse, skyldes bl.a. dimethylsulfamid (DMS), der for længst er forbudt i landbruget, men indtil for nylig blev benyttet i udendørsmaling og træbeskyttelse. DMS er således fundet i flere vandboringer under villa- eller fritidshusområder med masser af malet træ. Det er på denne baggrund usagligt, når økologiformand Per Kølster udelukkende retter skytset mod det konventionelle landbrugs brug af pesticider. Hvor er det trist, at mine gode økologiske kolleger, som vi også har en del af i Bæredygtigt Landbrug, på dén måde ufrivilligt bliver taget til indtægt for en sådan usandfærdig kampagne. Vi skal alle passe på vores grundvand. Derfor er det værd at huske: Det er stadig ude på landet, hvor 90 pct. af markerne dyrkes konventionelt og bæredygtigt, at vi finder det rene vand.

Læserbrev

Opråb til borgmestre: De psykisk handicappede fortjener en ordentlig hverdag

Læserbrev: I år er det 100 år siden, at N.E. Bank-Mikkelsen blev født. Bank-Mikkelsen var en "hærfører" for datidens udviklingshæmmede. Det var dengang, de udviklingshæmmede boede på åndssvageanstalter eller sindssygehospitaler. Det var dengang, der var eksempler på, at beboerne blev bundet til et træ, når personalet skulle spise på fælles skovtur. Bank-Mikkelsen var bannerfører for at give disse psykisk/fysisk handicappede lovgivningsmæssigt - og dermed rent fysisk og psykisk - en anstændig tilværelse. Det skylder vi ham en stor tak for på hans 100-års fødselsdag - han døde i 1990. Disse mennesker har i dag, takket være Bank-Mikkelsen især, en tilværelse så nær det normale som muligt. Men der har været en tendens til, at "en tilværelse så nær det normale som muligt" er som elastik i metermål. Efter kommunalreformen er dette område styret via et slags demokrati uden for armslængde. Området har undergået utrolig mange besparelser, som for øvrigt mange andre områder, men disse andre områder har et udpræget bedre talerør, f.eks. ældre og forældre, som går på gaden, når besparelserne kommer for tæt på. De psykisk handicappede er tavse, mens "glasuren" på tilværelsen spares væk. Derfor, kære borgmestre, når I nu skal i gang med næste års budgetter, kommune-/regionsforhandlinger, økonomiforhandlinger med regeringen osv., så hav lige den stille gruppe, de psykisk handicappede, med i jeres budgettanker. Lad jer ikke narre af et regneark. De psykisk handicappede fortjener en ordentlig hverdag, som ikke skal stå mål for er en fortsat rundbarbering. Bank-Mikkelsen startede bygningen af det fyrtårn for de psykisk handicappede, som vi er stolte af i dag. Men et fyrtårn er jo et tårn med lys i - sørg nu for, at der også fremover er lys i tårnet.

Læserbrev

Sidste indlæg i kviklånsdebatten: Regulering af kviklån er et fælles ansvar

Læserbrev: 4. september bragte nærværende avis endnu et indspark fra Magnus Legaard Kopart (VU) i debatten om kviklån. I indlægget argumenterer Legaard blandt andet for, at Socialdemokratiets og DSU's kamp mod kviklånsindustrien er et udtryk for fordummelse af borgerne og manglende tro på, at alle mennesker kan træffe gode, ansvarlige beslutninger. Legaard skriver sågar direkte, at Socialdemokratiet og DSU nærer mistillid til borgerne, og at vores politik gør mennesker skrøbelige. Det er naturligvis det rene nonsens. Jeg har stor tillid til danskerne. Men jeg må ærligt talt indrømme, at min tillid til de fleste kviklånsfirmaer kan ligge på et meget lille sted. Jeg tror - ligesom Legaard - på, at langt de fleste mennesker er i stand til at træffe gode og ansvarlige beslutninger om deres privatøkonomi. Men der findes desværre også mennesker, der står i en særligt udsat situation, eller som af andre grunde ikke kan overskue konsekvenserne af at optage et kviklån. De skal have en hjælpende hånd. Og så skal vi sikre, at der ikke er flere, der havner i gældsspiralen. Legaard skriver ligeledes, at det ville være "en bjørnetjeneste" at regulere kviklånene ud af markedet. Det forstår jeg ikke. Hvilken værdi er det da, kviklånsvirksomhederne skaber for danskerne? Jeg er ikke ude på at fratage borgerne ansvaret for deres egen økonomi. Tværtimod. Det, jeg er ude på, er at fratage kviklånene deres uforholdsmæssigt store magt over menneskers liv og privatøkonomi, så ingen skal leve et liv i gæld. Når titusindvis af danskere hvert år havner i dyb gæld på grund af kviklån, er det et problem, der skal løses i fællesskab. Derfor må Folketinget hurtigt skride ind og sætte en stopper for gældsindustrien.

Læserbrev

Vejlenser om Floating Art: Maren i kæret må jo ikke glemme, at det er elitens projekt

Læserbrev: Vejle er velsignet med megen smuk natur. Åen bugter sig ud gennem grønne dale, løvskovene knejser på de af istiden skabte skrænter, og Kattegat skærer sig smukt ind i landet, hvor byen rejser sig for enden af den blånende fjord. Naturen er dog ikke nok for byens vise fædre. De sidste fire somre har ensomme plastic-tingester vugget lidt fortabte rundt i Skyttehusbugten - dog til glæde for måger og gråænder, som på indretningerne har fundet et velegnet sted at holde en lille siesta fra fødesøgningen. "Floating Art" hedder tiltaget, for smart og internationalt skal det lyde, og i år med det endnu smartere navn "Cry Me a River". Dansk er jo ikke nær globalistisk nok. Science fiction er efter sigende årets tema. Ja, projektets finansiering er dog vist desværre ikke science fiction-valuta, men bl.a. det, der hedder andre folks penge… Men når man kan lokke selveste Informations kunstanmelder til det mørke Jylland for at bese verdenskunsten, ja, så kan De Vise næsten ikke være i sig selv af begejstring. Jo, Vejle kan i sandhed ses fra månen! Og formidlet bliver der fra Vejle Kunstmuseum, for kunsten skal jo ud til folket. Ture arrangeres, og skilte med forklarende tekst og et digert opslagsværk produceres. Alt med et imponerende lixtal - Maren i kæret må jo ikke glemme, at det er elitens projekt. En af kunstnerne, Anu Ramdas, gør for eksempel opmærksom på "den kompleksitet, der ligger imellem ideen og det sansede, det sete og det usete. Med afsæt i indisk astrologi og det fotografiske medie anvender Ramdas de filosofiske, sproglige og teoretiske ideer til at skabe værker, der ofte har et eksistentielt anliggende." Et andet værk handler om "muligheden for at fange det forbigående og flygtige i tings konkrethed og materialitet." Aha… Vejle Kommune er medsponsor for løjerne. Velgørende ville det være, hvis blot et enkelt medlem af kulturudvalget ville agere det lille barn fra H.C. Andersens eventyr og udbryde: "Jamen, han har jo ikke noget på!" Men det sker nok næppe… Man kunne dog måske lade Skyttehusbugten få fred et enkelt år og afvente, om der vil rejse sig et folkekrav med deraf følgende fakkeltog mod den nyrenoverede rådhusplads, mens borgerne istemmer: "Giv os Floating Art tilbage!" Sker det ikke - ja, så finder ænderne såmænd nok et andet sted at sole sig…

Læserbrev

Arbejdsmarkedet stiller så store krav, at socialt udsatte har vanskeligt ved at leve op til dem

Læserbrev: Udsatte danskere drømmer mest af alt om en meningsfuld hverdag som en del af fællesskabet - og det er for rigtig mange ensbetydende med et job. Det viser en ny undersøgelse fra Mary Fonden, TrygFonden og Vive. Undersøgelsen viser, at borgere med enten sociale, fysiske eller psykiske udfordringer gerne vil deltage i et fællesskab, hvor de har mulighed for at bidrage med noget. Jeg finder det derfor meget bekymrende, at et stort antal af disse mennesker oplever, at der ikke er en plads til dem på arbejdsmarkedet. For dem opleves arbejdsmarkedet som et rigidt system med mangel på fleksibilitet og mulighed for hensyn til den enkelte. Arbejdsmarkedet stiller simpelthen så store krav, at socialt udsatte har vanskeligt ved at leve op til dem. Og det er et problem. Både fordi deres udfordringer bestemt ikke bliver mindre af at stå uden for fællesskabet, men også fordi virksomhederne skriger efter arbejdskraft. Vi står dermed med et kæmpe uforløst potentiale i vores hænder. Hvis vi kan indrette arbejdsmarkedet på en måde, så det er i stand til at rumme socialt udsatte mennesker, kan vi løse problemerne med manglende arbejdskraft samtidig med, at flere borgere trives og føler sig som en del af fællesskabet. Og det mener jeg faktisk, at vi har et ansvar for. Vi har et ansvar for at få alle dem, der kan og vil, med i fællesskabet - ung som gammel. Vi skal som samfund være i stand til at favne alle dem, som har brug for det. Alle skal have mulighed for være en del af vores fællesskab. Ellers risikerer vi at efterlade mennesker på kanten af samfundet.