Annonce
Læserbrev

Borgerbevægelse har skrevet åbent brev til trafikordfører og pressechef: Kære Kristian Pihl Lorentzen og Martin Østergaard-Nielsen
Læserbrev

Det er et finanslovsudspil med høje ambitioner, uden det bliver dyrere at være dansker

Læserbrev: Venstre præsenterede i sidste uge sit finanslovsudspil. Med vores finanslovsprioriteter for 2020 viser vi, at vi kan levere på de løfter, vi gav danskerne i valgkampen. Eksempelvis vil vi sikre et velfærdsløft og langt større investeringer i den grønne omstilling, uden at vi hæver skatterne og dermed forringer de danske virksomheders konkurrenceevne og gør det sværere at få budgettet til at hænge sammen for danskerne sidst på måneden. Venstre skal man nemlig vide, hvor man har. For mig er det også meget afgørende, at forslaget bidrager til, at vi fortsætter den gode udvikling, som Danmark er inde i. Det gør udspillet ved at tage højde for, at virksomhederne skal have adgang til de hænder og hoveder, som de har brug for, og bliver sikret nogle ordentlige rammevilkår. Derfor foreslår vi også målrettede skattelettelser til erhvervslivet for 300 mio. kr. Stærke virksomheder er nemlig forudsætningen for en fortsat stærk dansk økonomi. Som it- og teleordfører for Venstre har jeg haft fokus på, at vi skal have sikret ordentligt internet i hele Danmark. Derfor er jeg også glad for, at vi prioriterer at videreføre Bredbåndspuljen og tilmed vil hæve den fra 100 til 150 mio. kr. Puljen sikrer udrulning af hurtigt internet i områder, hvor det ikke er muligt at gøre det på kommercielle vilkår. Jeg er stolt af mit partis finanslovsudspil, som side efter side viser, at vi kan have høje ambitioner for Danmark, uden det bliver dyrere at være dansker.
Leder For abonnenter

Det mener avisen om omskæringslægen: Der er huller i sundhedssystemet

Danmark har generelt et sundhedssystem, der på mange punkter er formidabelt, og med nogle fremskridt indenfor f.eks. kræftbehandling, som er bemærkelsesværdige. Men det er også et system, der tilsyneladende har svært ved at følge op på sager, hvor der er sket erkendte fejl. Sådanne historie kommer frem fra tid til anden, når dygtige journalister graver dem frem. Det være sig den groteske psykiater-sag som DR 1 bragte, eller helt aktuelt sagen, som vores fælles avis, avisen Danmark, har skrevet om de seneste dage. Avisen Danmark har kunne afsløre, at en berygtet omskæringslæge, der i flere omgange har været i myndighedernes søgelys, lystigt har kunnet skære videre, selvom der var nedlagt forbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds side. Tilbage i 2016 fik lægen - i kølvandet på en lang række klagesager - forbud mod at foretage omskæringer. Men på grund af en fejl fra Styrelsens side har han siden februar i år igen kunne lave de omstridte operationer, nu fra en klinik i Aarhus, som er ejet af hans hustru. Det erkender Styrelsen er en gedigen brøler, men det er først nu, at det kommer frem i lyset - bragt frem af avisen Danmark. Nu forsøger Styrelsen så at stoppe lægen i form af en sag mod ham med krav om livsvarigt forbud mod omskæringer. Men uanset, hvordan den falder ud, så er det et problem, at der går så lang tid inden man kan nå at stoppe konsekvenserne af Styrelsens fejl. Han har nået at deltage i 90 omskæringer i år, selvom man samtidig fra myndighedernes side har sagt, at manden aldrig nogensinde må foretage den type operationer. Der var jo en mening med, at han fik udstedt et forbud i første omgang, blandt andet at der var alvorlige hygiejne-problemer, der hvor operationerne blev foretaget. Vi har kontrol med et hav af ting i dette samfund. Vi indfører regler, der set udefra mest af alt ligner øget bureaukrati. Men at opfinde et system, der f.eks. holder øje med om en hjerneskadet psykiater praktiserer videre, eller om en omskæringslæge, der har fået frataget sin tilladelse, reelt arbejder videre. Det magter vi tilsyneladende ikke.

Mest læste

Seneste nyt

Annonce
Debat

Debat: Karen Blixen som fransk kok

Mange husker Blixens franske mesterkok Babette. At forfatterinden også selv var en dygtig kok, har været en velbevaret hemmelighed - lige indtil kogebogen fra hendes læretid hos en fransk kok dukkede op. At Karen Blixen kunne noget med mad og vin ved de fleste fra "Babettes gæstebud". Fortællingen handler om den kvindelige køkkenchef, der vinder den store lotterigevinst og efterfølgende bruger alle pengene på ét måltid, som hun serverer for menigheden i en lille norsk by, hvor hun er i huset hos to puritanske provstedøtre. Hvis vi regner kuvertprisen ud i dag, svarer det til i omegnen af 25.000 kroner Undersøger man Babettes menu nærmere, er det indlysende, at den fiktive køkkenchef er en stor gastronom, men det er lige så klart, at Blixen for at skabe en sådan figur, selv måtte besidde en dyb viden om vin og mad. Spoler vi tiden knap 20 år tilbage fra udgivelsen af "Babettes gæstebud", står Karen Blixen ved et vendepunkt. Efter 17 år i Afrika måtte hun i 1931 forlade sin elskede farm, der var blevet solgt på tvangsauktion. Og hendes livs kærlighed, Denys Finch-Hatton, var styrtet ned med sit fly. Hele hendes tilværelse smuldrede. Her ved sit livs skillevej skrev hun til sin bror og delagtiggjorde ham i sine tanker om fremtiden. Hun så to scenarier for sig: Hun kunne tage til Paris og blive kok. Eller hun kunne begynde at skrive. Hun valgte som bekendt forfatterskabet. Men hvordan kunne det være, at baronessen overhovedet så kokkegerningen som en nærliggende mulighed for sin fremtid? Det var et af de spørgsmål, jeg stillede mig selv under arbejdet med min bog, "I køkkenet med Karen Blixen". Den store overraskelse for mig var, hvordan hendes breve fra Afrika er fulde af maleriske beskrivelser af arbejdet med at bygge et køkken op på farmen - et køkken, der endte med at få ry som det lokale Ritz blandt hendes rige venner. Jeg studsede også over Karen Blixens udtalelser til Femina i maj 1961. Her fortalte hun om sin tid som kokkelærling hos en fransk kok på Restaurant Rex i Bredgade under et ophold i Danmark i 1925. Det har stået hen i det uvisse, om denne historie var et udtryk for forfatterindens livlige fantasi, eller om der faktisk var realiteter bag. Som en kulinarisk detektiv gennemgik jeg minutiøst Kraks vejvisere, til jeg fandt restauranten. Det var dog ikke nok til fuld bevisførelse for, at hun skulle have slået sine folder som kokkeelev. Blixen fortalte også i sit interview, at kokken var tidligere operasanger, der øvede skalaer, mens han knaldede æg ud i gryden for at pochere dem. På en måde lød det mere som et udslag af storytellerens lyst til at entertaine end en sandfærdig erindring. Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk - nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift. Jeg følte mig overbevist om, at dette måtte være opskrifterne fra læretiden. Som en slags arkæolog løftede jeg forsigtigt bogbindet af hæftet. Bindet dækkede over en fin découpage med en kok bøjet over en stor gryde og Karen Blixens letgenkendelige håndskrift henover: ”REX”. Hermed blev hendes udsagn om, at hun havde været kokkeelev dokumenteret, og alle tanker om, at det var storytellerens fri fantasi gjort til skamme. Da Blixen vendte tilbage til Afrika, brugte hun opskrifterne flittigt og lærte sin kok Kamante op efter dem. Og det var i denne periode, at hendes køkken for alvor løftede sig. Rygterne om hendes geniale køkken fik da også den senere kong Edward VIII til at invitere sig selv på middag hos Karen Blixen. Han ville have det bedste mad, kontinentet kunne byde på, og middagen til ham blev nok den største præstation i Blixens afrikanske køkken. I "Babettes gæstebud" fik Karen Blixen for alvor forenet sine to livsmuligheder. I fortællingen illustrerede Blixen, at hun betragtede kogekunsten som en ægte kunstart - og at gastronomi kan tale til vores følelser og bevæge os, ligesom musik kan fremkalde tårer, og litteratur kan gribe os om hjertet. Jeg har lavet retterne, som Karen Blixen lader Babette skabe i den berømte fortælling. Blixens oprindelige menu er kostbar og raffineret modsat den menu, de fleste kender fra Gabriel Axels filmatisering. Trumfen i måltidet er en foie gras-farseret vagtel tilberedt i en udhulet trøffel. En ret man ikke lige glemmer. Et mesterværk, der befinder sig på lige så højt gastronomisk niveau, som "Babettes gæstebud" er det litterært.
Læserbrev

Indehaver af Snuromgaard: Vi søger blot retfærdighed og ordentlighed i denne urimelige sag

Læserbrev: Dette er et svar til læserbrevet "Ro på ridefysioterapien" af Brian Errebo-Jensen (bragt i VAF og Fredericia Dagblad 11. november, red.) Brian Errebo-Jensen, det er, så vidt jeg ved, heller ikke nogen hemmelighed, at der aldrig tidligere er pågrebet nogen ridefysioterapeut i misbrug af offentlige midler i Region Syddanmark. Derfor bør man reflektere over, om udsagnet "at afgive", som du så fint omtaler det, mon dækker over handlingen at fratage 20 timer? Du skriver meget medfølende: "store økonomiske omkostninger for fysioterapeuten"... Hvad med patienterne og Snuromgaard - hvilke menneskelige og økonomiske omkostninger har det mon haft for dem? Du må også være bekendt med ridefysioterapeutens sygemelding på Snuromgaard tilbage i februar. Dog praktiserede hun både i Jelling og i Ringe i samme periode og fik løn fra det offentlige, men ingen indtægt til Snuromgaard. Her må spørgsmålet være: Hvordan kan det tillades? Hermed fakta om, hvem der har magten, og hvor dårligt stillet ridestederne er. Og dette er måske årsagen til, at det ikke har været muligt at etablere et samarbejde med et sted i området øst for motorvejen i Vejle. Ligeledes stiller jeg spørgsmål ved din udtalelse om, at årsagen var et dårligt arbejdsklima. Har du en selvoplevet bevæggrund for denne udtalelse? Så vidt jeg ved, har du aldrig været på Snuromgaard. Og ridefysioterapeuten, når hun var her, og der ellers ikke var vikar på, sad ved sin pc i rytterstuen eller talte i telefon i behandlingstimerne. Her giver det mening at italesætte den negative vending "dårligt arbejdsklima", hvor patienter blev tilsidesat for ridefysioterapeutens administrative arbejde. Jeg uddyber gerne yderligere, hvordan den tidligere ridefysioterapeut skabte et dårligt arbejdsklima. Og opfordrer til at samtlige patienter bliver hørt om deres mening og oplevelse af samme med bekræftelse på manglende tilstedeværelse og faglighed. Hele fadæsen klinger meget hult, og set med mine øjne er det ganske enkelt et forsøg på at tillægge min virksomhed "det", der rent faktisk tynger ridefysioterapeuten og ridefysioterapien i denne sag. Det er da ude af proportioner! Dem efterlyser jeg og står gerne på mål for kritik af min virksomhed, men kan på ingen måde godkende dine negative udtalelser. Disse udtalelser nærmer sig injurier. Sidst, men ikke mindst, burde de personlige relationer i denne sag ikke få lov at vinde over patienternes behov. Snuromgaard er videre, det er patienterne ikke. Vi søger blot retfærdighed og ordentlighed i denne urimelige sag.

Seneste leder

Annonce
Annonce
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.
Debat

Debat: 3F arbejder for lønmodtagerne - Kristelig Arbejdsgiverforening varetager arbejdsgivernes interesser.

I forbindelse med en faglig konflikt i Vestjylland er jeg blevet spurgt, hvorfor 3F blander sig i, hvilke løn- og arbejdsvilkår medarbejderne har på virksomheder, der ikke er omfattet af 3F's overenskomst? Det korte svar er, at dét præcis er en af fagforeningernes opgaver. At det er medarbejderne, der betaler prisen, når en virksomhed har overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening – og virksomhedsejerne, der tjener på det. Hvis man vil forstå, hvorfor fagbevægelsen ”blander sig”, skal man kende den over 120 år lange historie for dialog, armlægning og konfliktløsning, som præger det danske arbejdsmarked og et dansk erhvervsliv, hvor konkurrenceevnen er i verdensklasse. Eksempelvis løser 3F og vores 11.000 tillidsvalgte hvert år 30.000 små og større konflikter uformelt og lokalt på arbejdspladserne. Det er konstruktiv dialog og konkrete løsninger til gavn for både virksomhederne og deres ansatte. Når det kommer til anlægsbranchen og byggeriet, er 3F og Dansk Byggeri de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. Når vi indgår en frivilligt forhandlet aftale om løn- og arbejdsvilkår for branchen, skal vi også påse, at brancheoverenskomsten bliver efterlevet. Det gør vi derfor både af hensyn til medarbejderne i branchen og til de virksomheder, der lever op til de aftalte vilkår. Dermed sikrer man fair konkurrencevilkår og fair løn- og arbejdsvilkår. Virksomhederne skal konkurrere på blandt andet kundeservice, kvalitet og dygtige medarbejdere, produktivitet og innovative løsninger. De skal ikke konkurrere på, hvem der kan trykke medarbejderne mest muligt på løn- og arbejdsvilkår. Det står naturligvis virksomhederne frit for at tilbyde deres medarbejdere bedre vilkår, end der er aftalt i overenskomsten, for eksempel bedre løn. De lokale forhandlinger sikrer, at løn- og arbejdsvilkår afspejler forholdene på den enkelte virksomhed, på det lokale arbejdsmarked og med hensyn til leveomkostningerne, der som bekendt er ret forskellige rundt om i Danmark. Derfor er det forkert, når Kristelig Arbejdsgiverforening påstår, at en medlemsvirksomhed vil skulle forringe vilkårene for deres medarbejdere, hvis de efterlever 3F's overenskomst med Dansk Byggeri. Tværtimod. 3F's er på 20 punkter bedre for lønmodtagerne end Kristelig Arbejdsgiverforenings, mens der er 4 punkter, hvor det er omvendt. 3Fs overenskomst angiver endvidere de aftalte minimumskrav. Vores arbejde for at få overenskomsten respekteret sker også for at beskytte lønmodtagerne på de øvrige virksomheder i lokalområdet, der efterlever overenskomsten. Deres jobs og arbejdspladser kommer i fare, hvis en virksomhed får lov til at sætte en lavere standard. Hvis en virksomhed mener, at 3F ikke i fuldt omfang respekterer de arbejdsretlige spilleregler, står det virksomheden frit for at indbringe konflikten for Arbejdsretten. Det er altså ikke en repræsentant for arbejdsgiverne i Kristelig Arbejdsgiverforening, der skal afgøre, om 3F optræder forsvarligt og efter spillereglerne. Det afgør Arbejdsretten og de fagretlige regler, som Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation har været enige om i mere end 120 år – til umådelig gavn for det danske samfund, vores virksomheder og de danske lønmodtagere. Historisk interesserede vil vide, at Kristelig Arbejdsgiverforening netop blev etableret i protest imod disse aftaler og regler. Kristelig Arbejdsgiverforening er altså på ingen måde en del af – men blev tværtimod født i protest imod – den danske arbejdsmarkedsmodel! For tiden kører Kristelig Arbejdsgiverforening kampagne, hvor de taler om frihed, men i virkeligheden ønsker et forbud mod, at vi og andre faglige organisationer kan arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne på en given arbejdsplads, hvis arbejdsgiverne har bestemt, at medarbejderne skal være underlagt en såkaldt ”alternativ overenskomst”. Ønsket om et forbud vil i praksis betyde, at en virksomhed med enhver form for sølle undskyldning af en overenskomst ikke længere behøvede at leve op til de gældende standarder på det danske arbejdsmarked. Det vil åbne en ladeport for discount-aftaler og slå bunden ud af det danske arbejdsmarked.
Annonce
Læserbrev

Lokaldebat: Forældrepar holder datteren hjemme på fredag - vil have bedre normeringer til de mindste
Leder For abonnenter

Held og Løkke – også til Ellemann

Politikere skal præge den tid, de lever i. Og det må man sige, at Lars Løkke gjort fra 1986, hvor han blev valgt som formand for Venstres Ungdom, til han i går tog politisk afsked ved Venstres landsmøde i Herning. Og hvad man end måtte mene om Lars Løkke, der som bekendt er fra Vejle, så har han sat sit aftryk hele vejen igennem i dette forløb. I går kom så den ventede – og af nogle frygtede – afskedstale på landsmødet. Var det så en bitter og vred mand, vi så? Nej, det var Lars Løkke, som man kender ham som den eminente taler. Med plads til humor og lidt skarpe stikpiller til højre og venstre. Og så var det mennesket Lars Løkke, der talte, og flere i salen fik lidt vådt i øjenkrogene undervejs. Han ramte nok sin holdning til det, der skete i sensommeren ind med bemærkningen: Tak for alt til de fleste – og tak til alle for det meste. Og med en forrygende hyldesttale forinden af Venstres nye formand, Jacob Ellemann-Jensen, blev det en værdig afsked med en mand, der i et par årtier i den grad har præget Venstre, og som afleverer et parti, der ved seneste valg blev ti mandater større. En mand, der har bevist, at man kan have flere liv end selv den mest sejlivede kat. Lars Løkke vil blive husket for at have haft modet til en lang række reformer, som står den dag i dag, og som ingen kunne drømme om at pille ved. Han overtog statsministerposten midt i den værste krise i nyere tid, men fik sat en kurs, der har sikret den gode danske økonomi. Jacob Ellemann-Jensen er blevet beskyldt for at have været for usynlig indtil nu. Han har sikkert gerne ville have dette landsmøde overstået, og hans første tale som formand bar i hvert fald præg af, at han er parat til at tage fat med at præge dansk politik. Selvom der måske er godt tre år til næste valgkamp, så er det også nu, at Ellemann skal fremstå som det naturlige borgerlige samlingspunkt. Og så lader vi lige Løkke få sidste ord, nemlig med et citat fra talen, der fik salen til at hulke af grin: - Jeg er jo nok den eneste dansker, der har oplevet et indfriet løfte fra Socialdemokratiet; nemlig tidligere pension til nedslidte.
Debat

Debat: Dannebrog er kærlighedens flag

I sidste uge besøgte jeg Konservativ Ungdom i Aabenraa. En fredag aften sammen med unge om noget så gammeldags som en faneindvielse - endda på de unges initiativ. Det er både vigtigt og prisværdigt, at ungdommen står vagt om Dannebrogs betydning. Dannebrog er verdens ældste, eksisterende nationalflag. Historien om dengang det faldt ned fra Himlen i Estland for 800 år siden er lidt mærkelig. Det vender jeg tilbage til om lidt... Vi flager, når vi skal markere noget stort eller skabe en særlig stemning. Det være sig en fødselsdag, sejr eller mærkedag. Vi flager fra tage, busser og flagstænger - eller maler os rød-hvide i ansigtet, når vi hepper på landsholdet. Vi bruger flaget ved fødsel og død, og efter en begravelse sættes flaget fra halv til hel stang. Synligt, stumt og værdigt. Dannebrog kan opleves alle steder og i mange former. Af plastik, papir eller stof. På busser, kager eller som julepynt. Kun fantasien sætter grænser, for Dannebrogs betydning er hævet over flagets fysiske materiale og værdi. Det er selve symbolet på den danske folkesjæl. Derfor har andre flag en sekundær betydning for de fleste danskere. Mange bryder sig ikke om, at Dannebrog vajer side om side med andre landes eller sammenslutningers flag på dansk jord. Nogle vil gerne udfordre flagreglerne, mens andre mener, at for eksempel EU-flaget ikke bør behandles med samme agtelse som Dannebrog. Jeg synes, at EU-flaget sagtens kan vaje fra rådhuse og Christiansborg, hvis det sker velovervejet og med ærbødig respekt for, at Dannebrog er vores primære flag i Danmark. Jeg kan heller ikke hidse mig op over, at folk flager med andre flag i private haver. Jo, det sender et særligt budskab til omgivelserne, men det vil jeg hellere invitere til en samtale om, end jeg vil lade mig fornærme og kræve forbud. Dannebrog bliver ikke mindre værd, fordi det vajer ved siden af et andet flag - tværtimod. Vi ser i disse år en bekymrende nationalisme strømme ind over Europa. Den næres blandt andet af stærkt føderalistiske og union-elskende liberalister, som vil udviske nationale forskelle. I stedet for at lade samfundet polarisere af yderfløjene, bør vi respektere både kærligheden til vores fædreland og fællesskabet med vores naboer. De to ting udelukker ikke hinanden. Det giver mening at vise andres flag respekt, netop fordi mit eget flag er Dannebrog - et kærlighedens flag. For mig er historien om Dannebrogs nedfald fra Himlen (med stort H) forklaringen på dets betydning. Ligesom Biblen er fuld af historier, som ikke altid skal tages fuldstændigt bogstaveligt, foregik Dannebrogs “fødsel” nok heller ikke præcist som overleveret. Det siger vores sunde fornuft os. Men det er også lige meget. Pointen er, at Dannebrog ikke blev kreeret af en fancy design- eller systue på bestilling fra datidens magthavere. Dermed fik flaget sin guddommelighed indvævet - og det forklarer måske, hvorfor det har overlevet så mange år uden at miste betydning eller hænder. Dannebrog er hævet over enkeltpersoners initiativ eller magt. I stedet signalerer flaget kærlighed til fædrelandet, som vi hylder med sange på vores modersmål. Men kærlighedens budskab i Dannebrog handler om mere end landegrænser og sprog. Det handler især om næstekærlighed og det forpligtende fællesskab mellem os danskere. Et fællesskab, hvor vi har regler og traditioner for omgang med flaget, som var den en kærlig ven, vi ikke bare smider på jorden, brænder af eller overbelaster med brug i tide og utide. Forholdet til Dannebrog er et udtryk for den næstekærlighed, vi danskere føler dybt i vores sjæl og udtrykker i hverdagens gøremål og mærkedage. Tydeligt og roligt står vi i vores eget lys med vores fane i hånden eller tankerne. Men også fulde af rummelig anerkendelse over for naboens flag - om det så er i regnbuens farver eller blåt med guldstjerner på. Alle har ret til at have deres flag og symboler - og med hånden på vores eget Dannebrog bør vi værne om og respektere denne grundlæggende rettighed. For Dannebrog er kærlighedens flag.

Seneste plus

Annonce
Annonce
Læserbrev

Replik: Det minder om magtmisbrug af værste klasse

Læserbrev: Det var med blandede følelser, jeg læste artiklen i Horsens Folkeblad torsdag 7. november ("20 høringssvar til Juelsminde Digelag giver kun mindre justeringer", red.) Hedensted kommune oplyser, at 20 indsigelser ikke får nogen indvirkning. Jeg var en af dem, der gjorde opmærksom på, at det at udtage 1100 gidsler, blot fordi de bor under kote 2,5 meter, forekommer urimeligt. Det er jo ikke os, der har skabt behovet for højvandssikring. Jeg stiller mig stærkt tvivlende overfor lovligheden af at pålægge disse 1100 gidsler udgifterne til at højvandssikre en privatejet havn med kommunal deltagelse i bestyrelsen. Det minder om magtmisbrug af værste klasse. Jeg vil hermed stærkt opfordre kommunalbestyrelsen til at sikre lovligheden af det påtænkte udkast til vedtægter. Det blev på informationsmødet oplyst, at betalingen ikke var afklaret i forbindelse med havnen. Argumentet om en fælles løsning holder heller ikke. Hedensted Kommune vil have repræsentanter i begge bestyrelser. Driften af højvandssikringen af havnen må forventes at være betragtelig højere end digebyggeri. Derfor bør havnen selv finansiere sin højvandssikring.
Læserbrev

Replik. Der er ikke ro på ridefysioterapien

Læserbrev: Ro på ridefysioterapien i Børkop området, skriver Brian Errebo-Jensen i et læserbrev i Vejle Amts Folkeblad 11. november. Hmmm. Hvor ville det være dejligt hvis det var tilfældet. Og det ville det have været for længe siden, hvis personlige relationer ikke havde fået lov at vinde over patienternes behov. For første gang er der en indrømmelse fra en i det beslutningsmyndige udvalg, at de har fravalgt en lille privat virksomhed alene baseret på baggrund af, at en ridefysioterapeut har udtalt 'dårligt arbejdsklima'. Det giver da i den grad stof til refleksion. En virksomhed som vel og mærke har fungeret til glæde og gavn for mange igennem seks år. Som har flere medarbejdere og frivillige, som har været med fra start. Og hvor patienterne var trygge og meget glade for at komme. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må føles for virksomhedens ejer og leder at læse, at der hos hende er et 'dårligt arbejdsklima'. Hvor er det dog ufint. Tænk hvis en eller flere fra udvalget, som ikke er dybt involveret i sagen med den tidligere ridefysioterapeut, havde ville undersøge sagen inden beslutningen om en dispensation. Så havde de måske oplevet et sted, hvor det emmer af smil, grin og glæde - og sætningen 'altid kaffe på kanden' efterleves. Hvor et yderst fokuseret team sikrer fokus på patienterne. Hvilke foranstaltninger har der mon været iværksat for at rette på op på 'det dårlige arbejdsklima', som nu omtales som var det en sandhed. Jeg kan spørge på en anden måde: Hvor lang tid brugte du eller andre i udvalget på at undersøge præcis udsagnet om dårligt arbejdsklima - altså set fra en anden side end ridefysioterapeutens? Hvordan overhovedet forsvare at lave en dispensation til at komme uden om en virksomhed, som kunne have varetaget træningen med det samme UDEN at undersøge sagen fra alle sider? Jeg har i øvrigt hørt en helt anden årsag som forklaring til, hvorfor ridefysioterapeuten afgav sit ydernummer. Er du interesseret i at høre den? Hvordan har det været økonomisk dyrt for den tidligere ridefysioterapeut at forlade stedet? Hvem har hestene, de ansatte og faciliteterne? Altså bare for at få proportionen økonomisk tab ind i ligningen. Først når en reel undersøgelse er foretaget, kan vi tale om proportioner og refleksion. Og også om saglighed og ordentlighed. Udvalgets beslutning er ganske enkelt ikke foregået på en ordentlig måde. Og det burde ikke kunne finde sted.
Debat

Debat: Nairobi Summit - kvinder og pigers skal bestemme over egen krop

Nargis, en 16-årig pige fra Bangladesh, gik indtil for to år siden i skolegården og drømte om at læse jura. Hendes yndlingsfag var fysik. I dag lever Nargis sammen med sin 27-årige ægtemand og arbejder på den lokale fabrik for at spare penge sammen til hendes søns fremtidige uddannelse. I år er det 25-året for vedtagelsen af Kairo-handlingsplanen. Planen var skelsættende, da 179 lande gik sammen og satte retten til at bestemme over egen krop allerøverst på den internationale dagsorden. Placerede kvinder og pigers rettigheder i hjertet af bæredygtig udvikling. Danmark er i denne uge vært for Nairobi Summit sammen med Kenya og FN’s Befolkningsfond (UNFPA). Håbet er at få skabt fornyet dialog om kvinder og pigers rettigheder og danne nye alliancer på tværs af lande, organisationer og generationer. Som politikere har vi en vigtig rolle i at arbejde for netop det. Kairo-handlingsplanen har været selve rammen for arbejdet for kvinders og pigers rettigheder siden 1994 – og vi er på den ene side nået langt. Men på den anden side oplever vi lige nu markante konservative kræfter ude i verden, der trækker udviklingen den forkerte vej. Så kampen er langt fra forbi. Mødredødelighed er faldet med 40 procent omskæring af piger er faldet med mere end en tredjedel i de 24 værst ramte lande. Det er godt, men vi er langt fra i mål. For 232 millioner kvinder i udviklingslande har stadig ikke adgang til moderne prævention. 33.000 piger bliver hver dag giftet bort. Det er 12 millioner kvinder om året, der ikke selv bestemmer, hvem de vil giftes med. Hvem de vil have børn med. Hvordan de vil forme deres liv. Det er helt og aldeles uacceptabelt. Og udviklingen bekymrer os. Og kalder på, at vi som land fortsætter kampen og arbejdet. De seneste år har konservative kræfter nemlig sat et massivt pres på for at begrænse kvinder og pigers ret til at bestemme over deres egen krop. Særligt, når det kommer til at bestemme, hvornår de ønsker at danne en familie. Og hvor mange børn de ønsker at få. Det er dybt bekymrende, at for eksempel retten til abort er under angreb i lande, hvor abort har været mulig i mange år. For en ting er, at man ikke kan få abort, selvom man ønsker det. Men det har flere konsekvenser. Måske lever familien i forvejen under sultegrænsen. Måske bliver pigen smidt ud af skolen. For to år siden besluttede USA at trække støtten til internationale organisationer, der informerer om eller tilbyder kvinder abort. Som modreaktion gik Danmark sammen med andre ligesindede lande og skabte bevægelsen ”SheDecides”, der gik op mod USA’s beslutning. I dag gives stafetten som Danmarks SheDecides Champion videre fra en udviklingsminister til den næste. Vi er enige om, at stafetten altid skal holdes højt og være højt hævet over partifarve. Som tidligere og nuværende minister for udviklingssamarbejde har vi mødt alt for mange kvinder og piger, der på daglig basis har været udsat for seksuel og kønsbaseret vold. Er blevet omskåret. Eller blevet gift væk som børn. Vi har talt med dem og hørt deres historier. Hver og én har de ret til et godt liv og en tryg fremtid på lige fod med alle andre. Vi skal blive ved med at kæmpe for den ligestilling. Som 14-årig blev Aïssa fra Burkina Faso truet og voldtaget af hendes skolelærer efter en eksamen. Hun blev gravid. Hendes forældre aftalte med skolelærens forældre, at hun skulle bo hos dem, så de kunne forsøge hende. Hendes far ønsker nu ikke at se hende længere. I dag bor Aïssa igen hos sin mor sammen med hendes datter Fati. Danmark står i helt front, når det gælder kvinder og pigers lige rettigheder og muligheder, og det skal vi blive ved med. Vi bliver lyttet til og set som et af de mest progressive lande, når vi taler om kvinder og pigers ret til at bestemme over egen krop. Ligesindede lande ser til os, når vi forhandler i FN eller EU. Vi vil kæmpe sammen for kvinder og pigers rettigheder. Og vi vil fortsætte den kamp, indtil vi er helt i mål. Først den dag, hvor alle kvinder og piger bestemmer et hundrede procent over deres egen krop, deres eget liv og deres egen fremtid, kan vi tillade os at læne os tilbage.
Debat

Debat: Om at blande sig i debatten om integration og kultur

Jeg har ofte fornøjelsen af at tage i rundt i landet og holde foredrag. Jeg fortæller om min egen baggrund og om det arbejde, jeg har med etniske minoriteter. I sidste uge var jeg for eksempel i Vestjylland. Et af de spørgsmål jeg fik – og det er et spørgsmål jeg ofte får - var, hvordan det er er at være debattør med flygtningebaggrund og samtidig have stærke holdninger til flygtninge/indvandrerpolitik og en kritisk tilgang til æresbegreber i etniske miljøer? Jeg tror ikke altid, at jeg får svaret helt klart på spørgsmålet. Derfor vil jeg gerne forsøge på skrift. For, hvis jeg svarer lidt vagt, så skyldes det, at det faktisk har en pris at være politiker/debattør med mellemøstlig baggrund. Man skal være tykhudet for at blande sig i integrationsdebatten. Specielt hvis man gerne vil have en nuanceret tilgang til debatten. Det er ikke alle, der accepterer, at virkeligheden er i farver og nuancer. Der er én fløj – mange kalder dem for det yderste højre - som decideret har en angst for fremmede og problematiserer alt og alle med fremmed baggrund. De mennesker ser ”spøgelser”, de overfortolker og deres tilgang skaber kun splid i stedet for integration. I et nyligt eksempel postede en politiker et billede af en gruppe unge mænd med ikke-vestlig baggrund samlet ved et hus i sådan et typisk dansk parcelhuskvarter. Overskriften blev: ”Bandekonflikten breder sig til andre bydele”. Et faktatjek afslørede dog at, selvom billedet var rigtigt nok, så var der tale om et helt almindeligt polterabendselskab, som hentede den vordende brudgom i hjemmet. Ingen af de unge mænd på billedet havde nogensinde begået nogen form for kriminalitet. Jeg anfægter ikke, at der kan fortælles mange negative – men sande - historier om unge ikke-vestlige mænd. Men hvorfor så sprede usande historier? Den slags kan kun skyldes, at der er mennesker med angst for fremmede – og med et ønske om at sprede den frygt. Så er der en anden fløj som består af både etniske danskere og personer med udenlandsk herkomst. Jeg tror endda, der er flest etniske danskere i blandt. Den fløj mener, at alt er samfundets skyld. Det er ofte højt uddannede mennesker, som sagtens kunne integrere sig – ofte endda har gjort det – men som blot sætter en ære i at kritisere samfundet. Gode eksempler fra den debat så jeg, da vi diskuterede burkaer eller kønsopdelt svømning. I forbindelse med sidstnævnte læste jeg blandt andet følgende ”guldkorn”: "Langt de fleste sportssvømmehold er kønsopdelt i Danmark. Det er således helt normalt, at kvinder i Danmark går til kønsopdelt svømning. Vi skal vise dem respekt og give dem mulighed for at udfolde sig, som de selv ønsker det. Alt andet er i bedste fald ineffektivt, og i værste fald fører det til mere racisme" Det er jo absurd at sammenligne sportssvømmehold med den kønsopdeling af svømmehaller, som visse islamister ønsker. Og det er overhovedet ikke racistisk at påtale, at vi altså lever i et land, hvor det er et væsentligt princip, at kvinder og mænd er lige og derfor kan gå i svømmehallen sammen. Den tredje fløj er det, som jeg vil kalde ”baglandet” – det vil sige andre flygtninge/indvandrere, der – ligesom jeg og alle andre – egentlig blot vil prøve at skabe et godt liv for dem selv og deres børn. Den fløj er delt i dem, der faktisk er enige i mine holdninger, men som ikke tør stå frem. Fordi de oplever et stort socialt pres fra den gruppe, som ikke deler mine holdninger – som oplever integration som noget skræmmende og derfor ønsker at holde fast i gamle normer. Alle de tre grupperinger presser mig i forskellige sammenhænge. Nogle skriver negativt på sociale medier, andre sender deciderede trusler og nogle fravælger mig bare i mere private sammenhænge. Helt ærligt, så ville jeg da ønske, at der var mere opbakning blandt specielt danskere. Der burde være større vilje hos de tolerante danskere til at tage dialogen om, at visse medbragte traditioner er der ikke plads til i det danske samfund. Kvinders ligeberettigelse og frihed for eksempel. Hvorfor accepterer vi, at muslimske kvinder bliver holdt væk fra arbejdsmarkedet? Det er berøringsangst, og det er en bjørnetjeneste, som skaber polarisering, fordi den får flere danskere til at distance sig fra flygtninge og indvandrere og blive angste og få de her overdrevne forestillinger om, at den danske kultur er truet. Det er ikke "tolerance" at lukke øjnene for problemerne. Tolerance er at acceptere andre, men samtidig at turde opdrage dem til at følge de normer, der gælder i det danske samfund.
Læserbrev

Syrienkrigere. Sæt handling bag ordene og forbyd dem adgang til Danmark, kære regering

Læserbrev: Det er ikke mange år siden, at såkaldte 'danskere' i hundredvis strømmede til Syrien for at kæmpe under Islamisk stats sorte og væmmelige faner. Fanatiske muslimer fra hele Europa - og også danske muslimer, som er født og opvokset i Danmark - tog til Syrien og myrdede, voldtog og lemlæstede et hav af uskyldige mennesker. Folk blev korsfæstet og halshugget. De religiøse mindretal yazidierne blev angrebet. Piger ned til ni år blev brugt som sexslaver af Islamisk stats usle terrorister. Islamisk stat blev nedkæmpet til sidst. Gudskelov. Men i dag sidder der nu såkaldte 'danske statsborgere' i lejre i Syrien og vil tilbage til Danmark. De angrer, siger de! Har travlt med at vaske hænder og opføre sig ynkeligt. I denne uge kom den første fremmedriger fra Islamisk Stat tilbage til Danmark fra Tyrkiet, hvor han hidtil har siddet i en fangelejr. Nogle kan måske huske manden, som hedder Ahmad Salem el-Haj. Han blev kendt for en video, hvor han sad i en ørken og skød efter billeder af Anders Fogh Rasmussen, Naser Khader mfl. Dansk Folkeparti er ikke - og har aldrig været i tvivl: IS-krigere bør ikke kunne vende 'hjem' til Danmark! Når andre lande kan nægte at tage imod deres statsborgere - et problem, som man kæmper indædt med på Christiansborg - så kan vi sørme også afvise at tage imod nogle folk, som har kæmpet mod os selv! IS-krigerne valgte side, da de rejste fra Danmark og sluttede sig til Islamisk stat. De bør ikke kunne komme ind i Danmark igen. Jeg synes, jeg har hørt de samme toner fra Socialdemokratiet. Nu er det på tide, at regeringspartiet træder i karakter og sætter handling bag deres mange ord. Min opfordring lyder derfor således til justitsminister Nick Hækkerup: Nægt IS-krigerne adgang til Danmark! Også dem med dansk statsborgerskab!
Læserbrev

Socialdemokratiet spiller russisk roulette med den danske vækst

Læserbrev: I Danmark vil vi åbenbart ikke længere belønne det at skabe vækst og arbejdspladser i landet. De ejerledede og familieejede virksomheder bliver nu under den røde regering straffet for at foretage et generationsskifte. Den socialdemokratiske regerings forslag vil lede til en tredobling af afgiften på generationsskifte i familieejede virksomheder. 300.000 arbejdspladser er på spil, da de vil blive påvirket af den enorme forhøjelse af afgiften. Regeringen vil altså straffe helt almindelige lønmodtagere, som er beskæftiget i de ramte virksomheder. Det er ikke kun virksomhederne selv, der råber vagt i gevær og undrer sig over Socialdemokratiets hovedløse beslutning. 3F, Dansk Metal og DI kæmper ligeledes med næb og kløer overfor Socialdemokratiets brandbeskatning. I Region Midtjylland er der en andel på 36 pct., som er ansat i en ejerledet eller familieejet virksomhed, bl.a. Bestseller i Brande. Brandbeskatningen rammer dog også især de små og mellemstore virksomheder, bl.a. håndværksfirmaer og landbrug. Der er tale om, at 12.000-14.000 landbrugsbedrifter, som svarer til halvdelen af alle bedrifter i Danmark, har brug for et ejerskifte inden for de næste 10 år. Det danske landbrug står derfor til at blive ramt særligt hårdt af Socialdemokratiets vanvittige skattestigninger, især hvis landbruget går videre til næste generation i familien. Det er simpelthen ikke acceptabelt, at virksomheder skal straffes for deres innovation, iværksætteri og økonomiske fremdrift, blot fordi der er tale om en familieejet virksomhed. Mette Frederiksen fører altså en politik, som vil gøre Danmark fattigere ved at beskatte virksomhederne hårdere. Hun bidrager derudover til, at der skabes et større skel i mellem land og by, da det er yderkommunerne, der vil blive ramt hårdest. Fagbevægelsen er dybt bekymret for brandbeskatningen og den følgende indvirkning på yderkommunerne, da tre ud af fire private arbejdspladser uden for de store byer er placeret i virksomheder, som enten er familieejede eller ejerledede. Sammenlignet med byerne er det to ud af fem af arbejdspladserne, der er placeret i familieejede eller ejerledede virksomheder. Den røde brandbeskatning vil altså bidrage til at skævvride Danmark og gøre vilkårene for de i forvejen pressede områder, i forhold til nye indbyggere og fastholdelse af arbejdspladser, dårligere. Socialdemokratiet spiller russisk roulette med den danske vækst og bidrager bestemt ikke til, at et ejerskifte bliver indenfor familien, så virksomheden stadig vil være på danske hænder. Hvis regeringen fortsætter sin nuværende politik, vil det koste Danmark dyrt, og vi risikerer at miste vækst, velstand og arbejdspladser.
Læserbrev

Hvis vi løfter i flok, vil det komme til at se endnu bedre ud i Billund Kommune

Læserbrev: Jeg vil gerne sige tak til alle, som hjælper til med at samle affald i Billund Kommune. Selvom det stadig flyder rundt omkring i vores by, så kan det ses på mængden, at der er mange i gang. Jeg har en lille opfordring til alle indbyggere i Billund Kommune: Hvis alle ejere/lejere (gælder også ejer og lejer af erhvervsejendomme) en gang om ugen går rundt om ejendommen, de bebor eller bruger, og samler det affald, som flyder, og kommer det i egen affaldsspand, så vil Naturens Hånds 100 medlemmer få en meget lettere opgave med affaldsindsamling. Det vil blive lettere at dele de områder, der er tilbage blandt de mange flittige deltagere i gruppen Naturens Hånd. Vi skal alle trække på samme hammel og derfor være miljøbevidste. Det tager kun fem minutter om ugen - fem minutter, der kan gøre en forskel for miljøet og Naturens Hånd.
Læserbrev

Ro på ridefysioterapien - jeg vil godt efterlyse proportioner i kritikken

Læserbrev: Jeg har i den seneste tid fulgt debatten om ridefysioterapi i Børkop. Det er helt fint med kritik af de beslutninger, vi i Danske Fysioterapeuter har været med til at træffe i samarbejdsudvalget. Dem står vi gerne på mål for. Men jeg vil godt efterlyse proportioner i kritikken. Det er naturligt, at det skaber utryghed, når et kendt tilbud ændrer sig. Men det var - uanset hvad - blevet udfaldet, efter at den tidligere ridefysioterapeut valgte at forlade området. Hele det forløb bør i øvrigt kalde på refleksion. Det er, så vidt jeg ved, aldrig før sket i Region Syddanmark, at en fysioterapeut har afgivet en del af sit ydernummer for at kunne forlade et område. Det har store økonomiske omkostninger for fysioterapeuten - og det er ikke nogen hemmelighed, at årsagen var et dårligt arbejdsklima. Derfor kan det heller ikke overraske, at der nu skal afsøges nye faciliteter. Jeg har fuld forståelse for, at patienterne ønsker et lokalt tilbud og er ærgerlige over, at de midlertidigt får længere rejsetid. Men det er værd at minde om, at det netop er midlertidigt. Derudover er der tale om en afstand, som er mindre end den, mange andre patienter i den vederlagsfrie ordning har til deres behandler. Der er p.t. 65 ridefysioterapeuter om at dække hele Danmark. Uanset hvad man mener om forløbet, må målet nu være, at der bliver et godt tilbud til patienterne i Vejle Øst - en overgang i Middelfart, men hurtigst muligt lokalt. Det håber jeg, alle vil bakke op om.
Annonce
Læserbrev

Bevar genoptræning af hjerneskadede på sygehuset i Horsens

Læserbrev: Regionsrådet skal nu igen behandle et forslag om at lukke alle genoptræningssenge for hjerneskade på Horsens' sygehus og flytte dem til Aarhus. Så når horsensianere bliver indlagt til genoptræning efter operation af blodprop i hjernen, skal de fremover være indlagt i Aarhus. Sådanne patienter tåler ikke langvarige besøg. Det er i stedet vigtigt med hyppige korte besøg. Derfor er det vigtigt at være indlagt på hjemhospitalet i Horsens tæt på pårørende fremfor på AUH i Aarhus. Desuden forsvinder vigtig viden fra Horsens' sygehus, hvis alle genoptræningssenge centraliseres i Aarhus. Oprindeligt var der tale om en strukturbesparelse, der skulle spare regionen for én mio. kr. Men efter høringssvar og opfølgende spørgsmål fra Dansk Folkeparti blev det afsløret, at det årligt vil være 2,8 mio. kr. dyrere at have genoptræningssengene i Aarhus. Så der er tale om en rigtig Aarhus-historie, hvor skrivebordsgeneraler vil gennemføre en besparelse på én mio. kr., der i virkeligheden medfører ekstraudgifter for 2,8 mio. kr. Derfor har Dansk Folkeparti igen fremsendt et ændringsforslag om at droppe centraliseringen, og vi håber, at der nu er flertal for at bevare genoptræningen af hjerneskadede på det lokale sygehus, tæt på pårørende. I valgkampen var alle imod centraliseringer - nu er det tid at holde sine løfter.
Læserbrev

Det er vigtigt at bevare Grindsteds historie

Læserbrev: Grindsteds historie begynder så småt i 1842. Før det år var her kun tre gårde og præstegården. Skulle man til og fra byen, måtte man enten gå til fods, ride eller køre i hestevogn ad opkørte hjulspor. Ikke noget under, at en præst kaldte Grindsted ”sidste tilflugt før døden”. Men sådan skulle det ikke blive ved. Her kom embedslæge og apotek i 1842, et epidemisygehus i 1903 og et alment sygehus i 1908. Kroen flyttede tidligt fra Dal ind til Grindsted. Den var omladestation for postvognen og kongelig privilegeret; det vil sige, at den først og fremmest var for de rejsende, som skulle tværs over Jylland. Den var ikke – i hvert fald ikke i første omgang – tiltænkt byens egne beboere, men dem var der jo heller ikke mange af på den tid. I 1862-67 havde man fået anlagt en regulær landevej mellem Varde og Vejle, så dagvognen lettere kunne komme frem. Grindsteds hovedfunktion i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var at servicere den omkringliggende landbobefolkning. Bøndernes velstand voksede, så de nu begyndte at efterspørge ting, som de før selv havde fremstillet, f.eks. tøj og sko. Det gav basis for, at forskellige håndværkere og handlende kunne slå sig ned i byen. Mælken afleverede bønderne på mejeriet Kildevæld, som lå i Vestergade, der hvor Rema 1000 lå indtil for nylig. Omtrent samtidig med mejeriet oprettede man Andelsklædefabrikken i østbyen. Bygningen er nu revet ned, men navnet ”Klædevej” minder os om, hvor den lå.
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.
Debat

Debat: Skat på Facebook kan betale for digital ombudsmand

Ligesom andre private virksomheder er Facebook underlagt lovene i de lande, de opererer i. Det betyder, at de skal overholde de forskellige landes lovgivning. Det betyder også, at de selvfølgelig nyder den beskyttelse, der følger af lovgivningen, for eksempel retten til at drive virksomhed og retten til ikke at blive diskrimineret til fordel for indenlandske virksomheder og så videre. I Danmark og en del andre lande udmærker lovgivningen sig ved at være vedtaget demokratisk. Desuden skaber lovgivningen nogle fælles spilleregler for de forskellige aktører, til gavn for konkurrencen. Myndighederne må så sørge for, at lovgivningen efterleves. Pt. sker det ikke i forhold til Facebook. Anklagemyndigheden er først for nylig er begyndt at retsforfølge strafbare handlinger, der foregår på sociale medier og andre steder på nettet. Men Facebook inddrages aldrig. Sådan som jeg har forstået Umbrella-komplekset – de mange sager med ulovligt billedmateriale på nettet, herunder sex med mindreårige – var materialet tilgængeligt på Facebook i flere år. Efter straffeloven kunne Facebook være medansvarlig, men det er tilsyneladende ikke noget anklagemyndigheden har overvejet. Facebook ser heller ikke ud til at overholde GDPR, EU’s persondataforordning fra 2018. Her er ret skrappe krav til behandling af personoplysninger, og Facebook ser ikke ud til overholde dem. Det gælder især kravene til samtykke. Facebooks ”terms” er temmelig uoverskuelige, og den accept, man skal afgive for overhovedet at komme på, lever ikke op til lovgivningens krav. Man bør derfor overveje, om der er behov for ny lovgivning, således at demokratisk vedtagne regler kan håndhæves, også når det drejer sig om sociale medier som Facebook. Man kunne her forestille sig, at Facebook og andre sociale medier forpligtes til at slette strafbart indhold. Hvorvidt noget er strafbart, afgøres efter gældende lovgivning. For Danmarks vedkommende altså efter demokratisk vedtagne regler, der allerede har indregnet hensynet til ytringsfriheden. Dette vil selvfølgelig betyde, at det er lidt forskellige ting, der skal fjernes i forskellige lande. Lidt besværligt, ikke 100 procent effektivt, men klart ladsiggørligt. Og klart bedre end nu, hvor lovgivningen ikke følges, og vi er overladt til Facebooks noget skiftende og tilfældige standarder. Man kunne endvidere forestille sig en kort frist til fjernelse af ulovligt indhold. Fristen kunne tælle enten fra upload eller fra det tidspunkt, hvor det sociale medie bliver opmærksom på ulovligheden. Og det er muligt, at man skulle sondre mellem meget grove ulovligheder som fx at vise mord, grov vold, børneporno, halshugninger med videre, der skulle fjernes med det samme, og andre mindre grove ulovligheder som for eksempel trusler, injurier, nøgenbilleder, der blot skulle fjernes efter 12 timer. Hvem skulle så afgøre, om et billede på Facebook er ulovligt? Svaret må i første omgang være, at ligesom i alle andre tilfælde må vi selv overveje lovligheden af vores handlinger, ligesom andre naturligvis kan gøre os opmærksomme. Ved uklarhed eller uenighed har vi i en retsstat altid domstolene, men en retssag tager lang tid, og man kunne derfor forestille sig en Digital Ombudsmand, der på linje med for eksempel Folketingets Ombudsmand og Forbrugerombudsmanden hurtigt og kvalificeret kunne tage stilling til, om lovgivningen er overtrådt. Fordelene er ved en sådan ombudsmand er klare: Det kan gå hurtigt og i hvert fald hurtigere end ved en domstol. Vurderingen foretages af en uvildig instans og ikke bare af den ene part. Vurderingen foretages efter dansk, demokratisk vedtagen lovgivning regler og ikke efter Facebooks interne, uklare og vekslende standarder. Endelig kunne man forestille sig, at ordningen kunne finansieres ved en annonceskat på for eksempel en procent af annonceindtægterne genereret fra danske annoncører.
Læserbrev

Vi vil arbejde for, at der skabes en koordinatorstilling, der kan sikre veteranerne et tåleligt og trygt miljø

Læserbrev: I forbindelse med det netop overståede budgetforlig var det et stort ønske fra Dansk Folkeparti, at der kunne findes midler til en opgradering af vores veterankoordinator. Det viste sig ikke at være muligt at skabe enighed omkring forhandlingsbordet 10. oktober for dette. I Dansk Folkeparti erkender vi med glæde, at budgetforliget blev aftalt med alle partier, og at servicerammen blev udnyttet helt til grænsen. Samt at vi i fællesskab fik afsat de nødvendige midler til børne- og familieudvalget samt til voksenudvalget, der begge oplever et enormt pres på økonomien. Det betyder ikke, vi standser her. Dansk Folkeparti vil fortsætte i et forsøg på at skabe rum til et langt bedre tilbud end det, vi i dag tilbyder vores veteraner. Vi vil arbejde for, at der skabes en koordinatorstilling, der kan sikre veteranerne et tåleligt og trygt miljø for at skabe sociale kontakter, der således kan give dem en hånd på vejen med det håb, at det kan hjælpe dem til en mere normal hverdag. Det er vel ærligt talt et folketingsanliggende, men indtil det sker, bør vi som kommune vise vejen for disse veteraner, der om nogen har ydet et kæmpe bidrag med livet som indsats - den højeste pris, der kan betales for sit arbejde. Det betyder i Dansk Folkeparties øjne, at staten som arbejdsgiver også skal være villig til at sikre veteranerne fuld støtte ved deres hjemkomst. Det er desværre ikke det, vi oplever i dag. Tværtimod taber den ene efter den anden deres retssag for en anstændig behandling og erstatning efter aftjent udsendelse.
Læserbrev

Drop nu én gang for alle ideen om vandkunst på Rådhustorvet

Læserbrev: Hvor får de det fra, medlemmerne i teknisk udvalg? Vandkunst på Rådhustorvet er åbenbart blevet et mantra for visse medlemmer i udvalget. Ikke mindst for den nye formand, Gerda Haastrup Jørgensen, er det blevet vigtigt at vise handlekraft og tvinge en beslutning om vand på torvet igennem. Torvepladsen er ikke særlig stor og kan umuligt rumme et anlæg som det senest foreliggende forslag. En af de vigtigste begrundelser for at renovere pladsen var behovet for at kunne færdes mere sikkert på en jævn belægning og højne det arkitektoniske udtryk samt øge anvendelsesmulighederne for pladsen. En skrånende plads kan i sig selv give visse udfordringer ved f.eks. opstilling af boder, men med "kummer", med eller uden vand, spredt på pladsen vil det være næsten umuligt - selv med dybder på kun få cm. Vil det overhovedet være muligt at skabe et miljø på torvet med aktiviteter, som vi oplevede det under halloween-festlighederne for nylig? Almindelig færdsel over pladsen selv på dage uden særlige aktiviteter vil ligeledes opleves med forhindringer og med risiko for ufrivillig fodbad. Det kan godt være, at Jesper Rasmussens forslag til "vandkunst" vil se flot ud fra Kim Hesels tagveranda, men det, der er brug for, er en "stille" plads uden vandpjaskeri med hujende børn. Har man brug for at lege store badedag, kan Nørretorvs vandanlæg fint bruges til det. Så endnu en opfordring - forhåbentlig ikke forgæves - fra en borger i Vejle og bruger af torvet: Drop nu én gang for alle ideen om vandkunst, og undgå derved en masse misfornøjelse.