Annonce
Læserbrev

Replik: Det er et retorisk spørgsmål

Læserbrev: Malthe Taankvists spørgsmål i avisen (læserbrev 12. oktober, red.), om S er et arbejderparti, er både relevant og retorisk! Som svar på et indlæg i et andet dagblad fra S-beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen om den tidligere regerings "håndværkertilbud" til vor nuværende regering kaldte jeg partiet Socialdjøffokratiet, et akademiker-parti for især cand.scient.pol.'er, der næppe nogen sinde har bedrevet andet håndværk end bladren i studie- og partibøger samt at udføre pseudoarbejde backstage - ubrugelige ufejlbarlighedsregler og deslige. Det var direkte med basis i Dennis Nørmarks og Anders Fogh Jensens 2018-bog "Pseudoarbejde" med undertitlen "Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting". Leif Lahn Jensen har ikke modsagt mig...
Debat

Debat: Lad os følge Holland - Grønne obligationer kan finansiere grøn omstilling

Klima: Finansministeren var klar i mælet, da han mødte pressen efter de første forhandlinger om finansloven: ”Der er mange ønsker, men ikke lige så mange finansieringsforslag”. I Alternativet vil vi gerne hjælpe regeringen med at finde de mange grønne milliarder, som der desværre ikke blev plads til i regeringens første udspil. Vi har tidligere foreslået at finde pengene ved at øge beskatning af CO2 og forurening og ved at fremrykke pensionsbeskatningen. Nu foreslår vi så at finansiere den grønne omstilling ved at udstede grønne obligationer. Forslaget om grønne obligationer handler kort sagt om, at staten kan udstede statsobligationer – som øremærkes grønne initiativer – til en lav og sikker rente, hvilket gør dem særligt attraktive for private investorer. På den måde kan staten nemlig dirigere private midler over i gode grønne investeringsprojekter, for eksempel til grøn transport, klimasikring eller større infrastrukturprojekter, som ellers vil ende i alle mulige andre projekter. Investorerne kunne for eksempel være de danske pensionskasser, som netop har bebudet, at den vil øremærke 350 mia. kr. til grønne investeringer frem mod 2030 – og som flere gange har efterspurgt flere grønne investeringsmuligheder. Det smarte ved hele ideen er, at regeringen altså kan skaffe de nødvendige milliarder uden at hæve skatter og afgifter, men ved at lede private formuer over i bæredygtige initiativer. Er man i tvivl om potentialet, kan man bare kigge mod Holland. Her har den borgerlige regering netop indhentet 45 mia. kr. til grønne omstillingsprojekter ved at udstede grønne statsobligationer – og blandt investorerne var i øvrigt det danske pensionsselskab, PKA, som har udtalt, at man ikke vil tøve med at investere i et lignende tiltag i Danmark, hvis bare muligheden er der. I Alternativet vil vi gerne give de private pensionsselskaber den mulighed. Ikke mindst fordi eksemplet fra Holland vidner om, at investorerne nærmest står på spring for at investere i den grønne omstilling. Så værsartig, Nicolai Wammen: her har du et godt, konkret og realistisk forslag fra os i Alternativet til, hvordan de mange grønne ønsker skal finansieres.

Mest læste

Seneste nyt

Annonce
Debat

Debat: Nordlige Syrien i brand. Derfor invaderer Erdogan kurderne

Naturligvis har den tyrkiske præsident Erdogan let gennemskuelige motiver til at angribe ind i Syrien: Med tre valgnederlag i træk, en vaklende økonomi og en tilslutning til hans parti (AKP) på under 30 procent er der ikke noget, der kan skabe hjemlig opbakning som en rask lille krig. Når præsident Trump så oven i købet trækker de amerikanske tropper tilbage fra den syrisk-tyrkiske grænse og overlader vore kurdiske allierede i kampen mod IS til deres egen skæbne, ja, så er vejen banet for en tyrkisk intervention. Det tyrkiske angreb burde ikke komme bag på nogen: Erdogan har ved flere lejligheder gennem de senere år bebudet angreb mod de kurdiske stillinger i det nordlige Syrien angiveligt for at sikre Tyrkiet mod terror. Efter tyrkisk opfattelse er den kurdiske YPG-milits i Syrien en terrororganisation og i virkeligheden en forlængelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK i Tyrkiet, som kæmper for kurdisk selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet. Formålet med angrebet er at skabe en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, som skal løbe 120 kilometer langs grænsen til Syrien. For at imødegå den tyrkiske invasion har de kurdiske styrker i Syrien med Rusland som fødselshjælper indgået en aftale med regeringen i Damaskus. Aftalen indebærer, at kurderne i første omgang afgiver kontrollen over en række byer i det nordlige Syrien - på sigt måske hele det nordøstlige Syrien - til gengæld for at blive beskyttet af den syriske regering. Kurderne henviser til, at den syriske regering har en "forpligtigelse til at beskytte landets grænser og bevare Syriens suverænitet" og nu er klar til at stationere tropper langs den syrisk-tyrkiske grænse. Aftalen markerer et vendepunkt i den syriske konflikt, hvor USA hidtil har samarbejdet med kurderne for sammen at bekæmpe Islamisk Stat og begrænse Ruslands og Irans indflydelse; to lande der bakker op bag den syriske regering. Aftalen er kun indgået tøvende, og alene fordi kurderne er så hårdt presset af tyrkiske bombardementer fra artilleri og fra luften. Den er udtryk for kurdernes desperation, efter de er blevet prisgivet af amerikanerne. For første gang i flere år er de syriske tropper nu tilbage i det nordlige Syrien, og aftalen betyder formentlig en bitter de facto afslutning på det kurdiske selvstyre i den del af landet. Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet. Frygten er, at dette selvstyre i Tyrkiets baghave vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstændighed eller selvstyre. Derfor kan Tyrkiet ikke acceptere en kurdisk autonom enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakaf. Det er udelukket. De aktuelle begivenheder foregår på det store bagtæppe af ”Sèvres-syndromet”, der refererer til den udbredte mistænkeliggørelse af såvel ydre som indre fjender, som kun ønsker at splitte den tyrkiske republik. Sèvres-traktaten fra 1920 lagde op til at hakke det, der var tilbage af det osmanniske rige i små stykker, så de europæiske stormagter kunne dele rovet. Men efter nogle spektakulære militære sejre og dygtigt diplomati lykkes det Mustafa Kemal (Atatürk) at få forhandlet en langt mere attraktiv fredsaftale i Lausanne i 1923. I denne traktat anerkendes Tyrkiets nuværende grænser. Men Sèvres-syndromet, angsten for en opsplitning af Tyrkiet – for eksempel på grund af den kurdiske befolkningsgruppe - er den dag i dag et nationalt traume. I 1923 stod det klart, at Tyrkiet var en anerkendt stat, og at omverdenen respekterede det tyrkiske territorium. Derimod var det mere uklart, hvad den tyrkiske nation egentlig var for en størrelse. Opbygningen af en nation blev Ataürks store projekt, dvs. skabelsen af et forestillet fællesskab – en myte – om tyrken, der kunne danne grundlag for en nationsopfattelse, som passede til det territorium, der var blevet givet den nye enhed i international politik, staten Tyrkiet. Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: "En stat, et folk, et sprog, et land, et flag”. Det er her, kurderne kommer i klemme. Kurderne blev ved overgangen til republikken i 1923 ikke betragtet som en minoritet, men som en del af det muslimske flertal. De nye magthavere med Atatürk i spidsen forfulgte en nationaliseringspolitik, som var inkluderende: Enhver muslim, der boede inden for Republikkens grænser og som accepterede dens grundlæggende principper, blev antaget som tyrkisk statsborger. Der måtte være en udelelig sammenhæng mellem territorium, stat og nationen. Selv om befolkningen grundlæggende bestod af mange etniske og kulturelle grupper, herunder den kurdiske, var der et desperat behov for at skabe en fælles identitet. Enhver ytring om at tilhøre noget andet end den tyrkiske nation blev anset som en afvisning af den tyrkiske enhedskultur og dermed landsforræderi. Atatürk tilbød ikke en løsning til de, der som kurderne ikke var rede til at opgive den identitet, der tidligere havde været væsentligst i deres selvforståelse. Atatürk lagde dermed grunden til den kamp for kurdernes rettigheder, der siden har redet Tyrkiet som en mare. En lang række opstande i det kurdiske område i den sydøstlige del af Tyrkiet i 1920’erne og 1930’erne bidrog til at styrke frygten. Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhændede metoder: henrettelser, ødelæggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien. Bl.a. blev mange flyttet til den konservative provins Konya i det inderste Anatolien, hvilket er en vigtig grund til, at der i Danmark i dag er et stort antal kurdere blandt tilflytterne fra Tyrkiet – mange danskere af tyrkisk afstamning stammer netop fra denne provins. Efter de kurdiske oprør i 1930’erne faldt modstanden mod staten til ro i nogle årtier. Men grundlæggende forblev den tyrkiske stat dybt skeptisk over for enhver etnisk bevidsthed som konkurrent til nationsprojektet. I 1960-1970’erne fik grupper af yngre intellektuelle fra middelklassen vækket den kurdiske nationalisme. De slog på, at der eksisterede et undertrykt kurdisk folk og myndighederne svarede hårdt igen. Reelt i 1973, formelt i 1978, opstår PKK omkring Abdullah Öcalan. Der var tale om et kurdisk, stærkt venstreorienteret parti, der blev grundlagt på ideen om, at der nødvendigvis måtte føres væbnet kamp for at komme af med de eksisterende strukturer. Ikke blot den tyrkiske regering, men også USA og EU, fra 2002, stemplede PKK som en terrororganisation. De følgende års borgerkrig førte til 35.000 dræbte, flest kurdere. Mere end 3000 landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet blev jævnet med jorden og henved 2 mio. kurdere blev drevet på flugt. I 2000’erne vedtog Tyrkiet flere reformpakker i lyset af perspektivet om EU-medlemskab. Selv om reformerne ikke altid blev ført ud i livet, var de med til at lette forholdene for den kurdiske befolkningsgruppe. Den tyrkiske elite indså, at man ikke kom uden om det kurdiske spørgsmål, hvis Tyrkiet skulle gøre sig realistiske forhåbninger om EU-medlemskab. EU-processen så ud til at blive den afgørende variabel, der kunne forandre ligningen i forhold til det kurdiske spørgsmål. Perspektivet om medlemskab satte gang i en forandring af de principper om den tyrkiske enhedsstat, som har været gældende i snart 100 år. Der var tale om dramatiske indgreb i hele den måde, hvorpå tyrkerne definerer sig selv – med en mere åben og moderne fortolkning af begrebet ”tyrker”, der kan rumme landets reelle etniske og religiøse forskelligheder. I slutningen af 2012 lancerede præsident Erdogan en fredsproces, som dog kun fik en kortvarig levetid. Motiverne var da også åbenlyse: Erdogan ønskede at gennemføre en forfatningsændring, der kunne skabe et stærkt præsidentielt styre og havde i den forbindelse brug for nogle stemmer i Parlamentet i Ankara, som det kurdiske parti BDP kunne levere, hvis fredsprocessen kom i gang. Samtidig med at EU-perspektivet fortoner sig, har kampen for kurdernes rettigheder i de senere år været præget af tilbageslag; et skridt frem og to tilbage. I lyset af præsident Erdogans stigende vanskeligheder på den nationale og internationale scene har kurderne været en bekvem syndebuk.
Debat

Debat: Udskiftning til elbil er ikke løsning på grøn handling

Miljø: Jeg bliver træt, når lønnede politikere har så indskrænket et syn på grøn handling, som f.eks. Mai Villadsen (MV) og Henning Hyllested (HH) fra Enhedslisten 13/10 i avisen Danmark giver udtryk for, ved at udråbe statsstøtte til el- bilen, som den hurtige hjælp til klimaet. MV og HH’s ønske om ekspresfart på udskiftning af benzin- og dieselbiler til elbiler må være det, som kaldes symbolpolitik, for det har intet med miljøpolitik at gøre. Miljøpolitik må være at anskue og beregne ’livscyklus’ for produktets eller handlingens klimapåvirkning – herunder CO2 aftryk. Elbilen er ikke løsningen på klimaudfordringen, i bedste fald er den en lille del af løsningen – og derfor skal den ikke favoriseres med statsstøtte eller speciel lempelige afgifter. Politisk bør udvikling af alternativer til transportsektorens drivmidler støttes. Det vil dermed inkludere el som drivmiddel, men også udvikling af brint, metanol, etanol, naturgas, biogas m.m. som mulige drivmidler. En støtte, der favoriserer et enkelt drivmiddel vil bremse forskning i andre drivmidler, for ikke at tale om forskning i håndtering af ’affald’ fra anvendelsen af disse drivmidler, herunder brugte batterier. Hvis man i stedet for at give økonomisk støtte, omlagde energiafgiften, så man beskattede det, vi ville reducere – nemlig CO2. Beskatningen skulle ikke kun være på drivmidlets udledning fra f.eks bilen, men også på produktionen af drivmidlet. At anvende el giver ikke mening, hvis det er produceret på træflis eller kul. Forskning og evt. støtte bør i stedet rettes mod lagring af el fra vind og sol, så vi sikrer anvendelse af grøn strøm, frem for at standse vindmøllerne, når der er overproduktion. Når vi nu er ved den grønne energi, så bør den energi, der produceres også beskattes/støttes efter det CO2 aftryk vindmøller og solceller afsætter, når de produceres og opstilles. Vi ser i dag en favorisering af vindmøller, der i en ’livscyklus’ – fra produktion over opstilling og drift til skrotning - er langt mere CO2 belastende end f.eks. solceller. Skal der for alvor snakkes ’grøn handling’, skal blikket også rettes mod genbrug – og endelig ikke ved at vore lønnede politikkere skal afgøre, hvordan der skal genbruges. De bør i stedet sikre, at al produktion beskattes/afgiftsbelægges efter det enkelte produkts CO2 aftryk i en ’livscyklus’. Det vil sætte skub i anvendelse af genbrugsmaterialer og produktion af produkter med lang levetid og høj grad af genanvendelighed efter skrotning. Omkring 70 procent af den råolie, der pumpes op af undergrunden, anvendes til produktion af plastik, der ender som kolossale plastikøer i verdenshavene, eller eksporteres som ’genbrug’ til fattige dele af verden, hvor det bl.a. afbrændes som energikilde i den produktion, vi også har eksporteret for at nå vore ’klima-mål’ for Danmark. Vi skal derfor ikke skifte benzin og diesel iler ud til elbiler i ekspresfart, men i stedet beholde de biler, der er produceret i drift så længe som muligt, for det er produktionen af bilen, der har det store CO2 aftryk. Meget af den ovenfor nævnte produktion ligger ikke i Danmark, så mange tiltag vil blive begrænset eller umuliggjort af EU-regler, men så kæmp kampen der. Det giver også mere mening at fokusere på Europas klima end at se isoleret på Danmarks klima. Sæt nu embedsværket i gang med at producere beregninger af livscyklus på jeres forslag, og giv os og jer selv et reelt billede af jeres miljøtiltag.

Seneste leder

Annonce
Annonce
Læserbrev

Kvalitet på skole og daginstitutionsområde

Læserbrev: FOA Varde anerkender den politiske udmelding i Billund Kommune, at uddannet pædagogisk personale i Billund Kommune er pædagogiske assistenter og pædagoger. Den pædagogiske assistentuddannelse er en erhvervsuddannelse, og den bliver kaldt for den pædagogiske håndværker. Det er en uddannelse for både unge mennesker, en uddannelse der tager to år og halvanden måned udover et grundforløb på ½ - 1 år og giver desuden de nuværende pædagogmedhjælpere, der arbejder på området, mulighed for at gennemføre uddannelsen på 42 uger. Pædagogiske assistenter og pædagoger kan i et godt professionelt arbejdsfællesskab sammen med den lokale leder få løftet kvaliteten til gavn for børn i et samarbejde med forældrene. Tænk på, hvilken kvalitet disses to faggrupper kan udvikle sammen, når vi blandt andet kikker på den styrkede pædagogiske læreplan. I FOA Varde er vi overbeviste om, at pædagogiske assistenter og pædagoger vil være et fantastisk godt fagligt stærkt arbejdsfællesskab i det pædagogiske arbejde, de vil supplere hinanden såfremt man bruger deres forskellige fagligheder og kompetencer rigtigt. FOA Varde mener man skal kikke på kvalitet, kompetencer og opkvalificeringer og anerkendelse af faggruppernes kompetencer (pædagogiske assistenter og pædagoger) i stedet for at sætte procentantal på faggrupper.
Debat

Debat: Efter nej fra Sundhedsstyrelsen - Rystesyge lades i stikken

Behandling: I maj sendte Sundhedsstyrelsen en patient til Madrid for at modtage ultralydsbehandling for essentiel tremor. Behandlingen lykkedes perfekt, og patienten blev fri for sine ufrivillige rystelser. Efterfølgende har der været stor pressedækning i Danmark, og tusindvis af patienter med denne invaliderende lidelse har fattet håb om, at behandlingen kan komme til Danmark. For nylig har Sundhedsstyrelsen meldt ud, at de ikke skønner, der er patienter nok i Danmark til at indføre denne behandling. Som repræsentant for danske patienter med lidelsen essentiel tremor er vi fuldstændig uforstående overfor denne udmelding, når vi kan dokumentere i hundredvis af egnede patienter til behandlingen. Selv hospitaler og læger i Danmark ønsker at indføre behandlingen og nævner samtidig, at patientgrundlaget er til stede. Sundhedsstyrelsen påtænker nu at sende nogle patienter af sted til udlandet og dermed evaluere behandlingen. Dette selvom Sundhedsstyrelsen anerkender ultralydsbehandlingen som værende sikker og effektiv. Det er forbundet med store omkostninger at sende patienter til udlandet, mens økonomien og det praktiske allerede er på plads fra hospitalsside i Danmark. Et ophold af flere ugers varighed i udlandet er ikke ønskværdigt for vore medlemmer, når behandlingen nemt kan etableres i Danmark. Flere af vore medlemmer er oppe i årene, hvorfor rejser til ukendte steder i flere uger og uden pårørende ikke er en mulighed. De af vore medlemmer med rystesyge og egnede for ultralydsbehandling har i dag nået et stadie, hvor deres medicin ikke har effekt, eller hvor bivirkningerne af medicinen overstiger effekten af medicinen. Det skal nævnes, at der ikke findes medicin målrettet essentiel tremor, men alene præparater udviklet til andre sygdomme. Danmark har altid været et foregangsland med specialiseret behandling og patienten i fokus. Dette gælder dog ikke for de omkring 50.000 mennesker der lider af essentiel tremor i Danmark. I Danmark diagnosticeres op mod 1000 nye patienter om året med rystesyge. Samtlige patienter med lidelsen lades nu i stikken – børn, unge, ældre. Især en stor gruppe af vores erhvervsaktive medlemmer kan imødese en usikker fremtid, hvor deres eksistens og levebrød er truet pga. manglende behandlingstilbud. Eneste kendte alternativ, når medicin ikke virker, er en såkaldt åben hjerneoperation – DBS/Deep Brain Stimulation – hvor kraniet åbnes, og der indsættes elektroder i hjernevævet. Denne operation er skræmmende for mange af vore medlemmer og samtidig er der en aldersgrænse på 65 år. Der tilbydes ganske få DBS operationer om året, hvorfor vi ser ultralydsbehandlingen som et oplagt supplement. Bl.a. fordi der ikke skal bores i kraniet, eller implantater indopereres i hjernen. Med dette indlæg vil vi gerne gøre opmærksom på Sundhedsstyrelsens nedslående melding og samtidig gøre opmærksom på de initiativer vi som patientgruppe har iværksat. Vi har brug for opbakning fra de mange patienter, der sidder derude i landet og ikke kender til denne problematik og muligheden for skånsom behandling med ultralyd. Vores Facebook gruppe for Essentiel Tremor er altid åben for nye medlemmer, ligesom vi holder flere åbne arrangementer omkring oplysning, udveksling af mestringsteknikker og netværk. Der findes ligeledes en større underskriftindsamling på nettet. Sluttelig kan denne ultralydsbehandling anvendes til Parkinsons patienter med tremors eller rystelser med stor effekt. Kan vi som samfund være bekendt at ignorere så stor en del af befolkningen med en så invaliderende en lidelse, at folk ufrivilligt isolerer sig, ikke kan vælge drømmeuddannelse eller må forlade deres arbejde på grund af ufrivillige rystelser?
Annonce
Debat

Debat: Den grønne omstilling begynder med dit første skridt

Hvad skal vi spise? Hvor skal vi hen på ferie? Hvornår er det tid at udskifte mobilen? Skal jeg cykle til arbejde og børnene i skole, eller kræver vejret en bil? Vigtige spørgsmål i de fleste familier, og svarene findes ofte i en løbende forhandling mellem forskellige behov og holdninger. Eller vi gør, som vi plejer. Ureflekteret – fordi det umiddelbart er det letteste, og fordi meget af det, vi gør i vores liv, er vaner, og de er ikke sådan at lave om på. Samtidig er der en stigende opmærksomhed på, at vores daglige handlinger og valg sætter spor på planeten og i vores fælles CO2regnskab. Det begynder at gå op for os, at det faktisk har betydning, om vi vælger bil eller cykel, kød eller grønt, Grækenland eller Grenå. Mange af os har et oprigtigt ønske om ikke bare at tænke på klima og miljø, men også gøre noget konkret i dagligdagen. Men hvad er de kloge handlinger? Nytter det hvis det kun er mig og ikke naboen? Og hvorfor skal Danmark løbe foran, når Polen er fodslæbende, og USA melder sig ud? Legitime overvejelser, som skal med i ligningen, men som også kan blive til gode eller dårlige undskyldninger for, hvorfor det ikke lige er mig, der skal gøre noget. Meget handler om de vaner og mønstre, vi er vokset op med, og som hænger fast. For det kræver helt bestemt vilje og en aktiv indsats at skabe nye vaner – ikke mindst hvis man skal have en hel familie til at skifte spor. Så er det nemmere at lade være. Allerførst: Det nytter! Vores hverdag er fyldt med små mikrohandlinger, som i sig selv måske ikke gør den store forskel for verdens tilstand. Men hvis man begynder at lave tilstrækkelige mange små handlinger i den samme retning, gør de en forskel. For en selv – fordi man skaber en bedre balance mellem holdninger og handlinger, og det giver en god mavefornemmelse. For ens familie, venner og kollegaer, som kan lade sig inspirere, og ikke mindst for ens egne og andres børn, der efterligner og lærer af det, vi voksne gør. Måske er din nabo ikke med nu, men det kommer han, for lige nu går det stærkt. Der er en bølge i gang, og hvorfor ikke surfe på den? Det sidste år har vist, at det virker, når mennesker i milliontal verden over går på gaden, og når danskere, unge som gamle, bruger deres demokratiske stemme og ret til at demonstrere. Det flytter de politiske målsætninger. På samme måde kan vi skabe forandringer ved hver dag have fokus på at lette vores klima- og miljømæssig aftryk på planeten. Og hvis bæredygtighed er for stort en mundfuld i hverdagen, så del den op i 53 små mikrohandlinger. Små skridt og ændringer du kan sætte i gang i hver af årets uger og langsomt gøre til dine nye vaner og rutiner. Det ligger lige for at indføre en kødfri dag og beslutte at cykle til arbejde eller vælge offentlig transport. Måske ikke hver dag, men nogle gange. Bonus er, at cyklister er både gladere og sundere end bilister ligesom nedsat kødforbrug forlænger livet. Men lige så vigtigt er det at købe mindre af alt det, vi fylder vores hjem og liv med: tøj, elektronik, køkkengrej, møbler osv., da det udgør en stor del af vores CO2 belastning. Ting kan repareres og få forlænget levetid og kan man ikke selv, så er der måske hjælp at hente hos naboen. Vi kan også blive bedre til at deles om værktøj, haveredskaber og de køkkenmaskiner, vi kun bruger sjældent. At dele, bytte, låne og hjælpes ad styrker samtidig de sociale fællesskaber. I det hele taget er der mange ekstragevinster i at leve et mere bæredygtigt liv. Når vi først får gang i de nye vaner, så opdager vi, at det ikke handler om tab og afsavn, men meget mere om at mærke, hvad der giver glæde og mening i livet. At det kan give os tid og overskud til nærvær og samvær, når vi slipper forestillingen om, at lykken ligger i mængden af ting, vi ejer. Langt vigtigere er antallet og kvaliteten af livgivende relationer. Og de købes ikke for penge Du kunne jo begynde med at udfordre familiens julevaner. Hvis du tør! Lone Belling udgiver i begyndelsen af november ”Din bæredygtige kalender” (Muusmann Forlag) med superkort information om inspiration til konkrete mikrohandlinger i hver af årets uger.
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Seneste plus

Annonce
Annonce
Læserbrev

Igen i år lykkedes det!

Læserbrev: I Socialdemokratiet glæder vi os over, at der er indgået en bred budgetaftale med hele byrådet. Det er et godt budget, fordi det giver mere service til borgerne, primært indenfor børne-, skole- og ældreområdet. Også i år trak forhandlingerne ud. Forhandlinger består af kompromiser. Noget kan der skaffes flertal for andet ikke. Det er betingelserne for alle parter. Strukturen omkring tandsundhed skabte udfordringer. Beslutningen er, at der ikke ændres på den nuværende struktur. Da vi ikke ønsker at have sidstepladsen, hvad tandsundhed angår, tilføres området penge til mere forebyggende tandpleje - i 2020 bliver det med 600.000 kr. og fremefter med en million kr. årligt. I Socialdemokratiet gør vi politiske ambitioner til virkelighed. At bo i en kommune med Børnenes Hovedstad forpligter – vores intention om bedre normeringer i daginstitutioner er virkeliggjort med yderligere to millioner til området i de kommende år. Der bygges 28 nye vuggestuepladser i 2020 og 14 i 2021 i Billund for at sikre, at vi har pasningstilbud til de mindste børn i byen. Vi styrker det inkluderende arbejde i folkeskolerne, hvor der afsættes seks millioner over tre år med det formål at skabe fleksible undervisningsformer, der kan understøtte inklusionsarbejdet. Børn skal også kunne komme på toilettet i skoletiden – rengøringsniveauet på kommunens folkeskoler hæves, så de kan få gjort rent to gange dagligt på toiletterne. Hejnsvig kan se frem til at få en helt ny skole – der er afsat 65 millioner i budgettet og byggeriet forventes i gang i 22/23. Vi ser det som en fremtidssikring af byen, hvor der også lige er truffet beslutning om udstykning af parcelhusgrunde. Som følge af det stigende antal demente på alle kommunens plejecentre afsættes der næsten tre millioner kr. over tre år til at styrke medarbejdernes kompetencer indenfor området. Ligesom vi indfører en demografimodel på ældreområdet, så vi tager økonomisk højde for væksten af ældre, som har brug for hjælp. Unge med psykiske problemer får mulighed for et intensivt behandlingsforløb – vi ønsker ikke at unge skal gå rundt og have ondt i psyken. Besættelsessamlingen skal frem i lyset, og der er derfor afsat 750.000 kr. i 2020 til en særudstilling hvor samlingen kan indgå – den har været gemt væk alt for længe – her gælder ordsproget bedre sent end aldrig. Derudover afsættes der penge til et nyt og tidssvarende magasin, så vores lokale historiske genstande bliver opbevaret under bedre forhold. Endeligt er det vigtigt at nævne, at der er afsat otte millioner kr. årligt til cykelstier og fortove. Vi ønsker at forbinde kommunen med cykelstier – motion er sundt og vi har stor fokus på sundhedsfremmende tiltag i kommunen. Dette er bare nogle af de gode ting, der kommer til at ske fordelt ud over kommunen, det kan vi kun være tilfredse med. Vi vil gerne takke de andre partier for et godt samarbejde og et konstruktivt budgetforlig.
Læserbrev

Lokaldebat om minimumsnormeringer: Hvorfor går Middelfart ikke forrest?

Lokaldebat: Jeg vil bedre forhold for børnene. Og jeg anerkender, at der er afsat 1,3 millioner til børneinstitutionerne i det nye budgetforlig for 2020. Men til min store fortrydelse imødekommer vores lokalpolitikere ikke det store forældreønske om minimumsnormeringer her i vores kommune. Hvorfor går Middelfart ikke forrest? Vi er en stor flok forældre, som har demonstreret for minimumsnormeringer og generelt bedre vilkår. Vi vil have handling nu, men vores lokale politikere sylter sagen om minimumsnormeringer og venter på landspolitikerne. Øv. Vi vil et minimum af uddannet pædagoger på gulvet hos børnene. Det er et af de største politiske temaer lige nu. Indførte man minimumsnormeringer i Middelfart Kommune, ville vi ikke blot få en masse god omtale, det ville være et stærkt incitament i kampen om tilflyttere. Min familie og jeg er tilflyttere til Middelfart. Vi valgte kommunen blandt andet fordi vi følte, at det ville være en godt sted for vores børn at vokse op. Vi blev tiltrukket af en tilsyneladende moderne kommune - eksempelvis, når det kom til at tænke på klimaet. Vi ønsker ikke, at vores børnehavebarn skal udsættes for det pres, der i stigende grad opleves i hans institution. Derfor har vi indrettet os således at én forældre arbejder deltid. Men det er jo ikke alle, der har de muligheder, og der er simpelthen brug for handling NU.
Læserbrev

Lokaldebat: Skal de små skoler opretholdes, betyder det færre midler til resten af skolerne

Lokaldebat: Forhenværende byrådsmedlem Elin Svensens hjerte brænder for de dyre små folkeskoler i Middelfart Kommune på trods af, at avisen aktuelt har dokumenteret, at eksempelvis Fjelsted-Harndrup Skole opgjort pr. elev er langt dyrere end den billigste, nemlig Lillebæltsskolen. Det bekymrer ikke Elin Svensen (og Lilly Jørgensen, red.) (deres læserbrev blev bragt i Fyens Stiftstidende 9. oktober, red.), og hun accepter blankt, at det betyder et svækket skolevæsen i hele Middelfart Kommune med færre elevaktiviteter og ringere arbejdsvilkår for lærerne. Og hvorfor så det? Jo, penge kan som bekendt kun bruges en gang, så når skolebudgettet ligger fast og de små skoler skal opretholdes, betyder det færre midler til resten af skolerne. Det er en præmis, som Elin Svensen kan leve med. Det kan vi ikke som konservative, for hvem styrket faglighed og løfteevne i folkeskolen er et mål. I den henseende er der meget at indhente i Middelfart Kommune, hvor vi målt på løfteevne ikke har noget at prale af sammenlignet med andre kommuner. Tværtimod er der plads til forbedring.
Læserbrev

Invester i medarbejderne på ældreområdet

Læserbrev: Kære politikere FOA har udarbejdet en beregning, som viser, at vi i 2028 mangler 40.000 uddannede medarbejdere på ældreområdet på landsplan. Det svarer til 150 - 175 personer i Billund Kommune. Vi har derfor brug for, at endnu flere vælger at tage en uddannelse inden for ældreområdet, og det kan gøres mere attraktivt økonomisk, for eksempel voksenelevløn til alle over 25 år, selvom de ikke har et års relevant erhvervserfaring. Men vil skal også sikre et godt arbejdsmiljø og fastholde de medarbejdere, som allerede er uddannet. Vi oplever, der bliver ansat flere og flere ufaglærte. Det betyder, at de opgaver, som kun må udføres af faglært personale, bliver fordelt på færre personer. Vi får henvendelser om, at nu er ”buen” blevet så stram, at de er tæt på enten en sygemelding eller de bliver nødt til at forlade faget. Det skyldes, at de enten fysisk eller psykisk ikke magter det længere. Det har vi simpelthen ikke brug for. Al personale gør en kæmpe stor indsats, så der skal sættes ind nu. Vi bliver nødt til at finde løsninger, så vi fastholder medarbejderne, og der bliver I politikere også nødt til at bidrage.
Læserbrev

Lokaldebat: Hvorfor hedder Byens Bedste ikke Kommunens Bedste?

Lokaldebat: Vi, i vores del af Middelfart kommune, er rigtig stolte. Velfortjent hæder og stort til lykke til: DagliBrugsen Brenderup, til Båring Skov Gl. Badehotel, til Gymnastikforeningen Fjelsted-Harndrup og til Susanne M. i Ejby. Fantastisk! Men skulle vi ikke fremover løfte i samlet flok og støtte hinanden i hele vores dejlige kommune? Derfor er mit forslag, at næste års slogan ikke hedder ”Byens Bedste”, men ”Kommunens Bedste”. Svar fra lokalredaktør Jan Bonde: Hej Karin Wemmelund Tak for dit indspark. Byens Bedste er læsernes kampagne. Og selv om Middelfart Kommune er partner i kampagnen, så er det ikke et kommunalt projekt, og derfor vil vi gerne signalere noget andet med navnet. Men som du konstaterer, så rækker Byens Bedste ud til hele vores lokalområde og hylder det lokale handels- og kulturliv, som heldigvis er rigt og mangfoldigt.
Kommentar For abonnenter

Lokalredaktørens kommentar: Der er egentlig kun et rigtigt valg om Gauerslund Idrætsanlægs fremtid

Gauerslund: Jeg misunder ikke politikerne i Vejle Byråd, for det er nu, de for alvor skal vise, hvad de lavet af. Det er nu, der skal fordeles penge, for budgetforhandlingerne er i fuld gang, og hvor der deles penge ud, er der vindere og tabere. Nogen får, andre får ikke som håbet. Nogen får slet ingenting. Men hvad angår Gauerslund Idrætsanlæg, er det ikke spørgsmål, om der findes penge eller ej. Penge skal findes, alt andet vil være verdens dårligste joke. Børkop og Brejning er i så hastig vækst, at det er svært at følge med i området, og det eneste, kommunen lige nu kan tilbyde de mange tilflyttere, er et par haller, hvoraf den ene er meget træt og slidt. Noget skal ske, og det skal helst ske straks, men så simpelt er det heller ikke. For skal man vælge den løsning, som er nemmeste at gå til, ja, så er der en chance for, at man ikke fremtidsikrer nok. Kort sagt: Hvis man vælger at lave tilbygninger til det nuværende, er det et hurtigt fix. Omvendt kan man vælge at bygge helt nyt og dermed tænke 40 år ud i fremtiden, men det koster, og det udskyder byggeriet, og tid er penge i et område, hvor halkapaciteten er grotesk lav. Nyt eller tilbygninger? Det valg sidder politikerne med nu. Og det er så deres rolle lige nu. Jeg misunder dem ikke, for egentlig er der kun et rigtig valgt, nemlig at bygge nyt og dermed kigge ind i fremtiden, men det er trods alt også nemmere sagt end gjort. I sidste ende skal et stort økonomisk puslespil gå op. Sådan er det, når budgetter lægges. Spændende bliver det. Terningerne er kastet.
Læserbrev

Radikalt forslag kan skabe sult og forværre klimaet

Læserbrev: De Radikale foreslår nu at udtage en tredjedel af dansk landbrugsjord og i stedet skabe vild natur på de pågældende områder. Man tager sig til hovedet. Ikke bare med tanke på landbruget og landmændene - men på hele klodens vegne. Dét kan partiet simpelthen ikke være bekendt! FN har i adskillige år advaret om udfordringer med fødevare-forsyningen i en verden, der vokser befolkningsmæssigt. Man taler om, at lande med god landbrugsjord har en forpligtigelse til at fortsætte med at dyrke afgrøder i stor stil. Danmark er begunstiget af, at en stor del af arealet er særdeles velegnet til fødevareproduktion. I en verden med stigende mangel på landbrugsjord, blandt andet på grund af klimaforandringer, vil det være tudetosset at stække dansk landbrugsproduktion. Vi har derimod et moralsk ansvar for at værne om denne livsvigtige ressource og gøre, hvad vi kan, for at øge udbytterne og dyrke jorden så intensivt som muligt. I øvrigt er der ingen CO2-besparelse eller klimaforbedring forbundet med det radikale forslag. Klimaeffekter opnås kun ved udtagning af organiske lavbundsjorde, hvor vi maksimalt har 100.000 hektar her i Danmark. Landbruget er såmænd en del af løsningen, ikke problemet, når det gælder klimaudfordringerne - ikke mindst fordi velgødede marker rent faktisk optager en masse CO2. Hvis de radikale politikere ellers vil mætte verdens befolkning samt gavne klimaet, er det nyeste udspil en ommer!
Læserbrev

Billund Lufthavn vil gerne bæredygtig luftfart

Læserbrev: Umiddelbart er Billund Lufthavn positivt stemt over for Brancheforening Dansk Luftfart (BDL) forslag om et frivilligt klimabidrag, der skal gå til bæredygtig luftfart. Det er vigtigt, at bidraget bliver afbalanceret og bruges på den rigtige måde, så det ikke går ud over væksten for turismen eller erhvervslivet. Klimabidraget skal give flyselskaberne et incitament for at understøtte den grønne omstilling, men det må ikke blive for højt. Hvis afgifterne ikke bliver nøje afbalanceret, kan det have en negativ virkning, da flere af flyselskaberne potentielt vil stoppe deres ruter fra Danmark og åbne nye ruter fra andre lande. Dermed bliver CO2'en ikke mindsket, men flyttet fra et sted til et andet. Vi sidder som luftfartsbranche og glæder os til at blive inviteret ind som klimapartner af regeringen. Så kan vi i fællesskab finde en god løsning, der taler for grøn omstilling, men som ikke hæmmer hverken turismen eller industrien i Danmark. Billund Lufthavn har også gode, grønne ambitioner og er tydelige om, at de følger Brancheforening Dansk Luftfarts initiativ om at være CO2-neutral i 2020. Der er allerede søsat mange grønne projekter i lufthavnen: Vi er CO2-neutrale i 2020. Vi kan selvfølgelig ikke reducere alt vores CO2-udledning med det samme, derfor reducerer vi det, vi kan og køber aflad ved blandt andet at købe skov for resten. Rejsen mod en grønnere verden skal jo starte et sted, og vi arbejder med at blive CO2-neutrale, så vi i fremtiden ikke skal købe aflad. Danmarks største parkeringsplads har 13.000 parkeringspladser og findes i Billund Lufthavn. Parkeringspladsen er aldrig tom og er et godt billede på, hvor mange biler der dagligt kører til og fra lufthavnen – dertil hører et stort CO2-udslip. Det kan bedre infrastruktur og bedre offentlig transport til Billund lave om på. 50 procent af alle passagererne i Billund Lufthavn bliver bragt til og hentet fra lufthavnen. Det giver en dobbelt køretur hver vej. På baggrund af Banedanmarks prognose for banen til Billund har vi regnet ud, at den ville kunne spare over 17 millioner kørte kilometer på de vestdanske veje om året. Med brug af Concitos udregningstal vil det som minimum nedskære CO2-udslippet fra bilerne med omkring 2100 tons CO2 per år.
Annonce
Læserbrev

Skal friskolerne kun være for overklassens børn, Mette Frederiksen?

Læserbrev: Forleden fremlagde Socialdemokratiet sit forslag til finansloven 2020. Et af elementerne i deres udspil er blandt andet, at de vil skære i støtten til de frie grundskoler med cirka 300 millioner kroner i et åbenlyst forsøg på at svække det frie skolevalg og tvinge flere børn over i landets folkeskoler. Det kommer med den sociale slagside, at de familier, der ikke har så mange penge mellem hænderne, ikke længere ville kunne sende deres børn på en friskole. Det privilegie frit at kunne vælge en friskole til, der bedre imødekommer forældrene og børnenes behov, vil i fremtiden være forbeholdt overklassens børn, hvis det står til Socialdemokratiet. Besparelsen er intet andet end et ideologisk korstog mod de frie grundskoler for at tvinge børn over i folkeskolen for at vende den flugt, der har været fra folkeskolen til friskolerne over en årrække. Men årsagen til, at folk flytter deres børn over i fri- og privatskolerne, er jo for manges vedkommende et resultat af den folkeskolereform, som Socialdemokratiet som bekendt selv stod i spidsen for i sin tid. Socialdemokratiet vil i stedet for at løfte og styrke folkeskolen hellere trække alle alternativerne ned og svække de frie skoler. Men skolepolitik er ikke nulsumspolitik. Folkeskolen bliver ikke stærkere af, at man tærer på fri- og privatskolerne. Man risikerer bare at skade børnene og særligt de børn, som folkeskolen i sin nuværende tilstand ikke kan imødekomme. Måske man i stedet skulle kigge på nogle af de ting, der gør friskolerne til en succes og implementere dem i folkeskolen, så den kan konkurrere med friskolerne på, hvad man kan tilbyde forældre og børn. Derudover er der mange mindre lokalsamfund rundt i landet, hvor den lokale folkeskole har drejet nøglen om, og det eneste, der holder lokalsamfundet oppe, er en privat- eller friskole. Det ville mildest talt være katastrofalt for dem, hvis deres eneste lokale skolemulighed også går nedenom og hjem, fordi Socialdemokratiet ikke vil anerkende det ansvar, de frie grundskoler bærer. Så kære Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, lad være med at undergrave det frie skolevalg, så det kun er de rigeste og mest privilegerede, der har råd til at sende deres børn på en fri grundskole.
Læserbrev

Messerschmidt-retorik. Tidens vej er ensrettet

Den 30. september luftede forhenværende MELD- og FELD-klubmester i EU-parlamentet Morten Messerschmidt en imponerende retorik her i bladet i anledning af mediernes dækning af Brexit. Netop retorik, der ville være en minister i samråd værdig, men just derfor inderligt overflødig. Briterne har selv bragt sig i klemme og ligger, som de har redt. Den tid, da briterne traf væsentlige beslutninger til global gavn, ligger desværre meget langt tilbage, faktisk før klubmester Messerschmidts fødsel, og tidens vej er nu en gang ensrettet - fremefter. Jeg skal lade være usagt, om briterne, hvis de træder ud af EU, regner med at kunne skrue tiden tilbage til før 2. verdenskrig, men mon de dog ikke må nøjes med at mindes fortidens storhed, når de ved årets sidste promenadekoncert i The Royal Albert Hall afsynger ”Rule, Britannia”? Det er lige så tom retorik som skoleskulkersken Greta Thunbergs omhyggeligt iscenesatte klimahysteri og -dobbeltmoral at kølhale medierne som Brexit-afledningsmanøvre. Men skal mediedækningen endelig stå for skud, hører premierminister Boris Johnsons egen årelange løgnekampagne i Daily Telegraph om EU naturligvis med! Men det var måske ikke lige dét, Morten Messerschmidt ville med sin omsorgsfulde retorik …(?)
Læserbrev

Finansskat. Radikale vil fjerne den danske selvbestemmelse

Læserbrev: Dansk Folkeparti finder det dybt bekymrende at de Radikale tidligere på året valgte at gå ud offentligt og støtte ideen om en finansskat på 0,1 pct. på finansielle investortransaktioner. Noget som de Radikale tidligere har afvist kategorisk. I Dansk Folkeparti mener vi, at det vil skade de internationale tilgange til finansielle investeringer i Danmark og øge kundernes bekymring i forhold til finansielle afgifter og gebyrer. Danmark vil simpelthen blive et mindre attraktivt investeringsland for udenlandske aktører. Ligeledes vil det indenlandske investeringsflow lide skade! En udvikling som utvivlsomt vil have ubehagelige konsekvenser for den danske konkurrenceevne på de internationale markeder og ikke mindst på jobskabelsen - og fastholdelsen af eksisterende arbejdspladser her i landet. Vi har ligeledes klart den bekymring, at en sådan ny aktie- og transaktionsskat reelt overvæltes på bankernes kunder og ikke mindst alle de danske pensionsopsparer. Så vi bidrager ikke med stemmer til en så uklog ændring blot fordi Radikale Venstre er åbenlyst forelsket i en EU-bankunion. For det er jo det sagen drejer sig om, nemlig at de Radikale ønsker at fjerne den danske selvbestemmelse på finans- og pengepolitik og reelt parkere indflydelsen og magten i EU.
Klumme For abonnenter

Karen Klint quizzer: Færingen fik statsministeren til at græde - af latter

Lørdagens klumme skrives i skyggen af Folketingets åbningsdebat og torsdagens 15 timers maratondebat om samme. ”Skygge” er egentligt et forkert udtryk lige her, for sjældent er disse to traditionelle begivenheder forløbet i så høj grad af mod og lyst til at give de partipolitiske indlæg et andet positivt toneleje end vanligt. Så jeg skriver nærmere i lyset af ny værdighedskultur på Tinge. Håber inderligt, den holder længe. - Statsministeren sørgede for fyldt vandglas til Venstres nye formand, så han ikke gik tør i sin første store formandstale. Måske den gestus, der fik Venstre med på klimadagsordenen om at reducere CO2-udslippet med 70 procent? Den unge formand for Liberal Alliance høstede stor anerkendelse for den skarphed, han udviste ud i politiske detaljer og analyser serveret på en ret diplomatisk facon. Formanden for Nye Borgerlige viste, at hun kan meget mere end barske floskler i en noget ensidig fremtoning. Hun stillede skarpt på behov for samarbejde omkring mange af landets udfordringer. - Begge grønlandske folketingsmedlemmer talte om de indenlandske udfordringer med svigt og overgreb på børn, om ikke-helede sår fra den danske kolonitid, om den fejlslagne politik, Danmark udviste ved tvangsfjernelsen af grønlandske børn til Danmark, og om Grønland efter Trump. Den ene fik stor ros hele vejen rundt i salen, og sjældent har så mange medlemmer været så stille, som da hun bad om hjælp til de udsatte børn og familier. Hun fik heldigvis tilsagn om bistand - og også om en undskyldning, når den historiske rapport om de til Danmark tvangsflyttede børn er klar. Den anden fik fra et enkelt parti ris for sin følelsesmæssige og meget klare beskrivelse af behovet for genopbygning af den tillid, der hos mange mennesker fortsat er præget af det historiske fravær af oplevet ligeværd, som deres familier har oplevet, og som der fortsat er eksempler på mellem grønlændere og danskere i Grønland. Heldigvis var der også ydmyghed og ros for, at hun turde italesætte det i sin debut i Folketinget. - De to færinger er garvede og trænede politikere, som der altid lyttes til. Vi blev af den ældste beriget med megen fakta og stor faglig viden om mange detaljer om politiske beslutninger på Færøerne. Den yngste har også været med i mange år og er i sit civile liv standup-komiker. Hans mormor har boet i samme lille by som et nyvalgt dansk medlems mormor. Det fik han en fantastisk og morsom historiefortælling ud af som den sidste ordfører hen omkring midnat. Latteren havde ikke lagt sig, da statsministeren skulle have ordet for at svare alle. Hun måtte tørre sine øjne for latterens tårer. Og hun var lidt udfordret med et meget klædeligt grineflip, som hun dog fik styr på, og hun fik kvitteret for en lang og konstruktiv dag. - Journalisterne har givet en anden oplevelse af dagen end den, jeg fik fra sofaen i Bredballe. Men jeg vælger nu at tro på, at torsdagens mange ord afspejler et bedre politisk klima. At det vil være med til at sikre flere brede forlig. Og det er vel sådan i dansk politik, at man ikke altid kan høre, hvilken politiske blok udvalgte citater kommer fra. Jo, Poul Nyrups ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?” fra nytårstalen 1998 huskes givet af mange. Det blev også genbrugt af en fra den modsatte blok i åbningsdebatten. Men hvem af læserne kan sætte politisk farve på disse citater hentet fra flere årtiers statsminister-nytårstaler? 1. Jeg beder folket om at holde sammen om vort land, om sprog og flag. 2. Lige rettigheder, lige pligter. 3. Grundlaget for et folks velstand er jo nu engang størrelsen af den produktion, der kan præsteres. 4. Vi må ikke kun tænke på vort eget og vort eget land. 5. Det kan ikke være noget formål i sig selv, at statens udgifter og statens indtægter skal vokse år efter år. 6. Det, der samler vejer tungere end dét, der skiller. 7. Vi har ret til at være utilfredse. Men ingen har pligt til at være det. 8. Vi kan, vi vil, og vi gør det. 9. Vi skal gøre Danmark til en grøn vindernation. 10. Det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres. Eller ligefrem snyder. Svarene findes nederst i klummen. - PS: Jeg har ofte talt for, at flere partier fra Vejle Kommune end Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet burde være repræsenteret på Borgen. Det er nu gået i opfyldelse - tak til vælgerne for det. Og tak til alle fire for gode input i torsdagens debat. - Rigtige svar 1 Thorvald Stauning (S) 1941 – 2 Hans Hedtoft (S) 1955 - 3 Erik Eriksen (V) 1951 - 4 Viggo Kampmann (S) 1961 - 5 Jens Otte Krag (S) 1965 - 6 Poul Hartling (V) 1974 - 7 Anker Jørgensen (S) 1981 - 8 Poul Schlüter (K) 1989 - 9 Anders Fogh Rasmussen 2009 (V)- 10 Helle Thorning-Schmidt (S) 2012
Læserbrev

Trafik. Luk ikke Sønderbrogade

Læserbrev: Det er godt nok en værre gang vrøvl, formanden for Venstres byrådsgruppe, Christoffer Melson, kommer med i tirsdagsavisen. At lukke Sønderbrogade for den store trafik og sende den samme trafik på en omvej på cirka en kilometer. Al trafikken, der skal mod syd og vest, inklusive alle de, der skal parkere på Bryggen. Det skulle altså afhjælpe trafiktætheden! For mig at er sandheden, at med den løsning bliver Vejle Kommune tvunget ind i et projekt, som vil koste snesevis af millioner: Bortskaffelse at den gamle fragtstation, anlæg af bredere veje, nye cykelstier og fortove, hertil et antal nye lyskryds. Sæt trafikrådgiverne til at regne ud, hvad det vil koste, før man i byrådet går videre med den sag. Så kære venner i byrådet, støt nu Dan Arnløv Jørgensen.
Læserbrev

Åbent brev til kommunen. Vi står sammen om et samlet idrætscenter i Give

Læserbrev: Kære byråd! Vi har tit hørt, at foreningerne i Give ikke kan blive enige, og at byrådet ikke kan tage beslutninger, når foreningerne ikke ved, hvad de vil. Den tid er forbi! Idrætsforeningerne i Give står bag ansøgningen til budget 2020 om et samlet idrætscenter i Give. Det gør vi, fordi vi vil noget mere for nuværende og kommende borgere i Give. Fritidsaktiviteter, idræt og fællesskaber har en stor værdi for rigtig mange mennesker. Når foreningerne kommer sammen i nye, gode fysiske rammer, tror vi på en synergi, hvor vi sammen kan blive endnu mere ambitiøse med nye tilbud, som også rækker ud til borgere, som i dag ikke er idrætsaktive. Vi vil med andre ord ikke "bare" have bedre rammer til vores nuværende aktiviteter. Vi vil med de samlede kræfter og nye faciliter tage nye initiativer, som skal henvende sig til nye målgrupper, så de også bliver en del af fællesskabet. På den måde tager vi gerne et samfundsansvar på os. Vi tror på Gives potentiale og vores egne foreninger, men vi skal have ordentlige rammer, hvis vi som by skal fremstå attraktiv, og hvis vi som foreninger skal lykkedes med mere, end vi gør i dag. Derfor, kære byråd: Vi står sammen i Give. Så nu skal vi have jeres opbakning med beslutning om et samlet idrætscenter ved Søndermarkshallen. Vi glæder os til at lægge kræfter i arbejdet.