Annonce
Give

Give smed is på coronaen

Selveste julemanden kiggede også forbi til isskulpturfestivalen i Give, og her møder han med stor benovelse hele årsagen til, at han har fast arbejde hver december måned, nemlig Jesus. Foto: Daniel Hoff
Med omtanke og is kan man komme langt. Det var lørdagens isskulpturfestival i Give et godt eksempel på, for eventen blev gennemført både med coronaens restriktioner på sidelinjen og den velkendte hyggelige byfeststemning i centrum.

GIVE: Det var ikke, som det plejer at være med isskulpturfestivalen i år. Ikke mindst var savnet af det fantastiske koncept Ice For Kids stort, men ud fra de givne coronarestriktioner var denne aktivitet ikke forsvarlig at gennemføre.

Til gengæld var der så linet op med et par andre aktiviteter målrettet børnene, nemlig skattejagt og pyntning af byens juletræ med hjemmelavede hjerteperleplader. FDFerne var også på plads med bålhygge, så duften af smeltede skumbananer spillede flot og velduftende tilbage til brølet fra iskunstnernes fræsende motorsave.

Ægtemusik var der også i  form af trioen Jake Pedersen Stompers, der fyrede den flot af i byens gader og leverede både hyggelig julemusik og god stemning.

Annonce

Meget apropos musiske og kreative kunstnere, så var alt som det plejer mht. selve det kunstneriske indslag, hvor en række dygtige isskulptører var på plads i Østergade og Vestergade for med motorsave, hammer og mejsel, tilsat en masse kreativitet og kærlighed til materialet, at omforme frosset vand til de mest fantastiske isskulpturer.

Udhugget is stråler også om natten

Det hele startede med en isblok på 100 gange 50 centimeter, som dagens ni kunstnere fik udleveret klokken 10.00, og tre-fire timer senere var bymidten forvandlet til en fantastisk fantasiland med eventyrlige fisk, engle, drager, abstrakte figurer og måske også en for frossen udgave af Jesus?


Det var bestemt forbundet med en masse overvejelser, men efter gode snakke med politiet og Vejle kommune, kunne vi finde det forsvarligt at køre med festivalen som planlagt

Birgit Lykke Jørgensen, Skulpturby.dk


Nogle stod i sin rå upolerede klare iskrystalform, andre kreativt beriget med farver og lysindfald. Og få timer senere, da dagslyset havde forladt den kunstneriske skueplads for at overlade scenen til nattemørket, kunne de ni skulpturer opleves endnu engang udstrålende nye udtryk og facetter for beskuerne.

Isskulpturfestivalen i Give 2020 gav debut til denne unge kunstner, Alberte Grau Møller, der var afsted sammen med sin far Morten Grau Møller og sin søster Dagmar Grau Møller. En på alle måder cool familie, må man sige. Foto: Daniel Hoff

Alt dette med det kunstneriske og det oplevelsesmæssige er den ene side af sagen, når Skulpturby.dk, Give Handel og Erhverv og Give Udviklingsråd nu for femte år i træk har inviteret til isskulpturfestival.

Annonce

Godkendt af politi og kommune

Den anden side af sagen handler om branding, altså markedsføring af Give, hvor det handler om at få promoveret de mange butikker i Give.

- Vi vil jo gerne trække mennesker til byen, så det skaber en god handel i butikkerne. Og det er et arrangement, der trækker folk udefra. Der kommer gæster til byen både fra Grindsted og Billund samt byerne i lokalområdet, fortæller Birgit Lykke Jørgensen fra Skulpturby.dk.

Hun kan også oplyse, at det var en rigtig fin lørdag, som på trods af, at vi lever midt i en meget restriktiv tid, kunne samle mennesker i bymidten under gode og ordnede forhold.

Naturligvis satte det gang i pulsen hos arrangørerne, da Vejle Kommune fredag klokken 16.00, som en lang række andre kommuner, måtte lukke ned for rigtig mange aktiviteter.

Der var arrangeret skattejagt i byen for børnene, hvor de skulle rundt ved skulpturerne i bymidten. I den anden ende af skattejagten ventede små fine belønninger. Foto: Daniel Hoff

Det var et reelt dilemma, om man skulle fortsætte med arrangementet som planlagt

- Det var bestemt forbundet med en masse overvejelser, men efter gode snakke med politiet og Vejle kommune, kunne vi finde det forsvarligt at køre med festivalen som planlagt, fortæller Birgit Lykke Jørgensen.

Annonce

Rigtig fin dag for handelslivet

Allerede inden de nye restriktioner kom på banen fredag, var der lavet små båse på cirka 20 kvadratmeter til hver kunstner, som så for øvrigt også var fordelt ud over hele bymidten med stor afstand. Der måtte lukkes maksimalt fire gæster ind til kunstnerne ad gange, og det fungerede rigtig fint.

Give Handel og Erhverv havde også de brede smil fremme i forhold til dette års udgave udgave af isskulpturfestivalen.

- Vi havde simpelthen en fantastisk dag. Der var mange mennesker i byen, men alt foregik i god ro og orden. Politiet kiggede forbi og var yderste tilfredse med hvad de så, så ingen bøder til Give. Derudover hører vi også fra vores medlemmer, at der var rigtig god handel i butikkerne, så det hele var bare, ligesom det skal være, siger Hanne Lund, der er næstformand i Give Handel og Erhverv.

Og på den konto kan man jo konstatere, at det var godt Give smed is på coronaen denne lørdag. Klik på fotoet herunder og se en masse billeder fra isskulpturfestivalen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Få overblikket her: Politikerne blev enige i nat - Danmark genåbner næsten 21. maj

Annonce