Annonce
Erhverv

Kommunen betaler ikke vognmænd for at holde stille: Det møder kritik

Skoler og fritidsaktiviteter er lukket. Vejle Turisttrafik kører derfor ikke skolebus for kommunen i øjeblikket. Medejer Benny Petersen havde håbet på en kompensation fra kommunen, når han nu blev tvunget til at standse, men kommunen betaler ikke selskabet for at holde stille i nedlukningen. Arkivfoto: Mette Mørk
Tre vognmænd, som blandt andet kører skolebus for Vejle kommune, kritiserer kommunen for at trække i håndbremsen i nedlukningen.

Vejle: Ingen skole og fritidsaktiviteter på grund af corona.

Og dermed heller ingen penge. De vognmænd, som har kontrakt med Vejle Kommune om at køre børn og specialbørn til skole og aktiviteter, kritiserer kommunen for ikke at kompensere dem i corona-nedlukningen.

Vejle Turisttrafik har opsagt 38 buschauffører, da der hverken er turister, skolebørn eller flexkørsel. Efter aftalen med 3F får chaufførerne dagpenge. Men medejer Benny Petersen havde håbet på, at Vejle Kommune fortsat ville betale firmaet, så han undgik fyringer.

- I Aarhus kompenserer man vognmændene. Jeg kan ikke forstå, hvorfor Vejle Kommune ikke gør det samme. Det er problematisk og kritisabelt, fordi når vi kommer ud på den anden side, forventer kommunen, at vi igen kan køre som normalt. Jeg kan ikke garantere, at mine chauffører finder andet arbejde inden, siger Benny Petersen.

Vejle Turisttrafik står til at miste 1,2 millioner kroner i omsætning for marts, hvis nedlukningen fortsætter, lyder beløbet på 2,6 millioner kroner i april, fortæller Benny Petersen.

Annonce

Heller ingen hjælp

Regeringen og Folketinget har indført flere hjælpepakker til erhvervslivet. Det er blandt andet muligt for virksomheder med stort omsætningsfald på grund af corona at få delvis dækning af faste udgifter.

Hos Egtved Turist og Minibus håber ejer André Kristiansen på at få hjælp til sin virksomhed gennem pakkerne, for han står også til at miste mange penge. Selvom regeringen rækker hånden ud, ærgrer han sig over den manglende hjælp fra Vejle Kommune.

- Jeg kunne godt have tænkt mig, at kommunen i et eller andet omfang hjalp os. Jeg siger ikke, at den skal betale det hele, men hvis vi havde fået en kompensation, kunne vi have beholdt medarbejdere. Og de specialbørn, vi kører med, kunne få de samme velkendte chauffører, men det kan vi ikke garantere nu, siger André Kristiansen, der har sendt fem chauffører og to deltidsansatte hjem.

Der er ligefrem ikke mange jobs nu. Tror du ikke, at de vender tilbage, når I kan køre igen?

- Jeg er forpligtet til at tage dem tilbage, men de er fritstillet til at søge andet arbejde. Jeg går da ud fra, at de har det så godt her, at de vender tilbage, siger André Kristiansen.

- Jeg er meget træt af det

Ved Bents Busser forstår vognmand Bent Kristensen heller ikke, hvorfor kommunen har sat kontrakten med ham ud af spil i nedlukningen. Han har været nødt til at sende syv chauffører hjem.

- Jeg er meget træt af det, fordi vi stort kun kører for Vejle Kommune, og nu har de lukket næsten alt ned. Alle busserne står stort set stille. Jeg ved ikke, hvor længe dette fortsætter, men jeg har ikke råd til at miste over 200.000 kroner hver måned, siger Bent Kristensen.

Han er nu ved at undersøge, om Bents Busser kan få kompensation gennem Folketingets hjælpepakker. Vejle Kommunes borgmester, Jens Ejner Christensen (V), har tidligere overfor avisen fortalt, at kommunen betaler alle regninger for at få penge ud i samfundet for at støtte det lokale erhvervsliv.

- Men det hjælper altså ikke os, når vi ingen kørsel har, siger Bent Kristensen.

Borgmester: Vi undersøger sagen

Det er ifølge borgmester Jens Ejner Christensen (V) ikke sådan at kompensere vognmændene.

- Det er en juridisk problemstilling, som vi har henvendt os til Kommunernes Landsforening (KL) med. Staten har hjemmel til at forudbetale regninger, og den samme hjemmel har vi ikke i kommunerne. Det er en af hovedproblematikkerne, siger Jens Ejner Christensen.

Når I nu har kontrakt med vognmændene. Hvorfor kompenserer kommunen ikke, så de slap for at opsige chauffører?

- For mig er det utrolig vigtigt, at vi behandler alle ens. Jeg er helt med på, at der er udfordringer i transportbranchen, men der er også andre brancher, hvor der er problemer. Vi laver ikke nogen specialordning for nogen, og som ikke gælder for andre. Det skal foregå på en ordentlig måde, siger Jens Ejner Christensen, der nu også vil se på, hvordan andre kommuner som Aarhus, griber problemstillingen an med leverandørkontrakter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Liveblog: Kirkeminister dropper at arbejde for åbne kirker i påsken

Vejle

Mens coronastormen raser: 101-årige Irmgard går tur hver dag og klarer selv al rengøring

Annonce