Annonce
Vejle

Lejer-organisation og udlejer i strid om husleje-stigninger

Lejligheder på E.T. Jørgensens Vej og Arne Poulsens Vej står til huslejestigning efter renovering. Danske Lejere vil have udlejeren, Vejle-selskabet VEA, til at vente med varslingerne til efter 1. juli, hvor en ny lejelov træder i kraft. Det afviser VEA. Foto: Mette Mørk
Lejer-organisationen Danske Lejere vil have udlejer til at trække varslinger om husleje-stigninger i Sofienlundsparken tilbage, indtil ny lejelov træder i kraft den 1. juli
Annonce

Vejle: Fire lejligheder på E.T. Jørgensens Vej og Arne Poulsens Vej på Uhrhøj er lige nu centrum i en strid mellem Danmarks næststørste lejer-organisation, Danske Lejere, og Vejle-selskabet VEA A/S.

Danske Lejere vil have VEA til at udskyde varslinger om renovering af de fire lejemål i Sofielundsparken til efter 1. juli, hvor en ny lejelov træder i kraft.

Hvis genudlejning sker under den nuværende lejelov, kan VEA selv fastsætte lejen i de fire lejemål, der står over for en "gennemgribende modernisering".

- Den nye lejelov er lavet med henblik på at stoppe kortsigtede investeringer i udlejningsejendomme, som kun har til formål at presse lejen, og dermed udlejers overskud, i vejret. Helt konkret tager den nye lejelov højde for huslejestigninger som dem, der varsles i de fire lejligheder i Vejle, fortæller Jørgen Dyrholm Jensen, driftsleder i Danske Lejere.

Annonce

- Træk varslinger

Han har på vegne af Danske Lejere skrevet til VEA og bedt selskabet trække sine fire varslinger tilbage og acceptere, "at yderligere udleje kommer til at ske efter de regler, der træder i kraft den 1. juli 2020".

- De nye regler betyder, at udlejer ikke længere kan fastsætte en husleje efter en gennemgribende renovering "skønsmæssigt", som det er tilfældet i dag. I den nye lov kommer der desuden en karensperiode på fem år fra købet af en ejendom, hvor der ikke kan foretages lejeforhøjelse som følge af gennemgribende renovering, siger Jørgen Dyrholm Jensen.

Karensperioden blev indført i den nye lejelov for at forhindre spekulation i lejeboliger. Karensperioden kan dog bortfalde, hvis renoveringen fører til en energiklasse-forbedring af ejendommen på mindst tre energiklasser eller lejemålet energiforbedres for mindst 3.000 kroner pr. kvadratmeter.

Den nye lejelov

Den nye lejelov, der blev vedtaget i januar med stemmer fra Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet, indeholder blandt andet følgende elementer:

  • Der indføres en karensperiode, som betyder, at der efter overtagelse og gennemgribende modernisering af en ejendom skal gå fem år, før lejefastsættelse må ske efter lovens paragraf 5, stk 2.
  • Karensperioden bortfalder, hvis en ejendoms energiklasse hæves med mindst tre niveauer eller energiforbedres for mindst 3000 kroner pr. kvadratmeter.
  • Lejen vil fremover ikke kunne fastsættes væsentligt over det lejedes værdi, men vil alene kunne fastsættes til maksimalt det lejedes værdi.
  • Det vil fremover være forbudt for udlejer at tilbyde lejer penge for at opsige eller fraflytte lejemål.
  • Som modtræk til fup-moderniseringer, hvor udlejer udskiter nyere installationer alene for at opfylde beløbskrav, indføres der krav om besigtigelse fra huslejenævnet.

Efter de nuværende regler kan udlejer hæve lejen markant efter en renovering, mens den nye lejelov sætter loft over huslejestigninger.

- Den nuværende regel om gennemgribende renovering er en guldgrube for udlejere, og den giver et incitament til ikke at interessere sig for lejere i slidte lejligheder, men kun for at investere i tomme lejligheder, fordi det er her, de kan hente de store lejeforhøjelser, siger Jørgen Dyrholm Jensen.

Annonce

29 lejligheder renoveres

Direktør i VEA A/S Peter Vase fortæller, at selskabet "generelt har en god dialog" med Danske Lejere, men afviser kravet om at trække varslingerne om huslejeforhøjelser i Sofienlundsparken tilbage.

- Vi vil godt tale med Danske Lejere om at vente med genudlejning, men vi vil ikke trække varslingerne tilbage. Hvis vi går med til det, betyder det, at huslejenævnet først skal komme ud og besigtige lejemålene, før renoveringen kan begynde. Huslejenævnet mødes en gang om måneden, så det vil forsinke hele processen, hvis vi skulle vente på det, siger Peter Vase.

Han tilføjer, at de fire varslinger skyldes en større omgang af renoveringer af lejemål i Sofienlundsparken.

- Vi har 84 lejemål i Sofienlundsparken og har allerede lavet varslinger om renovering af 25 lejemål, hvoraf nogle er færdigrenoverede. De sidste fire varslinger er vi kommet med nu, så deres renoveringer ikke bliver forsinket af, at huslejenævnet skal på besigtigelse, siger Peter Vase.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce