Vejle: De første cirka 15 kilometer af en ny midtjysk motorvej er en del af det infrastrukturforlig, et bredt flertal i Folketinget står bag.
I første omgang har partierne med regeringen i spidsen afsat to milliarder kroner til strækningen mellem Give og Billund.
Aftalen slår samtidig fast, at forbindelsen skal gå vest om Billund. Fortsættelsen fra Billund mod syd til Haderslev bliver dog tidligst en realitet efter 2035. Ifølge forligsteksten kan den del af vejforbindelsen "prioriteres som led i kommende infrastrukturforhandlinger efter 2035".
Aftalen slår ikke kun fast, at motorvejen skal gå vest om Billund. Den afliver samtidig alle andre linjeføringer end den såkaldte Vest 1.
- Det har været afgørende for os, så vi ikke stavnsbinder folk i området unødvendigt, siger den konservative transportordfører, Niels Flemming Hansen fra Vejle, der har været med helt inde ved forhandlingsbordet.
Resultat sent fredag
Ifølge Niels Flemming Hansen lykkedes det partiet at nå frem til en aftale med regeringen, SF og Radikale sent fredag.
- Og den har de øvrige partier så tilsluttet sig. Det er vi lykkelige for, siger transportordføreren.
Ifølge Niels Flemming Hansen har det været afgørende for partiet, at den midtjyske motorvej kommer til at gå vest om Billund:
- Det har vi ønsket hele tiden af hensyn til naturen.
Niels Flemming Hansen, konservativ transportordførerEnhver, der besøgt området omkring Randbøl Hede og Bindeballe, kan se, hvad det ville betyde, hvis motorvejen gik øst om. Det kan man ikke se i et excelark i København
Mens Niels Flemming Hansen glæder sig, lyder der langt mere kritiske røster fra et andet lokalt folketingsmedlem, Christoffer Melson fra Venstre.
Kritisk Melson
Hans parti har tilsluttet sig forliget, og helt overordnet kan det lokale folketingsmedlem se mange udmærkede tiltag. Men når kikkerten bliver rettet mod Vejle, er han kritisk:
- I forhold til vores aftale fra 2019 er der ingen forbedringer for Vejle. Der er ikke afsat penge til eksempelvis en udvidelse af Havneruten. Samtidig forstærker mange elementer i forliget presset på Vejlefjordbroen.
Christoffer Melson peger på, at udvidelsen af motorvej E45 nord for Vejle bliver fremrykket - samtidig med, at den midtjyske motorvej ikke i første omgang anlægges hele vejen fra Haderslev:
- Det er jo på sin vis godt, at E45 bliver udvidet. Men det vil øge presset på Vejlefjordbroen, og når der så ikke kommer en aflastning via en midtjysk motorvej fra Haderslev, sætter det Vejle i en ærgerlig situation.
Ærgelse over togbro
Sammen med Niels Flemming Hansen ærgrer Melson sig over, at det ikke med aftalen er lykkedes at mane en togforbindelse på tværs af Vejle Fjord i jorden:
- Det kunne vi ikke komme igennem med. Regeringen pillede togfondsforliget ud på forhånd, så det ikke indgik i forhandlingerne, forklarer Niels Flemming Hansen.
En eventuel bro- eller tunnel-forbindelse er dog sendt længere ud i fremtiden, lyder vurderingen fra den konservative forhandler. Derfor kan projektet blive overhalet af en mulig vej- og togforbindelse over Kattegat.
Glæde hos mange partier
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl fra Thyregod, hæfter sig især ved aftalen om motorvejsstrækningen mellem Give og Billund:
- Ruten fra Give til Billund over Karlskov-rundkørslen har i årevis været et stort trafikalt problem og en virkelig flaskehals for gæster til både lufthavnen og til Legoland. At der nu kommer en motorvej, og det ligger fast, at den skal gå vest om Billund, er jeg personligt rigtig glad for, og det er noget, vi i Dansk Folkeparti har kæmpet for i mange år, siger Kristian Thulesen Dahl til avisen.
Mens Christoffer Melson er skeptisk på Vejles vegne, er hans partifælle Anni Matthiesen fra Krogager ubetinget tilfreds med den del af aftalen, der sender motorvejen vest om Billund - en glæde, hun deler med det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem, Birgitte Vind, fra Vejle.
- Jeg har fra dag ét kæmpet for, at den nye midtjyske motorvej trækkes mod vest - for at passe på den fantastiske natur i Vejle Ådal - men også for at sikre bedre balance i hele landet både trafikmæssigt og for at sikre erhvervslivet bedre transport og udviklingsmuligheder, lyder det fra Anni Matthiesen.
Også Birgitte Vind glæder sig:
- Jeg er lettet og meget glad for, at der var enighed om en linjeføring vest om Billund. Det lovede jeg at kæmpe for, da jeg kom i Folketinget, siger hun.
Flertal i byrådet pegede vestpå
Deres glæde over linjeføringen - men ikke motorvejen - deles af den radikale Lotte Rod, der er valgt i Vejle:
- Jeg er glad og lettet. Jeg har talt med store bogstaver i min folketingsgruppe, fordi jeg simpelthen ikke ville lægge stemmer til at ødelægge vores fine natur med motorvej. Jeg er ovenud tilfreds med, at vi nu har reddet ådalen, siger Lotte Rod, der understreger, at partiet helt overordnet er imod motorvejsprojektet.
Beslutningen om at sende motorvejen vest om Billund er i overensstemmelse med holdningen i et flertal i Vejle Byråd. Her sendte politikere fra alle byrådets partiet undtagen Venstre og Liberal Alliance et fælles brev til transportministeren. Her blev det understreget, at man ikke ønskede en motorvej gennem området mellem Randbøl Hede og Vejle Ådal.