Annonce
Vejle Boldklub

Ny VB'er: Den danske liga passer til mig

VB-truppen befinder sig i øjeblikket i Vildbjerg, og den får nu selskab af en ny mand i form af kroaten Denis Kolinger. Foto: Mette Mørk
Den 27-årige forsvarsspiller Denis Kolinger kommer til Danmark og Vejle efter cirka 250 kampe i den bedste kroatiske række.
Annonce

Vejle: Vejle Boldklubs seneste nyerhvervelse er næppe en spiller, som deltager i samtlige forårets 19 superliga-kampe.

Godt nok er Denis Kolinger hentet ind som en forstærkning af startformationen, men den 27-årige kroat er en spiller, som af og til må kigge på.

Det gjorde han for eksempel et par gange i løbet af efteråret, og ved begge lejligheder sad han ude på grund af karantæne.

Denis Kolinger er nemlig en spiller, som får mange advarsler. Fem styks blev det til i anden halvdel af 2020 og det i blot 12 kampe.

- Jeg er en aggressiv spiller, og derfor forventer jeg, at den danske liga passer godt til mig, da det er en liga, hvor spillet er meget fysisk, siger Denis Kolinger.

VB sagde omkring årsskiftet farvel til Alexander Milosevic, der forlod Vejle og Danmark efter blot et halvt år, og Milosevic var hentet ind som en spiller, modstanderne skulle slå sig på. Det gik imidlertid ikke helt efter planen, da Milosevic aldrig tilspillede sig en fast plads på VB-holdet.

Annonce

Erstatning for Milosevic

Denis Kolinger er hentet som Alexander Milosevics direkte erstatning.

Kolinger kommer til Vejle efter en karriere i kroatisk fodbold, der blev indledt i NK Zagreb og fra sommeren 2016 fortsatte i NK Lokomotiva. I alt står Denis Kolinger noteret for cirka 250 kampe i den bedste kroatiske række, og han sluttede som anfører i NK Lokomotiva.

- Jeg trænger til ny energi efter mange år i den samme klub, og nu kommer jeg både til en ny klub og et helt ny land, så jeg glæder mig til at komme i gang, siger Denis Kolinger.

NK Lokomotiva sluttede sidste sæson på andenpladsen i den bedste kroatiske række og spillede i efteråret med i kvalifikationen til Champions League og senere Europa League, hvor endestationen blev tredje kvalifikationsrunde efter mødet med svenske Malmø FF.

I denne sæson befinder NK Lokomotiva sig imidlertid i bunden og ligger for øjeblikket tredjesidst.

- Lokomotiva er en klub, som henter mange unge spillere, udvikler dem og sælger dem videre. I sommer sagde vi farvel til næsten et helt hold, så vi begyndte forfra, siger Denis Kolinger, som VB købte fri af NK Lokomotiva og udstyrede med en kontrakt af tre års varighed.

Annonce

Slutter sig til i Vildbjerg

Denis Kolinger sluttede sig til en VB-trup, som i øjeblikket befinder sig i Vestjylland.

Det er nærmere betegnet i Vildbjerg vest for Herning, hvor klubben opholder sig en halv snes i dage.

- Jeg ser det som en klar fordel, da det giver mig bedre mulighed for at lære de andre at kende, når vi er sammen næsten hele døgnet, siger han.

Kolinger kommer til Danmark i det, han selv kalder udmærket fysisk forfatning, da NK Lokomotiva for et par uger siden tog fat på forberedelserne til den kommende halvsæson.

- Jeg er nok på nogenlunde samme niveau som de andre, vurderer Denis Kolinger, der er født i Tyskland men kroatisk statsborger og står noteret for én A-landskamp for Kroatien.

Denis Kolinger er VB’s første tilgang i det igangværende transfervindue.


Jeg er en aggressiv spiller, og derfor forventer jeg, at den danske liga passer godt til mig, da det er en liga, hvor spillet er meget fysisk.

Denis Kolinger
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Se de nyeste corona-tal for Vejle her: Smittetallet stiger stadig - godt hjulpet på vej af B117

Annonce