Annonce
Erhverv

Politiet måtte i aktion på Vejles strøg: Gadevarer og skilte gjorde det svært at holde afstand

Vejle gågade blev sidste uge ensrettet for at begrænse smitte med coronavirus. Arkivfoto: Mette Mørk
Skilte og gadevarer fylder for meget i Vejles gågade, hvilket gør det svært at holde afstand, lyder det fra Sydøstjyllands Politi. Butikkerne vil nu rette ind, lover City Vejle.

Vejle: Vejles gågade er blevet ensrettet, så strøgkunderne kan holde corona-sikker afstand til hinanden.

Men for mange gadeskilte og gadevarer gør det svært. Det konstaterer Sydøstjyllands Politi efter en weekend, hvor mange butikker holdt åbent.

Flere borgere henvendte sig til politiet om problemet, og derfor valgte ordensmagten at gå på gågaden lørdag for at rette på butikkernes udstillinger.

Det fortæller Jesper Duus, politikommissær ved Sydøstjyllands Politi.

- Nogle butikker havde, i deres iver for at få solgt varer, plastret gågaden til, så ensretningen ikke gik helt efter bogen. De rettede til, efter vi havde været der. Vi skal nu tage en snak med cityforeningen om, hvordan vi løser det her fremadrettet, siger Jesper Duus.

Vejle Amts Folkeblad er også blevet kontaktet af to læsere, der mener, at det er umuligt at holde ensretningen, når man skal zigzagge uden om butikkernes skilte og varer. En af dem er Ole Häuser fra Vejle.

Det giver ingen mening, at de handlende skriger på, at vi skal komme ned for at handle, og de nok skal passe på os, og så blokerer de vejen for, at vi kan færdes med forsvarlig afstand.

Ole Häuser

Opgav og tog hjem

Han tog lørdag formiddag ind til midtbyen for at handle, men måtte opgive, fortæller han.

- Jeg parkerede min cykel ved Føtex, og allerede ved Nørretorv gik folk skulder ved skulder, fordi varer og skilte fyldte. Så gik jeg længere ned, og så kom jeg til et stort madskilt, og det stod midt i det hele, hvilket gjorde det umuligt at holde ensretningen. Jeg så, at sådan fortsatte det. Så opgav jeg og tog hjem, siger Ole Häuser.

Ole Häuser er pensionist og fortæller, at han med coronavirus i omløb tager sine forholdsregler. Han medgiver, at han godt kunne være blevet hjemme.

- Ja, det er helt frivilligt at tage ind til gågaden, men nu var det bare sådan, at jeg skulle have en enkelt ting i Paladspassagen. Jeg sad derhjemme og opvejede for og imod, og jeg havde set, at gågaden er ensrettet, så jeg tænkte, at det var sikkert, siger han.

Men med de mange mennesker, skilte og gadevarer føler Ole Häuser sig ikke tryg. Han vil fremover undgå gågaden om lørdagen.

- Det giver ingen mening, at de handlende skriger på, at vi skal komme ned for at handle, og de nok skal passe på os, og så blokerer de vejen for, at vi kan færdes med forsvarlig afstand, siger han.

Annonce

City Vejle: Vi har rettet ind

Andreas Kiis Antonsen, nytiltrådt chef for City Vejle, bekræfter, at politiet har henvendt sig til foreningen om situationen.

- Vi har indført en masse forholdsregler på grund af corona, blandt andet at folk skal holde til højre. Her er vi så blevet gjort opmærksom på en udfordring med skilte og fortovsvarer, der modarbejder det med at gå til højre, og vi har selvfølgelig rettet ind, siger Andreas Kiis Antonsen.

City Vejle har sendt en mail rundt til butikkerne, hvor foreningen opfordrer til, at de gældende regler overholdes fra mandag, og at fortovsvarerne placeres med god plads imellem sig.

Hvorfor ikke bare fjerne varerne helt?

- Hvis man overholder de gældende regler, er der masser af plads, så de skal ikke fjernes. Corona er nyt for os allesammen, og når myndighederne siger, vi skal holde afstand, skal varerne selvfølgelig også stå, så vi kan, siger han.

Til Ole Häusers kritik siger Andreas Kiis Antonsen, at butikkerne gør sig umage med corona.

- Når vi finder fejl, retter vi ind. Vi blev gjort opmærksom på det i weekenden, hvor han var i byen, og jeg kan nu sige, at vi har løst problemet, siger citychefen.

Allerede inden coronakrisen har strøgbutikkernes voksende antal af varer og skilte i gågaden ofte været til stor debat.

Butikkernes gadeskilte begrænser "gå-feltet" til en ganske smal strimmel, hvor man faktisk kun kan passere i gåsegang. Prøv selv at fortsætte linjen fra klistermærket på fliserne frem mod reklameskiltet. Billedet er taget lørdag. Foto: Ole Häuser
Det er også svært her. Bemærk klistermærket på fliserne øverst i billedet. Foto: Ole Häuser
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Peanutbutter-banana-sandwich og portugisiske grillspyd: Det har der været serveret på Vejlegården siden fagkonflikten

Erhverv

De seks vigtigste ting, du skal læse, for at forstå konflikten på restaurant Vejlegården

Annonce