Gå til indhold
Del kandidaten
Anders Bertel
Seniorsergent
Socialdemokratiet

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg stiller mig i spidsen, fordi jeg vil tage ansvar for vores fælles fremtid. Jeg klar til at lede Viborg Kommune med retning, nærvær og blik for både hverdag og fremtid. Jeg gør det med afsæt i de værdier, der har formet mig: fællesskab, engagement og viljen til at tage ansvar. Vi skal investere i vores børn og unge, passe godt på vores ældre og sikre, at ingen står alene. Vi skal skabe sundhed tæt på mennesker. Vi skal have en stærk lokal velfærd, der virker i hverdagen – og vi skal tage de nødvendige skridt mod en grøn omstilling. Vi vil kridte banen op med fire tydelige pejlemærker: velfærd, vækst, ansvar og fællesskab. Ikke som slogans, men som styringsværktøjer for de beslutninger. Den 18. november skal vi vælge en retning for Viborg Kommune. Jeg stiller op med ambitioner – og med et løfte om at tage ansvar. For jeg tror på, at vi kan mere, når vi står sammen. Det handler ikke kun om politik. Det handler om mennesker. Og om alt det, vi kan skabe – i fællesskab.

Politisk karriere
2013-nu · Byrådsmedlem · Viborg Kommune
2018-nu · Formand, Beskæftigelsesudvalget · Viborg Kommune
2022-nu · Bestyrelsesformand FGU Midtjylland
Erhvervskarriere
Seniorsergent · Jyske Dragonregiment
Uddannelse
Professionsbachelor · Lærer · Læreruddannelsen i Skive
1
Viborg Kommune skal aktivt støtte handelslivet i Viborgs midtby, så butikslokaler ikke står tomme
Anders Bertel uddyber:
Jeg er helt enig. Vi har et tæt samarbejde med handelslivet gennem Vi er Viborg om at udvikle Viborg Midtby, og det skal vi styrke. Det er vigtigt med liv i midtbyen – ikke kun ved store arrangementer som Snapsting, Jul i Viborg og de gratis koncerter, men også i hverdagen. Derfor skal vi investere i byrum som Hjultorvet og Trappetorvet, så de kan bruges til flere aktiviteter og oplevelser. Det skaber liv, tiltrækker besøgende og gavner også de handlende.
2
Der er en god idé at bruge penge på en østlig omfartsvej om Viborg for at aflaste trafikken i midtbyen
Anders Bertel uddyber:
Der er et behov for at aflaste trafikken i Viborg midtby, og derfor skal en østlig omfartsvej undersøges nærmere, inden der træffes en endelig beslutning. Det er vigtigt, at vi får et solidt beslutningsgrundlag, hvor både miljøhensyn, trafikafvikling, økonomi og byudvikling tænkes ind. Vi skal finde den løsning, der bedst sikrer fremkommelighed i midtbyen, men som samtidig er realistisk økonomisk og skaber mindst mulig belastning for natur og naboer.
3
Ældreplejen/hjemmeplejen skal overlades/sættes fri, så private aktører kan komme til.
Anders Bertel uddyber:
Jeg er helt uenig. Ældreplejen er en del af vores fælles velfærd og skal være en offentlig opgave. Det er en vigtig socialdemokratisk kerneværdi, at der skal være lighed i omsorgen – uanset indkomst, baggrund eller bopæl. Når vi overlader ældreplejen til private aktører, risikerer vi uens vilkår, forskelle i kvalitet og at profit kommer før omsorg. Vi skal i stedet styrke den kommunale ældrepleje med tillid, faglighed og tid til borgerne, så alle ældre i Viborg Kommune kan få en værdig og tryg pleje.
4
Det er en god idé, at Viborg Kommune støtter lokale kulturarrangementer som Snapsting og Forever Festival med flere økonomisk
Anders Bertel uddyber:
Lokale kulturarrangementer som Snapsting er med til at styrke fællesskabet, skabe oplevelser og tiltrække gæster til vores kommune. Forever Festival lukkes ned, men vi skal fortsat prioritere midler til både de store begivenheder i Viborg og de mange stærke lokale initiativer i oplandsbyerne – som Vejrumbro Open Air, Open Air i Frederiks og Karup Å Festival. De er gode eksempler på, hvordan frivillige kræfter skaber liv og sammenhold lokalt. Derfor skal vi støtte op, så der er kulturtilbud i hele kommunen – både i midtbyen og i oplandet.
5
Den offentlige transport i kommunen fungerer godt.
Anders Bertel uddyber:
Den offentlige transport fungerer desværre ikke specielt godt i Viborg Kommune. Mange ruter er blevet skåret væk, og det har en selvforstærkende effekt, fordi færre passagerer giver dårligere grundlag for busdriften. Vi skal tænke nyt og skabe flere muligheder: forsøg med transportfællesskaber, samkørsel, el-cykler og delebilsordninger – især i oplandet. Samtidig skal vi sikre en stærk og pålidelig offentlig transport i og omkring Viborg by, så både unge, ældre og pendlere kan regne med den. Det handler om mobilitet, klima og sammenhængskraft.
6
Gamle mursten i midtbyen skal vige for nye, når der er behov for det.
Anders Bertel uddyber:
Jeg er lidt uenig, fordi Viborgs historiske midtby er en vigtig del af vores identitet og skal bevares. Gamle bygninger giver sjæl, sammenhæng og fortæller vores fælles historie. Når der er behov for udvikling, skal vi finde løsninger, der respekterer bymiljøet og kombinerer nyt og gammelt på en måde, som gør Viborg attraktiv både for borgere, erhverv og besøgende.
7
Viborg skal bære en stor del af byrden i den grønne omstilling og sige ja til solceller og vindmøller med mere rundt omkring i kommunen
Anders Bertel uddyber:
Viborg Kommune skal tage sin andel af den grønne omstilling og leve op til de målsætninger, vi har aftalt i byrådet – hverken mere eller mindre. Det er et fælles ansvar, og vi skal bidrage på en måde, der både tager hensyn til klimaet, til lokalområderne og til vores natur. Derfor er det vigtigt, at nye projekter placeres i dialog med borgerne og med blik for, hvordan de kan skabe lokal værdi – fx ved at understøtte fællesskaber, naturpleje eller lokale investeringer.
8
Der er for mange skoler i Viborg Kommune
Anders Bertel uddyber:
Viborg Kommune er en af landets største geografiske kommuner, og derfor er det nødvendigt med skoler bredt fordelt både i byen og i oplandet. Skolerne er afgørende for sammenhængskraften i lokalsamfundene, og de skaber liv i nærområderne. Vi skal dog løbende se på, om vores kommunale skolevæsen har den rette struktur, så vi både kan sikre kvalitet i undervisningen, stærke faglige miljøer og gode rammer tæt på børnenes hjem. Det handler ikke om færre skoler, men om at sikre, at de fungerer bedst muligt for elever, forældre og lokalsamfund.
9
Betalingsparkering skal afskaffes
Anders Bertel uddyber:
Betalingsparkering er afskaffet.
10
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Anders Bertel uddyber:
En tilbagerulning af tidligere skattelettelser kan være med til at skabe øget service i kommunen. Ordentlig velfærd koster, og derfor skal vi turde investere i den. Flere voksne i daginstitutioner og skoler, en værdig ældrepleje og en stærk social indsats er ikke bare udgifter – det er investeringer i mennesker og i fremtidens Viborg. God velfærd gør det også mere attraktivt at bosætte sig i kommunen og styrker virksomhedernes muligheder for at tiltrække arbejdskraft.
11
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Anders Bertel uddyber:
Vi skal ikke spare for at sænke skatten – vi skal i stedet øge vores indtægter og bruge pengene på mere velfærd. Viborg skal være en kommune, hvor der er flere voksne omkring vores børn i skoler og børnehaver, hvor vi sætter tidligt ind med hjælp, og hvor ældre får en værdig og tryg pleje. Det er vigtigere end skattelettelser. Vores fælles ressourcer skal investeres i mennesker og fællesskab, ikke i skattelempelser.
12
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Anders Bertel uddyber:
Byrådsarbejde skal ikke være for pengenes skyld, men der skal være en rimelig kompensation for de mange møder og fraværet fra arbejde og hjem.
13
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Anders Bertel uddyber:
Jeg er helt uenig. Folkeskolen skal have midler til at løfte alle børn – både dem, der trives godt, og dem, der har brug for ekstra støtte. Det skal ikke være et enten-eller. Vi skal have råd til begge dele og investere i vores folkeskole, så der er ressourcer til fællesskabet og særlige tilbud til de børn, som har brug for specialundervisning eller ekstra hjælp. På den måde sikrer vi både lighed og kvalitet i undervisningen.
14
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Anders Bertel uddyber:
Ja, der er for få voksne i børnehaverne. Vi skal øge andelen af uddannede pædagoger og sikre minimumsnormeringer, så der altid er nok voksne til at give børnene nærvær, tryghed og gode rammer. Det handler både om trivsel her og nu og om forebyggelse på længere sigt – jo tidligere vi sætter ind, jo bedre kan vi støtte børnenes udvikling og fællesskab. Stærke dagtilbud er en investering i børnene og i fremtidens Viborg kommune.
15
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Anders Bertel uddyber:
Jeg er lidt enig. Klassernes størrelse har betydning for, hvor meget tid læreren kan bruge på den enkelte elev, og færre elever kan være et middel til øget trivsel og bedre læring. Men det må ikke ske på bekostning af andre områder i velfærden. Det vigtigste er, at vi investerer i vores folkeskole samlet set – med flere voksne, bedre rammer og stærke faglige miljøer. Mindre klasser kan være en del af løsningen, men vi skal først og fremmest sikre, at alle børn får den støtte og undervisning, de har brug for.
16
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Anders Bertel uddyber:
Der skal investeres i begge dele. Velfærdsteknologi kan frigive tid, så de ansatte kan bruge mere af deres kræfter på nærvær, omsorg og faglighed. Men teknologien kan aldrig erstatte de varme hænder. Vi har brug for flere medarbejdere i ældreplejen, daginstitutionerne og skolerne – samtidig med at vi bruger nye løsninger klogt til at understøtte deres arbejde. På den måde får vi både mere kvalitet i omsorgen og en mere attraktiv arbejdsplads for medarbejderne.
17
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Anders Bertel uddyber:
Ældreplejen er en del af vores fælles velfærd – målet er god service til borgerne, ikke profit til en ejer. Mere privatisering giver risiko for fragmentering, flere leverandørskift og fokus på timepriser frem for faglighed. Der har også været konkurser på området – og når det sker, står det offentlige med opgaven og regningen, hvilket skaber utryghed for både borgere og medarbejdere. I stedet skal vi styrke den kommunale ældrepleje: flere faste hænder, bedre kontinuitet, tid til relationer, klog velfærdsteknologi, tydelige kvalitetsmål og åben opfølgning.
18
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Anders Bertel uddyber:
Velfærdsteknologi skal tilbydes – ikke påtvinges. En robotstøvsuger kan give mindre fysisk belastning og frigive tid til omsorg, men kun hvis den passer til borgerens bolig, behov og ønsker. Beslutningen skal tages i dialog med borgeren (og evt. pårørende), efter en faglig vurdering og gerne med prøveperiode. Borgeren skal altid kunne vælge et alternativ, og besparelser må ikke ske på bekostning af tryghed, kvalitet eller den sociale kontakt.
19
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Anders Bertel uddyber:
Genoptræning og forebyggelse hører sammen—at skære i den ene for at finansiere den anden er kortsigtet. Vi skal sikre hurtig, sammenhængende genoptræning (god visitation, nok fys/ergo, hjemmenær træning og klog teknologi) samtidig med stærk forebyggelse (fald, kronikere, tidlig indsats). Det giver bedre liv, færre tilbagefald og sundere økonomi. Finansieringen skal findes i smartere forløb og tæt samarbejde med region og praktiserende læger—ikke ved at udhule forebyggelsen.
20
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
21
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
22
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Anders Bertel uddyber:
Vi skal nå vores klimamålsætninger, men der skal være balance i tingene. Solceller og vindmøller må ikke placeres tættere på borgerne end i dag – hensynet til mennesker, natur og lokalsamfund er vigtigt. Den grønne omstilling skal ske i dialog med borgerne, så vi finder løsninger, der både bidrager til klimaet og giver plads til livskvalitet og trivsel i vores lokalsamfund.
23
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Anders Bertel uddyber:
Det vigtigste er, at vi tænker bæredygtighed og klimahensyn ind i vores kommunale byggerier. Et CO₂-aftryk kan være et godt værktøj, men det må ikke blive en unødigt dyr og tung proces, der tager midler fra selve byggeriet eller fra velfærden. Vi skal finde løsninger, hvor vi bygger grønt og fremtidssikret – men også økonomisk ansvarligt.
24
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Anders Bertel uddyber:
Vækst og velfærd skal gå hånd i hånd. Det giver ingen mening at satse ensidigt på vækst, hvis vi ikke samtidig sikrer, at vores skoler, børnehaver, ældrepleje og infrastruktur kan følge med. Vækst er kun en succes, hvis den også styrker livskvaliteten for borgerne i Viborg Kommune. Derfor skal vi planlægge klogt, så nye borgere og virksomheder også betyder flere investeringer i velfærd og bæredygtige løsninger.
25
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Anders Bertel uddyber:
Det kan ikke være et enten-eller. Når vi planlægger nye erhvervs- og boligområder, skal der altid laves en samlet vurdering i det enkelte tilfælde. Viborg Kommune skal både skabe plads til udvikling og beskytte vores grønne områder. Derfor skal vi tænke natur og rekreative områder ind i byudviklingen, så vi finder den rette balance mellem vækst, bosætning og naturbeskyttelse.
26
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Anders Bertel uddyber:
Politikerne lytter og læser de indsigelser, der kommer i høringsprocesser – men det er ikke det samme, som at alle indsigelser kan føre til ændringer. I store planlægningsopgaver er der mange forskellige hensyn, der skal balanceres: borgere, erhverv, natur, infrastruktur og økonomi. Derfor er det vigtigt med en åben dialog og en gennemsigtig proces, så borgerne kan se, at deres stemme bliver hørt og inddraget – også selv om det ikke altid ender med at ændre selve planen.
27
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Anders Bertel uddyber:
Udenrigspolitik er ikke et kommunalt anliggende.
28
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Anders Bertel uddyber:
Kunst og kultur er limen i samfundet—de skaber fællesskab, dannelse og trivsel, tiltrækker gæster og gør det attraktivt at bo og drive virksomhed i hele kommunen. Derfor skal Viborg støtte både de store begivenheder og de lokale initiativer i by og opland, med armslængde og geografisk balance.
29
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Anders Bertel uddyber:
Flygtninge og indvandrere bliver ikke automatisk en ressource – det kræver, at de kommer i uddannelse og arbejde og bidrager til fællesskabet. Vi skal stille krav om, at man lærer dansk, tager en uddannelse eller kommer i job – men samtidig give støtte til, at det kan lade sig gøre. Et godt eksempel er de ukrainske flygtninge, hvor over 80 % allerede er i job eller uddannelse. Når det lykkes, kan flere blive en aktiv del af Viborg og være med til at løfte vores kommune.