Responstiden for ambulancer vil naturligt variere mellem by og land fordi afstanden til nærmeste ambulancestation er længere i yderområderne. Dog må behandlingen af livstruende tilstande ikke være afhængigt af et postnummer. Vi bør nødvendigvis ikke etablere flere ambulancestationer, men i stedet sikre hurtigere hjælp via fx. hjerteløbere, førstehjælpstræning, strategisk placerede akutbiler og kigge på koordineringen af indsatsen. Derved kan vi forhåbentligt mindske forskellene uden at have merudgifter til området.

Et gebyr på en lægekonsultation kan frigøre ressourcer og dæmpe unødige konsultationer, men det kan også risikere at ramme socialt skævt. Kronikere og borgere med lav indkomst kan ende med dårligere sundhed og dyrere behandlinger på sigt, hvis de ikke går til lægen af økonomiske årsager. Derfor bør vi hellere målrette gebyret udeblivelser uden afbud eller til konsultationer, der reelt misbruges. På den måde kan vi sikre ansvarlighed uden at skabe ulighed i adgangen til egen læge.

Flere video - og telefonkonsultationer giver mening: Det aflaster skadestuer og klinikker, sparer patienterne for unødige ture- og mindsker smitterisikoen. Mange kan fint få hjælp hjemmefra, og især småbørnsforældre og ældre vil formodentligt opleve det som en lettelse ikke , at skulle transportere sig med evt. høj feber eller lignende. Det kræver dog, at vi bevarer fleksibiliteten- ikke alt kan vurderes på afstand og lægen skal altid kunne indkalde til fysisk fremmøde, hvis situationen kræver det.

Vi skal bevare de højt specialiserede afdelinger på få sygehuse, idet stærke faglige miljøer giver bedre behandlinger, udvikling samt forskningsmuligheder. Danmark er så lille et land, at afstandene kan overkommes, i modsætning til fx. Sverige. Det kræver dog andre løsninger, tæt på borgerne, såsom egen læge i tæt samarbejde med specialisterne og flere videokonsultationer til opfølgningsbrug. På den måde kan vi sikre både høj faglighed og nærhed i sundhedsvæsenet.

Psykiatrien skal have højere prioritet - regeringen har allerede tilført økonomiske midler til prioritering af psykiatrien, som har været nødlidende en del år. Alt for mange rammes og ventetiderne er uholdbare. Dog er løsningen ikke kun flere penge til behandling i hospitalspsykiatrien - vi skal investere i tidlige indsatser og forebyggelse i den primære sektor, så egen læge og psykiatere tættere på borgerne kan afhjælpe problemerne langt tidligere. Midlerne skal bruges klogt, ellers skaber vi blot flere symptomer som skal behandles.

At sende flere patienter på private hospitaler kan nedbringe ventetiderne her og nu, men det udhuler den offentlige sektor og kan skabe et A- og B-samfund, hvor penge og forsikringer giver forrang. Sundhed skal være et fælles gode, ikke en markedsplads. Vi skal i stedet styrke den offentlige kapacitet og sikre, at ventetiderne nedbringes for alle - ikke kun for dem, der kan betale sig til hurtigere behandling. Der er ingen logik i at sende flere penge til de private hospitaler, hvis det alligevel er det offentlige, der må redde patienterne når noget går galt. Så risikerer vi at betale dobbelt for behandlingen- først for operationen og derefter for komplikationerne som skal re-opereres i det offentlige sundhedsvæsen.

Man kan ikke sætte menneskers liv ind i formler og rangordne sygdomme. Dog bør ressourcerne bruges, hvor flest får gavn af indsatsen, men uden at helt at nedprioritere patienter med sjældne sygdomme, idet de også har ret til behandling.

Der skal tilføres flere midler til børne- og ungdomspsykiatrien - mistrivslen er stigende blandt børn og unge og mistrivslen følger oftest med ind i voksenlivet og bliver dyrere at rette op på. Dog skal pengene ikke kun gå til behandling i psykiatrien. Der skal investeres i forebyggelse og styrke primærsektoren, så børn og unge kan få hurtigere hjælp inden problemerne vokser sig store. På den måde kan vi forhåbentligt nedbringe ventetiderne og sikre, at færre ender i langvarig psykiatrisk behandling

Regionen bør give højere tillæg til pressede afdelinger, også selvom der skaber lønforskelle. Vi slås om det samme personale, og de mest specialiserede opgaver kræver de rette kompetencer til at løfte opgaverne. Såfremt vi vil tiltrække medarbejdere til pressede afdelinger og skæve arbejdstider må vi betale det, det koster. Alternativet er mangel på hænder og svækket behandling - og det har hverken patienter eller systemet råd til. Under krisen i 2021, hvor der var mangel på jordemødre i Region Hovedstaden, blev der indført lønforhøjelser, bonusser og et stop for overforbrug af vikarer. Det viste, at vi er nødt til handle hurtigt på løn og arbejdsvilkår, hvis vi vil sikre nok hænder til at varetage behandlinger af patienterne/borgerne.

Dokumentation er vigtig og nødvendig - uden den kan vi ikke bevise eller sikre kvaliteten af behandlingen. Dog skal vi ikke have dokumentation for dokumentationens skyld - det stjæler tid fra kerneopgaverne: at behandle patienterne/beboerne. Kravene skal være enkle. meningsfulde og målrettede, så vi kan dokumentere det der er relevant og giver værdi for patienterne/beboerne samt fagligheden. Dokumentationen er med til at sikre kontinuitet i behandlingen, men det skal ikke være for systemets skyld, men for den enkelte der er i berøring med systemet.

Regionsklinikker er nødvendige, hvor der er lægemangel. Borgerne skal have adgang til en praktiserende læge, uanset postnummer. Det bør ikke ses som konkurrenceforvridning, men som en garanti for lighed i sundhed. Mange læger ønsker ikke at bosætte sig i yderområderne - derfor må regionen tage ansvaret.

Kræftbehandling fylder meget i sundhedsvæsenet og med god grund: Tusinder rammes hvert år, og prioriteringen har hævet overlevelsen markant. Når kræft får så stort et fokus risikerer vi at overse andre store sygdomsområder såsom diabetes, hjerte-kar sygdomme og psykiske lidelser, hvor tidlig indsats og forebyggelse kan give større samlet gevinst. Fokus bør derfor være en mere balanceret prioritering, hvor kræft fortsat vægtes højt, dog uden at skygge for andre sygdomme.

Alle borgere skal have adgang til en praktiserende læge - det er en vigtig hjørnesten i forebyggelse, tryghed og retfærdighed i sundhedstilbuddet. Uden almen lægedækning kan vi risikere flere indlæggelser og på sigt dyrere behandlinger. Vi skal dog sikre, at udgifterne ikke løber løbsk og tager midler fra andre områder. Derfor skal dækningen styrkes i yderområderne, men med blik for en bæredygtig prioritering af ressourcerne.

Indførelse af et gebyr kan give mening, hvis det er en ressourcestærk patient, der udebliver uden afbud. Det skaber længere ventetider for den enkelte, hvis der er for mange udebliver og tiden derfor ikke bliver videregives til en patient på ventelisten til en afbudstid. At kræve 200kr af borgere med psykiske, sociale eller kognitive udfordringer rammer skævt og øver ulighed. Jeg mener vi bør lave et gebyrsystem, hvor borgere som jeg, kan stilles til ansvar for manglende afbud og samtidig beskytte de mest sårbare patienter.