Det er ikke i orden, at der er stor forskel på, hvor hurtigt ambulancerne er fremme i landområderne sammenlignet med byerne. Alle borgere skal have adgang til hurtig og tryg hjælp ved livstruende situationer, uanset hvor de bor. Men det er en realitet, at det kan være sværere at opnå samme responstid i tyndt befolkede områder. Derfor skal vi arbejde for at mindske forskellene mest muligt gennem smartere planlægning, bedre udnyttelse af ressourcer og brug af både offentlige og private løsninger – uden at love det umulige.

Jeg er imod at indføre brugerbetaling hos egen læge. Et gebyr på 100 kr. vil ramme socialt skævt og kan afholde folk fra at søge nødvendig behandling i tide, hvilket på sigt kan føre til større udgifter for sundhedsvæsenet. Vi skal i stedet prioritere ressourcerne smartere, reducere bureaukrati og sikre, at pengene bruges på kerneopgaven: behandling og nærhed til patienten. Gratis adgang til egen læge er en vigtig del af det danske sundhedsvæsen og bør bevares.

Digitale konsultationer kan give større fleksibilitet og gøre det lettere for patienter at komme i kontakt med deres læge, især i områder med lange afstande. Men det skal ikke være et mål i sig selv at flytte flest mulige konsultationer over på video eller telefon. Det skal ske, hvor det giver mening for både patient og læge, og hvor kvaliteten kan opretholdes. Det vigtigste er, at patienten får den rette behandling – ikke hvilken platform, den foregår på.

Det er vigtigt, at borgerne har adgang til sundhedstilbud tæt på, især i yderområderne. Mindre syge- og sundhedshuse kan sikre nærhed og tryghed, men vi må ikke gå på kompromis med kvaliteten af specialiseret behandling. Derfor skal vi finde en balance, hvor vi bevarer lokale tilbud, hvor de giver værdi, men samtidig samler de mest avancerede behandlinger, hvor det fagligt giver mening. Det handler om at sikre både nærhed og høj kvalitet i sundhedsvæsenet.

Tryghed og adgang til akut hjælp skal gælde i hele regionen – også i yderområderne. Det er vigtigt, at responstiden er rimelig, uanset hvor man bor. Akutberedskabet bør derfor styrkes, hvor responstiden er længst, så borgerne kan føle sig trygge. Men ressourcerne skal bruges, hvor behovet og effekten er størst, og prioriteres på et fagligt grundlag – ikke bare for princippets skyld. Det er ikke altid nødvendigt at tage fra andre områder, hvis vi prioriterer smartere og bruger både offentlige og private ressourcer bedre.

Busdriften skal tilpasses efterspørgslen, så flest muligt får glæde af pengene. Det giver mening at prioritere flere busser på linjer med mange passagerer, hvis det kan øge mobiliteten og servicen for flest muligt. Men vi skal også sikre, at borgere i yderområder ikke helt mister muligheden for kollektiv transport. Det handler om at bruge ressourcerne effektivt og finde fleksible løsninger, så både by og land får mest muligt ud af de fælles midler.

Psykiatrien har været underprioriteret i mange år, og det er nødvendigt at styrke området, så flere får den hjælp, de har brug for. Men det handler ikke kun om at flytte penge fra andre områder. Vi skal også gentænke, hvordan vi organiserer og bruger ressourcerne, så vi får mest muligt ud af dem. Målet er at sikre bedre behandling og mere sammenhæng for patienter med psykiske lidelser – uden at svække andre vigtige sundhedsområder unødigt.

Liberal Alliance ønsker at nedlægge regionerne og flytte opgaverne til kommuner og stat. Det vil skabe mere klarhed om ansvar, mindske bureaukrati og sikre, at ressourcerne bruges bedst muligt på kerneopgaverne. Så længe regionerne eksisterer, skal vi dog sikre ansvarlighed og kvalitet i opgaveløsningen. Målet er et mere effektivt og gennemsigtigt sundhedsvæsen, hvor patienten er i centrum – ikke systemet.

Ventetiderne i det offentlige sundhedsvæsen er for lange, mens private hospitaler ofte har ledig kapacitet. Regionen bør derfor bruge private hospitaler langt mere systematisk for at nedbringe ventetider. Det er en udbredt myte, at privathospitaler altid er dyrere pr. behandling – analyser viser, at de ofte kan levere behandlinger til samme eller lavere pris end det offentlige, især når opgaver sendes i udbud. Det vigtigste er, at patienterne får hurtig og effektiv behandling, og at vi udnytter alle ressourcer bedst muligt.

Ressourcerne i sundhedsvæsenet skal bruges, hvor de gør størst gavn for flest patienter. Derfor bør kapaciteten prioriteres til de mest udbredte sygdomme, så flest muligt får hurtig og effektiv behandling. Men vi må ikke svigte patienter med sjældne sygdomme, som også har krav på hjælp. Det handler om at finde en ansvarlig balance, hvor vi sikrer høj kvalitet og lige adgang for alle – og hvor vi løbende vurderer, hvordan ressourcerne bruges bedst muligt for både fællesskabet og den enkelte patient.

Børne- og ungdomspsykiatrien har været underprioriteret, og det er nødvendigt at styrke området, så flere børn og unge får den hjælp, de har brug for. Men det handler ikke kun om at flytte penge fra andre områder. Vi skal også gentænke, hvordan vi organiserer og bruger ressourcerne, så vi får mest muligt ud af dem. Målet er at sikre bedre behandling og mere sammenhæng for børn og unge med psykiske lidelser – uden at svække andre vigtige sundhedsområder unødigt.

Der skal være mulighed for at give højere tillæg for at tiltrække personale til pressede afdelinger, også hvis det skaber lønforskelle. På det private arbejdsmarked er lønnen også forskellig, fordi det handler om udbud og efterspørgsel. Hvis vi vil sikre, at der er personale dér, hvor behovet er størst, må vi bruge løn aktivt som et redskab. Alternativet er mangel på medarbejdere og længere ventetider, hvilket går ud over både kvalitet og arbejdsmiljø. Differentieret løn er derfor både nødvendigt og ansvarligt.

Sundhedspersonale skal bruge tiden på patienter – ikke på papirarbejde. Vi skal skære ned på unødvendig administration og fjerne dokumentationskrav, der ikke skaber værdi for patienten. For meget bureaukrati tager ressourcer fra kerneopgaven og skaber frustration blandt medarbejderne. Vi skal turde stille spørgsmål ved, hvilke opgaver der reelt er nødvendige, og hvad vi kan fjerne uden at gå på kompromis med kvaliteten. Flere midler skal gå til behandling – ikke til administration. Mindre bureaukrati betyder mere sundhed og bedre arbejdsmiljø.

Jeg mener ikke, at regionen skal oprette flere regionsklinikker, hvis det kan undgås. I stedet bør vi styrke de eksisterende praktiserende læger og private aktører, som allerede har erfaring, fleksibilitet og incitament til at levere høj kvalitet. Offentlige klinikker bør kun være en nødløsning, hvis det ikke er muligt at sikre lægedækning på anden vis. Det er både mere effektivt og mere i tråd med et liberalt sundhedssyn, hvor pengene følger patienten, og hvor vi udnytter alle ressourcer bedst muligt.

Kræftområdet har fået meget opmærksomhed, og det er vigtigt at sikre hurtig og effektiv behandling for kræftpatienter. Men vi må ikke glemme andre alvorlige sygdomme som hjerte-kar, psykiatri og kroniske lidelser. Sundhedsvæsenet skal sikre høj kvalitet og lige adgang på tværs af sygdomsområder, så ingen patientgrupper bliver overset. Det handler om at skabe balance i prioriteringen, så alle får den hjælp, de har brug for.

God almen lægedækning er vigtig i hele regionen, men det skal ske med ansvarlig prioritering af ressourcerne. Vi skal gøre det attraktivt for læger at arbejde i yderområderne gennem økonomiske incitamenter og fleksible løsninger – ikke ved at bruge ubegrænsede midler. Det handler om at sikre adgang for alle, men også om at bruge pengene, hvor de gør mest gavn for patienterne.

Regionen skal bidrage til grøn omstilling og klimaneutralitet, fx gennem støtte til solceller, mere cirkulær genanvendelse og bedre naturbeskyttelse. Men indsatsen skal ske med respekt for økonomi, frihed og lokale forhold. Vi skal prioritere løsninger, der giver reel effekt for klima og miljø, og undgå symbolpolitik og unødvendige byrder for borgere og virksomheder. Grøn omstilling skal gå hånd i hånd med sund fornuft og respekt for skatteborgernes penge.

Det er rimeligt at indføre et gebyr, hvis man udebliver fra en aftale på hospital eller klinik uden at give besked. Det kan være med til at sikre, at ressourcerne bruges bedst muligt, og at flere får adgang til behandling. Gebyret skal dog være rimeligt og ikke urimeligt højt, så det ikke rammer socialt skævt eller afholder folk fra at søge behandling. Formålet er at skabe respekt for både personalets tid og andre patienters behov – ikke at straffe unødigt hårdt.