Jeg vil kæmpe for, at uanset om du er født i Hørsholm, har slået rødder i Kokkedal, søger tilflugt fra konflikten i Ukraine, eller drømmer om et bedre liv væk fra situationen i Palæstina, fortjener du et samfund, der respekterer og beskytter dine grundlæggende rettigheder. Integration må og skal ikke ske ved at føre symbolpolitik og tale ned til folk. Jeg vil også kæmpe for et Danmark, der hjælper vores svageste. Vi skal prioritere vores fysiske og mentale sundhed, for uanset om du har en svær hverdag i Nordsjælland eller på Vestegnen, så har du og dine børn ret til god sundhed, gode pædagoger og gode fællesskaber. Det er fritidsklubber, sportsforeninger og kulturfællesskaber. Det er sådan vi løfter i flok - sådan som vi gør i Danmark. Jeg vil derudover også kæmpe for, at Danmark og verden er et lige så godt sted at leve i fremtiden, som det er i dag. En af de største kriser, vi som samfund, land og verden står overfor, er klimakrisen. Vi SKAL og MÅ handle nu!