Jeg stiller op, fordi jeg vil være med til at sikre et stærkt og trygt velfærdssamfund med positive fællesskaber og et rigt foreningsliv – for både børn, unge, voksne og ældre. Et godt børne- og ungeliv er fundamentet for et godt voksenliv. Derfor vil jeg arbejde for bedre normeringer i daginstitutioner og skoler, så vores børn får den nærhed, støtte og tryghed, de har brug for ved uddannede lærere og pædagoger. Samtidig skal vi sikre værdig pleje for vores ældre med flere plejehjemspladser i nærområderne og et øget fokus på en demensvenlig hverdag, hvor der tages hensyn til den enkeltes behov. For at kunne fastholde og udvikle velfærden er det nødvendigt, at vi styrker kommunens økonomiske grundlag. Det kræver, at vi tiltrækker nye borgere, virksomheder og uddannelsesmuligheder. Det skaber liv, udvikling og arbejdspladser – og dermed et bredere skattegrundlag. Jeg tror på, at vi med målrettet indsats kan skabe en kommune med både varme hænder og stærke fællesskaber.