Du bør stemme på mig, fordi jeg vil være en stemme, der kender både hverdagen tæt på og de store linjer. Jeg bor i Snejbjerg med min kone, og jeg har mine rødder i Ringkøbing-Skjern – et sted, hvor man lærer værdien af fællesskab og af at løfte i flok. Jeg er industritekniker og arbejder i fagbevægelsen, hvor jeg dagligt møder mennesker, der ønsker ordentlige forhold i arbejdslivet og et samfund, hvor ingen bliver efterladt på perronen. Som tidligere formand for SIND Ungdom har jeg kæmpet for, at unges stemme bliver hørt i psykiatrien, og jeg vil fortsætte den kamp i Region Midtjylland. Psykiatrien skal styrkes, forebyggelse prioriteres, og unge skal have reel indflydelse på politiske beslutninger. Jeg stiller op som en jordnær kandidat, der forbinder land og by, unge og ældre – og som insisterer på, at politik skal skabe løsninger, der mærkes i menneskers hverdag.