Gå til indhold
Del kandidaten
Johannes Joyce
Bæredygtighedsleder og fagchef for bæredygtighed
Liberal Alliance

Derfor stiller jeg op til valget

Man bør stemme på mig, fordi jeg vil arbejde for en grønnere, friere og mere ansvarlig udvikling i Helsingør. Jeg tror på, at kommunen skal være en ja-kommune, hvor borgere og erhvervsliv mødes med løsninger i stedet for bureaukrati. Med mine erfaringer fra byggebranchen og arbejdet med bæredygtighed vil jeg arbejde for en lokal fingerplan, hvor boliger, erhverv, infrastruktur og natur tænkes sammen. Jeg vil sikre, at skattekronerne bruges fornuftigt – færre penge til tom ledelse og mere til kernevelfærd, skoler og ældrepleje. Samtidig skal vi undgå symbolpolitik og i stedet skabe reel bæredygtig udvikling, der giver tryghed, arbejdspladser og grøn vækst. Jeg stiller op, fordi jeg ønsker at tage ansvar for, at Helsingør bliver en kommune, vi alle kan være stolte af – med mere frihed, stærkere fællesskaber og en klar grøn retning.

Erhvervskarriere
2025-nu · Fagchef for bæredygtighed, projektleder · WSP Danmark A/S
Uddannelse
2010-2013 · Mellemlang videregående uddannelse · Bygningskonstruktør, facility management · KEA
1
Indførelsen af betalt parkering i bymidten og ved Espergærde Havn har været positiv
Johannes Joyce uddyber:
Betalt parkering i Helsingør har været en fejl. Det skader bylivet, detailhandlen og borgerne – og regnestykket holder ikke, da ordningen koster mere end den giver. Velfærd skal ikke finansieres gennem parkeringsafgifter. Jeg ønsker at afskaffe betalt parkering og skabe en parkeringspolitik, der trækker folk til byen.
2
Skatten i Helsingør skal sættes op for at undgå besparelser
Johannes Joyce uddyber:
Jeg er imod at hæve skatten i Helsingør. Borgerne betaler allerede meget, men oplever ikke at pengene bruges klogt. Vi skal undgå besparelser ved at skære i spild og tom ledelse og sikre, at skattekronerne går til kernevelfærd. Løsningen er bedre prioritering, ikke højere skat.
3
Benedikte Kiær bør få fire år mere på borgmesterkontoret
Johannes Joyce uddyber:
Jeg ønsker ikke at gøre det til et spørgsmål om personer. For mig handler det om, at Helsingør skal have en borgerlig-liberal ledet kommune, der arbejder for mere frihed, gennemsigtighed og ansvarlig økonomi. Jeg ønsker et blåt flertal, hvor vi sætter en tydeligere liberal retning for kommunen – det er retningen der er afgørende.
4
Der bliver bygget alt for mange nye boliger i Helsingør kommune
Johannes Joyce uddyber:
Jeg er ikke imod flere boliger i Helsingør, men udviklingen skal ske klogt. Vi skal have en helhedsplan, hvor boliger, natur og infrastruktur balanceres. Jeg ønsker flere boliger gennem transformationer, renoveringer og grønne lokalplaner – ikke stop for byudvikling, men smartere byudvikling
5
Helsingør Kommune skal satse langt mere på at forbedre erhvervslivets vilkår
Johannes Joyce uddyber:
Helsingør skal satse langt mere på erhvervslivet. Det er virksomhederne, der skaber vækst, arbejdspladser og skattegrundlag. Kommunen skal være en ja-kommune med mindre bureaukrati, hurtigere sagsbehandling og bedre infrastruktur. Så vælger virksomhederne os til – og det giver frihed og muligheder for både borgere og by.
6
Helsingør Byråd afsætter alt for mange penge til kulturlivet
Johannes Joyce uddyber:
Kultur er en styrke for Helsingør, men vi bruger ofte for mange penge uden klare prioriteringer. Jeg ønsker kulturmidler, der skaber værdi for borgerne og styrker byliv og turisme – gerne i samarbejde med private og foreninger. Vi skal sige ja til kultur, men nej til prestigeprojekter, der går ud over kernevelfærd.
7
Der bliver brugt alt for få penge på skolerne, både i forhold til undervisning og de fysiske rammer
Johannes Joyce uddyber:
Jeg mener ikke, at løsningen er bare at bruge flere penge. Skolerne har brug for bedre rammer, men det handler mindst lige så meget om kvalitet, god ledelse og at pengene bruges klogt. Vi skal sikre, at midlerne når ud i undervisningen og til de fysiske rammer – ikke forsvinder i bureaukrati og administration.
8
Helsingør Kommune skal fortsætte med at bruge penge på store events som fx Ironman
Johannes Joyce uddyber:
Jeg støtter, at kommunen er med til at markedsføre Helsingør gennem Visit Nordsjælland – det er en fælles opgave. Men det er noget andet end at give direkte tilskud til private events som Ironman, der allerede kan tiltrække gæster. Skattekroner skal bruges, hvor de skaber mest værdi – ikke på arrangementer, der kan klare sig selv.
9
Handelslivet i Helsingørs bymidte er under voldsomt pres, og kommunen hjælper ikke butikkerne i tilstrækkelig grad
Johannes Joyce uddyber:
Handelslivet i Helsingør er under pres, og kommunen kan gør mere for at hjælpe. Men vi må også erkende, at nethandel og høje erhvervslejepriser udfordrer de fysiske butikker. Derfor kræver det en fælles indsats med erhvervsdrivende og iværksættere om at udvikle en handelsby, hvor vi tilbyder oplevelser og varer, man ikke bare køber på nettet. Kommunens rolle er at skabe smidige rammer med ja-kultur, hurtig sagsbehandling og fleksibilitet – så butikker og erhverv kan trives.
10
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Johannes Joyce uddyber:
Jeg mener ikke, at serviceniveauet skal øges ved at hæve skatten. Borgerne betaler allerede rigeligt, men får for lidt igen. Vi kan skabe bedre service gennem smartere prioritering, mindre bureaukrati og fokus på kernevelfærd. Ressourcerne skal ud til skoler, ældre og børn – ikke til tom ledelse. Løsningen er bedre brug af skattekronerne, ikke højere skatter.
11
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Johannes Joyce uddyber:
Jeg mener, at Helsingør skal bruge skattekronerne smartere, så vi kan sænke skatten. Borgerne betaler rigeligt, men oplever ikke, at pengene giver nok værdi. Vi skal spare ved at skære i spild, bureaukrati og tom ledelse – ikke i kernevelfærd. Skatten skal ned, så borgerne får mere frihed og mere ud af de penge, de selv tjener.
12
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Johannes Joyce uddyber:
Jeg mener ikke, at højere vederlag er vejen til flere kandidater. Man går ind i politik for at tage ansvar, ikke for pengene. Byrådsarbejdet skal selvfølgelig honoreres rimeligt, men vi skal hellere skabe bedre rammer og mindre bureaukrati, så flere kan kombinere politik med familieliv og arbejde. Engagement og lyst til at skabe forandring skal være drivkraften.
13
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Johannes Joyce uddyber:
Jeg ønsker, at særligt udfordrede børn får den hjælp, de har brug for – men det må ikke ske på bekostning af de øvrige elever. Inklusion skal ske på en måde, hvor både barnet og klassen trives. Derfor skal vi have bedre specialtilbud og fleksible løsninger, så alle børn får de bedste rammer for læring og udvikling.
14
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Johannes Joyce uddyber:
Der kan være for få ansatte i daginstitutionerne, men løsningen er ikke kun flere hænder. Det handler om kvalitet og tryghed i børnenes hverdag. Vi skal sikre god ledelse og fleksibilitet, så de voksne kan bruge deres tid på nærvær og omsorg frem for skemaer og papirarbejde. Det er kvaliteten af tiden med børnene, der er afgørende.
15
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Johannes Joyce uddyber:
Jeg mener ikke, vi skal gøre klassestørrelser mindre ved at spare på andre områder. Det vigtige er, at eleverne trives og får god undervisning. Vi skal lytte til fagfolk for at fastsætte det rigtige loft, så vi undgår klasser, der bliver til storrumskontorer. Loftet skal tage højde for skolens størrelse og børnegruppens behov. Fokus skal være på kvalitet og fleksibilitet, ikke politiske symbolmål.
16
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Johannes Joyce uddyber:
Det er ikke et valg mellem varme hænder og teknologi. Velfærdsteknologi skal frigive tid, så medarbejderne kan bruge kræfterne på omsorg og nærvær. Samtidig skal vi sikre, at de ansatte føler medejerskab og tryghed i deres arbejde. Ældreplejen skal bygge på menneskelighed – men vi må også bruge teknologi klogt, så ressourcerne rækker længere.
17
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Johannes Joyce uddyber:
Mere konkurrence kan styrke ældreplejen, fordi det giver borgerne frihed til at vælge. Private aktører skal ikke erstatte det kommunale, men være et supplement, der skaber kvalitet og fleksibilitet. Det vigtigste er, at borgerne oplever tryghed og service i øjenhøjde – og at vi sikrer gennemsigtighed i, hvordan pengene bruges.
18
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Johannes Joyce uddyber:
Teknologi skal være et supplement, ikke en tvang. Hvis en borger ønsker en robotstøvsuger, er det en god løsning, der kan frigive tid til omsorg. Men det må aldrig påtvinges som et spareværktøj. Hjemmeplejen skal møde borgerne i øjenhøjde og sikre tryghed og valgfrihed – derfor skal det altid være den ældres eget ønske.
19
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Johannes Joyce uddyber:
Jeg køber ikke præmissen om, at vi skal vælge mellem genoptræning og forebyggelse. Begge dele er afgørende for borgernes livskvalitet og kommunens økonomi. Forebyggelse mindsker behovet for senere behandling, mens genoptræning sikrer, at borgere kan komme hurtigt tilbage til hverdagen. Fokus skal være på kvalitet og bedre prioritering – ikke på at flytte penge fra ét vigtigt område til et andet.
20
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Johannes Joyce uddyber:
Jeg ønsker rolige og attraktive bymidter, men jeg mener ikke, at løsningen er flere forbud mod trafik og parkering. Handelslivet og tilgængeligheden til byen skal bevares. I stedet skal vi skabe smartere løsninger med parkeringshuse, bedre mobilitet og balance mellem bilister, cyklister og fodgængere. Vi skal udvikle en levende by, ikke lukke den ned.
21
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Johannes Joyce uddyber:
Vi skal fortætte vores byer frem for at udlægge nye arealer. Det giver en mere bæredygtig udvikling og passer bedre på naturen. Men fortætning skal ske klogt og med respekt for Helsingørs identitet. Jeg ønsker flere transformationer, renoveringer og grønne lokalplaner, så vi bygger med omtanke og i balance.
22
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Johannes Joyce uddyber:
Jeg ønsker grøn energi, men ikke ved at udlægge mere natur til store anlæg tæt på beboelse. Solceller og vind skal placeres på tage, parkeringsarealer og andre eksisterende flader – ikke på marker eller i landsbyområder. Samtidig bør vi åbne for nye teknologier som atomkraft, der kræver langt mindre plads og giver os mere natur tilbage.
23
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Johannes Joyce uddyber:
Kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk, men det skal ske klogt og helhedsorienteret. Jeg arbejder selv med bæredygtigt byggeri og ved, at lave CO2-løsninger ofte betaler sig på lang sigt gennem drift og materialevalg. Vi skal stille krav til bæredygtighed, men undgå symbolpolitik – det skal være grønt og økonomisk ansvarligt på samme tid.
24
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Johannes Joyce uddyber:
Jeg ønsker vækst i Helsingør – det er grundlaget for at tiltrække investeringer, skabe arbejdspladser og sikre skattegrundlaget. Men vækst skal ske med omtanke, så vi samtidig sikrer gode rammer for skoler, daginstitutioner og infrastruktur. Derfor køber jeg ikke præmissen om, at vækst skal ske ‘selv hvis’ det skaber problemer. Vækst ja – men klog vækst i balance.
25
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Johannes Joyce uddyber:
Jeg mener ikke, at grønne områder prioriteres for højt. Naturen er en af Helsingørs største styrker, og den skal vi bevare og tænke ind som en del af udviklingen. Vi skal skabe flere boliger og erhverv, men gennem fortætning, transformationer og grønne lokalplaner – ikke ved at bygge på de sidste grønne områder. Udvikling og natur skal gå hånd i hånd.
26
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Johannes Joyce uddyber:
Borgerinddragelsen i Helsingør er for svag. Høringer bliver ofte en formalitet, og borgernes input ændrer sjældent retningen. Jeg ønsker reel gennemsigtighed og dialog, hvor vi bruger borgernes viden aktivt. Et råd bestående af borgere fra land og by, politikere, forskere og fagpersoner kunne give det holistiske indblik, vi mangler i dag. Så kan vi sikre, at lokal- og kommuneplaner udvikles i balance med både natur, erhverv og mennesker.
27
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Johannes Joyce uddyber:
Jeg mener ikke, at kommunen skal drive udenrigspolitik eller være aktivistisk. Helsingørs ansvar er at levere god velfærd, udvikle byen og skabe rammer for erhverv og borgere – ikke at boykotte varer fra bestemte lande. Internationale konflikter skal håndteres nationalt.
28
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Johannes Joyce uddyber:
Kunst og kultur er en vigtig del af Helsingør og bidrager til fællesskab, identitet og byliv. Derfor skal kommunen understøtte kulturlivet økonomisk – men på en balanceret måde. Vi skal prioritere de initiativer, der skaber værdi for mange borgere, og styrke samarbejdet med private og fonde, så kultur ikke bliver et dyrt prestigeprojekt.
29
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Johannes Joyce uddyber:
Flygtninge og indvandrere kan være en ressource, når integrationen lykkes, og man bidrager til fællesskabet. Men det sker ikke af sig selv. Vi skal stille krav til sprog, kulturforståelse og job, så borgerne føler sig mødt i øjenhøjde. Uden den indsats kan det blive en udfordring. Jeg ser potentialet, men vi skal sikre, at integration bliver til reel deltagelse og ansvar.