Gå til indhold
Del kandidaten
Martin Boye
Selvstændig
Venstre

Derfor stiller jeg op til valget

Fordi jeg har bevist at jeg gør en forskel ! Fordi jeg tør stå ved det jeg mener Fordi jeg repræsenterer mine vælgere - ikke kommunen Fordi jeg tør udfordre 'det vi plejer' Fordi jeg er proaktiv og ikke nøjes med at tage stilling til det forvaltningen kommer med Fordi Folkeskolen har brug for mig Fordi jeg kan mit håndværk, har erfaringen og evnen - så - Hvis du ikke vil lade dig nøje - Stem på Martin Boye

Politisk karriere
2024-nu · Byrådsmedlem · Vejen Kommune
2021-nu · Medlem Økonomiudvalget · Vejen Kommune
2021-nu · Medlem, Udvalget for skoler og børn · Vejen Kommune
2018-nu · Bestyrelsesmedlem
2021-2024 · Byrådsmedlem
2018-2021 · Byrådsmedlem
1
Vejen Kommune bør prioritere udvikling af de fire centerbyer Holsted, Brørup, Rødding og Vejen frem for landsbyerne.
Martin Boye uddyber:
Nej, det er ikke et enten/eller. Vi skal begge dele. Vi skal prioritere at landdistrikterne udvikles med udgangspunkt i hver deres særpræg og individuelle situation. Det gør vi via lokalrådene og vores landdistrikts koordinator, der samler trådene og hjælper til med at være talerør ind i forvaltningen. Centerbyerne skal udvikles ligeledes ud fra hver deres behov, for det er vidt forskellig udfordringer de 4 centerbyer har.
2
Politikerne prioriterede korrekt, da de indførte at nogle ældre i Vejen Kommune selv skal betale for ydelser som robotstøvsugere og kompressionsstrømper.
Martin Boye uddyber:
For at kunne bruge tiden på mere og bedre personlig pleje, er det en god ide at teknologien kan give en hjælpende hånd hvor det er muligt. Vi skal sørge for at alle får den hjælp de har brug for, og en del af den opgave er også at vi ikke bruger tid og ressourcer på opgaver, som teknikken kan klare. Det er derfor en god ide at bruge tiden på menneskelig kontakt i stedet for.
3
Det er en god idé, når Vejen Kommune arbejder på etablering af store energiparker med solceller og vindmøller.
Martin Boye uddyber:
Ja, Vejen Kommune har med sin helt unikke beliggenhed et kæmpe potentiale for at blive et grønt erhvervs eventyr. Med investeringer på 2 cifrede milliardbeløb og 500+ faste arbejdspladser i de tilknyttede erhverv, der byder sig til lige nu, er det både visionært og miljømæsssigt det helt rigtige at gøre - for både klima, borgere og kommune. MEN - det er vigtigt at vi gør alt for at sikre de berørte områder og deres beboere bedst mulige vilkår i den sammenhæng. Det kan ikke hjælpe noget at folk ikke bliver kompenseret i tilstrækkelig grad og vi skal sørge for at nærområderne både skærmes og tilgodeses, så man lokalt får gavn af de afsavn, der er forbundet med at bo i nærheden af en energipark. Jeg glæder mig desuden til at kernekraft bliver muligt at tilføje paletten af emmissionsfri energikilder.
4
Det var rigtigt at hæve kommuneskatten for at rette op på økonomien, og politikerne bør gøre det en gang til.
Martin Boye uddyber:
Jeg kæmpede imod skattestigningen med næb og klør, men medgiver at den har gjort budgetlægningen nemmere. Men så længe der er steder at spare i det nuværende budget - og det er der - vil det mildest talt være dårlig forvaltning af andre folks midler at hæve skatten igen. Jeg har hvert eneste år de sidste 8 budgetter - som den eneste - fremlagt forslag til besparelser ud over dem forvaltningen selv fandt frem. Nogle har jeg fået igennem, andre står stadig åbne. Men der kan sagtens spares i det offentlige - og derfor skal skatten ikke hæves.
5
Vejen Hallen bør rives ned, så området kan bruges til boligbyggeri.
Martin Boye uddyber:
Vi har besluttet at den mulighed står åben. Men forudsætningen er, at samtlige brugere af hallen skal have et andet godt sted at være før det kommer på tale. Der er indtil videre ikke nogen konkrete planer i støbeskeen; men en bygningsrenovering af hallen vil under alle omstændigheder blive temmelig omfattende, da de nye bygningsreglementer i givet fald skal opfyldes. Og de stiller helt andre krav end metoderne hallen blev opført efter. Så økonomien kan risikere at blive en væsentlig faktor for om vi kan retfærdiggøre at bruge skattekroner på en renovering.
6
Vejen Kommune bør tilføre et markant millionbeløb ekstra til folkeskolen for at rette op på placeringen som den kommune, der bruger færrest penge pr. elev.
Martin Boye uddyber:
Ja, vil skal tilføre mange flere midler til folkeskolen, og vi skal samtidig huske at anerkende vores skoler og ikke mindst vores dygtige lærere for, at de små penge de har at gøre med ikke slår igennem på hverken trivsel eller læring. Skolerne i Vejen Kommune ligger i trivsel ca på landsgennemsnittet og læringen målt på karakterer ligger absolut heller ikke i bund. Så lad os nu tale skolerne op i stedet for - Vi gør det faktisk rigtig godt i Vejen Kommune, og det kan og skal vi være stolte af.
7
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Martin Boye uddyber:
Nej, slet ikke. Jeg synes derimod at vi som borgere har pligt til at være så selvhjulpne som muligt for ikke at risikere at tage imod hjælp, som andre kunne have mere brug for. Men alle, der har behov for hjælp, skal så sandelig også have den - det ligger fast. Vi ved hver især bedst selv, hvad der er bedst for os - det behøver kommunen ikke vurdere på vores vegne. Jeg vil til enhver tid forsvare retten til at vi alle kan tænke, tale, spise, elske, handle og leve ligesom vi hver især har lyst til - så længe det ikke går ud over andre. Så vi skal passe på ikke at blive klienter i et offentligt system, der via sit 'serviceniveau' er med til at gøre os mindre ansvarlige for vores eget liv. Vi har i Danmark brug for at færre overlader initiativretten til eget liv til det offentlige og flere selv tager styring. Vi kan godt selv, og det bør det offentlige bestyrke borgerne i - i stedet for det modsatte. Vi behøver ikke øge det offentlige service niveau - det er i forvejen meget højt.
8
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Martin Boye uddyber:
Ja, der kan og skal spares. Men i første omgang skal besparelserne bruges på at få vores folkeskole understøttet bedre. Når alle kerneopgaverne så er løst tilfredsstillende, skal kommunen til gengæld heller ikke ligge inde med penge, der dybest set ikke er deres. Så skal de tilbage i skatteborgernes lommer.
9
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Martin Boye uddyber:
Ja, men ikke af den grund. Jeg tror ikke det vil få flere til at stille op - det håber jeg i hvert tilfælde ikke. For hvis en god løn er afgørende for en kandidats engagement, er det nok bedre at lade være med at stille op. Men hvis vi ser på det tidsforbrug lokalpolitikere lægger i opgaven ved siden af deres fuldtidsarbejde, og tager i betragtning at det politiske arbejde går fra deres fritid og fra deres familie, så er det absolut ingen luksus at kompensere det bedre end det bliver i dag.
10
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Martin Boye uddyber:
Det er et meget dårligt opstillet dilemma, for vi skal tilgodese begge grupper. Uden at det bliver på bekostning af den ene part. Men jeg forstår godt tanken bag bekymringen, fordi vi skal ikke i en situation, hvor hensynet til børn med særlige behov ødelægger trivslen og undervisningen for de andre. Jeg synes ikke særligt udfordrede børn er mere værd end øvrige elever. De er lige så meget værd. Og de skal selvfølgelig have al den hjælp de har brug for. Og det må selvfølgelig ikke gå ud over de øvrige børn. Det vil være et fokuspunkt for mig i det nye Skole og Børn udvalg at balancere begge hensyn.
11
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Martin Boye uddyber:
Nej, der er umiddelbart dem, der skal være. Og så kan jeg godt forstå hvis en forælder har oplevet noget andet, at der kan opstå den bekymring. Men vi har sørget for at leve op til de nye minimumsnormeringer, der skal sikre at der ikke er for få voksne til at tage sig af vores børn. Og skulle der opstå en situation hvor det ikke hænger sammen, så håber jeg meget at både ansatte og forældre reagerer og giver besked til institutionen eller i sidste instans også forvaltningen, så alle kan være trygge ved at vores børn har det godt - hver dag.
12
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Martin Boye uddyber:
Klassestørrelser er ikke den primære udfordring i folkeskolen. Det er snarere rammerne, elevernes sammensætning, lærernes vilkår/trivsel og en generel underfinansiering, der skal kigges på.
13
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Martin Boye uddyber:
Det er ikke hinandens modsætninger. Faktisk kan vi opnå flere varme hænder ved at benytte os af mere velfærdsteknologi. Så det er lidt noget vrøvl.
14
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Martin Boye uddyber:
Måske lidt - men jeg tror ikke det vil betyde det store i Vejen Kommune, hvor ældreplejen på langt de fleste parametre fungerer virkelig godt. Men private aktører er altid hjertelig velkomne - det skader aldrig at få ny inspiration og gerne også konkurrence. Kommunen skal naturligvis altid sørge for at sammenligne os med de private aktører - og også rigtig gerne samarbejde med dem så meget som det overhovedet giver mening. Men ældreplejen i Vejen Kommune har en virkelig høj standard.
15
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Martin Boye uddyber:
Vi skal altid lytte til de ældre borgere og deres ønsker - naturligvis. Men jeg kan ikke sige aldrig til det spørgsmål. For hvis pågældende ældre er visiteret til støvsugning og det i øvrigt vurderes at der ikke er noget til hinder for at opgaven kan løses af en robotstøvsuger, så kan tiden til støvsugningen jo bruges på mere menneskelig omsorg i stedet. Det er altid en individuel vurdering om det er en god ide hos den enkelte.
16
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Martin Boye uddyber:
Det er ikke enten eller. Genoptræning er en vigtig investering i egen sundhed og selvhjulpenhed og hvis ikke genoptræningen er tilstrækkelig kan nytten af et indgreb blive mindre. Men forebyggelse er altid at foretrække, hvis behandling dermed kan undgåes - selvfølgelig. Så ja, fokus på genoptræning for dem der har haft brug for behandling og fokus på forbyggelse for dem, der kan undgå behandling.
17
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Martin Boye uddyber:
Nej, en levende bymidte med et godt handelsliv er afhængig af liv, trafik, mulighed for at kunne parkere tæt på og ikke mindst at der ikke er p-vagter. Hvis vi forbyder trafik, så bliver der ikke fredeligt - Der bliver dødt.
18
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Martin Boye uddyber:
Umiddelbart mangler jeg argumenter for at skulle gøre det?
19
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Martin Boye uddyber:
Nej vi har givet håndslag på at vi nu har de energiparker i støbeskeen, vi vil have. Jeg anbefalede for længe siden at kriterierne for sol og vind i Vejen Kommune skulle begrænses til at være få og store parker, og derfor er vi i dag i den situation at vi kan sætte flueben (og være stolte) ved det vi har planlagt og derfor kan afvise yderligere projekter.
20
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Martin Boye uddyber:
Ja, det ligger jo i lovgivningen, så det er en åben dør at sparke ind.
21
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Martin Boye uddyber:
Vi skal have fokus på at drive og udvikle Vejen Kommune så visionært som muligt, samtidig med at vi tager hensyn til de kerneopgaver, som kommunen står for. Og kommer der mere trafik og flere børnefamilier til kommunen, hvilket jeg hilser velkommen - så er det vores opgave at tilpasse kommunen til den opgave også.
22
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Martin Boye uddyber:
Nej, det synes jeg ikke. Jeg mener vi har en god og afbalanceret tilgang, der ikke stiller vores erhvervs- og boligbyggerier i en ringere position og samtidig indtænker hensyn til de grønne områder.
23
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Martin Boye uddyber:
Ja, det ved jeg af erfaring at vi er. Alle høringsssvar bliver læst og taget med i betragtning hver gang noget er i høring. Derfor er det jo ikke sikkert at alle får deres ønsker opfyldt, men vi er valgt til at varetage hele kommunens bedste interesser. Og det synes jeg rent faktisk vi gør.
24
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Martin Boye uddyber:
Absolut ikke. Det er ikke kommunens opgave at agere i udenrigspolitiske spørgsmål. Og selv om det var, ville jeg aldrig stemme for det.
25
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Martin Boye uddyber:
Foreningslivet er en vigtig del af sammenhængskraften i et samfund. Og det vil jeg meget gerne understøtte. Men jeg synes at vi bruger for mange penge på drift af de to store museer i Sønderskov og Vejen. Specielt er jeg ikke tilhænger af at vi finansierer drift og vedligehold på bygninger kommunen ikke ejer. Der er ingen tvivl om at Vejen Kunstmuseum står som et vartegn for Vejen by og for kommunen, men jeg så gerne en større egenbetaling i form af entre indtægter fra voksne. (Børn under 18 har ifølge loven gratis adgang)
26
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Martin Boye uddyber:
De mennesker, der tager et arbejde og bidrager til samfundet, vil altid udgøre en ressource, som er meget højt værdsat. Og dem har vi mange af i Vejen Kommune! Dem, der derimod ikke tager et arbejde eller ikke ønsker at bidrage positivt på anden vis, bør finde sig et andet sted at være.