Gå til indhold
Del kandidaten
Mette Marie Christensen
Cheflæge
Venstre

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg stiller op for Venstre, fordi jeg vil bringe sundhedsfaglighed, grøn erfaring og balance mellem by og land ind i kommunalbestyrelsen. Som cheflæge på OUH kender jeg sundhedsvæsenets maskinrum og ved, hvordan faglighed, økonomi og menneskelighed kan hænge sammen. Det er vigtigt nu, hvor sundhedsreformen giver kommunerne en ny og anderledes rolle. Jeg brænder for klima og grøn omstilling – ikke som afsavn, men som muligheder for innovation, arbejdspladser og en kommune, vi kan være stolte af at bo i og i at give videre. Endelig er det en mærkesag for mig at skabe balance mellem land og by. Det gode liv skal kunne leves i hele kommunen – med dagtilbud, infrastruktur, kultur og fællesskaber, også i landsbyerne. Jeg tror på frihed, fællesskab og ansvar – og jeg vil arbejde for et Faaborg-Midtfyn i balance, hvor vi tager ansvar for nutiden og bygger muligheder for fremtiden.

Tillidsposter
2017-nu · Næstformand i Lægemiddelnævnet · Lægemiddelstyrelsen
Erhvervskarriere
2022-nu · Cheflæge · Farmakologi · Odense Universitetshospital
Uddannelse
2015-nu · Ph.d. · Ph.d.-afhandling: Hvordan genetiske forskelle påvirker kroppens optagelse og virkning af metformin hos raske personer og patienter med type 2-diabetes. · SDU
2004-nu · cand. med. (læge) · SDU
2015-nu · Speciallæge · Klinisk Farmamakologi · Region Syddanmark
1
Faaborg-Midtfyn Kommune skal tilbyde flere og gratis busser, så landområderne ikke hægtes af.
Mette Marie Christensen uddyber:
Det er en mærkesag for mig, at man skal kunne bo i kommunens landdistrikter uden at være afhængig af bil. Børn, unge, erhvervsaktive og ældre skal have reelle transportmuligheder. Hvis vi vil have folk til at bosætte sig i hele kommunen, kræver det en stærk og tilgængelig kollektiv infrastruktur.
2
Faaborg-Midtfyn står foran et borgmesterskifte, fordi Hans Stavnsager (S) ikke genopstiller. Det vil være bedst for kommunen, hvis Socialdemokratiets gruppeformand Anstina Krogh tager over, fremfor at nye kræfter kommer til.
Mette Marie Christensen uddyber:
Som Venstrekandidat mener jeg naturligvis, at vores kommune skal ledes af Venstres borgmesterkandidat Lars Scheby efter valget. Vi har brug for nye kræfter og et tydeligt borgerligt lederskab.
3
De private vuggestuer og børnehaver i Faaborg-Midtfyn Kommune får mindre i tilskud pr. barn end de kommunale. Der skal indføres ensartede tilskud.
Mette Marie Christensen uddyber:
Jeg ser en værdi i, at private og kommunale institutioner får mere ensartede tilskud, så forældre har reel valgfrihed og børn lige vilkår. Samtidig skal vi være opmærksomme på, at de kommunale institutioner ofte har ekstra forpligtelser, fx ift. udsatte børn og beredskab, som kan kræve flere ressourcer. Derfor skal vi finde en balance, hvor tilskuddene er mere fair uden at svække de kommunale tilbud.
4
Faaborg-Midtfyn Kommune skal aktivt arbejde for en fast forbindelse (bro/tunnel) mellem Fyn og Als.
Mette Marie Christensen uddyber:
En fast forbindelse til Als vil styrke erhvervsliv, bosætning og mobilitet i hele Syddanmark. Det vil skabe vækstmuligheder for vores kommune og gøre det lettere at bo og arbejde på tværs af landsdelene. Samtidig skal vi sikre, at projektet udføres på en økonomisk ansvarlig og bæredygtig måde med respekt for klima og natur.
5
Espe Skole har oparbejdet en gæld på over 4 mio. kr. Skal kommunen gældssanere skolen for at sikre dens fortsatte drift?
Mette Marie Christensen uddyber:
Jeg har stor forståelse for de udfordringer, en skole kan stå i. Men som udgangspunkt skal skoler overholde deres budgetter. Hvis der er særlige forhold, bør vi undersøge dem nøje og finde løsninger i dialog med skolen. På længere sigt må vi dog sikre, at skolen har en bæredygtig økonomi.
6
Faaborg-Midtfyn Kommune skal afsætte penge til opsparing i budgettet – også selvom det betyder færre midler til velfærd her og nu. Prognoser peger på, at kommunen kan mangle op til 200 mio. kr. om få år.
Mette Marie Christensen uddyber:
Økonomien i Faaborg-Midtfyn er stram, og prognoser viser store udfordringer fremover. Derfor er det klogt at lægge lidt til side nu, så vi kan sikre velfærden og undgå pludselige nedskæringer.
7
Øhavsskolens to afdelinger i Faaborg, Svanen og Uglen, bør lægges sammen på afdeling Uglen.
Mette Marie Christensen uddyber:
Venstre i FMK foreslår at samle Øhavsskolens afdelinger på Uglen. Det vil styrke fællesskab og faglighed på skolen og samtidig frigive bygninger til kultur, frivillighed og byudvikling – til gavn for hele Faaborg.
8
Faaborg-Midtfyn Kommune skal stoppe med at bruge millioner på prestigeprojekter som Fremtidens Forstad i Årslev og Slagterigrunden i Faaborg. Det bør overlades til private investorer.
Mette Marie Christensen uddyber:
At være en attraktiv kommune kræver, at vi tør investere i udvikling, som kan tiltrække både borgere og turisme. Private investorer og fonde er meget velkomne, men der skal være kommunal opbakning for at sikre retning, sammenhæng og langsigtet værdi for borgerne.
9
Dagpleje, vuggestuer og børnehaver i Faaborg-Midtfyn Kommune skal være gratis.
Mette Marie Christensen uddyber:
Gratis dagtilbud lyder attraktivt, men det vil koste dyrt og betyde besparelser på andre velfærdsområder. Jeg mener, vi skal bruge pengene på kvalitet i dagtilbuddene og målrette hjælp til de familier, der har mest brug for det – fx gennem fripladser og sociale tilskud.
10
Faaborg-Midtfyn Kommune skal sikre, at investorer får let adgang til at etablere solcelle- og vindmølleprojekter på kommunens landbrugsarealer.
Mette Marie Christensen uddyber:
Vi har et utroligt smukt landskab, som vi skal passe på. Solceller hører først og fremmest til på tage – ikke spredt ud over markerne. Der kan være områder, hvor solceller eller vindmøller giver mening, men det skal ske med omtanke og respekt for naturen og borgerne.
11
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Mette Marie Christensen uddyber:
Jeg mener, at skatten skal holdes i ro. Bedre service handler ikke altid om flere penge, men om at gentænke, udvikle og bruge ressourcerne klogere. Vi kan skabe forbedringer uden højere skat.
12
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Mette Marie Christensen uddyber:
Jeg mener, at kommuneskatten skal holdes i ro. Vores økonomi er presset, og fokus bør være på at sikre kernevelfærden og en ansvarlig drift, ikke på at spare for at kunne sænke skatten.
13
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Mette Marie Christensen uddyber:
Mit politiske drive kommer af lysten til at gøre en forskel, tage ansvar og bidrage til fællesskabet, hvor jeg bor. Jeg tror, det ville svække demokratiet, hvis økonomiske incitamenter blev den primære grund til at stille op. Vi skal tiltrække kandidater, der brænder for at udvikle kommunen, ikke for et højere vederlag.
14
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Mette Marie Christensen uddyber:
Alle børn har ret til støtte, og vi skal være inkluderende. Men hjælpen må ikke ske på bekostning af fællesskabets samlede behov.
15
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Mette Marie Christensen uddyber:
Jeg har ikke nok viden til at sige, om normeringerne er for lave. Det vigtige er, at vi finder en god balance, så børnene får tryghed og nærvær – og vi bruger ressourcerne klogt.
16
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Mette Marie Christensen uddyber:
Det rette antal elever i en klasse er næppe endeligt afgjort. Det vigtigste er, at vi sikrer kvalitet i undervisningen og gode rammer for både elever og lærere.
17
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Mette Marie Christensen uddyber:
Teknologi kan være en stor hjælp i ældreplejen – fx til tunge løft, medicinhåndtering og praktiske opgaver. Det frigør tid til nærvær og omsorg. Men teknologi må aldrig erstatte de varme hænder, som giver tryghed og menneskelig kontakt. Vi skal bruge teknologien klogt – dér hvor den skaber reel værdi for både borger og medarbejder.
18
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Mette Marie Christensen uddyber:
Private aktører kan være med til at forbedre serviceniveauet, hvis de faktisk leverer bedre løsninger. Men der er ikke en automatisk sammenhæng mellem privat og kvalitet. Det vigtigste er, at borgerne får en tryg og værdig pleje – uanset hvem der leverer den.
19
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Mette Marie Christensen uddyber:
Fremtidens ældrepleje vil kræve, at vi bruger velfærdsteknologi klogt. Robotstøvsugeren kan blive nødvendig, men må aldrig blive en erstatning for omsorg. Den skal være et værktøj, der frigør tid, så vi kan give mere menneskelig nærhed dér, hvor det virkelig betyder noget.
20
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Mette Marie Christensen uddyber:
Genoptræning og forebyggelse hænger sammen – og begge dele er kommunens ansvar. Vi skal både hjælpe folk godt videre efter sygdom og samtidig forebygge, så færre får brug for hjælp senere. Det er ikke et enten-eller.
21
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Mette Marie Christensen uddyber:
Selvfølgelig skal vi have trygge og levende bymidter – men løsningen skal passe til det konkrete sted. Nogle steder kan det give mening at begrænse gennemkørsel, andre steder er parkering tæt på afgørende for butikker og borgere. Det skal altid afvejes lokalt – og i dialog med både erhvervsliv og borgere.
22
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Mette Marie Christensen uddyber:
Fortætning kan give liv i bymidterne, udnytte infrastrukturen bedre og være klimavenligt. Men vi skal ikke låse os fast – nogle gange er nye områder nødvendige for at tiltrække borgere og erhverv.
23
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Mette Marie Christensen uddyber:
Det er grundlæggende en dårlig idé at placere vindmøller og solceller tættere på beboelse. Den slags løsninger kræver bred opbakning i befolkningen – og den er der ikke i dag. Vi skal respektere både vores smukke landskab og borgernes trivsel, når vi planlægger den grønne omstilling.
24
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Mette Marie Christensen uddyber:
Jeg tror ikke på, at grønne løsninger altid gør tingene dyrere. Tværtimod kan vi ofte spare penge på sigt ved at bygge klogt og bæredygtigt. Når vi bygger i kommunen, skal vi tænke grønt hver gang – fx ved at genbruge bygninger og materialer, så vi både passer på klimaet og bruger pengene fornuftigt.
25
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Mette Marie Christensen uddyber:
Jeg mener, at vækst er vigtigt, men det må aldrig ske på bekostning af trivsel for børn, unge og ansatte. Vi skal sikre, at skoler, dagtilbud og infrastruktur kan følge med udviklingen – ellers bliver væksten ikke bæredygtig eller meningsfuld.
26
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Mette Marie Christensen uddyber:
Vi skal værne om vores grønne områder – de er en stor del af, hvorfor vi bor her, og hvorfor turister søger hertil. Men vi skal også finde en balance, så der er plads til udvikling. Det kan fx ske ved at tænke grønne korridorer ind i byudviklingen, bevare bynær natur og stille krav om bæredygtigt byggeri, når vi udlægger nye områder.
27
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Mette Marie Christensen uddyber:
Jeg oplever, at der er en reel lydhørhed i kommunen – både som borger og gennem Venstres arbejde. Men dialogen og de transparente processer skal hele tiden styrkes og italesættes. Demokratiet hviler på tillid til de folkevalgte, og den tillid vokser, når borgernes stemmer får mærkbar indflydelse og kan kvalificere beslutningerne.
28
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Mette Marie Christensen uddyber:
Det er ikke en opgave for kommunen at føre udenrigspolitik. Boykot og handelsaftaler hører hjemme på Christiansborg – vi skal bruge vores kræfter på de lokale udfordringer.
29
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Mette Marie Christensen uddyber:
Kunst og kultur er vigtige for det gode liv – mennesker trives i smukke rammer, og ånden skal næres. Men når vi prioriterer ift. kernevelfærd, skal vi være skarpe på balancen og blive bedre til at tiltrække fonde til kulturlivet.
30
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Mette Marie Christensen uddyber:
Alle mennesker har noget at byde ind med og rummer et potentiale. Flygtninge og indvandrere kan blive en styrke for både lokalsamfund, arbejdsmarked og fællesskaber – når vi giver plads til, at de kan bringe deres evner og erfaringer i spil. Det kræver, at vi møder hinanden med nysgerrighed og åbenhed.