Gå til indhold
Del kandidaten
Morten E.G. Brautsch
Særlig rådgiver
Moderaterne

Derfor stiller jeg op til valget

Vi har brug for Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen i midten af dansk politik. Jeg har altid været et politisk menneske – lige fra jeg blev elevrådsformand i folkeskolen – til mit nuværende job som særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen. Jeg har et grundlæggende liberalt livssyn, hvor jeg insisterer på retten til forskellighed og grænser for, hvad samfundet skal blande sig i. Samtidig lever vi i verdens bedste velfærdssamfund, der kun fortsætter, hvis vi tager ansvar for det. Jeg er særlig optaget af oprustning af både militær oprustning af vores forsvar samt åndelig oprustning af vores foreningsliv. Vi skal også holde fast i vores grundlæggende værdier, og her er retssikkerhed og frihedsrettigheder helt afgørende. Jeg har også fokus på uddannelsespolitik og det forhold, at hver tiende forlader folkeskolen uden at kunne bestå folkeskolens afgangsprøver i dansk og matematik, eller vilkårene for vores erhvervsliv, der finansierer vores fælles velfærd, og mange andre ting.

Mine vigtigste temaer
Sundhed
Økonomi og skattepolitik
Udenrigs- og forsvarspolitik
Børnepasning og folkeskoler
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Klima, miljø og energi
Udlændinge
Ældre
Uddannelse
Kultur og fritid
Erhvervskarriere
2025-2026 · Særlig rådgiver · Udenrigsministeriet
2024-2025 · Konst. partisekretær · Moderaterne
2023-2024 · Særlig rådgiver · Udenrigsministeriet
2020-2023 · Kontorchef · Justitsministeriet, Departementet
2017-2020 · Generalsekretær · Dansk Ungdoms Fællesråd
Uddannelse
2006-2012 · Cand.jur. · Jura · Aarhus Universitet
1
Det er rimeligt at bruge 5 procent af bruttonationalproduktet på Forsvaret.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Når vores verdensorden er i opbrud, skal Europa tage et større ansvar for vores egen sikkerhed. Det starter med, at Danmark fortsætter vores hurtige militære oprustning.  Det er dog en vigtig nuance, at ud af de 5 pct. NATO målsætning, så er de 1,5 % til beredskab. Så det reelle budget til Forsvaret er 3,5 %.
2
Store bededag bør genindføres som helligdag.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Det er et populistisk greb at ville genindføre store bededag uden at anvise finansiering. Men jeg vil mene, at det giver god mening at se på det hele i et nyt lys - og vi kunne f.eks. overveje at indføre en nationaldag for Danmark - der eksempelvis lå grundlovsdag, hvor mange i forvejen har enten en halv eller hel dag fri.
3
Danskernes generelle pensionsalder bør fortsætte med at stige sammen med levealderen.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Velfærdsforliget fra 2006 er en kronjuvel i dansk økonomi - og derfor skal vi tænke os om, når vi åbner det forlig. MEN der er brug for en helt ny måde at tænke pension på. Kun 1/10 går på pension, når de når deres pensionsalder. Derfor skal vi tænke i helt nye baner i form af en deltidspension. Så man kan trappe op og ned alt efter, hvad der er brug for.
4
Danmark bør investere massivt i Grønland for at overbevise grønlænderne om at blive i rigsfællesskabet i stedet for at beslutte sig for selvstændighed.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Det er naturligt, hvis Grønland ønsker mere selvstændighed. Men så skal de løbende overfører flere ressortområder. Vi bør revidere selvstyreloven, som er blevet til i en anden tid, hvor vi forventede, at milliarderne ville strømme op af den grønlandske undergrund, og vi bør understøtte økonomisk udvikling af det grønlandske samfund, som det f.eks. er gjort med den nye lufthavn. 
5
Danmark bør investere i atomkraft.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Vi skal også her have en pragmatisk tilgang. Teknologien udvikler sig hurtigt, og atomkraft kan sagtens være en del af fremtidens energiløsning. Men vi kommer ikke udenom, at de næste mange år er det vind og sol, et stærkere elnet, lagring og energieffektivisering, der skal give os en mere grøn fremtid. Danmark og Europa skal være energiuafhængige.  Når vi taler atomkraft er det også vigtigt at huske på, at teknologiudviklingen i dag gør, at vi ikke taler om at etablere et gammeldags atomkraftværk.  Små og modulære atomkraftreaktorer i containerstørrelse er under udvikling. 
6
Den næste regering bør igen bestå af partier hen over midten.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Der er brug for Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen i dansk politik. Det er garanten for at holde yderfløjene uden for indflydelse. SVM regeringen har været en succes på mange parametre. Der er styr på økonomien, folk er i arbejde og asyltilstrømningen er den laveste i 40 år. Men der er også brug for, at vi er mere modige på reformer, hvis vi skal passe på vores fællesskab og velfærdssamfund.
7
Det er en god løsning, at der oprettes et modtagecenter for asylansøgere uden for Europa.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Det giver rigtig god mening, hvis vi opretter modtagercentre i EU regi. Vi har været kloge i Danmark, og derfor har vi f.eks. ikke svenske tilstande. Men når migrationsudfordringerne skal løses, kræver det europæiske løsninger. Det er vedtaget i EU, at vi kan arbejde for modtagercentre i tredjelande - og her bør Danmark fortsat gå forrest i at få dem etableret.
8
Den nuværende ambition om at blive CO2-neutral i 2045 er for uambitiøs.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Vi har været for dårlige til at passe på vores klode. Danmark har også været et forgangsland, og det er godt. Men vi skal også være realistiske og pragmatiske - særligt når den sikkerhedspolitiske situation udvikler sig, som den gør. Så skal vi sikre vores energiuafhængighed, og der kan Europa endnu ikke være helt fri for fossile energikilder.
9
Der skal indføres forbud mod brug af sociale medier for børn under 16 år.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Det er først og fremmest forældrenes ansvar. Vi skal opdrage vores børn til at omgå sociale medier på en ansvarlig måde - og politikerne skal sikre ordentlige lovgivningsmæssige rammer. Men jeg mener generelt ikke, at et forbud løser det. Børn på 15 år kan godt lære ansvarlig omgang med SoMe, og når den kriminelle lavalder er 15 år, giver det ikke meget mening med et forbud på 16 år.
10
Vi skal have færre ulve i Danmark.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Jeg kan virkelig godt forstå, hvorfor det skaber enorm utryghed, at der går ulve rundt i vores byer. Jeg har godt hørt de biologiske argumenter, men jeg synes nu ikke, at vi savnede ulven, da den ikke var her. Vi skal være pragmatiske omkring det, men jeg synes, det er plat, at det for nogle politikere bliver gjort til noget af det vigtigste, når der er langt mere alvorlige emner i Danmark og i verden.
11
Det skal være lettere at komme til Danmark og arbejde som udlænding.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Udenlandsk arbejdskraft er kronjuvelen i dansk økonomi - og helt afgørende for, at vi har haft så god en økonomi i de sidste par år med enorme råderumsopskrivninger. VI skal derfor fortsætte med at åbne op for udenlandsk arbejdskraft - men selvfølgelig under ordnede forhold. Hvis der er overenskomst, tillidsrepræsentation mv., skal virksomheder nemt kunne tiltrække udenlandsk arbejdskraft. 
12
Danmark skal opsige aftale med USA om baser på dansk jord.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Det er ikke godt for Danmark, Europa eller NATO, at USA i stigende grad trækker sig fra Europa.  Aftalen er med til at sikre amerikanernes tilstedeværelse. Europa skal tage et langt større ansvar for vores egen sikkerhed. Det gælder også i Danmark, og vi skal derfor fortsætte med at stemple helt ind i EU og NATO og bygge stærke alliancer.  En del af at stemple ind er at leve op til vores NATO forpligtelser i bred forstand - derfor denne aftale - mens selvfølgelig også NATOs styrkemål,. Danmark skal fortsætte vores markante oprustning af vores forsvar - og vi skal særligt have fokus på vores personel,  da kampkraft ikke kun handler om indkøb af materiel. 
13
Sundhed
Der skal bruges flere penge på psykiatriområdet.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
SVM regeringen har løftet psykiatrien med 4,6 mia. kr. årligt. Men der er også brug for det. Det er virkelig et sted, hvor vores sundhedssystem halter. Så vi skal fortsætte den udvikling, som SVM regeringen har igangsat.
14
Sundhed
Der er brug for at give personalet i landets sundhedsvæsen en højere løn.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Vi kan se at lønløftet har hjulpet og vores sygeplejesker er begyndt at komme tilbage på hospitalerne igen. Derfor er løn en vigtig parametre, når det gælder sundhedspersonale.
15
Sundhed
Staten skal finansiere overvægtiges slankemedicin.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Man skal selv betale for sin medicin, hvis man kan. Men slankemedicin er dyrt, og derfor svært for mange at få råd til. Der vil være kæmpe samfundsmæssige gevinster og løfte folkesundheden markant, hvis vi investerede i det område.
16
Sundhed
Abortgrænsen bør sænkes fra 18. til 12. uge.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Den er netop sat op fra 12 til 18 uger. Sundhedsfagligt var der intet belæg for den tidligere ugegrænse, og der er heller ikke noget, som tyder på, at der vil komme betydeligt flere eller senere aborter ved, at grænsen er blevet flyttet. Når det er tilfældet, så mener jeg grundlæggende at mennesker skal have frihed til at træffe de valg, som de synes er bedst for dem selv.
17
Sundhed
Terminale patienter skal have ret til aktiv dødshjælp.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Det er grundlæggende det enkelte menneskes eget valg, om man vil herfra på en værdig måde, hvis man er uhelbredelig syg. For mange søger i dag til udlandet under uværdige forhold. Når det er sagt, så indebærer det store etiske dilemmaer, og det er vigtigt, at det foregår under de rigtige rammer med tilstrækkelig samtykke og under lægelig opsyn. Det må ikke blot være fordi, man har ondt i livet.
18
Økonomi og skattepolitik
Skatterne bør sættes ned.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Vi skal sænke skatterne - især på arbejde - hvis vi vil have vækst, der skal finansiere fremtidens velfærdssamfund.
19
Økonomi og skattepolitik
Den økonomiske lighed i samfundet skal styrkes.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Hvis alle får del i fremgangen, så er det kun positivt, at vi bliver rigere, selvom der er ulighed. På den måde sikrer vi også et stærkt velfærdssamfund, der f.eks. kan tage hånd om de mest udsatte.
20
Økonomi og skattepolitik
Momsen på fødevarer skal sættes ned.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Vi skal sætte momsen ned på frugt og grønt. Det er god sundhedspolitik. Hvis de kan lave differentieret moms i vores nabolande, så kan vi selvfølgelig også i Danmark.
21
Økonomi og skattepolitik
Antallet af offentligt ansatte skal reduceres.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Vi kan sagtens arbejde mere klogt og udnytte potentialerne i kunstig intelligens.
22
Udenrigs- og forsvarspolitik
Vi skal engagere os endnu mere i EU.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Især de seneste par måneder har vist, hvor afgørende det er, at Danmark er medlem af EU og har stærke europæiske alliancer. Vi er et lille land, som ikke kan stå alene. 
23
Udenrigs- og forsvarspolitik
Danmark skal fortsætte med at være blandt de lande, som yder mest støtte til Ukraines kamp mod Rusland pr. indbygger.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Ukraines frihedskamp er også vores frihedskamp. Rusland bruger lige nu omkring 40 procent af deres statsbudget på krig. Hvis krigen ikke ender godt, nyorienterer den russiske aggression sig hurtigt. Jeg ved desværre, hvad jeg taler om, bl.a. fordi jeg har arbejdet på den danske ambassade i Moskva og de seneste tre år rejst rundt med udenrigsministeren som særlig rådgiver.
24
Børnepasning og folkeskoler
Alle skoler skal tilbyde skolemad til eleverne.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Ernæring er så vigtig for vores børns indlæringsevne. Skolemad vil virkelig kunne gøre noget for især børn fra familier med færre ressourcer, hvor man ikke altid får smurt en sund madpakke. I øvrigt vil det være en gave til børnefamiliernes hektiske hverdag.
25
Børnepasning og folkeskoler
Der bør maksimalt være 14 elever i folkeskolens yngste klasser.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Det er en alt for populistisk og systemisk måde at gå til problemet. Jeg er helt med på at investere i vores folkeskole - men den skal sættes fri. Nye måder at lave holddannelser på, accelererede læringsforløb mv. Og så skal vi lave et lærerkorps af pensionerede lærere, der stadig vil give en hånd i skolen f.eks. 10 timer om ugen.
26
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Selskabsskatten på 22 procent skal sænkes.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Der er en fælles analyse af, at Europa sakker bagud i verden og skal styrke sin konkurrenceevne. Men Danmark er en del af Europa, og vi skal også styrke vores konkurrenceevne. Derfor skal selskabsskatten være på niveau med sammenlignelige lande - så danske virksomheder fortsat kan være konkurrencedygtige. Det sikrer arbejdspladser, investeringer og vækst.
27
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Der bør være større forskel på at være i arbejde og modtage offentlige ydelser.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Det skal selvfølgelig kunne betale sig at arbejde. Ellers hænger vores økonomi og velfærdssamfund ikke sammen.
28
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Seniorer bør have mere ud af at blive på arbejdsmarkedet.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Vi er faktisk blevet gode til det - men vi skal gøre det endnu bedre. Der skal være fleksibilitet til langsom nedtrapning, hvis man ønsker at blive på arbejdsmarkedet. Derfor har Moderaterne foreslået deltidspension.
29
Klima, miljø og energi
Vi skal opsætte flere solceller på åbent land.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Vedvarende energi er vigtig for vores grønne omstilling - men vi skal sætte langt flere solceller på vores tage og udbygge havvind.
30
Klima, miljø og energi
Det skal være lettere at se bort fra naboers protester, når der skal opsættes vindmøller.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Det er afgørende, at vi fortsætter den grønne omstilling. Vi har ikke været gode nok til at passe på kloden. Og samtidig er der god forretning i det.   Men det er klart, at det skal ske med respekt for lokalbefolkningen de steder,  hvor der skal være energiparker.   Og så skal vi i øvrigt i langt højere grad sætte solceller på tage i stedet for på marker.  
31
Klima, miljø og energi
Vi skal have flere naturnationalparker.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Jeg elsker naturen - og det passer godt med, at vi har lavet den grønne trepart, hvor naturomlægning er helt afgørende hen imod mere skov og natur. Men der skal stadig være plads til at producere fødevarer i Danmark. Så det er også et spørgsmål om balancer.
32
Udlændinge
Danmark skal udvise kriminelle udlændinge, selv om det bryder med konventionerne.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Det er meget vigtigt at udvise kriminelle udlændinge.   MEN, vi skal ændre konventionerne indefra. Ikke bryde med dem. Vi har før haft succes med at ændre menneskerettighedernes fortolkning, og det er den måde, vi skal gå til problemet på. Konventionerne er vigtige - ikke bare pga. basale frihedsrettigheder så som ytringsfrihed - men også pga. den regelbaserede retsorden, som Danmark som et lille land har stor gavn af. Vi lever ikke i en isoleret ø - og regler i form af konventioner er afgørende for vores erhvervslivs eksport. Det dur ikke,  at vi siger, vi ikke vil overholde reglerne blot,  selvom vi - med rette - måtte mene, at de er dårlige. 
33
Udlændinge
Den stramme udlændingepolitik skal lempes.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Danmark har siden 2001 ført en klog stram udlændingepolitik, der har gjort, at vi ikke har svenske tilstande. Det skal vi holde fast i. Vi har også det laveste asyltal i 40 år, og vi er blevet gode til at udvise kriminelle udlændinge. Det betyder netop også, at der er plads til udenlandsk arbejdskraft, udenlandske studerende og andre, der kommer hertil for at gøre en positiv forskel. Det mener jeg ikke er at lempe, men hvis det er, så går jeg så ind for at målrettede lempelser.
34
Udlændinge
Det skal være nemmere at få dansk statsborgerskab.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Jeg synes de nuværende regler har fundet en fin balance. Men jeg er meget imod de partier, der vil indføre screening af holdninger som forudsætning for statsborgerskab. Det er en form for sindelagskontrol, jeg som liberal har det meget svært med. Der skal være store krav til dansk statsborgerskab - og vi kan også godt tillade os at stille krav. Men det er meget farligt at straffe holdninger - vi skal straffe handlinger.
35
Ældre
Flere ældre må acceptere, at robotter og pårørende skal hjælpe med at pleje dem.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Velfærdsteknologi behøver ikke være at fremmedgøre. Det kan være kopper, der måler væskeindtag, intelligente toiletter, som giver livskvalitet for de ældre og meget andet. Men vigtigst af alt, så er det den menneskelige omsorg - og derfor er vi nødt til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft fra f.eks. Indien og Filippinerne og lære dem dansk. Vi har massiv mangel på arbejdskraft i vores ældresektor.
36
Ældre
Ældrechecken bør forhøjes.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Så længe ældrechecken fortsat gives til de ældre, der har brug for den, så har jeg ikke noget problem med, at de får lidt ekstra at gøre godt med.
37
Uddannelse
Unge skal have mulighed for at tage en ungdomsuddannelse i nærheden af deres bopæl.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Nærhed i uddannelsessystemet er meget vigtigt. Men det er lige så vigtigt, at vi får lavet nogle fede ungdomsmiljøer omkring vores ungdomsuddannelser. Her skal vi virkelig være opmærksom på, hvordan vi får implementeret den nye EPX uddannelse på en god måde
38
Uddannelse
Flere skal vælge en professionsuddannelse end en universitetsuddannelse.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Man skal vælge den uddannelse, der passer bedst. Jeg er selv jurist - men mener stadig, at vi uddanner for mange på universitetet. Vi led i for mange år af den vildfarelse, at flest mulige skulle have en lang videregående uddannelse. Men det var uddannelsessnoberi af værste skuffe. En veluddannet befolkning er vigtig - og enhver skal forfølge sine drømme og potentialer. Men det er forkert, hvis målstokken er en lang videregående uddannelse.
39
Kultur og fritid
Staten bruger alt for mange penge på kultur i hovedstadsområdet i forhold til i resten af landet.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Selvfølgelig er vores hovedstad noget helt særligt og skal også være det. Men kultur er det, der binder os sammen som befolkning. Og vi har brug for åndelig oprustning i en verden i forandring. Det gælder både kultur bredt - men især vores foreningsliv, som også er på kulturbudgettet.
40
Kultur og fritid
Borgerne skal have større adgang end hidtil til skov og natur på privat jord.
Morten E.G. Brautsch uddyber:
Jeg nyder selv at gå tur i skoven, og har aldrig oplevet det som et problem, at der er tale om privat skov.