Jeg er først og fremmest PIA, - og jeg stiller op fordi det betyder noget! Jeg tror på nærværende og menneskelig politik. Jeg tør tage ansvar, og jeg står fast når det er nødvendigt. Jeg brænder for børn, unge, foreningslivet og idrætten – og for, at vores seniorer får en tryg og værdig alderdom. Politik handler om mennesker, og om livskvalitet, - igennem hele livet. Jeg er dybt engageret og vil hele Viborg Kommune, også de mindre lokalsamfund, og ønsker at bruge min politiske erfaring og samarbejdende tilgang til fortsat at styrke fællesskaberne i kommunen. Jeg har de sidste fire år været en del af Viborg Byråd for Venstre. Jeg er næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget, og medlem af Ældre- og Aktivitetsudvalget. Jeg er født, opvokset og bor i Frederiks. Jeg er 50 år, gift med Jens og mor til tre voksne børn. Til daglig arbejder jeg som idrætskonsulent i Viborg Idrætsråd. Tidligere har jeg været formand for Alhedens Idrætsforening og kåret som Årets Idrætsleder.