Jeg mener, det er vigtigt vi holder en ligevægtig balance mellem landsbyerne og centerbyerne. De små lokalsamfund og landsbyer har behov for at kunne udvikle sig - enten men multihuse, udvidelse af vuggestuer, cykelstier og lignende. Men hvis ikke centerbyerne er attraktive, med et differentieret og attraktivt tilbud, vil landsbyerne og kommunen ikke længere fremstå attraktiv at bosætte sig i.

Kommunerne er nationalt pålagt at opsætte VE på land - hvilket i praksis betyder det reelt ikke er et valg politikerne i kommunen kan tage. Vi kunne at sætte solceller på de kommunale tage - men hvem skal betale for renoveringen af tagene, opsætningen af solceller samt tilslutning og udbygning af elnettet? Det vil med høj sandsynlighed skulle tages fra andre anlægs- og udviklingsprojekter, eller den direkte velfærd hos borgerne. Herudover er arealet i sig selv ikke er stort nok, og vi derfor fortsat vil skulle sætte VE op på land. DERFOR MENER JEG at vi som politikere i stedet skal tage et ansvar og sikre processen så borgerne med sikkerhed inddrages. Det skal vi gøre ved at stille krav til, at udviklere har besøgt de nærmeste naboer, og deltager i en dialoggruppe med kommunen og lokale repræsentanter, hvor man ved projektet efterfølgende skal kunne se et aftryk fra dialogen i den endelige ansøgning. Derudover skal der være projekthjemmesider, hvor borgerne kan følge med i deadlines.

Det var det rigtige at gøre, at hæve skatten for at rette op på økonomien. Jeg mener dog ikke, det er det samme som at skatten bør hæves igen.

En renovering vil kræve et større millionbeløb, som tilgodeser en lille gruppe borgere. Her ser jeg hellere at pengene anvendes på en måde så de tilgodeser bredt i kommunen og kommer mange til glæde.

Det mener jeg helt bestemt vi bør gøre. Men jeg mener også, vi samtidig skal forholde os til arbejdsmiljø og krav ude på skolerne. Arbejdsmiljøet og de mange krav lærerne er underlagt påvirker deres arbejdsmiljø og lærernes trivsel - det har vi set ved frikommunerne i de seneste år - og forskningen viser at trivslen smitter direkte af på børnenes trivsel. Vi skal være bedre til at følge skolernes udvikling - for at sikre børnene trivses, ved at sammenholde data som trivselsmålinger, fravær hos både lærere og børn, børnetal og APV over en årerække tilbage. På den måde kan vi hurtigt gribe både personale og børn, hvis en negativ udvikling er igang. Vi bliver samtidig nødt til at kigge på forvaltningen, og mulighederne for at understøtte lærere og forældre når behovet er der. De lange ventetider, betyder at børnene alene kommer i større mistrivsel og får behov for større indsatser. Det skal vi blive bedre til.

Jeg er som udgangspunkt ikke enig i at hæve kommuneskatten, men jeg har et ønske om, at vi kan øge serviceniveauet, hvis vi kan finde en måde at gøre det indenfor de rammer der eksisterer for de kommunale budgetter. Hvis ikke det er muligt - og vi har behov for at øge servicerammen i en periode, for at kunne investere i tidligere indsatser - må en eventuel stigning af kommuneskatten komme på bane.

Det skal i høj grad handle om interesse, engagement og vilje til at sidde i byrådet. Hvis det gøres mere attraktivt, kan det betyde at flere anskuer det som en levevej, og ikke hvert fjerde år stopper op og mærker, om de fortsat har det rette engagement til at gøre indsatsen.

Svaret er NEJ - det må aldrig blive på bekostning af de øvrige elever. Det er sådan mistrivsel starter - hvis en gruppe børn ikke bliver set og hørt. Det betyder ikke, at de særligt udfordrede børn ikke skal have hjælp - men skolerne skal ikke stå alene med opgaven. Der skal være adgang til konsulenter, støtte i PPR og ressourcepædagoger som kan støtte op. På den måde kan læreren varetage sin arbejdsopgave og understøtte den samlede klasse - uden det betyder, at de særligt udfordrede børn står alene tilbage.

Det er jeg overvejende enig i. Ligesom jeg mener der skal laves en reel beregning for minimumsnormeringer som ikke indregner sygemeldte medarbejdere og ledelse, men som viser den virkelige normering på stuerne. Med det sagt, er det vigtigt at sige at kvalitet og nærvær i dagtilbud ikke alene afhænger af, at der er hænder nok. Det handler i høj grad om faglighed og tydelig ledelse, hvor pædagogerne understøttes i at skabe gode strukturer og aktiviteter for børnene. For mange pædagoger presses i det daglige af en moralsk og etisk stress - noget skyldes normeringer, andet skyldes et presset arbejdsmiljø, hvor det opleves ikke at have adgang til den rette støtte til børnene, eller at hverdagen ganske enkelt ikke er struktureret på en måde, som giver tiden til fordybelse og aktiviteter. Vi skal i Vejen Kommune sætte skarpt på nærvær, omsorg og at møde børn og familier i øjenhøjde - så børnene får de bedste forudsætninger fremadrettet

Det kan ikke sættes op som modsætning. Vi skal være nysgerrige på teknologien hvor den kan hjælpe - men det skal ikke være en besparelse eller betyde nedlægning af stillinger. Teknologiske løsninger kan eks. ved robotstøvsugere og japanske toiletter frigive tid ude hos den enkelte borger, som kan bruges på nærvær og måske en kop kaffe i stedet. Flere steder i landet er det set at AI-programmer til at lave ruteplaner og besøgsplaner i hjemmeplejen har betydet færre kørte kilometer op til 44% - hvilket giver mere tid hos de enkelte borgere fordelt ud på dagen, og samtidig viser det sig også at skabe mere kontinuitet blandt de hjemmehjælpere der kommer hos den enkelte borger, så borgerne i højere grad oplever at få besøg af et kendt ansigt. Enkelte steder har det også mindsket forbruget af vikarer - og der er derfor luft i budgettet til andre initiativer.

Vi skal generelt være nysgerrige på, hvad velfærdsteknologien kan. En robotstøvsuger frem for en almindelig støvsuger skal ikke betyde at borgeren har mindre tid med sin hjemmehjælper - men at der i stedet er tid til overs, der kan bruges på en kop kaffe eller hjælp med noget andet i hjemmet.

Vejen Kommune står lige nu, et svært sted efter mange år med besparelser, hvor vi har skubbet udfordringerne foran os - derfor er der behov for at sætte ind på genoptræning. Mit ønske er at vi generelt i kommunen, kan finde midlerne og balancen til at investere i den tidligere indsats, mens vi fortsat griber vores efterslæb, og gradvist kan få vendt den udvikling, der har været igang.

Med de fire VE projekter - solcelleanlæg ved Holsted, Energipark Revsing, Energiparken ved Holsted og Solcelleanlæg ved Andst opfylder Vejen Kommune de nationale krav - derfor skal vi ikke udpege flere områder eller udlægge flere områder til VE. Dette er sagt med forbehold for solcelleparken ved Andst, hvor virksomheden bag er erklæret konkurs, og sagen er ved kurator - hvis dette ikke er ved en ny udvikler, vil vi som kommune skulle finde arealet et andet sted. Tilsvarende kan vi i valgperioden 2025-2029 bliver pålagt nye krav nationalt som vi må underlægge os.

Hvis vi ikke vækster, kan det betyde at små lokalsamfund ikke får en tilflytning, og at skoler og daginstitutioner som konsekvens må lukke på den lange bane. Det er ikke ønskværdigt. Men gode vilkår i skoler og dagtilbud er en af mine mærkesager, særligt når det kommer til arbejdsmiljø og at børnenes behov bliver set og taget alvorligt. Derfor må vækst og udvikling aldrig blive på bekostning for skoler og daginstitutioner.

Politikerne følger den lovgivning der er, omkring høringssvar og frister - jeg mener dog godt vi kan gøre mere. I høringssvar kan det være svært, når planerne er langt at ændre på særligt mange ting. Derfor mener jeg generelt - om det er byudvikling, VE eller arbejdet med den grønne pulje som eksempelvis indgår i lokalplaner, at borgerne skal inddrages langt tidligere gennem borgermøder og eventuelle dialogmøder. På den måde, kan planlægningen tage højde for flere forskellige perspektiver - og borgerne kan måske få en indsigt i og forståelse for, hvis nogle perspektiver måske ikke kan imødekommes. Dette vil bidrage til gennemsigtighed i politikken.

Det er forfærdeligt at være vidne til hvad der sker i Palæstina og Israel. Men det er ikke en kommunalpolitisk beslutning vi kan tage, da vi repræsenterer borgerne i hele kommunen, hvor der kan være differentierede holdninger og perspektiver. Det er et landspolitisk anliggende.