Er du enig med Tina-Mia Eriksen?

Del kandidaten

Tina-Mia Eriksen

Specialsygeplejerske i psykiatri

Det Konservative Folkeparti

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg er sygeplejerske i psykiatrien og arbejder til daglig med mennesker, der har brug for hjælp, støtte og forståelse – ikke flere systemer. Jeg ved, hvordan beslutningerne i regionen mærkes i virkeligheden, og jeg stiller op, fordi vi har brug for politikere, der både forstår mennesker og systemer, og som arbejder med sundhedsvæsenet indefra hver eneste dag. Jeg vil arbejde for et sundhedsvæsen, hvor nærhed, tryghed og kvalitet er i centrum. Hvor psykiatrien endelig får det løft, den har brug for, hvor ventetiderne nedbringes, og hvor der er tid og tillid mellem patient og personale. Sundhedsvæsenet skal hænge sammen på tværs af hospital, kommune og praksis, så borgerne møder én sammenhængende indsats. Løsningen er ikke mere kontrol og bureaukrati, men mere faglighed, tillid og ansvar. Jeg tror på et sundhedsvæsen, hvor mennesker kommer før systemer – og hvor vi skaber reel værdi for patienterne hver dag.

Politisk karriere

2021-nu · Medlem af Økonomiudvalget · Ringsted Kommune

2021-nu · Medlem af Ældre-, Social- og Sundhedsudvalget · Ringsted Kommune

2017-nu · Byrådsmedlem · Ringsted Kommune

Tillidsposter

2020-nu · MED- Psykiatri · Region Sjælland

2020-nu · arbejdsmiljørepræsentant · Region Sjælland

Erhvervskarriere

2018-nu · Sygeplejerske · Psykiatrien Region Sjælland

2022-nu · Specialsygeplejerske i psykiatri

2022-nu · Klinisk Sygeplejespecialist · Region Sjælland

Det er i orden, at der er relativt stor forskel på, hvor hurtigt ambulancerne er fremme i landområderne i forhold til i byerne ved livstruende kørsler.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Det er ikke i orden, at der er stor forskel på, hvor hurtigt ambulancen er fremme i land og by. Vi har som region et klart ansvar for at løse de geografiske udfordringer og sikre, at hjælpen når frem i tide – uanset postnummer. Selvfølgelig kan vi ikke ændre, at der vil være længere afstande i landområder, men forskellen må aldrig blive så stor, at det går ud over trygheden eller i værste fald koster liv. Derfor skal vi arbejde strategisk med, hvor ambulancer og akutberedskaber placeres, og hvordan vi udnytter ressourcerne bedst muligt – fx med paramedicinerbiler, akutlægebiler og lokale beredskaber. Nærhed og hurtig hjælp skal gælde alle borgere – også dem, der bor længst væk fra de store byer.

Der bør indføres et gebyr på 100 kr. på besøg hos praktiserende læge for at finansiere andre udgifter i sundhedssystemet.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Som sygeplejerske og sundhedspolitiker mener jeg ikke, at adgang til egen læge skal afhænge af, om man har råd til at betale 100 kroner. Vores sundhedsvæsen bygger på princippet om fri og lige adgang til behandling – uanset indkomst. Et gebyr kan måske virke som en lille ting, men det vil især ramme de borgere, der har mest brug for deres læge: kronikere, børnefamilier og ældre. Der er mange andre måder at finansiere sundhedssystemet på – f.eks. gennem bedre organisering, færre dobbeltudredninger og smartere brug af digitale løsninger. Lægen skal være borgerens første, trygge kontaktpunkt i sundhedsvæsenet – ikke en betalingsløsning.

En større andel af konsultationer med praktiserende læger og med lægevagten skal foregå over video eller telefon.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

tale løsninger som video- og telefonkonsultationer kan være et godt supplement, men de må aldrig erstatte den personlige kontakt mellem læge og patient. Som sygeplejerske ved jeg, hvor meget det betyder at kunne se et menneske i øjnene – særligt når der er tale om børn, ældre eller borgere med komplekse sygdomsforløb. For mange patienter skaber nærvær og fysisk kontakt både tryghed og bedre behandling. Digitale konsultationer skal bruges, hvor det giver mening – f.eks. ved opfølgninger eller korte kontroller – men ikke som en standardløsning. Sundhedsvæsenet skal være til for borgeren, ikke omvendt.

Det er vigtigt at holde fast i de mindre syge- og sundhedshuse, selv hvis det koster på specialiseringen på de enkelte sygehuse.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Det nære sundhedsvæsen skal styrkes – ikke afvikles. Vi skal fastholde de mindre sygehuse og sundhedshuse, fordi nærhed skaber tryghed og gør det lettere for borgerne at få hjælp i tide. Selvfølgelig skal højt specialiserede behandlinger samles, hvor det giver faglig mening, men alt det, der kan løses tættere på borgerne, bør også blive det. Det handler om tryghed, tilgængelighed og et sundhedsvæsen, der møder borgerne dér, hvor de er.

Regionen skal opprioritere akutberedskabet i yderområderne, selv om det vil ske på bekostning af andre områder.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Når ulykken er ude, tæller hvert eneste minut. Derfor skal vi have et akutberedskab, der dækker hele regionen – også i yderområderne. Borgernes tryghed må ikke afhænge af postnummer. Det handler om at sikre hurtig hjælp, uanset hvor man bor. Selvfølgelig kræver det prioritering, men sundhed og beredskab er blandt de vigtigste opgaver, vi har som samfund. Et stærkt akutberedskab redder liv – og det er en investering i både tryghed, lighed og et sundhedsvæsen, der tager ansvar for alle borgere.

Buslinjer med få passagerer skal nedprioriteres, så der kan sættes flere busser ind på linjer med mange passagerer.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Det giver mening at tilpasse driften til, hvor der er flest passagerer – men vi må ikke glemme de borgere, der bor i yderområderne. For mange er bussen den eneste måde at komme til lægen, arbejde eller uddannelse på. Derfor skal vi tænke klogere, ikke bare mindre: mindre busser, flextur-løsninger eller samkørsel kan sikre, at vi stadig har offentlig transport, hvor der er færre passagerer. Vi skal skabe et sammenhængende transportsystem, hvor man kan komme hele vejen – ikke kun, hvor der er flest. Tryghed og mobilitet i hverdagen handler også om, at vi som region tager ansvar for alle borgere, uanset hvor de bor.

Regionen skal bruge flere penge på psykiatrien på bekostning af andre sundhedsområder.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Psykiatrien skal have et markant løft, men jeg tror ikke, det reelle dilemma står mellem psykiatrien og resten af sundhedsvæsenet. Når vi styrker psykiatrien, styrker vi samtidig det samlede sundhedsvæsen. Mennesker med psykiske lidelser fylder allerede meget i de somatiske afdelinger – netop fordi deres psykiske udfordringer ikke bliver håndteret i tide. Så jeg ser det ikke som en prioritering på bekostning af andre områder, men som en investering, der frigiver ressourcer på sigt og skaber mere sammenhæng i hele patientforløbet. Psykiatrien og det fysiske sundhedsområde skal ikke konkurrere – de skal løftes sammen, så borgerne får hjælp dér, hvor behovet starter.

Regionerne bør nedlægges og opgaverne lægges ind under kommuner og stat.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Vi er allerede i gang med en historisk sammenlægning, og det viser tydeligt, at tiden er inde til at gentænke hele strukturen i vores sundhedsvæsen. Jeg mener ikke, at vi bare skal fortsætte med regionerne, som de er i dag. Vi skal turde tænke helt nyt – med et sundhedsvæsen, hvor ansvaret og beslutningerne kommer tættere på borgerne, og hvor ressourcerne bruges dér, hvor de gør størst forskel: hos patienterne. Mindre bureaukrati, mere nærhed og et klarere ansvar mellem stat og kommune. Det handler ikke om at fjerne noget for enhver pris, men om at skabe et sundhedsvæsen, der fungerer i praksis – for borgerne, de ansatte og hele Danmark.

Regionen skal systematisk bruge private hospitaler for at nedbringe ventetider – også selvom det er dyrere pr. behandling.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Det handler ikke om enten offentligt eller privat – men om at borgerne får hjælp i tide. Private hospitaler kan være et vigtigt supplement, når ventetiderne bliver for lange, og det offentlige ikke kan følge med. Selvfølgelig skal det offentlige sundhedsvæsen fortsat være kernen, men vi skal bruge alle de kræfter, der findes, når det gavner patienterne. Selvom private behandlinger nogle gange kan se dyrere ud på papiret, kan de i virkeligheden spare både tid, lidelse og ressourcer – fordi mennesker får hjælp, før sygdommen udvikler sig. Det handler om ansvar, nærhed og et sundhedsvæsen, der sætter patienten først.

Regionen skal prioritere kapacitet til de mest udbredte sygdomme frem for meget dyre, sjældne behandlinger.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Vi skal altid sikre, at flest muligt får gavn af de ressourcer, vi har — men det må ikke ske på bekostning af dem, der rammes af sjældne sygdomme. Et sundhedsvæsen skal bygge på både effektivitet og retfærdighed. Det handler ikke om enten eller, men om at finde balancen. Som sygeplejerske ved jeg, hvor vigtigt det er, at hver patient føler sig set og får adgang til behandling, også når sygdommen er sjælden. De mest udbredte sygdomme kræver naturligvis kapacitet og fokus, men vi må ikke vende ryggen til de patienter, der står med sjældne, men alvorlige lidelser. Et stærkt sundhedsvæsen er et, der har plads til alle.

Der skal tilføres flere penge til børne- og ungdomspsykiatrien, selv hvis det betyder lavere prioritering af andre områder.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Som sygeplejerske i psykiatrien ser jeg hver dag, hvordan børn og unge falder mellem systemets grænser. Vi mangler hænder, pladser og – ikke mindst – sammenhæng. Derfor skal børn- og ungepsykiatrien løftes markant, men vi er også nødt til at gentænke hele opdelingen. I dag går grænsen ved 18 år, og det betyder, at mange unge midt i sårbare forløb pludselig skal starte forfra i voksenpsykiatrien. Måske skal vi i stedet arbejde med en mere flydende overgang – en særskilt ungdomspsykiatri, der bygger bro mellem børne- og voksenområdet. Selvfølgelig koster det, men det koster langt mere – menneskeligt og samfundsmæssigt – når vi ikke handler i tide. Ingen investering er vigtigere end den, vi gør i vores børn og unges mentale sundhed og trivsel.

Regionen bør give højere tillæg for at rekruttere personale til særligt pressede afdelinger – også hvis det skaber lønforskelle.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Vi er nødt til at kunne rekruttere og fastholde personale dér, hvor presset er størst – både for patienternes og medarbejdernes skyld. Det betyder, at der i perioder kan være behov for midlertidige tillæg eller særlige incitamenter for at tiltrække sundhedspersonale til udsatte områder eller afdelinger. Men vi skal samtidig passe på ikke at skabe uretfærdige eller varige lønforskelle, der splitter medarbejderne. Løsningen skal findes i et balanceret system, hvor vi både sikrer lighed og fleksibilitet – og hvor gode arbejdsvilkår, ledelse og udviklingsmuligheder er mindst lige så vigtige som lønnen. Et sundhedsvæsen i balance kræver, at vi anerkender forskellene – uden at gøre dem til et permanent skel.

Dokumentationskrav og bureaukrati i sundhedsvæsenet skal reduceres.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Som sygeplejerske og kvalitetssygeplejerske ved jeg, hvor meget tid der i dag går til dokumentation og systemer frem for patienterne. Vi er blevet bundet af arbejdsgange og krav, der ofte ikke handler om kvalitet, men om kontrol. Sundhedspersonalet er implementeringstrætte, fordi hver ny procedure sjældent erstatter en gammel – den bliver bare lagt oveni. Selvfølgelig skal vi have faglig sikkerhed og kvalitetssikring af alt, vi gør, men vi skal også turde fjerne det unødvendige. Vi skal have tillid til fagligheden. Mindre bureaukrati giver mere omsorg – og et sundhedsvæsen, der igen handler om mennesker frem for skemaer.

Regionen skal oprette regionsklinikker, hvor der mangler praktiserende læger – også hvis det konkurrerer med private praksisser.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Det er de praktiserende læger, der udgør fundamentet i vores nære sundhedsvæsen, og sådan skal det blive ved med at være. Regionsklinikker kan være nødvendige som en midlertidig løsning dér, hvor borgerne i en periode står uden egen læge – men de må aldrig erstatte eller konkurrere med de private praksisser. Vi skal i stedet gøre det mere attraktivt at etablere og drive lægepraksis i hele regionen, så vi sikrer varig lægedækning og reelt frit lægevalg.

Prioriteringen af behandlingen af kræftsygdomme i sundhedsvæsenet er kommet til at fylde for meget i forhold til behandlingen af andre sygdomme.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

KRÆFT ER EN ALVORLIG SYGDOM, DER SKAL BEHANDLES HURTIGT, EFFEKTIVT OG FORTSAT VÆRE EN KLAR PRIORITET I SUNDHEDSVÆSENET. Kræft skal fortsat have høj prioritet – det har reddet mange liv, at vi har haft fokus dér. Men jeg oplever som sundhedsfaglig, at andre sygdomsområder desværre er blevet underprioriteret. Hjertesygdomme, psykiske lidelser, kroniske smerter og stofskiftesygdomme fylder langt mindre, både i debat og i finansiering. Det må ikke være sådan, at nogle sygdomme får mere opmærksomhed, blot fordi de er mere synlige. Et stærkt sundhedsvæsen skal se mennesket bag sygdommen og skabe en mere retfærdig balance, hvor alle patienter får behandling i rette tid – uanset diagnose. Det handler ikke om at tage fra kræftområdet, men om at løfte andre områder op på samme niveau.

Regionen skal sikre god almen lægedækning i hele regionens område - uanset prisen.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Adgang til en egen læge skal være en grundlæggende rettighed – uanset hvor man bor i regionen. Det er helt afgørende for både tryghed, forebyggelse og sammenhæng i sundhedsvæsenet, at alle borgere har en fast praktiserende læge. Derfor skal regionen tage ansvar for at sikre lægedækning i hele regionen – også selvom det kan være dyrere i yderområderne. Det handler ikke kun om økonomi, men om borgernes tillid og lighed i sundhed. Vi skal finde løsninger – f.eks. bedre incitamenter, regionale lægeklinikker i overgangsperioder og fleksible samarbejdsformer – så alle borgere får adgang til en læge tæt på deres hverdag.

Regionen skal prioritere flere midler til og arbejde mere målrettet for at blive klimaneutral - med fx energi fra solceller, mere cirkulær genanvendelse og bedre naturbeskyttelse.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Vi har et ansvar for at drive regionen mere bæredygtigt – også i sundhedsvæsenet. Derfor skal vi tænke i grøn energi, solceller, affaldshåndtering og genanvendelse på vores hospitaler og institutioner. Men for mig handler grøn omstilling også om sund fornuft og prioritering. Vi skal ikke flytte midler væk fra patienter og personale, men i stedet bruge teknologien og investeringerne klogt, så de både gavner klimaet og økonomien på sigt. Når vi som offentlig myndighed går forrest med realistiske løsninger, kan vi inspirere borgerne og virksomhederne til at gøre det samme – uden symbolpolitik, men med resultater, der både gavner miljøet og menneskene.

Hvis en borger uden at give besked udebliver fra en aftale på hospital/klinik, skal vedkommende afkræves et gebyr på f.eks. 200 kroner.

Tina-Mia Eriksen uddyber:

Vi har alle et fælles ansvar for at passe på vores sundhedsvæsen og hinandens tid. Derfor bør det have en konsekvens, når man udebliver fra en aftale uden at melde afbud – for det betyder, at en anden patient kunne have fået hjælpen i stedet. Et mindre gebyr kan være med til at understrege det ansvar, men det skal selvfølgelig ske med omtanke, så der tages hensyn til, at der kan være gode grunde til udeblivelse, f.eks. sygdom eller misforståelser