Flertal er klar til husbåde i Vejle Lystbådehavn - så mange kan få plads

Et flertal hos medlemmerne i Sejlklubben Neptun har stemt for husbåde, og dermed forventes bestyrelsen i Vejle Lystbådehavn at sende en ansøgning til Vejle Kommune efter næste uges bestyrelsesmøde. I dag ligger der allerede en husbåd i havnen. Det er Randers-firmaet Zunshine Living A/S, der har et udstillingshus liggende her. Foto: Torben Juhler

Flertal er klar til husbåde i Vejle Lystbådehavn - så mange kan få plads

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejle Lystbådehavn er klar til at sende ansøgning til Vejle Kommune, hvilket baner vej for fastliggende husbåde på yderste bro.

Vejle: En fast bestand af husbåde i Vejle Lystbådehavn er rykket et stort skridt nærmere.

Denne sommer har et flydende udstillingshus haft adresse i havnen, og nu har havnens bestyrelse fået grønt lys til at sende en ansøgning om op til 15 husbåde til Vejle Kommune.

Havnen ejes af de to lokale foreninger, Vejle Motorbådklub og Sejlklubben Neptun, og her er der nu opbakning til, at bestyrelsen kan sende ansøgningen. Hos motorbådsfolket blev afstemningen klaret på den årlige generalforsamling, hvor der var flertal for at tillade husbåde.

Neptun valgte at give medlemmerne mulighed for at stemme om spørgsmålet på klubbens hjemmeside i juli, og også blandt sejlbådsejerne var der flertal for husbådene.

Jeg er lidt overrasket over, at så mange stemte nej, for der har ikke været nogen modstand mod husbåde på vores generalforsamling. Men det er fint nok.
Jan Ipsen, formand for Neptun og Vejle Lystbådehavn

Formand er overrasket

66 medlemmer valgte at give deres besyv med. 39 stemte ja, 25 var i mod, mens to svarede "ved ikke".

Dermed kan formand for Neptun, Jan Ipsen, tage til bestyrelsesmøde i lystbådehavnen i næste uge med et mandat til at sende en ansøgning til Vejle Kommune.

- Jeg er lidt overrasket over, at så mange stemte nej, for der har ikke været nogen modstand mod husbåde på vores generalforsamling. Men det er fint nok. Nu har medlemmerne haft mulighed for at se det prøvehus, der har ligget i havnen et stykke tid, og konstatere, hvad det har af konsekvenser, siger Jan Ipsen.

Bestyrelsen har dog hele tiden været for at tillade husbåde og permanente beboere i lystbådehavnen.

- Det er rart, at der bor nogle i havnen, og som kan holde øje med tingene, når vi andre er gået hjem om aftenen og ikke er der om vinteren. Det vil have en præventiv effekt mod indbrud og ballade, og vi har tidligere oplevet noget hærværk. Samtidig giver det over en årrække en fast indtægt, at vi ude ved hovedbroen får lejet nogle pladser ud, som er lidt svære at få afsat, siger Jan Ipsen.

Kommunen har sidste ord

Den nye og udvidede lystbådehavn er i en positiv udvikling, men i dag er mere end 100 af havnens 650 pladser stadig ledige. Tiden med venteliste er der et stykke vej mod, men Jan Ipsen er overbevist om, at det vil komme.

Han forventer, at havnebestyrelsen på det kommende møde får formuleret ansøgningen til Vejle Kommune, som har ventet på den, da havnen tidligere har henvendt sig vedrørende husbådene.

- Jeg har ikke hørt andet, end at vi sender ansøgningen efter vores møde i næste uge. Kommunen har afventet, at vi stod ved vores tidligere ansøgning, og det er der nu flertal for. Men det er kommunen, der i sidste ende afgør, om vi får tilladelsen, siger formanden.

Hvis tilladelsen kommer i havn, sker det i form af en dispensation i forhold til havnens lokalplan.

Plads til alle husbåde

Jan Ipsen forventer, at lystbådehavnen vil søge om grønt lys til mellem 10 og 15 husbåde. Om det bliver det antal pladser, de permanente boliger vil lægge beslag på i havnen, er dog ikke givet.

- Vi ved ikke, hvor mange der er interesseret i at købe en husbåd og bo i havnen. Selvom der lige nu er et firma, som har en udstillingshusbåd liggende her, har husbåde fra andre firmaer også mulighed for at få en plads, understreger Jan Ipsen.

Det er Randers-firmaet Zunshine Living, der hele sommeren har haft et flydende udstillingshus liggende i havnen. Den 114 kvadratmeter store husbåd kan erhverves for 2,2 millioner kroner.

Flertal er klar til husbåde i Vejle Lystbådehavn - så mange kan få plads

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce